Sidste søndag i kirkeåret – 2. tekstrække

Konfirmanderne plejer at slutte med at udfylde et spørgeskema, hvor et af spørgsmålene lyder: Hvad mener du er det bedste i kristendommen? Sidste år lød et svar: Den er lettere end andre religioner!

Er det nemt at være kristen? Ja, det må det vel være; det er da også, hvad vor Herre Jesus selv siger her i evangeliet, er det ikke? Det kunne man i hvert fald let komme til at tro.

Kom til mig – siger Jesus. Et herligt ord. Guds søn indbyder os til at komme. Og kommer vi til ham, vil vi finde hvile for al møje og trøst for alle tunge byrder, finde hvile for vore sjæle. Det er en herlig tanke: at lægge alle vore byrder fra os og finde hvile hos ham. Det må være lykken: at kunne bytte alle livets tunge byrder ud med denne lette – at hvile hos ham. Det er lykken at have venskab med Gud søn, så intet kan gøre os skade, så vi altid kan finde trøst i visheden om hans omsorg, så ingen trussel, den være sig nok så stor og overvældende, kan skræmme os. Fordi vi har fundet hvile for vore sjæle.

Men der er et men. Vi må stadig bære åg. Livet er ikke let eller nemt at bære. De samme byrder kommer over kristne mennesker som over alle andre. Som alle andre rammes vi af sorg og smerte og sygdom. Som alle andre mærker vi vor egen utilstrækkelighed. Som alle andre skal vi dø. Det kunne vi vel leve med, hvis vi så altid havde fred i sindet. Men det er ofte så som så med sjælens hvile. At være kristen er at få fjender, fordi verden ikke forstår den måde, Kristus lærer os at leve og tænke på. Ja, vi må kæmpe med os selv, fordi Kristus kalder os til at leve på en måde, vi slet ikke bryder os om. At tro på Kristus får os til at bekymre os om vore synder. Troen pålægger os den ydmygende byrde, at vi til enhver tid har synd at bekende. At være kristen pålægger os en nød for verden og vort medmenneske. Og så er tvivlen altid troens følgesvend. Kan det slå til? Kan det være sandt alt sammen, når Gud lader mig bære alle disse byrder, når han lader alt det onde komme over mig, når han ikke svarer på mit råb om hjælp? Der er besvær ved at være et kristent menneske. Alle ærlige kristne vil på et eller andet tidspunkt synes, at det var lettere at vende det alt sammen ryggen. Så fri vi ville blive. Så mange bekymringer vi kunne komme fri af. Hvor må de gudløse have det let!

Jesus kender selv til det at bære åg. Han har faktisk båret det tungeste åg af alle. Han gav afkald på menneskers venskab og beundring for sandhedens skyld. Han bar menneskers foragt og forkastelse. Han bar selv sit kors frem til stedet, hvor han skulle pines til døde. Og hængt på korset bar han al vor synd og al vor skyld. På korset blev endda Guds kærlighed taget fra ham, han bar den byrde at være forladt og fordømt af Gud. Han knustes under byrden i alleryderste elendighed. Og han gjorde det for os. Til frelse for os. Han gjorde det for at bære vort kors, vort åg, og købe os fri af vor velfortjente dom og straf.

Og sådan vidste han, det ville gå, da han kaldte os til at komme til ham og tage hans åg på os. Alligevel vover han at tale om, at hans åg er gavnligt og hans byrde er let. Det gør han, fordi han véd, at åget tjener os til evigt gavn. For det gør det. Åget lærer os, at vi ikke kan sætte vor lid til noget i denne verden. For alt hvad vi bygger op omkring os af beskyttelse og herlighed, er spindelvæv. Det lærer åget os. Og åget lærer os at længes efter Guds kærlighed. Og mærkeligt nok – når det går op for os, at vi er afhængige af Guds kærlighed, kommer også visheden dybt i hjertet, at Gud virkelig er os nådig og barmhjertig. Dermed forsvinder åget ikke; det ophører ikke med at være et åg. Smerten er stadig smerte, og sorgen er stadig sorg. Men når åget går hånd i hånd med troens dybe, glade fortrøstning, så bliver kristentroens åg en god og gavnlig byrde, som vi ikke for alt i verden ville være foruden.
Amen.

Salmer:
679 – 375 – 500 / 558 – 395.