Septuagesima søndag – 2. tekstrække

Eksegese

Job 9,1-12

Gud fremstilles både som den retfærdige i modsætning til menneskets uretfærdighed, og som den almægtige i forhold til både det ellers mægtige skaberværk og i forhold til det svage menneske, der ikke kan stille Gud til regnskab.

ApG 17,22-34

Teksten er spændende, for det er den ene af to taler, som Paulus i ApG holder for hedninger af græsk religion. Ellers taler han som bekendt kun til jøder og gudfrygtige hedninger. Oskar Skarsaune har skrevet en fremragende artikel ”Åpenbaring utenfor åpenbaringen”, hvori han viser, dels hvorledes Paulus benytter traditionel jødisk kritik af afgudsdyrkelsen, dels at dette afsnit danner mønster for Oldkirkens normalteologi om forholdet til både hedenskab og filosofisk religionskritik. Skarsaune mener ligeledes, at Paulus ikke regner med, at Kristus er til stede i alle religioner.

Paulus har været på tur rundt i Athen og fundet et alter med indskriften ”for en ukendt gud”. Moderne arkæologi har i øvrigt fundet en sådan indskrift i Athen. Paulus bruger dette citat til at omgå afgudsdyrkelsen. Han erklærer, at han netop forkynder om den ukendte gud. Efter således at have skaffet sig fodfæste på tilhørernes bane går han videre til at kritisere afgudsdyrkelsen som forfejlet. Paulus bruger det, som alle kan se i naturen, til at argumentere imod det, som de fleste gør i den hedenske afgudsdyrkelse. I afgudsdyrkelsen bringer man guderne gaver, f. eks. føde, men samtidig kan man i naturen se, at Gud skænker menneskene alle disse ting. Man bygger templer til bolig for Gud, som ikke trænger til nogen bolig, fordi han selv har skabt hele verden. Man søger ham, men alle lever i og ånder i ham og er i ham, som en af de græske digtere har sagt: ”Vi er også af hans slægt.” Paulus bruger altså den græske filosofis religionskritik som en alliancepartner i sin egen kritik af afgudsdyrkelsen.

Dernæst fremsætter han evangeliets alternativ til den vildfarne afgudsdyrkelse, nemlig Jesus Kristus. Paulus nævner ejendommeligt nok ikke, at Jesus er frelser fra synden og døden, men at Gud skal dømme verden ved ham, og derfor opfordrer han folk til at omvende sig. Han slutter så med at anføre Jesu opstandelse som bevis for, at Gud vil dømme verden ved ham.

Kort sagt: Først kritiserer Paulus afgudsdyrkelsen, og dernæst forkynder han Jesus.

Matt 25,14-30

Lignelsen om de betroede talenter skildrer, hvorledes en herre inden sin udenlandsrejse betror sin formue til sine tjenere, og hvorledes to af disse tre tjenere forvalter denne formue, så den vokser, mens den tredje slet ikke forvalter den, men kun opbevarer den. Da herren kommer tilbage, belønner han de to første, men straffer den sidste tjener.

Denne lignelse står som det midterste afsnit i Matt 25, som har dommen som det generelle tema. Lignelsen om de betroede talenter står altså midt mellem lignelsen om de ti brudepiger og skildringen af verdensdommen. Disse to afsnit belyser den fra hver sin vinkel. Matt 25,1-13 handler om manglende tro, Matt 25,14-30 handler om manglende tjeneste, og Matt 25,31-46 handler om dom efter gerninger hos både frelste og fortabte på Dommedag. Der er så den forskel på disse to afsnit, at Matt 25,14-30 handler om en, der bevidst undlader at gøre godt, mens Matt 25,31-46 handler om nogen, der måske nok ved, at de har handlet galt, men ikke ved, hvor de har handlet forkert mod Kristus. Matt 25,14-30 handler altså om et helt liv i bevidst undladelsessynd.

