Søg efter:
172 – Genopbygning af templet

Anden Krønikebog 36,21-23 og, Ezra 1 – 6 og Haggaj 1 – 2
Jeremias havde sagt, at Juda ville være i fangenskab i 70 år. Mod slutningen af den tid sagde den persiske konge: “Herren har sagt til mig, at han vil sende sit folk tilbage til Jerusalem for at genopbygge deres tempel. Derfor er de nu frie til at rejse hjem og bygge Guds hus.”
Kongen gav dem guld og sølv til projektet, og han gav dem de tempelkar, som blev taget, da Jerusalem blev ødelagt. Han donerede penge til at købe cedertræ fra Libanon til indersiden af templet. Han sørgede endda for husdyr, så folket kunne bringe ofre til Gud. Herren rørte sit folks hjerter. Mange tog imod opfordringen om at vende tilbage til Juda for at udføre Guds værk. Nogle, der ikke selv kunne gå, gav penge og forsyninger.

Da folket ankom, ofrede de til Gud på tempelpladsen. Folket råbte af glæde og begyndte derefter at bygge templet.
De mennesker, som boede der, var kede af, at jøderne var kommet tilbage. De forsøgte at standse projektet, men intet virkede. På det tidspunkt regerede nu en ny konge over Persien. De sendte ham en besked og fortalte ham om det nye tempel. De overbeviste ham om at standse byggeriet.
De jødiske bygherrer havde intet andet valg end at standse og vente på, at situationen ændrede sig. Det gav dem en mulighed for at bygge deres egne huse. Inden længe fik den ene familie efter den anden cedertræ i deres hjem. Til sidst var lageret af cedertræ fra Libanon væk! De vidste, at det ikke kunne erstattes. Så hver gang nogen talte om at bygge templet, sagde folket: “Det er ikke et godt tidspunkt at bygge nu.”

Profeten Haggaj sagde til folket: “Jeg har et budskab fra Herren! Tænk over, hvad I gør! I siger, at det ikke er tid nu til at bygge Guds hus. Alligevel bor I selv i fine hus, mens mit hus ligger i ruiner.’”
Haggaj fortalte dem, at Gud havde fjernet sin velsignelse fra dem: “I planter en stor mængde korn, men alligevel høster I meget lidt. I spiser, men I er stadig sulten. I drikker, men I er stadig tørstige. I har tøj på, men I er ikke varme. I tjener penge og putter dem i poser uden at vide, at poserne har huller. Overvej den måde I lever!”
Folket lyttede, men de vidste, at der ikke var noget cedertræ til at gøre templet færdigt. Haggaj sagde: “Gud siger, at I skal gå op i bjergene og hente almindeligt træ og bruge det i templet. Han siger, at han vil være tilfreds med det, I bygger.”
Folket adlød og gik op i bjergene og fældede træ til at erstatte det manglende cedertræ. Derefter gjorde de forberedelser til at genstarte projektet.

Med tiden kom en anden konge til magten i Persien. Han gav denne ordre: “Enhver, der modsætter sig bygningen af templet, skal dø!”
Det betød, at folkene omkring Jerusalem ikke hindre opførelsen af templet. I stedet blev de befalet at give forsyninger til dets færdiggørelse.
Folk arbejdede med stor entusiasme. Haggaj kom med endnu et budskab fra Herren: “Jeg er glad for, at I adlyder mig! Jeg vil sørge for jer. I har ikke plantet jeres frø, jeres vinstokke har endnu ikke frembragt druer, og jeres træer har ikke blomstret. Alligevel høster I mine velsignelser og forsyninger.”
De fleste var glade, da de så, at bygningen næsten var færdig, men nogle af de ældre mænd sagde: »Vi husker Salomos tempel. Det var smukt! Dette tempel er lille og slet ikke smukt.”
Bygherrerne blev modløse. Haggaj kom med endnu et budskab fra Gud. “Hvem husker templet bygget af Salomo? Hvordan kan de to sammenlignes? Vær ikke modløse. Dette tempels herlighed vil være større, end I kan forestille jer. Jeg vil ryste nationerne, og hele verden vil fokusere på netop dette sted. Vær stærke og fokusér på det arbejde, der ligger foran jer. Jeg er med jer, som jeg altid har været.”

