11. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Gad vide om nogen af jer har hørt om Baron von Münchhausen.

Han var en tysk baron, og på en måde levede han et ret almindeligt baron-liv… med at gå på jagt og gå i krig og sådan…

Men der var noget helt særligt ved Baron von Münchhausen. Han oplevede nemlig mange ting, som ingen andre har oplevet.

Fx den dag han er ude at ride i en skov, men uheldigvis rider han lige ned i et sumpet, mudret hul i skoven.

Hesten, med baronen på ryggen, synker dybere og dybere ned i mudderet, og både hest og baron er tæt på at dø.

Men heldigvis… Heldigvis er Baronen både klog stærk, så han samler benene hårdt om hesten, tager fat i sit eget hår – og trækker sig selv og hesten lodret op af mudderet.

Det lyder måske nok umuligt, men det er ganske vist, for ellers ville baronen jo være omkommet og kunne ikke have fortalt historien…

Well, for alle os andre gælder det, at vi ikke kan løfte os selv!

Det er sådan en helt banal og helt grundlæggende erfaring: Uanset hvor meget vi hiver i vores eget hår, så løfter vi os ikke en tomme fra jorden.

Vi ved det også i en anden forstand, nemlig på det personlige plan: Vi ved, at en gang imellem må vi løftes og bæres af ANDRE. Sådan er det at være menneske.

Det er noget børn er gode til… at LADE sig bære. Men… af en eller anden grund så er vi voksne ofte knap så gode til det. Ofte vil vi meget hellere forsøge at gøre som Baron von Münchhausen: Vi vil hellere løfte os selv.

Men den går ikke. Og den går SLET ikke når det gælder vores forhold til GUD.

Her er det altid GUD der bærer. Det er altid GUD der handler. Det er altid GUD.

Altid… GUD!

Og det gælder lige fra DÅBEN… hvor vi netop bliver båret… og til graven.

Vi KAN ikke selv, i forhold til Gud! Vi er nødt til at stole på GUDS nåde, frem for på os selv.

Og det er lige præcist dét, der er den store forskel i dagens historie: Det er lige præcist dét, der er den store forskel mellem tolderen og farisæeren:

Farisæeren stolede på SIG SELV.

Tolderen vidste udmærket godt, at det eneste han kunne håbe på, var GUDS nåde og at GUD ville bære ham.

Og så har farisæeren den store udfordring, at hans Guds-forhold ikke har bragt ham derhen, hvor det skulle: Hans Guds-forhold, eller rettere: hans religiøsitet, har gjort ham til et egocentreret menneske, som foragter andre.

Når farisæeren i sin bøn siger “Gud, jeg takker dig, at jeg ikke er som tolderen dér!”, så fortæller det os, at farisæerens udfordring er hans foragt for andre, for tolderen, for synderen.

Og det er dybt alvorligt, for hvis der er noget, Gud kalder os til, så er det at komme dertil hvor vi over for ham bekender, at vi ér syndere, at vi ikke er retfærdige og at uden Guds tilgivelse ville det stå rigtig skidt til med os.

Når man er kommet dertil, at man erkender og bekender sin synd og sine mangler og sin svaghed, så står man ikke og peger fingre ad andre og siger: “Godt jeg ikke er som dem. De er syndere, det er jeg i hvert fald ikke!”.

Bibelen siger: “Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,8-9).

Jeg regner med, at du godt kan høre, at sandheden i de her vers er langt fra den holdning og den bøn, farisæeren kommer med. Vores evangelietekst begynder jo med “Til nogle, som stolede på, at de var retfærdige“, og så har du længere ned farisæerens bøn, hvor han beder: “Gud, jeg takker dig for, at jeg ikke er som de andre uretfærdige“.

Hvis der er noget, denne farisæer ikke er, så er det retfærdig! Han er religiøs, han holder skikkene og de ydre former, men det gør ham ikke retfærdig. Det gør heller ikke dig og mig retfærdig.

