Trinitatis søndag – 1. tekstrække

En mand kommer til Jesus. Han er dybt religiøs, højt anset, indflydelsesrig, medlem af jødernes folketing og højesteret.

Han har blik for, at Jesus er sendt af Gud som religiøs lærer for mennesker. Og det siger han direkte til Jesus. Det betyder, at han er søgende, i hvert fald i den forstand, at han søger Jesu undervisning.

Jesus tager ham på ordet og giver ham straks undervisning: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Hvad er Guds rige? Der er Guds nåde i denne verden og det er Guds paradis i den kommende verden.

Hvis man skal ind i menneskenes rige, må man fødes derind af en kvinde. Hvis man skal ind i Guds rige, må man også fødes derind.

Det gælder alle mennesker til alle tider, både dem der levede for to tusind år siden og os, der lever i dag. Hvis man vil ind i Guds rige, så man fødes ind i det.

Det er jo ganske logisk. Samtidig er det en gåde, for hvordan går det til? Det spørger folk om, og det spørger Nikodemus også om. Han stiller i virkeligheden spørgsmålene for alle mennesker. Havde vi talt med Jesus, havde vi stillet nøjagtig de samme spørgsmål. Selv om Nikodemus levede for to tusind år siden, så stiller han nogle meget moderne spørgsmål.

To gange spørger han, hvordan det går til. Han forstår ikke, hvad Jesus taler om, og den, der kun har læst samtalen til dette punkt, forstår det heller ikke. Det er lige før, man vil sige, at det svarer til God dag, mand! Økseskaft!

Alligevel åbner Jesus stykke for stykke døren til Guds rige for Nikodemus.

Først får Nikodemus at vide, at hvad denne nye fødsel ikke er. Det drejer sig ikke om en fysisk, menneskelig fødsel af en kvinde. Man skal ikke fødes af en kvinde, man skal ikke fødes af kød, men af vand og Ånd.

Det første er klart nok. Man skal ikke fødes af sin mor én gang til. Det andet er stadig en gåde. Hvad vil det sige at fødes af vand og Ånd?

Atter indkredser Jesus, hvad det drejer sig om. Denne gang siger han ikke, hvad fødslen ikke er, men han siger, hvordan den Åndsfødte er. Han er ligeså uforståelig som vinden. Man kan mærke, at der er sket noget med ham, men ikke hvor forandringen kommer fra og hvor den fører hen.

Nu ved Nikodemus to ting om fødslen ind i Guds rige. Den er ikke en fødsel af en kvinde, men en åndelig fødsel, og den Åndsfødte er uforståelig for andre mennesker, som ikke er født af Ånden.

En ikke-fysisk, åndelig, uforståelig fødsel. Det er det, der skal til, hvis man vil ind i Guds rige.

Jesus stiller Nikodemus over for det uforståelige. Hvad sker der med os, når vi møder det uforståelige? Vi føler os meget små. Vi bliver måske rasende eller vi resignerer eller vi bevarer et lille håb, men vi føler os under alle omstændigheder meget små.

Man skal fødes åndeligt ind i Guds rige. Og man skal fødes af vand og Ånd.

Hvorfor skal der så vand til? Hvad betyder det? Ja, for en bibelkyndig mand som Nikodemus kan det udtryk sige noget om den måde, Israel blev frelst fra Ægypten på. Israelitterne gik tørskoet gennem et vand, gennem Det røde Hav, men ægypterne druknede, da de satte efter dem. Men israelitterne behøvede også Guds Ånd for at bevare tilliden og kærligheden til Gud, så de nåede frelst gennem Sinaj ørken og frem til Kana’ans land, som Gud havde lovet dem.

Senere, da Jesu apostle sad og tænkte grundigt over det kristne liv, sammenlignede de overgangen over Det røde Hav med dåben og ørkenvandringen med troens liv. Dåben sætter skel mod Djævelesn rige, og vi behøver Helligånden for at bevare vores tro på Jesus livet igennem, så vi når frem til paradiset en gang.

Sådan tænkte Jesu apostle senere, men så langt er Nikodemus slet ikke nået. Endnu en gang spørger han, hvordan den nye fødsel kan gå til. Og Jesus giver denne gang et meget udførligt svar. Først lader han Nikodemus forstå, at han som religiøs lærer i Israel burde vide besked.

Skridt for skridt har Jesus vist Nikodemus, hvor afmægtig han er. Han er udenfor Guds rige, og han kender ikke vejen derind. Alt, hvad han er og kan, slår ikke til.

Og dernæst gør han Nikodemus klart, at det drejer sig om en viden eller et svar fra en anden verden, fra Gud. Og kun den, som er steget ned fra Gud, kan svare på spørgsmålet. Det er Menneskesønnen.

Jesus siger ikke, hvem Menneskesønnen er, men når man læser Johannes-evangeliet igennem, så finder man ud af, at Menneskesønnen er Jesus.

Jesus benytter sig her af en meddelelsesmetode, som er anderledes end, vi forventer. Vi forventer, at det bare skal være lige ud af landevejen, hvor man bare forklarer alle ting klart og forståeligt. Det kan Jesus ikke, og det er der flere grunde til. Det svarer til frihedskæmperne under krigen. De kunne ikke træde åbent frem og sige, hvad de kæmpede for, for så ville de blive arresteret med det samme. Jesus levede også i besat land, så han kunne heller ikke altid tale åbent om tingene. Han kunne ikke sige ligeud: Det er mig, der er frelseren, for så ville han blive arresteret med det samme. Han kunne heller ikke bruge ordet Messias eller Kristus, for så kom politiet også. Derfor valgte han et andet udtryk, som også spillede en stor rolle i Israel, nemlig Menneskesønnen. Det udtryk var ikke politisk belastet. Menneskesønnen er en skikkelse, som ifølge Gammel Testamente skal indsættes af Gud til konge over hele verden. Han skal ophøjes over alle andre.