Folket blev på denne måde opmuntret til at arbejde videre og færdiggøre templet.

VIDEOER

154 – Assyrerkongen Sankerib

2 Kongebog 18,13 – 19,37 og Anden Krønikebog 32,1-23
Den assyriske hær invaderede Juda da Hizkija var konge. De havde allerede erobret Israel et par år før.
Da de ankom til Jerusalem, indkaldte den assyriske hærs øverstbefalende til et møde med jødiske embedsmænd uden for byens mure. Han sagde: “Sankerib, den store konge af Assyrien, sender dette budskab til Hizkija: Hvorfor gør du modstand mod min store hær? Tror du, at andre nationer vil komme og hjælpe dig? De kommer ikke, for de er bange for os. Stoler du på Herren din Gud? Hvorfor? Det var din Gud, der sendte os hertil for at ødelægge dig!”

Mens den øverstbefalende talte, stod Jerusalems indbyggere på bymurene og lyttede til alt, hvad han sagde. Han talte på hebraisk og så højt, at de kunne høre. De jødiske embedsmænd sagde: “Du må gerne tale på dit eget sprog. Det forstår vi også.”
Hærføreren lo og råbte højere: “Nej! Denne besked er ikke kun til jeres konge. Den er også for almindelige mænd. Det er jer, som kommer til at lide, når vi knuser dig.”
Han pegede på mændene på bymuren. “Lyt til mig! Stol ikke på din konge. Stol ikke på jeres Gud! Stol på Sankerib, den store konge af Assyrien! Han vil passe godt på jer. Vi har erobret mange nationer og deres guder var ikke i stand til at beskytte dem. Jeres Gud kan ikke standse den store konge af Assyrien!”

Da kong Hizkija hørte dette, sønderrev han sit tøj og gik ind i templet for at bede. Han sendte budbringere til profeten Esajas og bad ham om at bede for Guds folk.
Esajas sendte bud til Hizkija. “Jeg har et budskab fra Herren. Han siger: ‘Jeg har hørt denne mand. Vær ikke bange for ham. Jeg hvisker ham ind i øret, og han vil skynde sig tilbage til sit land. Når han er kommet tilbage dertil, vil han blive.’”
Pludselig hørte hærføreren, at der var problemer hjemme i Assyrien. Han vidste, at hans konge havde brug for ham. Da forlod hele hæren området og rejste hjem.

Nogen tid senere flyttede Sankerib sin hær mod Jerusalem igen. Undervejs sendte han en besked til Hizkija. “Har din Gud fortalt dig, at du er i sikkerhed for mig? Tro ham ikke! Jeg har erobret mange andre nationers guder og brændt dem med ild. De kunne ikke beskytte deres nationer. Hvad får dig til at tro, at din Gud vil beskytte dig?”
Hizkija tog brevet med til templet. Han bredte det ud for Gud og bad. Esajas sendte en besked til Hizkija, men beskeden var ikke til Hizkija; det var i stedet Guds svar til Sankerib. Svaret lød: “Hvem tror du, du er? Jeg har bedt Jerusalem om at spytte på dig. Hvem tror du, du håner? Jeg er den, der gav dig magt, så du kunne dømme andre nationer. Nu er du så arrogant, at du råber ad mig? Hør nu, hvad jeg vil gøre ved dig: Jeg har tænkt mig at sætte en krog i din næse og din mund. Så trækker jeg dig tilbage til laden, hvorfra du kom! Hizkija, vær ikke bange for Sankerib. Ikke én pil vil ramme Jerusalems mure. Inden hans hær kommer hertil, vil de vende om og tage tilbage til deres land. Jeg er dit forsvar! Jeg vil kæmpe denne kamp og redde byen.”

