Første Mosebog 31,4 – 55
Jakob ville have en privat samtale med sine to koner, så de mødtes ude på marken. Han sagde til dem: “Jeg arbejdede hårdt for jeres far, selv om han ændrede vores aftale ti gange. Herren beskyttede mig, og hver gang Laban ændrede vores aftale, ændrede Gud, hvordan lammene blev født. Nu er jeres far vred på mig. Derfor har Guds engel sagt til mig, at jeg skal vende tilbage til mine fædres land.”
Begge kvinder var enige med ham. De sagde: “Gør, hvad Gud har bedt dig om. Vores far solgte os til dig og brugte derefter pengene. Du har ikke fået noget fra ham, som ikke allerede tilhører os og vores børn.”
Uden at fortælle Laban det, tog Jakob alt, hvad han havde, og begyndte at drive sin hjord mod Kana’an. Før de tog afsted, stjal Rakel sin fars familieafgud.

Tre dage senere hørte Laban, at Jakob var rejst. Han samlede straks en gruppe mænd og jagtede Jakob. Det tog syv dage at indhente ham. Aftenen før viste Gud sig for Laban og sagde: “Pas på! Gør ikke Jakob noget, hverken godt eller ondt.”
Næste dag mødte Laban Jakob og sagde: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du gik som en tyv om natten og tog mine døtre og børnebørn, som om de var fanger. Hvis du havde fortalt mig det, ville jeg have holdt en storslået fest og sendt dig godt afsted. Nu har du vanæret mig, og hvis jeg ville, kunne jeg ødelægge dig her og nu, men i nat sagde dine fædres Gud til mig, at jeg ikke skulle gøre dig noget. Jeg formoder, at du har hjemve og gerne vil hjem. Men hvorfor stjal du min familiegud?”
Jakob sagde: “Jeg har ikke stjålet din afgud. Se selv. Søg i vores telte. Hvis du finder den, dræber jeg den, som tog den.” Han vidste ikke, at Rakel havde taget den.
Laban gennemsøgte Jakobs, Leas og de to tjenestepigers telte. Så gik han ind i Rakels telt. Hun sad på sit kamelsæde, hvor hun lagt afguden. Hun sagde: “Far, tilgiv, at jeg ikke rejser mig, for jeg har menstruation.” Laban gennemsøgte hendes telt men fandt ikke sin afgud.
Da blev Jakob vred. Han sagde: “Du har jagtet mig, som om jeg var en kriminel. Du har gennemsøgt alt. Har du fundet noget, der tilhører dig? Nej, du har ikke fundet noget! Jeg arbejdede for dig i tyve år. Jeg udholdt den ekstreme varme om dagen og frosten om natten. Jeg arbejdede uden meget søvn, så du kunne trives. Jeg udholdt disse strabadser, og du mishandlede mig. Så fik du mig til at bære tabet for alt, der gik galt. Jeg skulle betale dig, hvis nogen stjal et får. Hvis et dyr dræbte et lam, var det pludselig mit lam. Du ændrede vores aftale ti gange. Jeg ville stå her uden penge, hvis ikke Gud havde gjort tingene rigtigt. Nu beskytter han mig mod dig.”
Laban sagde: “Alt hvad du har, tilhører mig. Det er mine døtre! Det er mine børnebørn! Det er mine flokke! Men hvad kan jeg gøre nu? Lad os lave en fast aftale, som ikke kan ændres.”

Så tog alle mændene sten og stablede dem som et alter. Jakob og Laban blev enige om, at ingen af mændene nogensinde ville gå til den anden side af alteret. Laban sagde: “Disse sten er en pagt mellem os. Du må ikke mishandle mine døtre og tage andre koner.”
Jakob ofrede derefter et offer til Gud, og bagefter spiste de et måltid. Næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn og velsignede dem. Derefter vendte han tilbage til sit hjem.