Skærtorsdag – 1. tekstrække

Et rejsemåltid.

De usyrede brøds fest. Sådan kaldte jøderne også påskefesten. Det er ikke en ny begivenhed som først er kommet da Jesus indstiftede nadveren. Hvert år har jøderne draget på pilgrimsrejse til Jerusalem for at fejre at befrielsen fra slaveriet i Egypten ca. 1300 år før Kr. f. Påsken startede med at fejre den sidste nat som slaver under fangenskabet i Egypten.

Jøderne havde efterhånden været slaver i Egypten i 400 år, men nu kom deres håb endelig – Moses. Eller det var jo nærmest Gud der ved Moses hjælp blev deres håb. Ni gange havde de set, hvordan Gud sendte plager ned over egypterne uden at kong Farao ville lade dem slippe fri. Men så kom den sidste plage – dødsenglen, som ville slå den førstefødte ihjel i hvert hus. Forud for denne havde Gud befalet Israelitterne at slagte et 1 år gammelt lydefri lam eller ged. Blodet fra lammet skulle de smøre på dørstolperne ind til deres huse. Så ville dødsenglen gå forbi. De skulle spise alt kødet og bage usyrede brød til denne nat. For de skulle være klar til at rejse. Det var et rejsemåltid. De har nok været bange. De var jo van til at kong Farao slog al modstand ned. Ville han virkelig lade dem rejse. De ni andre plager havde jo været forgæves.

Farao, en konge af denne verden havde efter den niende plage sagt til Moses, lederen af Guds folk : »Forsvind, og vov ikke at vise dig for mig igen! Den dag du gør det, skal du dø!« (2 Mos 10,28). Han vidste ikke, at han snart skulle blive tvunget til selv at sende bud efter Moses igen. Den stolte verdensleder vidste heller ikke, at ved deres næstfølgende “møde” var det egypterne, der druknede, mens Gud bevarede Moses og hans folk ved et stort under gennem det røde hav.

Rejsekost

Det første påskemåltid den nat i Egypten var et rejsemåltid. Det skulle gøre Guds folk klar til vandringen mod det forjættede land, som nu skulle begynde. Gud ville selv befri dem fra Egypternes overmagt og fra slaveriet. Men derefter kom de til at vandre i ørkenen i 40 år, hvor Gud også sørgede for dem og gav dem føde fra himlen i form af manna. Det var deres rejsekost.

Hvert år mindes jøderne denne begivenhed i påsken. Det vi kalder skærtorsdag aften, spiser de påskemåltidet til minde om deres udfrielse og starten på vandringen mod det land Gud havde lovet dem.

Det var ved sådan et måltid, Jesus og disciplene sad og spiste, da Jesus pludselig giver måltidet en helt anden betydning. Det lam som jøderne slagtede og spiste, hvis blod de smurte på dørstolperne – det er ikke længere et dyr, men Jesus selv. For Jesus er den som frier os ud af vort slaveri. Nemlig slaveri under Djævelens magt. Jesus ofrede sig selv for at vi kunne blive sat fri og komme ud på rejsen mod det forjættede land – himlen, det evige liv. Samme dag dør Jesus på korset for vor skyld. Jesu indstiftelse af nadveren sker nemlig på hans dødsdag.

Jesu dødsdag

Hov, præst – er der ikke noget du tager fejl af. Det er da først i morgen, langfredag at Jesus dør. Ja, det er rigtigt efter vores kalender. Men jødernes dage beregnes anderledes. Nemlig fra solnedgang, når man kan se den første stjerne på himlen til næste solnedgang. Og Jesus døde jo langfredag tre timer før solnedgang. Altså efter jødisk beregning den samme dag, som han fejrede den sidste nadver med sine disciple.

Slagtning i templet

Når jøderne hvert år til påsken slagtede lammene, så foregik det i templet, fordi det samtidig var et takkeoffer til Gud. Det har været en noget blodig affære, fordi alle lam skulle slagtes i templet. (Siden templets ødelæggelse i år 70 efter Kristus har jøderne derfor ikke slagtet lam ved påskefesten) Men nu er Jesus det slagtede lam, der ofrede sig for os til Gud Ved sin død befriede han os ud af vores slaveri. Et slaveri som er meget være end det jøderne oplevede i Egypten, selv om det var slemt nok. Vi bliver nemlig befriet fra et slaveri under synden, døden og Djævelen. Disse onde fordærvsmagter, som lægger livet øde og lukker Gud ude af vort liv.