Samme aften slog Assyriens hær lejr. Solen gik ned og mænd sad rundt om bålene, indtil det var tid til at sove. Da solen stod op næste morgen, var 185.000 soldater døde, hvor de havde sovet. Kongen af Assyrien havde en hær af døde mænd!
Han vendte hurtigt hjem til Nineve og knælede ned foran sit afgudsalter. To af hans sønner kom ind og dræbte ham. Sankerib, den store konge af Assyrien, var død, og Jerusalem havde fred.

163 – Mudderbrønd

Jeremias 32 og 33 og 38 og 39, og 40,1-6 og 52,1-30
Anden Kongebog 25:3-21 og Anden Krønikebog 36

Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Herren gav Jeremias et budskab til folket. Han sagde: “Valget er jeres. Vælg mellem liv eller død. Hvis I bliver i Jerusalem, vil I lide sult, sygdom og død. Hvis I overgiver jer til den babylonske hær, vil I overleve. Jeg har overgivet denne by til dem, og de vil totalt ødelægge den.”
Da Judas embedsmænd hørte det, gik de til kongen og sagde: “Denne mand skal dø. Han er en forræder. Han beder folk om at forlade os.”
Så Sidkija tillod dem at gøre, hvad de ville med Jeremias. De bandt ham med et reb og sænkede ham ned i en tom brønd. Der var ikke vand i den, men i stedet var bunden ikke andet end mudder. Snart var profeten sunket ned i mudderet.
En embedsmand løb hen til kongen og sagde: “Det er forkert! Profeten vil dø i den brønd. Han har hverken mad eller vand.”
Kongen gav manden tilladelse til at trække Jeremias op af brønden. Han fik 30 andre mænd til at hjælpe sig. De kastede gamle klude ned i brønden og bad profeten om at lægge dem under armene for at beskytte ham mod rebene. De trak ham derefter ud af brønden og førte ham tilbage til paladsfængslet.

Babylonierne holdt byen under belejring i to et halvt år. Til sidst brød de igennem murene og indtog byen. Da Sidkija hørte det, forsøgte han at flygte ud af Jerusalem.
Babylonierne fangede hurtigt kongen og førte ham til Nebukadnesar. Han lod Sidkija se på, imens soldater dræbte hans to sønner. Så stak de øjnene ud på ham, satte ham i lænker og førte ham til Babylon.
Babylonierne ødelagde byen totalt, så den aldrig igen kunne modstå dem. De ødelagde templet, brændte alle husene og brød murene ned. Hæren førte derefter resten af folket til Babylon og efterlod kun få til at passe landet.
Nebukadnesar hørte om Jeremias, så han sagde til en soldat: “Find denne mand, og sørg for, at han ikke kommer til skade. I skal passe ham og give ham, hvad han ønsker.”
Soldaten fandt profeten. Han var i lænker sammen med de andre, der blev sendt i eksil. Soldaten tog lænkerne af Jeremias og sagde: “Du er fri. Hvis du kommer til Babylon med os, vil vi tage os af dig og opfylde dine behov resten af dit liv. Men hvis du vil, kan du blive her i Juda. Det er dit valg.”
Jeremias sagde, at han ville blive i Juda, så de tillod, at han og Baruk vendte tilbage til deres hjem. Herren beskyttede også den embedsmand, der havde hjulpet profeten med at komme ud af brønden.
Herren sagde til Jeremias: “Der vil komme en dag, hvor jeg vil oprejse en retfærdig gren fra Davids slægt, og han skal bringe ret og retfærdighed til landet. Han vil blive kaldt: ‘Herren vor retfærdighed’.”

162 – Jerusalem belejret

Jeremias 37 og 2 Kongebog 24,18 – 25,2 og 2 Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Nebukadnesar gjorde Sidkija til konge af Juda. Efter at han havde været konge i ni år, gjorde han oprør mod Babylon. Han troede, at Egypten ville hjælpe ham. Jeremias sagde: “Hvis du gør det, vil Babylons konge fuldstændig ødelægge Jerusalem.”

