Sidste søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Forslag til salmevalg: 601, 332, 57 / 55, 479 v2, 289

Læsninger fra Bibelen: Esajas 2,2-5, Kolossenserbrevet 1,25d-28 og Johannes 12,23-33

Helligtrekongerstiden får i år ende før den næsten er begyndt, og med dagens prædiketekst står vi allerede med temaer, som fører os frem mod fasten, men også med gode muligheder for at fastholde åbenbaringstiden.

Teksten Johannes 12,23-33
Kapitel 12 markerer et vigtigt vendepunkt i Johannesevangeliet. Det er indgangen til lidelseshistorien med salvelsen (v1ff) og indtoget (v12ff). Bemærk i øvrigt, at beretningen om Lazarus’ opvækkelse i kap. 11 står som et præludium til det, der nu skal ske. Der er kamp og gråd som i Getsemane, og opstandelse som påskemorgen.
Jesu offentlige tjeneste er til ende, og hvor det indtil videre har heddet, at Jesu time endnu ikke var inde, lyder det nu: Timen er kommet. For disciplene viser ordene i kapitlet, at det betød en status såvel for kongens venner som for kongens lidelsesfæller.
Det helt specielle ved denne time er, at lidelse og herlighed hører sammen. Timen er påskens lange vandring gennem lidelse og død frem til sejrrig opstandelse. Påskens begivenheder er ikke en uheldig udvikling i slutningen af Jesu liv. Det var hensigten med hans komme. Det er dette programmatiske udsagn, som underbygges af hvedekornets lov. Hvedekornet lagt i jorden bærer rig frugt.

Vi ser hvor stærkt Jesus sammenholder herligheden (doxa) med lidelse og død. Herlighed og død er ikke modsætninger hos Jesus. Herlighed skabes i dødens virkelighed, når Menneskesønnen lider med og for sin skabning. Derved drives verdens fyrste ud fra sit herredømme (v31).
I versene 25-26 anvendes så hvedekornets lov på disciplene. Akkurat som hos synoptikerne hænger lidelsesforudsigelser og radikale discipeludsagn sammen (Mark 8,31ff og 8,34ff). Vejen til Jerusalem er en skole for Jesu disciple. De er nær hos Ham, som er mere optaget af at tjene end at herske, mere optaget af at give end at få. ”Denne vandring til Jerusalem bliver til en livslang vandring gennem tjenestens skiftende landskab” (P. E. Wirgenes).
Vers 27-30 korresponderes særligt med Jesu kamp i Getsemane. De viser den personlige kamp, som Jesus gennemlever. Bønnen om, at Gud vil herliggøre sit navn overvinder bønnen om at slippe for lidelsen.
I vers 31-33 sammenfatter Jesus sin undervisning om sin død. ”Nu” korresponderer med timen i v23. Ved Jesu lydighed lige ind i døden skal verdens fyrste kastes ud.

Mod prædikenen
Søndagen er afslutningen på åbenbaringstiden og vejviser ind i fastetidens påskeforberedelse. Det præger som sagt temaerne i dagens tekster. I Guds stemme, som lyder (v28), og i vidnesbyrdet om Sønnens ophøjelse, hører vi åbenbaringstidens Kristusvidnesbyrd. I Sønnens vej til Jerusalem og vej mod korsfæstelse hører vi fastetidens påskeforberedelse. I Jesu lydighed og de radikale ord til hans efterfølgere hører vi fastetidens tema om den kristnes kamp i verden.
Hvedekornets lov er uforenelig med idealerne i det materialistiske samfund, hvor magt og pragt er vejen til succes. Tekstens budskab vil aldrig passe ind i tidens trend, men vil altid være trendsætter for Guds folk.
Lydighed mod Gud er en anden af de røde tråde i dagens tekst, som udfordrer prædikant og menighed. Jesu lydighed viser vejen, og denne lydighed må adresseres ind i vore liv.
”Hvordan bliver jeg hellig?” chokerede en konfirmand én mine kolleger med at spørge i den første konfirmandtime. Er du døbt, spurgte præsten, og det var konfirmanden. Så er du jo hellig, var det svar, som jo på den ene side er rigtig, men på den anden side haltende, hvis der ikke med denne dåb følger en lydighed til at følge Jesus ad en ganske særlig vej: Ad hvedekornets vej.
En anden vinkling på hvedekornets lov, er den enorme chance, Gud tog ved at vælge netop den. Der er kun dette ene korn, resten er rådnet eller spist, så der er kun denne ene chance. Og hvedekornets lov er ikke en naturlov i Åndens verden. Ulykken over alle ulykker ville være, at der kun er dette ene korn, at Gud kun har ét barn, sin Søn. Herligheden er, at der gennem denne ene Søn bliver mange Guds børn i verden og i Himlen.

Prædikenansats
Følgende historie kunne åbne.
Der var en gang to gulerødsfrø. De var på vej hen til den pose, de skulle gemmes i, så de kunne blive solgt i Netto. På vej hen mod posen snakkede de om, hvad de drømte om at blive til en gang. Det ene frø sagde: “Jeg har slet ikke lyst til at havne i en pose sammen med 100 andre frø og blive solgt i Netto. Det er ikke et liv for mig.”
“Det ved jeg nu ikke,” sagde det andet frø, “måske er det meningen med os…”
Men inden det andet frø fik snakket færdigt, forsvandt det første frø op i luften. To store fingre samlede det op. Det var en skolelærer, der viste sin klasse rundt på frøfabrikken. Han skulle lige bruge et gulerødsfrø, for at fortælle, at selv store gulerødder kommer af bitte små frø.
Bagefter blev frøet limet fast på et stykke papir, så de kunne bruge det i den rapport, klassen skulle lave om besøget på frøfabrikken. Nu ligger rapporten i et depot i skolens kælder – hvis den da ikke er smidt væk for længe siden! På den måde fik det lille gulerodsfrø opfyldt sin drøm om at blive til noget specielt. Men det blev til gengæld også glemt!
Det andet frø havnede i en lille hvid pose sammen med 100 andre frø, og en forårsdag blev posen solgt og båret hen i en have. Her blev frøet lagt i jorden midt i en lang række, og der gik ikke længe, før det mærkede livet boble inden i sig. Det voksede og knagede mens der voksede rødder nedenud og en grøn spire opad.
Frøet kunne godt mærke, at det gamle liv nu var ved at være slut, men det tænkte ikke så meget over det, for nu begyndte der jo et helt nyt liv. Det kunne mærke helt ud i de yderste rødder og op i den krusede top, at det var meningen. At det var det virkelige liv for et gulerodsfrø, der nu var begyndt.
Frøet skulle dø, for at det kunne leve videre. Og nu fortæller Jesus, at det er det samme med ham og med os. Han døde og blev lagt i graven, som et frø, og alle troede, at nu var det slut. Men efter 3 dage stod han op af graven til et nyt liv.
Gennem død til liv – det er den livsvisdom, alle frø og kerner i naturen lærer os. Gennem død til liv.

Vi tænker normalt modsat. Gennem livet mod døden. Døden kommer efter livet, og vi skal helst nå mest muligt inden … Jesus siger: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mangefold« (Joh 12,24).