Og ligesom jødernes påskemåltid var et rejsemåltid, sådan er vores nadver også et rejsemåltid, fordi det påskemåltidet har en uløselig sammenhæng med Guds enestående befriergerning. Jesus ser den aften, hvor han indstifter nadveren, frem mod den store befriergerning, som ender med hans sejr påskemorgen. Jesus befrier os fra Djævelens magt og sætter os ud på en ny vandring mod det himmelske fædreland. Som Israels folk behøver vi føde på rejsen – noget at styrke os på for ikke at blive trætte og risikere at glide tilbage i trældommen, så vi ikke når målet. Vi har hele tiden brug for at tage føde til os – ikke bare brød, men åndelig føde i form af Guds ord.

Nadver i dag

Havde vi nu fejret nadver på den helt rigtige måde i aften, så havde vi ikke bare skullet spise en lille oblat og drikke en lille smule vin. Så havde det måltidsfællesskab som nogen af os deltog i før gudstjenesten her inden ved siden af, været flyttet herind i kirken, sådan som det sket i en kirke i Danmark for et par år siden.

Den første kristne menigheds nadver

For det var det man gjorde den første nadver. Man sad og spiste sammen. Ligesom man også i den første kristne menighed. Der tog man hver især det med til nadveren som man havde råd til og så delte man det mad som kom. Sådan har de fleste også haft noget med til maden i aften og så har man hver især taget det som man havde lyst til. Nu er der så bare lige den forskel, at alle i dag har råd til at købe det, som man skal bruge for at spise sig mæt. I hvert fald i Danmark. Men i den første menighed kaldte det også for et kærlighedsmåltid fordi man delte med dem som ikke havde så meget. (På den baggrund er det ikke særlig hensigtsmæssigt at man i en Københavnsk kirke, skal betale 500 kr. for at deltage i et sådan påskemåltid.) I forbindelse med dette holdt man så nadveren. Nadver betyder simpelthen aften eller natmåltid. Det er egentlig ikke et bibelsk ord, men det er bare den betegnelse som vi bruger til at henvise til Jesu sidste måltid, som vi er blevet befalet at gentage.

Spisning og nadver hænger sammen

Ved at bringe spisningen og nadveren sammen peger man nemlig på det nødvendig i livet. At troen Jesus er ikke selvforsynende. Det er ikke sådan, at når vi først er døbte og er kommet til tro, så er vi befriet fra djævelens magt og derefter kan vi klare os selv. Troen og troens liv hører ikke ind under det område, som hedder vore evner og formåen. Den er som jødernes ørkenvandring hele tiden afhængig af at Gud giver os det som vi har brug for. Hvis ikke Gud havde sendt manna fra himlen til jøderne hver eneste dag, mens de vandrede i ørkenen, så var de døde af sult. De var afhængige af at Gud gav dem det de havde brug for. Den afhængighed skabte Gud for at lære dem og os, at vi hver dag har brug for Gud. At vi ikke kan leve for os selv, men er afhængige af at Gud giver og styrker vor tro. Ligesom maden er med til at styrke vor krop, sådan er den åndelige føde, den som styrker og bevarer vort åndelige liv med Gud.

Djævelen bombarderer os

Daglig åndelig føde er nødvendig, for alle troende er under en stadig bombardement fra Djævelen. Uden ophør forsøger han at drive Helligånden ud af et hvert troende menneske, så han selv kan tage bolig der og lægger beslag på os. Han er som en Hitler, der hele tiden forsøgte at få større og større magt over flere og flere mennesker. Og han var ikke særlig barmhjertig. Det er Djævelen heller ikke.

Nadveren er trosstyrkende.

Men når du går til nadveren så deltager du i det mest trosstyrkende i hele verden. Der får du del i Jesu hengivelse for dig og han rækker dig tilgivelsen. Du kan komme der frit. Jesus kommer ikke med krav og betingelser: Hvis du gør sådan og sådan …, så kan du få del i mig. Hvilken fortid, man kommer med til nadveren, gør ingen forskel. Jesus kom netop som frelser for syndere. For i nadveren siger han til dig gennem præsten: Tag det og spis det. Dette er mit legeme. Drik alle heraf. Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til synderne forladelse. Det afgørende er derimod, hvilken fremtid man kommer med. Den, der ønsker en fremtid sammen med Jesus, er velkommen.

Den der ved troen ønsker en fremtid med Jesus må lære at vandre i afhængig af ham, som jøderne i ørkenen. Vi går også en ørkenvandring med fare for overgreb af vore fjender – de onde åndsmagter. Men Jesus er der, som David siger ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. (Sl 23,5) Det betyder, at lige meget hvordan livet former sig for dig, vil Jesus altid styrke dig.

Vi er et folk på vandring. Befriet fra at tilhøre de onde magter, men ikke befriet fra angreb fra dem. Vejen går gennem et ørkenland, og fjenderne er mange. Men Jesus inviterer os til bords sammen med ham. For han vil mætte vor sjæl og styrke os til rejsen gennem livet.

Så deltag i rejsemåltidet med tro på Jesus.

God rejse.

Salmer 167-174-152—429-431-157