En vigtig side af beretningen er forskellen på herrens gavmildhed og tjenerens opfattelse af ham. Alle tre tjenere får faktisk en formue betroet. Det ville tage 6000 dage at tjene én talent, og med omkring 300 arbejdsdage på et år med kun én fast ugentlig fridag plus højtider svarer det til 20 års arbejde. Trods denne gavmildhed betragter tjeneren sin herre som en hård mand.

Forskelle og ligheder mellem alle tre tekster

Gud fremstilles som anderledes end mennesker. Der lægges dermed op til den tredje tjeners bemærkning om Guds hårdhed.

Job: Hvem kan sige til ham: Hvad er det, du gør?

Paulus: Gud holder dom.

Den tredje tjener: Gud er hård.

Det sidste er så et vrængbillede af de første synspunkter, men tjeneren dømmes ud fra den

erkendelse, han selv påstår at have. Det indebærer så, at tjeneren nok kender Guds strenghed, men ikke hans godhed, og dermed kender han ikke Gud som Job, Paulus og de to første tjenere kender ham. Han kender kun Gud som streng, og han opfatter Gud som uretfærdig i sin strenghed.

Dogmatiske overvejelser

Dom efter gerninger i både Matt 25, 14-30 og 25,31-46 rejser spørgsmålet om frelse ved tro eller gerninger. Det overordnede synspunkt i både Mattæus-evangeliet og resten af Det ny Testamente er frelse ved tro og dom efter gerninger. Det tvinger os til den konklusion, at gerningerne ikke kan frelse, men derimod kan vidne om den frelsende tro. Troen alene frelser, som reformatorerne sagde, hvorpå de tilføjede, at troen aldrig er alene. Levende tro vil altid give sig udslag i gerninger. Jakob taler i sit brev om at vise sin tro gennem gerninger (Jak 2,18). Troen er usynlig, men Jesus dømmer altså efter meget synlige ting. Verdensdommen i Matt 25,31-46 spørger efter kærlige gerninger mod Jesu mindste brødre, og lignelsen om de betroede talenter spørger efter, om vi har brugt vore ressourcer efter Jesu vilje.

Prædikenansats

Når jeg skriver prædiken, tænker jeg ofte på bestemte samtaler, jeg har ført, og personer, jeg har mødt. Jeg vil helst tale på baggrund af erfaring og ind i en bestemt situation. Med denne tekst synes jeg, at det er svært, for jeg kender ingen i min menighed, som opfører sig på denne måde. Det fører naturligt nok til tanker om, hvorvidt Jesus med den tredje tjener tænker på ikke-troende mennesker, men det er nok at gøre sig tingene for enkle. Under alle omstændigheder skal vi prædike for dem, der sidder i kirken, og enten skal vi ramme den dovenskab, Jesus her kritiserer, eller også skal vi advare mod at lade den spire frem hos os selv.

Den tredje tjener befinder sig i en frygtelig tilstand. Han kender Gud eller rettere Jesus som en hård mand, og det er tydeligt, at han både vil kritisere ham og dømme ham. Tjeneren vil dømme sin herre. Man kan næsten mærke, hvordan han har glædet sig til at smække ham ordene i ansigtet og talenten på bordet. Han har tydeligvis ønsket at sige sin herre nogle borgerlige ord, som han ikke regnede med, at hans herre kunne svare på. Han har regnet med, at han kunne sætte sin herre på plads. Det vil i visse tilfælde kunne lade sig gøre, når det er mennesker, det drejer sig om, men her er det Gud, og dér går Jobs ord i opfyldelse: Hvem kan sige til ham: ”Hvad er det, du gør?”

Lignelsen rører ved en dyb trang hos mange til at ville gå i rette med Gud. Man vil gøre ham ansvarlig for alverdens ulykker, og man vil kræve svar på alle ens egne påstået berettigede spørgsmål.

Her forkynder Jesus noget helt andet. Hele vort liv er en gave, det bør mennesker kunne sige sig selv ud fra det faktum, at vi ikke er født efter eget valg. Det betyder, at vi står til ansvar over for giveren.

