095 – Krig mod amalekitterne

1 Samuel 29-30
Da filistrene begyndte at planlægge en invasion af Israel, sagde deres konge til David: “Du skal drage i felten med mig. Jeg ønsker, at du og dine mænd skal være mine personlige livvagter.”
David sagde: “Godt, da vil du få at se, hvad mine mænd og jeg er i stand til.”

Alle de militære enheder tog til et sted, hvor de kunne gøre sig klar til krig, men filistrenes hærførere blev chokerede, da de så David og hans mænd. De sagde til kongen: “Du kan ikke lade disse hebræere kæmpe sammen med os!”
Han sagde: “David forlod Israel og har været tro imod mig lige siden. Jeg har ingen grund til at tvivle på hans loyalitet.”
Hærførerne blev vrede. “Send ham væk! Det er ham, de synger om. ‘Saul har dræbt sine tusinder; David sine titusinder.’ Han kan pludselig vende sig mod os midt i en kamp. Det ville være en god måde for ham at genvinde Sauls gunst.”

Kongen gik til David. “Du er en hæderlig mand, og jeg personligt vil have dig ved min side i kamp. Men hærførerne stoler ikke på dig. Derfor er jeg nødt til at sende dig tilbage til Siklag.”
David sagde: “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Jeg har været tro mod dig fra den første dag, jeg kom her.”
Kongen sagde: “Det ved jeg, du har, men mine hænder er bundet. Du skal rejse i morgen.”
David og hans mænd rejste. Da de kom tilbage til Siklag, fandt de ud af, at fremmede røvere var kommet og havde brændt byen ned. De havde ikke dræbt nogen, men tog simpelthen alle indbyggerne med sig. Det inkluderede alle Davids og hans mænds hustruer, sønner og døtre.
Mændene græd, indtil de ikke kunne græde mere. Nogle af mændene ville stene David, men Gud stod ved ham. Han bad til Herren: “Skal jeg forfølge disse røvere? Vil jeg fange dem?
Herren sagde: “Ja, du vil fange dem og du vil få alt det tilbage, som er blevet taget fra dig.”
David tog sine 600 mand og jagtede angriberne. På et tidspunkt måtte de standse, fordi 200 af hans mænd var for udmattede til at gå længere. De resterende 400 lod deres forsyninger blive tilbage hos de 200 og fortsatte videre.

De stødte på en slave, som havde tilhørt røverne, men som var blevet efterladt, fordi han var blevet syg. Han havde ikke spist i tre dage. Davids mænd gav ham mad og vand.
David spurgte ham: “Vil du føre os til røverne?” Han sagde: “Jeg fører dig til dem, hvis du sværger at du ikke vil dræbe mig og ikke give mig tilbage til dem.”
Slaven førte Davids mænd direkte til røverne. De fejrede, hvor meget de havde plyndret fra filistrene og israelitterne. Uden varsel angreb Davids mænd og dræbte hurtigt de fleste af dem. Kun få slap væk. Davids mænd fik alt det, de havde mistet, plus alt det gods, røverne havde taget fra andre byer.
Da de kom tilbage til de 200, sagde nogle af de 400: ”De tog ikke med os i kamp. Så de får kun deres koner og børn tilbage. De får ikke noget af det ekstra, vi tog.” David sagde: “Nej! Det er forkert. Gud gav os en stor sejr i dag. Vi deler ligeligt med dem som blev tilbage med vores forsyninger.”
Det blev gjort til lov i Israel fra den dag.
David og hans mænd tog tilbage til Siklag. Derefter sendte han noget af plyndringsgodset tilbage til forskellige byer i Israel.

VIDEOER