Sidste søndag i kirkeåret – 1. tekstrække
Sidste søndag i kirkeåret – 1. tekstrække
GT-læsningen fra Esajas er fra den afsluttende profetiske vision af den nyskabte jord, og den uddyber på en fin og stærk måde, hvad det er for et evigt rige, som de frelste i Jesu tale i evangelieteksten skal tage i arv.
Epistelteksten har formaningen til at stå fast som omdrejningspunkt, og det kan sætte fokus for, hvad vi skal “bruge” prædiketeksten til.
Prædiketeksten afslutter Jesu store tale i Mt 24-25, som begynder med “den synoptiske apokalypse” (jf. teksten til sidste søndag) og også indeholder de store årvågenhedslignelser. Men dette er ikke en lignelse; det er en profetisk skildring af dommedag, og alvoren lyser ud af hver sætning.
Den anden pointe er, at denne dom har to mulige udfald, nemlig at arve Guds rige (v34) eller at gå bort til den evige ild (v41). Der er en pointeret asymmetri i skildringen, for de, der får Guds rige, får at vide, at Riget har været bestemt for dem fra verdens grundlæggelse, mens de fortabte får at vide, at Guds evige straf er bestemt, ikke for mennesker, men for Djævelen og hans engle. Alligevel er der altså mennesker, som skal rammes af denne straf.
Den fjerde pointe er, at hvordan man stiller sig til Jesus, viser sig i, hvordan man handler mod dem, han kalder sine mindste brødre (vv40.45). Der er næppe tvivl om, at Jesus sigter til sine disciple, altså til dem, der var hans repræsentanter på jorden, sml. f.eks. Mt 10,40-42, Mt18,5 og Lk 10,16. Når Paulus i Gal 4,13f fortæller, hvordan galaterne ikke tog anstød af hans ynkelighed, da han første gang kom til dem som en syg og nedbrudt mand, men tog imod ham “som en engel fra Gud, ja, som Jesus Kristus selv”, har vi et præcist billede af, hvad det er, Jesus taler om.
Det ligger i forlængelse af teksten – selvom det ikke er det, den snævert set handler om – at det hører med til at være Jesu discipel, at man tager sig af dem, der deler kår med ham i verden. Og altså tager sig af dem, der sulter og tørster, de fremmede, de fængslede osv. Uanset om de er disciple eller ej.
* Hvis man vælger at bruge tid på at konkretisere de seks kærlighedsgerninger, Jesus nævner, kan man måske gøre en pointe ud af, hvor enkle de er. Ikke i den forstand at de ikke kræver slid og besvær, men i den forstand at de ikke kræver særlige kompetencer eller forudsætninger (som man så kan undskylde sig med, at man ikke har). De seks ting er noget, enhver af os kan gøre. Og det siger noget om, hvor enkel og jordnær og uanseelig, kristen næstekærlighed ofte er – ikke alle kan helbrede syge eller befri fængslede, men alle kan besøge dem.
*En del (de fleste?) af os kender til, at domsbudskabet vækker en stærk protest i os selv. Og det gælder også, når det “adresseres rigtigt”, som en advarsel, der kalder den enkelte til selvprøvelse og årvågenhed. Hvis man har det sådan, at man kender den indre protest mod dommen, kan man evt. sige det i sin prædiken; det skaber at frirum for de tilhørere, der har samme reaktion. Og selvom det ikke “løser problemet”, kan det i den forbindelse være værd at understrege to ting: nemlig for det første, at selvom Gud i sin vrede vil straffe på dommedag, så er det ikke det, han helst vil. Det fremgår af den nævnte “asymmetri”: Gud har ikke bestemt helvede for andre end Djævelen og dæmonerne. Helst vil han, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4). Og for det andet, at den Jesus, som på dommens dag skal sige ordene i v41, det er ham, som – netop når han holder sin tale – står på tærsklen til at ofre sit liv. Fordi han elsker både dem, der til sidst skal stå på højre side, og dem, der skal stå på venstre. Hans næste replik er, if. Matthæus: “I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.” (Mt 26,2). De ord kan i hvert fald få min fornemmelse af, at hans advarende domsforkyndelse skulle være ukærlig, til at blegne.