At giveren er Jesus, kan menneskene ikke sige selv, men det er evangeliets forargelse, for det indebærer, at vi skal forvalte vort liv efter hans vilje og ikke efter vores egen eller efter vores egen analyse af, hvad der mon er den ellers ukendte givers vilje.

Jesus ønsker, at vi skal tjene ham, og det vil ud fra Det nye Testamente sige to ting. Dels skal vi arbejde for evangeliets udbredelse, dels skal vi vise næstekærlighed.

Det er dybt tragisk, når mennesker vil levere Guds gaver tilbage til ham i trods og tror, at de dermed kan sætte Gud i rette. Lignelsen viser, at en forvrænget opfattelse af Gud også forvrænger den, som har den forvrængede opfattelse. Mennesket bliver, som det tror. Og denne tjeners tro er både lammende og forbitrende.

Lignelsens hovedpunkt er alvorlig selvransagelse i dommens lys, men den rummer også megen evangelisk opmuntring. Tjenesten for Jesus giver dyb mening. Det er her, tingene gror, og der venter en endnu større glæde i Guds evige rige. Tjenesten for Jesus er en vandring fra glæde til glæde. Sorgerne er her ufortalt, for sigtet er glæden. Ellers har Ny Testamente meget krasse udsagn og lidelser og sorger, men her understreges det kristne livs glædelige side meget stærkt.

Prædikenens mål må være at ramme det gamle menneske hos tilhørerne, uanset hvem de er, så de får det tåbelige og tragiske at se i den tredje tjeners indstilling. Jeg vil ikke bruge prædikenen til at stresse de i forvejen fortravlede trofaste kirkegængere med krav om flere aktiviteter – de trænger netop til at opmuntres med lignelsens opmuntrende ord til de to første tjenere, men prædikenen må gerne lade os føle, at vort liv er i Jesu hånd, og at det på alle måder er dybt skadeligt at ville prøve at sætte ham på plads. Da angriber man selve livet og selve virkeligheden og henter sig en dom. Prædikenen skal hjælpe folk til at indse det og undgå at ende som den tredje tjener.

Hvis jeg skal bruge min erfaring, så er denne lignelse endnu et eksempel på, hvordan mennesker kan ende, hvis de mangler den glæde og vision, som Jesus giver. Jeg har mødt ufatteligt mange kærlige og rare mennesker, troende som ikke-troende, og det har været en stor glæde, men jeg har også mødt alt for mange visionsløse mennesker, som ikke havde Jesu syn på livet, og som derfor bliver mere og mere bedrøvede, jo ældre de bliver og jo mere deres tilværelse brydes ned. Jeg har nok ikke mødt så mange, der ville gå i rette med Gud, men jeg har kun mødt få, der med glæde slider i det for Jesus som de to første tjenere. Og det gør ondt at se, hvor megen sorg menneskene bærer rundt på uden lindring, når nu Jesus kunne give dem en modgift mod al denne sorg. Når mennesker bliver gamle, kommer det frem, hvad der fylder deres liv, og hvis ikke glæden over Jesus og tjenesten for ham fylder, så tager bedrøvelsen elle forbitrelsen så let overhånd. Hvis prædikanten berører dette, vil mange mennesker lytte og føle, at han taler ind i deres situation. Der kan også sidde mange mennesker i menigheden, som i deres liv og tjeneste har megen modgang. De trænger til at fornyes i glæden, og det giver lignelsen rig anledning til at gøre.

Placering i kirkeåret

Vi nærmer os fasten med Jesu vandring gennem modgang og helt frem til korsfæstelsen. Fastetiden understreger korset i Jesu liv, og den er givet os til selvransagelse og syndsbekendelse som en del af forberedelsen til påsken. Dette sidste understreges stærkt af denne lignelse.

Forslag til salmevalg

Princip: Den pågældende salme skal følge op på teksten eller handlingen

13 Måne og sol

7 Herre Gud, dit dyre navn og ære

324 Dig rummer ej himle

714 Kom, hjerte tag dit regnebræt

473 Dit minde skal

373 Herre, jeg vil gerne tjene