Sidkija lyttede ikke til profeten, så Nebukadnesar kom med sin hær og kredsede om byen uden at lukke nogen ind eller ud. Sidkija bad Jeremias om at gå i forbøn hos Gud. Pludselig dukkede den egyptiske hær op fra syd. Dermed flyttede den babylonske hær væk fra Jerusalem.
Herren sendte et budskab til Sidkija: “Hør, hvad jeg nu vil gøre: Faraos hær vender tilbage til Egypten. Babylon vil da komme tilbage og brænde denne by ned til jorden. Du kan ikke stoppe dem. Selv hvis din hær gik ud og besejrede dem og kun efterlod nogle få sårede mænd i live, ville de få mænd rejse sig op, komme ind i byen og brænde den ned til jorden.”
Jeremias besluttede at gå uden for bymurene og se på en ejendom, han ejede. En vagt så ham gå ud af byporten. Han sagde: “Du skal til den babylonske hær.”
Profeten sagde: “Nej, det ville jeg aldrig gøre.”
Men vagten troede ham ikke og førte ham til byens embedsmænd. De var rasende på ham og fik ham slået og sat i et fangehul. Han blev der længe.
Snart kom babylonierne tilbage og omringede igen byen. Sidkija sendte i hemmelighed bud efter Jeremias og førte ham til slottet. Kongen sagde: “Har du et budskab fra Herren?”
Jeremias sagde: “Ja, det har jeg. Han siger: ‘Du vil blive besejret af babylonierne.’”

Derefter sagde profeten til kongen: “Send mig ikke tilbage til det fangehul. Jeg dør, hvis du gør det. Hvad har jeg gjort? Alt, hvad jeg har sagt, er gået i opfyldelse. Hvor er profeterne, der sagde, at Babylon ikke ville vende tilbage? Jeg beder dig, send mig ikke tilbage.”
Så kong Sidkija gav befaling om, at Jeremias ikke skulle tilbage til fangehullet. Han blev holdt i paladsfængslet, hvor han fik bedre pleje.
Snart var der ingen mad i byen, fordi babylonierne havde forhindret alt i at komme ind og ud. Jerusalems herskere sendte et budskab til Jeremias: “Bed til Gud om at han vil udfri os! Måske vil han give os et mirakel, som han har gjort tidligere.”
Herren sendte en besked tilbage til dem: “Nej, jeg udfrier jer ikke! Det er mig, der kæmper imod jer. Det er mig, der har overgiver jer til Babylons konge. I skal lide sult, sygdom og plager. Mennesker og dyr vil dø. De, der overlever, vil blive overgivet til babylonierne.”

TRE VIDEOER


158 – Josijas reformer

Anden Kongebog 23 og Anden Krønikebog 34,32 – 35,27
Kong Josijas og nationen Juda fornyede deres forpligtelse over for Guds love. Kongen tog så alle de falske altre ud af templet og lod dem brænde. Folket drog også rundt i Jerusalem og ødelagde alle de afguder, der var i byen.
Da det var gjort, drog kongen personligt rundt i Judas land og overvågede ødelæggelsen af afgudsdyrkelsen i alle byerne. Derefter drog han rundt i Israels land og ødelagde alle afguder og altre. Da han fandt et større hedensk sted, vanhelligede han alteret, så folket aldrig ville bruge det igen.

Han gik hen til det alter, Jeroboam havde bygget i Betel. Han ødelagde alt, der var omkring det. Han så nogle grave i nærheden, så han sendte mænd for at hente nogle menneskeknogler. Han brændte dem oven på alteret for at vanhellige det.
Derefter så han et monument i nærheden. Han sagde: “Hvad er det?”

Mændene i området sagde: “Det er gravstedet for den profet, som kom fra Juda. Herren sendte ham her for at tale imod Jeroboam, da han indviede dette alter til sine guldkalve. Han profeterede og fortalte folket, hvad I ville gøre ved dette alter. I dag har du opfyldt hans profeti. Det er også graven for en gammel profet fra Samaria.”
Josija sagde: “Forstyr ikke disse knogler.” Så vendte han tilbage til Jerusalem.

Kongen arrangerede en påskefest som ingen anden. Han og fremtrædende mænd i Juda gav gavmildt, så alle havde et offer at give.
I hele Judas historie havde der aldrig været en konge som Josija, som elskede og tjente Herren af hele sit sind, hjerte og styrke. Han fulgte fuldstændig Guds veje.

