Sidste søndag i kirkeåret – 2. tekstrække

Et eller andet er skjult for de vise, de forstandige, noget, som er blevet åbenbaret for umyndige. Det kan nok synes interessant, det er noget, som man ikke skal være stærk eller ressourcefuld for at få at vide, men noget, som er givet til de umyndige, altså til dem, som har samme vilkår som børn.

Der er mange, der søger, der er noget, som mange føler er skjult for dem. Den religiøse søgen er så omfattende i Danmark, at man må forbavses. Nu er søgningen ikke tilfældig. Spørger man mennesker, hvad de søger, så kan det godt være, de siger, at de søger en Gud, eller et højere væsen, eller glæde, eller noget, der kan give dem lykke. De søger måske noget, som kan give dem tilfredsstillelse, noget, der kan give tryghed, noget, som er der, når de skal bruge det. Det kan godt være, at man ved en folke-afstemning kunne nå til enighed om en Gud, som var lige nøjagtig sådan, som man gerne ville ha’ det. Hvilke krav stiller tidens søgen til Gud? Det skal være en Gud, som passer til os, en Gud i vort billede. Der ses eksempler på det, inden for nyreligiøse bevægelser, hvor man bestiller guden til at levere lykke i passende mængder, en god karriere, gode indtjeningsmuligheder. Man ser det også inden for kristendommen, hvor Gud fremstilles som den, der passer bedst til vort billede af en Gud. Hvad skulle Gud være andet end kærlighed, skulle Gud ikke også være garant for rigdom, for godt helbred?

Prøver man at konstruere en gud, prøver man i sin søgen at lede, farer man vild i åndelighedens tåger, eller i lykkeprofeternes lokkende gudsbilleder, ja, så vil man opdage, at guden, man fandt, var et spejlbillede, man så sig selv, man så en gud, som lignede en selv i forstørret eller forbedret udgave, man så en gud, der var, som man selv gerne ville være. Men hvad så, den dag spejlbilledet forsvandt, den dag, der kom dug på spejlet, og man stod tilbage i tomheden. Gik man så videre i religiøsitetens supermarked, fandt man en ny vare på den næste hylde, for atter at skuffes.

Den religiøse søgen kan udvikle sig til en vandring, en stadig jagen efter lykken. Eller den kan med tidens teologi, i videnskabens navn ende i filosofiske spekulationer, der ender i samme blindgyde: Jeg fik fremstillet guden som mit eget spejlbillede.

Nej, siger Jesus, der er noget, som var skjult for nogen, som blev åbenbaret for andre. Der var noget, som kun i troen kunne gribes, der var en Gud, som var hinsides al sund fornuft, som ikke kunne konstrueres. Den gud, som blev fremstillet i menneskehænder var en afgud. Den religiøse søgen fandt masser af afguder, og de, den kunne finde, blev fremstillet af mennesker.

Men der er noget, som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, der er en hemmelighed, som ikke var at finde i filosofiens ypperste hjerner, der var en Gud, som måske kun kunne fornemmes i menneskets inderste længsel, som en afglans af et længst svundet paradis. Denne Gud måtte åbenbares. Han måtte åbenbares på den eneste måde, et menneske kan fatte det, nemlig i et menneske.

Det, som et religiøst system ikke ville finde på, en hændelse, som var umulig at fatte som den menneskelige magtfuldkommenhed, en begivenhed, som kun børnene og de umyndige kunne gribe. Det var, at Jesus var Guds søn. Gud overgav alt, hele verdens skæbne i sin søns hænder. Sønnen blev menneske, Guds søn blev menneske for at Gud kunne frelse. Gud åbenbarede sig, blev synlig i en mand, som blev henrettet. Guds retfærdige vrede blev udøst over et menneske, hans egen søn. Den Gud, som er hellig, som ikke tåler synd, han kunne ikke gribes af de forstandige og vise. Der er ikke sket noget afgørende nyt i det. For vi forsøger stadig at komme overens med det. Til stadighed bliver ideen om Guds vrede forkastet, det kan ikke være rigtigt, at Gud kan være vred, det kan ikke være rigtigt, at Gud så det nødvendigt, at hans søn skulle lide og dø. Er Jesu død ikke blot det idealistiske menneskes totale gennemførelse af sit projekt? Nej, for han har åbenbaret sig i svaghed, han har sagt, at den eneste måde, hvorpå mennesker kan kende Gud, er gennem Jesus Kristus. Det er radikalt, det er en påstand, som vækker modstand.

