Første Mosebog 42-46
Jakob hørte, at der var korn i Egypten, så han sendte sine ti ældste sønner dertil for at købe mad. Han sendte ikke Benjamin, fordi han var bange for at miste ham.
Da de ankom til Egypten, mødte de landets hersker. De vidste ikke, at det var Josef. Han genkendte dem, men lod som om han ikke kendte dem. Han ville teste dem for at se, om de havde ændret sig.
“Hvor er I fra?” Da de svarede, sagde han: “I er spioner!” Brødrene var chokerede, “Nej, vi er ærlige mænd – alle sønner af en mand, der bor i Kana’an. En af vores brødre blev hjemme, og den anden er … væk.”
Josef sagde: “Bevis det for mig. Jeg beholder en af jer her. Resten af jer rejser hjem og henter jeres lillebror. Så ved jeg, om I taler sandt.”
Han beholdt Simeon og sendte de andre hjem med kornsække. Uden at de vidste det, fik han lagt deres penge i kornsækkene.

Brødrene nåede hjem og fortalte Jakob, hvad der var sket: “Vi er nødt til at tage Benjamin tilbage til Egypten for at få Simeon ud af fængslet.”
Det var da de opdagede pengene i deres sække med korn. De blev bange, og Jakob sagde: “Du tager ikke Benjamin fra mig! Josef er væk, og nu er Simeon væk. Benjamin er alt, hvad jeg har tilbage! Hvis jeg mister ham, dør jeg af sorg!”
Da de efter noget tid havde brugt alt kornet, bad Jakob sine sønner om igen at tage til Egypten og købe mere. Juda mindede ham om, at de ikke kunne vende tilbage, medmindre de tog Benjamin med sig. Han sagde: “Send ham med mig. Jeg garanterer hans sikkerhed. Lad os gå. Vi har brug for kornet!”
Til sidst indvilligede Jakob, og brødrene vendte tilbage til Egypten med Benjamin. De tog det dobbelte af pengene, så de kunne returnere de penge, de fandt i deres sække.

Da Josef så dem, sagde han til sin tjener, at han skulle invitere dem til et middagsmåltid.
Næste morgen blev brødrene sendt tilbage til Kana’an med deres sække fulde af korn. Josef lod sin tjener lægge et sølvbæger i Benjamins sæk. Da brødrene havde gået et stykke tid, indhentede Josefs tjenere dem og sagde: “En af jer har stjålet vor herres sølvbæger!”
Brødrene var chokerede! “Vi ville ikke gøre sådan noget. Vi lover, at hvis en af os har det, så skal vedkommende dø og vi andre overgiver os til jeres herre som hans slaver!”
Hver af brødrene åbnede på skift deres sække, og de fandt bægeret i den, der tilhørte Benjamin. Brødrene var forfærdede. De vendte tilbage til byen med vagterne og kastede sig ned foran Josef. Han spurgte: “Hvorfor har I gjort dette?”

Juda svarede: “Hvordan kan vi bevise vores uskyld? Vi vil nu alle være dine slaver!”
“Nej, kun den skyldige af jer skal være min slave. Resten af jer kan tage hjem til jeres far.”
Juda sagde: “Jeg lovede vores far, at jeg ville garantere Benjamins sikkerhed. Så tillad mig at være din slave i stedet for ham. Jeg kan ikke holde ud at se min fars sorg, når drengen ikke vender tilbage til ham.”
Da Josef hørte dette, begyndte han at græde. Han sagde da til dem: “Jeg er Josef!”
Brødrene blev bange og kunne ikke svare ham. Han sagde: “Kom nærmere og se! Jeg er jeres bror, som I solgte til slaveri! Gud sendte mig her for at redde jeres liv. Der er stadig fem år med hungersnød tilbage, og Gud bragte mig her for at forberede et sted til jer!”
Så bad han dem vende tilbage og bringe deres far og deres familier til Egypten. Farao hørte dette og sagde til Josef: “Det bedste i Egypten skal være deres!”

Jakob blev chokeret, da hans sønner fortalte ham, hvad der var sket. Men han blev fyldt af glæde, da han hørte, hvad Josef havde sagt og gjort. Til sidst drog han, hans børn og alle deres børn til Egypten. Der sørgede Farao for dem på grund af Josef.

VIDEOER