Alligevel planlagde Herren at få Jerusalem ødelagt. Han ville sende Judas folk i landflygtighed, ligesom han havde gjort mod Israel. Men han lod det ikke ske før efter Josijas død.
Da kongen var 39 år gammel, førte Egyptens farao sin hær forbi Juda på vej for at hjælpe Assyrien. Josija førte sin hær ud for at standse dem. Faraoen sagde: “Min kamp er ikke med dig. Jeg vil kæmpe mod en anden. Bland dig ikke, ellers vil Gud bruge mig til at ødelægge dig.”
Josija lyttede ikke til dette råd. Han gik i kamp, men forklædte sig, så fjenden ikke skulle vide, at han var kongen. Pludselig ramte en pil ham, og han faldt sammen i sin vogn. Hans tjenere skyndte ham tilbage til Jerusalem, og der døde han.

Hele Juda sørgede over Josijas’ død. Profeten Jeremias skrev en sang, der blev sunget ved hans begravelse.

155 – Femten år

Anden Kongebog 20 og Anden Krønikebog 32,24-33
Kong Hizkija blev ekstremt syg. Profeten Esajas gik hen til ham og sagde: “Gud har fortalt mig, at denne sygdom vil slå dig ihjel. Så forbered dig på at dø.”
Hizkija råbte til Gud. “Herre min Gud, jeg har vandret med dig og levet efter dine bud. Skån mit liv.”
Han vendte hovedet mod væggen og græd bittert. Endnu en gang talte Gud med Esajas. “Gå hen og fortæl kong Hizkija, at jeg har hørt hans bøn og har set hans tårer. Derfor vil jeg føje femten år til hans liv. Jeg vil også give ham et tegn, så han ved, at dette løfte er sandt. Jeg får skyggen på soluret til at gå ti grader tilbage.”
Hizkija så skyggen på soluret, og han så, hvordan den bevægede sig ti grader tilbage. Straks begyndte sygdommen at forlade ham, indtil han kom sig helt. Han sang for Herren og takkede.
Efter han blev rask, kom en delegation fra Babylon med gaver. De gav ham et brev fra deres konge, hvor han udtrykte glæde over Hizkija’ bedring.
Hizkija var tilfreds med dette og ærede delegationen med en rundvisning i sit palads og regeringsbygninger. Han tog dem med til skatkammeret og viste dem alle nationens skatte – inklusiv guld, sølv, krydderier og kostbar olie.

Efter at mændene fra Babylon var rejst, spurgte profeten Esajas: “Hvem var disse mænd, og hvad sagde de til dig?”
Kongen sagde: “De er fra et fjerntliggende land, et sted, der hedder Babylon.”
“Hvad viste du dem?”
“Jeg viste dem alt. Jeg skjulte ikke noget af værdi for dem.”
Profeten sagde: “Lyt til Herrens ord. ‘Der kommer en dag, hvor Babylon vil invadere Juda og tage alt, hvad de har set. Dine efterkommere vil blive personlige slaver for Babylons konge.’”
Hizkija bøjede hovedet og sagde til sidst: “Dette budskab fra Herren er godt. Intet af dette vil ske i mit liv. Mens jeg lever, vil der være fred og tryghed.”

153 – Hizkija

Anden Kongebog 18,1-12 og Anden Krønikebog 29 – 31
Hizkija blev konge, da han var 25 år gammel. Han fulgte Herren mere end nogen anden konge efter David.
Det første han gjorde, var at åbne det tempel, som hans far havde lukket. Han sagde til præsterne og levitterne: “Vi ved alle, at Gud har vendt sig imod os på grund af vores synd. Vi er næsten som Israels rige og næsten uden håb. Men jeg laver en pagt med Herren, så han måske vil vende sin vrede væk fra os. Jeg har brug for jeres hjælp, fordi I er udvalgt af Gud til at være i hans nærhed og tjene ham.”

