Skærtorsdag – 2. tekstrække

Salme 116: Omgivet og grebet af Døden kan han løfte frelsens bæger og prise Herrens gerninger, som frelste ham og således vandre for Herrens ansigt i de levendes land, reddet fra døden, reddet fra gråden, reddet fra sit fald (Pagtens betydning).

1. Kor. 11,23-26: At tilegne sig det legeme, som er givet for os, og det blod, som er udgydt for os, gør os ihukommet af Jesus – dvs.: kendt af ham som hans (Pagtens tro og virkning hos Gud).

Johs. 13,1-15: Jesus alene renser os og gør os helt rene, og hvem han gør ren behøver ikke mere for at være helt ren. Således vil han også, at vi ikke længere skal kende nogen efter kødet. Thi hvis nogen er i Kristus er han en ny skabning, hvor alt det gamle ikke gælder mere hos Gud (Pagtens nødvendighed og suveræne betydning)

Denne dags hovedord er ordet ”pagt” – ”denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse” og ordene ”til min ihukommelse”.
Disse ord ”til min ihukommelse” er de gamle pagtsord i GT, hvor ypperstepræsten bl.a. på den hellige klædning, hvori han udførte offerhandlingen i Det Allerhelligste (jf. teksten fra Zak.9 til Palmesøndag) havde Israels 12 stammers navne skrevet på skulderstykkerne og brystskjoldet for i tjenesten at bringe dem i Guds ihukommelse – dvs.: gøre deres navne kendt af Gud som frelsesfolkets, pagtsfolkets, navne.
Paulus fremhæver dette i Gal. 4,9 som ”meget mere” (mallon) end at kende Gud. Han siger: ”Da I nu har lært Gud at kende, ja meget mere er blevet kendt af Gud.” Og, hvor meget mere det er at være kendt af Gud, ser vi f.eks. i Jesu fremstilling af dommen, hvor nogle synes at kende ham –de har prædiket i hans navn og gjort kraftige gerninger i hans navn – men hvor han i dommen siger: ”Jeg har aldrig kendt jer, gå bort fra mig I, som øver uret”.
Det er vort grundlæggende frelsesspørgsmål. Ikke, om vi kender ham og husker ham, men: om han kender os som sin frelsespagts folk.
Netop det afdækkes for os i denne pagtshandling – som Jesus siger det i Johs. 6,53-54:”Den, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, men den, som ikke spiser mit legeme og drikker mit blod, har ikke liv i sig”. Pagtens tro kendes ikke på den rette lære og mening, men på den hunger og tørst efter retfærdighed, som intet andet kan stille end Jesu legeme og blod, som er givet og udgydt for os til syndernes forladelse. Verdens falske tro hungrer og tørster efter at mættes af loven og dens stærke påbud og formaninger til gerninger og tjenester f.eks., hvorimod pagtens tro alene mættes ved at få del i Ordets vidnesbyrd om Jesus i både prædiken og sakramenter.
Den tro kendes af Jesus som pagtens tro. Samtidigt med at dette prædikes bør det prædikes med hvilken frigjorthed jeg kan leve med min synd og død i denne tro – sådan som vi hører det beskrevet i Sl..116.
Det er dette, som er  Evangeliets centrum i Johs. 13,1-15: at alene hvor Jesus således renser os ved at give os del i sit legeme og blod, har vi lod og del i frelsens evige rige. Men samtidig slår det også den anden side fast: at vi uden del i ham står udenfor mørket som Judas, som Jesus fældede den dom over, at han ikke var ren.
Peter er eksemplet på, hvor vanskeligt det er at tro sig renset af Jesus. Men der kom et ”sidenhen” hvor den stolte og selvsikre Peter så sig grebet og bundet af dødens og dommens mørke – da blev det hans salighed at løfte frelsens bæger med det dyrebare blod, hvormed han var løskøbt og forkynde den guddomsmagt, som førte ham ud af mørket og ind i Guds underfulde lys (1.Pet.1.18-19).
En ting prædikenen bør gøre helt klart for ”synderinden” er, hvad der ligger i de ord: ”Dette er mit legeme, som er givet for jer, dette er mit blod, som er udgydt for jer til syndernes forladelse.”

Selv har jeg haft umådelig stor glæde i at læse Hebr. 10,1-14, som siger, hvorfor han fik det legeme for min skyld. Det gjorde han, fordi Gud ikke fandt behag i alt det, som mit legeme ofrede og bragte efter loven. Derfor fik han et legeme: for at han skulle gøre Guds vilje og hellige os i alt fuldkomment ved at ofre sit legeme en gang for alle. Hvad dette legeme har gjort, har det gjort for mig. Hvor dette legeme nu er – ved Faderens højre hånd – er det for mig, som banebryder for mig
(Hebr. 6.19-20). Og når jeg imod min usalige tilstand i syndens og dødens kød tilegner mig, hvad hans blod har virket for mig, da kender Gud mit navn som et frelsespagtens navn, til hvem det ord er sagt: ”Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es. 43,1). Det ord er ikke sagt til alle, men alene til Guds Pagts folk – og pagtsfolket, siger Nadveren, det er det folk, som spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod og har sit liv i denne spise (jf. Johs.6,53-55)

Salmeforslag: 458 – 456 – 56 – 58 – 59