212 – Lazarus, brudepiger og perle
Matthæus 13,44-46 og 25,1-13 og Lukas 16,19-31
Jesus sagde: “Der var en rig mand som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i fryd og herlighed. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port og var fuld af sår og ønskede at spise sig mæt i det som faldt fra den riges spisebord; men selv hundene kom og slikkede hans sår.
Nu skete det at den fattige døde, og af englene blev han båret hen i Abrahams skød; og den rige døde også og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Han råbte: »Far Abraham! Forbarm dig over mig og send Lazarus så han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines i denne ild.«
Men Abraham sagde: »Barn! Husk på at du har fået dit gode i din livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Desuden er der lagt en stor afgrund mellem os og jer for at de som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal kunne komme derfra over til os.« Men han sagde: »Så beder jeg dig, far, at du vil sende ham til min fars hus — for jeg har fem brødre — så at han kan vidne for dem for at ikke også de skal komme i dette pinested.« Men Abraham sagde: »De har Moses og profeterne, dem skal de høre!« Men han sagde: »Nej, far Abraham! Men hvis nogen fra de døde kommer til dem, vil de omvende sig.« Men han sagde til ham: »Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så lader de sig heller ikke overbevise hvis nogen opstår fra de døde.«
Nogen tid senere fortalte Jesus denne lignelse:
“Himmeriget er ligesom ti jomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Men fem af dem var tåber, og fem var kloge, for da tåberne tog deres lamper, tog de ikke olie med sig. Men de kloge tog olie i deres kander sammen med deres lamper. Men da brudgommen lod vente på sig, døsede de hen og faldt i søvn. 6Men midt på natten lød råbet: ›Se brudgommen, gå ud for at møde ham.‹
Da rejste alle disse jomfruer sig og ordnede deres lamper. Men tåberne sagde til de kloge: ›Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at slukkes.‹ Men de kloge svarede: ›Nej, der er ikke nok til os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb til jer selv.‹ Men mens de gik bort for at købe, kom brudgommen, og de som var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Men senere kommer også de øvrige jomfruer, og de siger: ›Herre, Herre, luk op for os.‹ Men han svarede: ›Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke.‹ Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Jesus gav endnu et eksempel om Himmeriget. Han sagde: “Himmeriget ligner en skat som var blevet skjult i en mark, og som en mand fandt og skjulte, og i sin glæde går han hen og sælger alt hvad han har, og køber den mark.”
Og Jesus fortsatte: “Himlenes rige ligner en købmand som søgte smukke perler, og da han fandt én meget kostbar perle, gik han hen, solgte alt hvad han havde, og købte den.”
VIDEOER