Præsterne og levitterne samledes omkring deres konge. Det første, de gjorde, var at rense sig for Herren. De gik så ind i templet og begyndte at rense det. De tog ting ud, som var besmittet, og rensede alt andet.
Derefter gik kong Hizkija og byens embedsmænd hen og ofrede til Herren. De gjorde derefter klar til, at alle Jerusalems indbyggere kunne komme og tilbede Gud. Præsterne og levitterne blev sat i gang. Musikalske levitter gjorde deres instrumenter klar. Kor forberedte sig på at synge Davids sange.
Folket kom og ofrede til Gud. De sang for Herren, mens der blev blæst i trompeter. Alle glædede sig og bøjede sig og tilbad. Der blev bragt så mange brændofre, at præsterne ikke kunne klare det hele. Levitterne måtte hjælpe dem, indtil arbejdet var færdigt.

Da det var tid til påske, sendte Hizkija et budskab til hele Juda og Israel. Han inviterede alle til at komme og fejre påske sammen i Jerusalem.
Sendebuddene gik til hver by i hele området. Gud rørte Judas folks hjerter, og de kom for at fejre påske med deres konge.
De fleste af Israels folk var blevet ført til andre lande, men der var stadig nogle få i landet. De blev forbløffede, da Hizkija inviterede dem til at vende tilbage og tilbede Herren i Jerusalem. Nogle lo ad budbringerne, men andre ydmygede sig og tog turen til Jerusalem.

En ekstremt stor skare mødtes. Det første, kongen fik dem til, var at gå rundt i byen og rive alle de hedenske altre ned. Han lod dem også ødelægge den bronzeslange, som Moses havde lavet, fordi folk brændte røgelse til den.
Så ofrede de påskelammene for Herren. Mange af folket fra Israel blev ikke betragtet som rene over for Gud. Desværre var der ikke tid nok til at lade alle gennemgå renselsesritualerne. Kong Hizkija bønfaldt Gud Herren om at gøre en undtagelse for dem. Gud hørte hans bøn og rensede folket, så de kunne spise påskemåltidet.
Påskefesten varede i syv dage. Så besluttede hele folkemængden at forlænge den med yderligere syv dage. Alle glædede sig sammen, hvad enten de var fra Juda eller fra Israel. Selv samaritanerne glædede sig med dem. Sådan en højtid havde man ikke set i Jerusalem siden Davids og Salomos dage.

Efter det hele var overstået, gik folket hjem. Det første, de gjorde, var at rive alle altre for falske guder og genstande for afgudsdyrkelse ned. De begyndte at sende deres tiende og offergaver til templet, så præsterne og levitterne kunne fortsætte deres fuldtidstjeneste for Guds love.
I hele Judas historie var der ingen konge som Hizkija. Han regerede i 29 år.

VIDEOER

161 – To kurve med figner

Jeremias 24, Anden Kongebog 24,8-17 og Anden Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Nebukadnesar, Babylons konge, invaderede Juda. Kong Jojakim droppede sin troskab mod Egypten og svor loyalitet mod Babylon. Flere år senere udbrød der krig mellem Babylon og Egypten, og Jojakim flyttede sin loyalitet tilbage til Egypten. Jeremias advarede ham om ikke at gøre det, men han lyttede ikke.
Endnu en gang invaderede Nebukadnesar Juda, men denne gang erobrede han Jerusalem. Jojakim blev lagt i lænker og ført til Babylon, hvor han døde. Hans søn Jojakin blev konge.

Nebukadnesar tog ting fra templet for at placere dem i sine afguders templer. Han tog også de bedste unge mænd med til Babylon for at tjene som rådgivere. Blandt dem var Daniel.
Jojakin var kun konge i tre måneder, da han også gjorde oprør mod Babylon. Jeremias advarede ham om, at hvis han gjorde det, ville han blive ført væk ligesom sin far. Den unge konge lyttede ikke.

