Skærtorsdag – 1. tekstrække

Det var nat i Ægypten. Jøderne boede der som fremmede. De blev pint og plaget med hårdt slavearbejde, og Farao ville ikke lade dem rejse. Den niende plage gjorde det hele mørkt i Ægypten, men stadig ville Farao ikke lade Guds folk gå. En konge af denne verden sagde til lederen af Guds folk : »Forsvind, og vov ikke at vise dig for mig igen! Den dag du gør det, skal du dø!« (2 Mos 10,28). Han vidste ikke, at han snart skulle blive tvunget til selv at sende bud efter Moses igen. Den stolte verdensleder vidste heller ikke, at ved deres næstfølgende “møde” var det ægypterne, der druknede, mens Gud bevarede Moses og hans folk på underfuld vis.

Så blev det da nat i Ægypten – jødernes sidste i det land. Forud for mørkets frembrud havde de slagtet lammet, de havde smurt blod på dørstolperne – og de spiste måltidet, rejseklare og i hast, for i denne nat skulle de få deres frihed. Dødsenglen kom, ægypternes førstefødte døde, men hvor blodet var på dørstolpen gik englen forbi. I sin rædsel og afmagt bad Farao Moses om at rejse med sit folk – og så drog de da af sted mod det forjættede land, mod friheden og livet. Det var nat i Ægypten, men for Israels folk blev hin nat udgangen til livet og friheden.

Hin nat glemte Israels folk aldrig. Hvert år fejredes påsken, for at de kunne mindes den underfulde udfrielse. Jesus fejrede også påske, han var jo en del af Guds folk – oplært i Guds ord og tro mod Guds befalinger. I aften undres vi over hans sidste påskefejring.

I aften indbydes vi til Herrens bord. Måske er det ikke aften på uret, men … det er denne verdens aften. Vi bor her som fremmede. Vi hører ikke til her. Men synden er kommet ind i verden, og den Onde har indflydelse i verden – og også i vore egne liv. Den Onde er som en “Farao” for os og for alle andre mennesker på denne jord. Vi er på mange måder under slaveri. Nogle er direkte slaver under Djævelen og styres af ham. Andre er slaver under hensynet til andre mennesker – atter andre er slaver under at gøre det, der fremmer ens egen ære, magt, rigdom. Vi troende kristne har også den gamle natur i os, og den vil gøre os til slaver under de samme ting, som den vantro verden ligger under for. Vi er pint og plaget med hårdt slavearbejde, og “Farao” vil ikke lade os rejse. Vi mennesker er i os selv på grund af synden slaver under døden. Intet menneske kan stille noget op imod dødens magt. Vi føler det i kirkerummet ved begravelser – der er en stemning af afmagt over det hele. Her endte et menneskeliv, menneskeligt talt er det slut. Det går mod grav, forrådnelse og glemsel. En dag er det os, der ligger i kisten – på vej til det samme. DU – en slave under dødens magt. Som den niende plage gjorde det mørkt i Ægypten, har mørket sænket sig over denne jord – og mørket truer med at sænke sig over hans folk. “Farao” vil ikke slippe Guds folk. Den Onde vil bilde os ind, at han har den ypperste magt. Han ved godt, at Gud vil befri sit folk fra synd og død – men netop derfor søger han at fylde os med løgne.

Men den onde “Farao” skal ikke få held til det. I aften indbydes vi til Herrens bord. Gud har slagtet et påskelam og derved beredt os en herlig udfrielse. Brødet, som vi spiser ved nadveren, er legemet af det Guds offerlam, som blev givet hen i døden for os. Det er næring til den rejse, der ligger foran os – inden vi er hjemme i det forjættede land. Vinen, som vi drikker, er Jesu blod, der nu smøres på vores hjertes dørstolper, sådan at dødsenglen må gå forbi. Døden har mistet sin magt over den, der er besmurt med Jesu blod.

Det er nat i denne verden, men for os som Guds folk bliver denne nat, med dette måltid, en udfrielse til livet og friheden.

Vi vil fejre nadveren i en stemning af glæde og lovprisning og tak. Vi lægger denne verden, med dens mørke og slaveri og dens fristelser til synd bag os. Vi gør klar til udgangen af denne verden og vores sidste korte vandring hjemad mod det forjættede, evige hjemland. Snart skal vi være hjemme, og som Guds udfriede folk sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob.

Det, der kan fri os ud af den Ondes magt, er ikke vores egen indsats. Som Israel blev udfriet ved 10 direkte indgreb fra Guds side, sådan udfries vi gennem det ene store indgreb fra Guds side: Han ofrede sin søn. Gud lod sin egen førstefødte dø.

Vi vil fejre nadveren i en stemning af dyb alvor, for det var en tung nat, da een måtte give sit liv, for at vi andre kan udfries til livet. I ældre kirketider lagde man megen vægt på den rette beredelse til altergangen, og det var rigtigt at prædike om dette. Uden forberedelse, skriftemål og tilmelding kunne man ikke deltage i nadveren om søndagen. Så kom vækkelserne, og så lød det: Hvis et menneske rammes af Guds ord midt under prædikenen og får trang til nadveren, bør vedkommende kunne komme til nadver uden de forudgående beredelser. Vore fædre i slutningen af 1800-tallet tænkte rigtigt og som Luther: Værdig og vel skikket til nadveren er den, der tror Jesu ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.

Troen er det afgørende. Det er nok at man holder sig til Jesus ord, og gerne vil holde dette for sandt i sit eget liv. Hvilken fortid, man kommer med til nadveren, gør derimod ingen forskel. Jesus kom netop som frelser for syndere. Det afgørende er derimod, hvilken fremtid man kommer med. Den, der ønsker en fremtid sammen med Jesus, er velkommen.

Peter ønskede en fremtid sammen med Jesus, og derfor hørte han – trods sin snart følgende fornægtelse – hjemme ved Jesu bord. Vi er alle svage mennesker, der kan falde som Peter – men så længe vi ønsker en fremtid med Jesus, hører vi hjemme ved nadverens bord. Vi har brug for at blive bekræftet i, at han er synderes frelser, og at vi ved ham – og på grund hans gerning alene – har en fremtid hos Gud. Vi er uværdige, men nadveren er også for de uværdige.

Judas var ved Jesu bord den sidste aften, men han hørte ikke hjemme der. Hans fortid var som de andre disciples, men hans fremtid var anderledes. Han havde allerede valgt en fremtid uden Jesus, og så hørte han ikke hjemme ved bordet. Han var nok uværdig, men følte sig bestemt ikke som uværdig, derfor hørte han ikke hjemme der. Og han gik ud i natten, ensom – og sank ned i den død, der er synderes lod. Han valgte at blive i denne verdens slaveri, og han betalte prisen derfor.

Vi vil vælge friheden og sejren. Derfor kommer vi denne aften til Herrens bord. Vi bøjer vore knæ og bekender, at vi har ingen fremtid, hvis ikke han giver os den. Vi får ingen frihed uden ved ham. Vi vil bekende vores synd og uværdighed for ham, og høre det på ny: Dette er mit legeme – dette er mit blod.

Og så rejser vi os fra nadverbordet – og bereder os til at følge Jesus i den fremtid, der ligger foran os på det sidste stykke af rejsen hjemad. Snart ser vi hjemlandet foran os – evighedens lyse morgen gryr. For Jesus døde og opstod for os, sådan at vi nu kan leve evigt ved ham og sammen med ham.

Salmeforslag:
167, 417, 152 – 427, 429