Men det er også evangeliet. For der lyder en indbydelse. Jesus siger, at alle, som slider sig trætte skal komme til ham. Alle, som bærer byrder, vil han kalde på og hjælpe. Så tales der ind i menneskers situation. Nu er det ikke super-egoet, som skal gøres til Gud, nu er der en, som siger, at han vil give hvile til sjæle, at hans åg er godt, og hans byrde er let.

Byrderne, livets byrder, dem slås vi alle med. Når mennesker søger, når de leder efter en mening med tilværelsen, når vi mennesker leder efter Gud, så er det fordi, der er byrder i livet, som skal bæres. Alle bærer tunge byrder. Byrder, som består af livets sorger, livets lidelser, livets bekymringer. Byrder, der er savn af kære, der gik bort, byrder, som er længsler efter det gode, det bedre. Byrder, som mennesker bærer, kan blive så tunge, at mennesket synker sammen. Ulykkelige mennesker, ulykkelige byrder.

Vil Gud da tage byrderne, er det at være en kristen at blive fri for byrderne. Sådan ville vort forslag til Gud nok være. Igen: skulle vi skabe en Gud, så skulle han give et byrdefrit liv, han skulle gøre os fri af bekymringer og sorger, han skulle skabe et problemløst liv. Men man skal ikke se sig ret længe omkring i andres liv eller i sit eget før man opdager, at ingen mennesker er frigjort fra byrder. Bliver man lykkelig af at være en kristen? Indebærer det at være kristen, at man kan leve bekymringsløst? Nej, selv om man i troen på vor Herre Jesus Kristus må finde trøst og styrke, så vil det være en flugt fra virkeligheden at sige, at man nu var lykkelig.

Som døbt og troende vil man stadig finde, at livet ikke er blevet ideelt. Den troende vil stadig kende til bekymring, vil stadig kende til sorgen og savnet. For mennesker, som i troen lever i fællesskab med Jesus Kristus, er stadig mennesker, på menneskers præmisser, er stadig borgere i en verden, som er præget af synd og død. De kristne går stadig til begravelse, døden er stadig en virkelighed.

Men der er alligevel en afgørende forskel. For vi må tage Jesu Kristi åg på os, vi må lære af ham. Hans åg er gavnligt og hans byrde er let. Her er en afgørende forskel indtrådt. Nu er det ikke mine, men hans byrder, jeg skal bære. Nu er det ikke et slidsomt og udmarvende åg, men hans åg.

Dog, hvor kan det være let at sige, hvor kan det være svært at erfare. At bære med smil sin byrde, at drage med sang sit læs. Det hører måske bedst hjemme i romantikkens højsommer, men i den virkelighed, som er menneskers, lyder det hult. Der er byrder, som er svære, det kan være uafviseligt svært, når det uventede rammer, når noget går skævt i livet, når venner eller ægtefælle ikke ville mere, når pludselig sygdommen, ulykken slog ned. Det kan være svært at se sig kasseret, at se, når livet ikke længere leves med den intensitet, som netop var livet. Og skulle man endelig, gennem mange års læretid nå dertil, hvor man kan føle sig fri, hvor man af et ærligt hjerte kan sige, at nu går det godt, nu har man ikke tunge byrder, ja, så kan man se sig om, så vil man finde sig i færd med at løfte andres byrder, og det er svært.

Men trøsten må vi alligevel høre. For Gud er vores far, Jesus er vor bror. Byrderne, de er der, men de er hans. Livet må leves i visheden om, at for den, som er umyndig, for den, som ikke kan selv, vil han åbenbare sig. Han vil vise, at livet ikke er en slavetilværelse, hvor der bare er ubærlige byrder, men det er en tilværelse, hvor han er med i alt. Han vil give hvile for jeres sjæle. Livet er måske nok uoverskueligt for os, men må leves i visheden om, at han er en levende og velsignende virkelighed i livet. Han vil, at du skal bære dagens byrde, at du skal leve livet, men leve det i tro på Jesus Kristus, i håb om en evig herlighed og i kærlighed til ham og til de mennesker omkring dig, som bærer tunge byrder.

Lad dette kirkeår slutte Jesu Kristi lovprisning: “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja fader, for således var det din vilje.”

Amen.

Salmeforslag
30: Op alle som på jorden bor
328: Hvor Gud sit hus ej bygge vil
732: Dybt hælder året i sin gang