Nebukadnesars hær vendte tilbage, og denne gang tog de alle skattene og guldet fra templet. De fratog byen alt af værdi, inklusive håndværkere, militærmænd og lærde. 10.000 mennesker blev ført til Babylon. Blandt dem var Ezekiel.
Kun de fattige var tilbage til at føre tilsyn med jorden. Nebukadnesar tog Jojakin med til Babylon og satte ham i fængsel. Hans onkel, Zedekias, blev indsat som konge af Juda.
Efter at de var væk, gav Gud Jeremias et syn. Herren sagde: “Hvad ser du?”
Profeten sagde: “Jeg ser to kurve fyldt med figner. Den ene er fyldt med den lækreste frugt, jeg nogensinde har set. Den anden har rådne figner, der lugter forfærdeligt.”

Herren sagde: “Folket i fangenskab er som de gode figner. Jeg vil passe på dem og passe dem. Deres børn vil vende tilbage til dette land, og de vil have et ønske i deres hjerter om at kende mig. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”
Men disse mennesker her i Juda er som de rådne figner. De er korrupte og rådne, og jeg vil behandle dem på den måde. Jeg sender hjertesorg, pest og hungersnød. Når jeg er færdig, smider jeg Zedekias og hans folk i skraldespanden.”
Herren lod Jeremias sende et brev til dem i eksil. Han sagde: “Byg huse i Babylon og plant haver. Gift jer, få børn, og hjælp jeres børn med at blive gift. Engagér jer i jeres lokalsamfund i Babylon og hjælp jeres områder med at blomstre. Tro ikke på dem der siger, at I ikke skal være der længe. Det er ikke sandt. I skal være i eksil i 70 år, så sørg for at føle jer hjemme. Jeg vil passe på jer. I kan kontakte mig, når I vil – og jeg lytter. Når tiden for jeres eksil er forbi, vil jeg føre dig tilbage hertil og give jer alt det, I efterlod. Folkene her er som rådne figner. Når jeg har sendt dem hjertesorg, plager og hungersnød, smider jeg dem i skraldespanden.”

TRE VIDEOER


160 – En brændt bogrulle

Jeremias 26 og 36, Anden Kongebog 24,1-7 Anden Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Jeremias havde profeteret i 23 år, da Jojakim blev konge. Juda var under Egyptens kontrol, og kongen betalte dem høje skatter år efter år.
Gud bad Jeremias at gå til templet og fortælle folket, at de skulle omvende sig, ellers ville templet blive lagt i ruiner. Efter at han var færdig med at prædike, greb præsten og profeterne ham og sagde: “Vi slår dig ihjel. Hvor vover du at komme og tale disse ting i Herrens navn!”
Judas embedsmænd forsvarede Jeremias og sagde: “Han har ret til at tale i Herrens navn. Slip ham fri.” De lod ham gå, men fortalte ham, at han ikke måtte komme tilbage til templet.
Herren sagde til Jeremias: “Skriv en bog med alt det, jeg har fortalt dig om den kommende dom over Juda og Jerusalem.”
Jeremias sendte bud efter Baruk, sin skriver, og dikterede ham alt, hvad Herren havde sagt. Da de var færdige, sagde profeten: “Jeg har ikke lov til at gå til templet, så tag derhen og læs denne bog for folket.”
Baruk gik hen og læste bogen i templet. Kongens embedsmænd hørte om bogen og bad ham læse den for dem. Da han var færdig, var embedsmændene bange. De sagde: “Kongen skal høre dette.”
De sagde til skriveren: “Vi tager denne bog med til kongen. Du og Jeremias skal gemme jer og ikke fortælle nogen, hvor I er.”

De tog bogen med til kong Jojakim, og han fik den læst op. Det var vinter, så han sad ved et bål, og hver gang en del af bogen var blevet læst højt, skar han siderne ud og kastede den i ilden. Hans embedsmænd bad ham om ikke at gøre det, men han blev ved, indtil hele bogen var væk.
Alle i lokalet hørte bogen, men ingen sønderrev deres tøj og ingen blev. Jojakim gav derefter ordre til at Jeremias og hans skriver skulle fængsles, men Gud beskyttede dem.