Hvad er det, ifølge Bibelen, der gør os retfærdige?

Lad mig læse det ofte gentagede vers igen: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed”.

Hvem er retfærdig? Det er GUD.

Hvordan opnår vi retfærdighed? Det gør vi ikke! Vi opnår den ikke. Vi får den givet som en ufortjent gave af Gud.

Hvordan gør vi det? NÅR vi bekender vore synder – altså når vi i modsætning til farisæeren tager udgangspunkt i, at vi ér syndere – og vi så bekender vores synd, så er HAN – Gud – trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os.

Og det, kære venner, sker ufortjent. Det er en gave, vi får. En gave, som kun er mulig, fordi Gud tog din synd og naglede den til korset.

En gave, som har den effekt, at den gør dig og mig ydmyge.

Ydmyge, fordi vi med alt det skidt, vi foretager os, godt ved, at vi ikke har fortjent tilgivelsen.

Ydmyge, fordi vi ved, at resten af livet er vi afhængige af den tilgivelse.

Og ydmyge over for vores medmennesker, som er i samme båd som os, og som har brug for samme nåde og samme tilgivelse.

Kan du se, at en af farisæerens udfordringer er, at hans fromme religiøsitet både driver ham væk fra Gud – hvis relation til os begynder med forudgående tilgivelse for synd – og at den driver ham væk fra sine medmennesker, som han tillader sig at kalde for “røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere og ham tolderen dér”.

Jeg vil slutte med at sige, som en personlig erfaring:

Det er helt utroligt befriende at vi har lov at bekende… åbent og frit… over for Gud.

Jeg ved udmærket godt hvad der gemmer sig af onde tanker, egoistiske handlingsmønstre, selviske ønsker, inden i mig.

Og jeg kan sige jer, at det er befriende at kunne hive det hele op af gemmerne – alt det, der tynger mig – og sige til Gud:

“Her, Gud! Her er alt mit. Her er alt det, jeg kæmper med. Alt det, jeg ikke kan finde ud af at slippe. Alt det, der gør ondt og alt det, der gør mig bange og alt det, der tynger mig. Her, Gud! Vær nådig imod mig, en synder!”.

Det er helt fantastisk befriende at bruge bønnen til at sige det, som det er, i stedet for at sige det, der enten lyder godt, eller det, der fremhæver den side af mig, som jeg helst vil have, at folk kender.

Jeg behøver ikke være virkelighedsfornægtende over for Gud.

Og jeg ved, at når jeg bekender min synd, så er det HAM, så er det Gud, der er den trofaste og retfærdige, så han tilgiver min synd og renser mig for al uretfærdighed.

Tolderen slog sig for brystet og sagde: “Herre, vær mig synder nådig!”. Og derfor, netop derfor, gik han retfærdig – eller retfærdiggjort – bort derfra.

Vi hørte for nogle uger siden også om en tolder, der omvendte sig. Vi hørte om Zakæus, der var tolder og kravlede op i et træ for at møde Jesus.

Og her er det igen en tolder, der beder bønnen til Gud.

En tolder – altså en quisling, en landsforræder, en stikker.

Ligesom dengang, da teksten handlede om Zakæus, vil jeg igen spørge:

Er benådning og tilgivelse muligt for sådan en?

Ja, det er det.

Er der liv og kraft og nåde at få i bønnen “Gud, være mig synder nådig!”?

Ja, det er der.

Så lad os gøre det og lægge vores liv åbent frem for Gud. Så er HAN trofast og retfærdig, så han tilgiver os og renser os.

Og dét møde, med den nåde og tilgivelse og renselse, fører os ikke som farisæeren længere væk fra vore medmennesker i foragt. Nej tværtimod, den fører os tættere på vore medmennesker, for ligesom vi selv skal også de have lov at blive mødt af nåde, af tilgivelse, af renselse, af Guds tilregnede, ufortjente retfærdighed.