Jesus siger ikke: Jeg er Menneskesønnen. Han taler bare om Menneskesønnen i tredje person, og så må det langsomt klares for hans tilhørere, at det er Jesus selv, der er Menneskesønnen.

Menneskesønnen er den eneste, der er steget ned fra himlen, steget ned fra Gud. Derfor er han den eneste, der kan fortælle os sandheden om Gud.

Der skal ske noget særligt med Menneskesønnen. Han skal ophøjes. Det vidste Nikodemus godt. Men det overraskende er, at det skal ske, ligesom Moses ophøjede kobberslangen. Det var den beretning, jeg læste før fra alteret. Den begivenhed foregik længe før Jesu tid, 1400 år før. Det var under israelitternes vandring fra Ægypten til Kana’ans land. Israelitterne var i ørkenen. Så kritiserede de Gud for maden, og Gud sendte slanger til at bide dem. Da israelitterne indså, at de havde syndet og bad Gud om hjælp, lod Gud Moses hænge en slange af kobber op på en stang, så alle kunne se den i hele lejren. Blev man bidt af en slange, skulle man blot se på slangen, så blev man reddet fra slangegiften. Man skulle ikke dø, selv om man var bidt.

Det samme skal ske med Menneskesønnen, siger Jesus til Nikodemus. Han skal også hænges op på en stang. Og alle, som tror på ham, skal have evigt liv i kraft af ham.

Hvad betyder det? Det betyder, at Nikodemus og alle andre mennesker på jorden, nu bliver sat i bås med de utaknemmelige og utilfredse israelitter under ørkenvandringen, dem, der gang på gang gjorde oprør mod Gud og var ulydige mod ham, dem, der var værgeløse mod slangerne. Nikodemus ligger hjælpeløs og slangebidt på jorden, og det samme gør alle andre. Den slange, der har bidt os, er Djævelen. Og hans gift vil før eller senere medføre døden. Vi er sat ud af spillet. Vor fremtid afhænger af, at nogen vil hjælpe os. Det er det, Jesus mener her.

Men Jesus mener også, at Gud har givet alle mennesker mulighed for redning. Hvis de sætter deres håb til Menneskesønnen, der er hængt op på en stang, så skal de få hjælp, ja evigt liv sammen med Gud i glæde og fred. Og evigt liv er det samme som Guds rige.

Den åndelige fødsel giver adgang til Guds rige.

Troen på Menneskesønnen giver evigt liv.

Det er to måder at sige den samme ting på.

Det første udtryk afslører vor fuldstændige afmagt. Vi er fuldstændig hjælpeløse. Vi kan ikke åbne døren til Guds rige, til Guds nåde og paradis. Vi måde fødes derind, og ingen kan bestemme sin egen fødsel. Man fødes altid af en anden. Det foregår fuldstændig uden, at vi bliver spurgt.

Når Jesus taler om den nye fødsel, så afsløres vor afmagt og hjælpeløshed. Men når han taler om troen på Menneskesønnen, så giver han os håb og hjælper os. Ligesom kobberslangen var redning for de hjælpeløse israelitter i ørkenen, sådan er Menneskesønnen redning for de hjælpeløse mennesker i hele verden.

Troen på Menneskesønnen og vel at mærke troen på den ophængte Menneskesøn er den nye fødsel.

Menneskesønnen er Jesus. Det fandt Nikodemus efterhånden ud af. Han fandt også ud af, hvordan Jesus skulle ophøjes, ligesom kobberslangen blev ophøjet. For Nikodemus var med i jødernes øverste råd, som Jesus blev dømt til døden. Nikodemus stemte imod dødsstraf, men han var i mindretal, og han oplevede, at Jesus blev korsfæstet. Da Jesus var død, var han med til at gravlægge ham. Trods modstand og fare fra myndighederne trådte Nikodemus åbent frem som ven af Jesus. Vi må regne med, at han virkelig blev en sand efterfølger af Jesus og også kom til at opleve glæden over, at Jesus stod op fra de døde.

Menneskesønnen er Jesus. Kobberslangen er en lille pædagogisk model af hans død og dens betydning for os. Uden den model forstår vi ikke betydningen af Jesu død.

Uden Jesu død var vi hjælpeløst fortabt. Så var vi prisgivet både død og evig dom. Men nu er Jesus kommet og er gået i døden for os. Den korsfæstede Jesus er verdens håb. Den, der sætter sit håb til ham, bliver frelst, uanset hvor meget han ellers har knurret mod Gud og været ulydig mod ham. Troen på Jesus forandrer vores Gudsforhold. Uden denne tro er vi fortabt. Men ved denne tro kommer vi ind under nåden. Troen på Jesus forandrer også vores værdinormer og hele vores indstilling. Man kommer til at sætte pris på de ting, han sætter pris på. Og man inspireres til at gøre det, som glæder ham. Troen på Jesus er den nye fødsel. Og ligesom vi ikke kan føde os selv, sådan kan vi heller ikke selv skabe troen. Vi kan bede Gud om troen, og vi kan sørge for at blive påvirket af Jesus ved at komme i den kristne kirke, høre hans budskab forklaret og tale med de andre troende om alt gode, han er og gør for os. Så er vi inde i Åndens værksted. Så kan Ånden føde os ind i Guds rige.

Det er nødvendigt at fødes åndeligt, hvis man vil ind i Guds rige. Men det er også muligt at fødes åndeligt. Og det sker ved, at man påvirkes af Jesus.

Den, der tror på ham, er født af Ånden.

Jesus er vort håb.

Amen.