Gud sagde til Jeremias: “Skriv en anden bog, ligesom den, der blev brændt. Giv også denne besked til kong Jojakim: ‘Du brændte bogen, fordi du ikke ville have, at nogen taler om, hvordan Babylon vil ødelægge Jerusalem. Nu skal du høre, hvad der skal ske med dig: Din døde krop vil ikke blive begravet, men skal rådne under den bagende sol. Også Davids trone vil blive taget fra dine efterkommere.’”
Jeremias dikterede bogen endnu en gang, og Baruk skrev den ned. Som tiden gik, tilføjede han mere til den.
Jeremias sagde til Judas folk: “Babylon vil komme og ødelægge denne by og føre jer i fangenskab. I skal være der i halvfjerds år. Derefter vil Gud føre dine børn tilbage til dette land.”
Gud sendte et særligt budskab til Baruk. “Du er bekymret for, hvad der vil ske med dig. Du bærer byrden ved at være en skriftlærd for Guds profet. Bare rolig. Jeg skåner dit liv, når jeg ødelægger denne by. Jeg vil være med dig, hvor end du går.”

TRE VIDEOER


159 – Jeremias og pottemageren

Jeremias 1 og 18-20 og Anden Kongebog 23,28-37 og Anden Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
På kong Josijas’ tid blev profeten Jeremias kaldet af Gud til at prædike for Judas folk. Herren sagde: “Du skal fortælle dem, at de er onde, og at Babylon vil komme og føre dem bort. Det vil være nytteløst at modstå denne invasion, fordi det er mig, der får det til at ske!”
Jeremias sagde: “Herre, den opgave vil jeg ikke have. Jeg er for ung, og jeg er ikke god til at tale offentligt.”
Herren sagde: “Jeg valgte dig til dette job, før du blev født. Jeg vil fortælle dig præcis, hvad du skal sige. Alligevel vil folk ikke lytte, og de vil forsøge at dræbe dig. Men bare rolig. Jeg vil være med dig og beskytte dig.”

Igennem flere år fortalte Herren Jeremias alle grundene til, hvorfor Juda ville blive straffet og sendt i eksil. Jeremias græd og bad for folket. Gud sagde: “Hold op med det! Disse mennesker er på vej mod en katastrofe, og der er intet, du kan gøre ved det. Jeg ville ikke lytte, om så Samuel og Moses stod foran mig og tryglede mig! Denne situation er hinsides religiøse handlinger og bønner.”
Herren sendte Jeremias til en pottemagers hus. Der så han pottemageren arbejde med en lerkrukke på drejehjulet. Pludselig fandt han en fejl på den. Så knuste han simpelthen krukken og begyndte forfra.
Herren sagde: “Israel, det er hvad jeg gør mod dig. Du er som ler i mine hænder, og jeg vil knuse dig, så jeg kan gøre dig til det, der har min velsignelse og glæde.”
Herren bad Jeremias købe en lerkrukke og gå til Judas herskere. Profeten købte krukken og stillede sig foran folkets ledere. Han holdt den op i luften og sagde: “Folket har forladt Herren for at tilbede afguder. Lyt derfor til, hvad Gud siger til dig!”
Han smed krukken ned, og den gik i stykker! Han sagde: “Jerusalem vil blive som denne lerkrukke. Jeg vil totalt ødelægge byen. Dine fjender vil slagte folket. Byen vil ligge i ruiner ligesom denne lerkrukke.”

En af præsterne blev vred og fik Jeremias slået og lagt i stokke. Næste dag gik præsten hen for at løslade ham. Jeremias sagde til ham: “Herren har ændret dit navn. Det er nu ‘Terror’. I rædsel vil du se dine venner blive dræbt på gaden. I rædsel vil du se byen blive ødelagt. Du vil blive ført til Babylon, hvor du vil dø; og der vil du blive begravet.”
Kong Josija blev dræbt, da han kæmpede mod Egyptens hær. Judas folk gjorde hans søn til konge. Tre måneder senere erobrede Egyptens farao Jerusalem og førte den nye konge til Egypten, hvor han døde. Faraoen satte en anden søn af Josija til at være konge af Juda. Han hed Jojakim.

TRE VIDEOER