Mattæus 6,5-15 og Lukas 11,1-4 Jesus disciple var vant til at bede til Gud. Lige fra de var børn lærte folket nemlig en række faste, daglige bønner, som blev bedt på bestemte tidspunkter af døgnet. Men for mange, også for Jesu disciple, var bøn blevet en remse, der blev sagt af vane og tradition, i stedet for en personlig samtale med og henvendelse til Gud. Nogle af de disciple, som fulgte Jesus, havde tidligere fulgt Jesu fætter, Johannes Døber. Dengang de fulgte Johannes Døber, havde han lært dem endnu en bøn, altså en bøn ud over de faste, daglige. En mere personlig bøn. Derfor, da Jesus en dag var gået for sig selv for at bede, skete det, at disciplene kom hen til ham og sagde: “Jesus, vi ved, at du ofte går for dig selv for at bede til Gud Fader. Nogle af os har været disciple af Johannes Døber, og han lærte os en personlig bøn. Vil du også lære os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det?”
Jesus svarede: “Ja, det vil jeg gerne. Jeg vil lære jer en bøn, som begynder med, at vi altid skal huske, at Gud er vores himmelske Far og at vi skal ære ham. Derfor indleder vi vores bøn med at sige: Vor Far, du som er i himlene, helliget blive dit navn.” Jesus fortsatte derefter og lærte disciplene en bøn, som de tog med sig videre ud i hverdagen og livet som kristne. Bønnen lyder: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Lukas 12,13-31
En mand henvendte sig til Jesus og sagde: “Rabbi, sig til min bror, at han skal dele arven med mig.”
Jesus sagde: “Gud har ikke sat mig til dommer mellem jer to.”
Så sagde han til folkemængden: “Pas på grådighed, for den ønsker at overtage jeres liv. I skal vide, at livet er mere end overflod af ejendele.
Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”
Jesus fokuserede derefter på sine disciple. “Vær ikke som denne mand, der var rig på jordisk goder, men var ikke rig hos Gud. Vær ikke bekymret for ting som mad, tøj og din krop. Livet er mere end disse ting. Se på fuglene. De planter og høster ikke. De bygger ikke lagerbygninger. Nej, Gud giver dem maden. Tror I ikke, at I er meget mere værdifulde for Gud end fugle! Al jeres frygt og bekymringer føjer ikke en eneste ekstra time til jeres liv. Tænk på liljerne. Se hvordan de vokser. De bekymrer sig ikke om, hvordan de ser ud, men alligevel var selv Salomo i al sin herlighed ikke klædt så smukt som en af dem. Så hvis Gud gør alt dette for græsset, som er på marken i dag og i ovnen i morgen, hvor meget mere vil han ikke så klæde dig? Vær ikke slaver af bekymringerne for jordiske ting som mad og drikke. Alle andre bruger en masse tid på at bekymre sig. Det skal I ikke gøre. Jeres himmelske far ved, hvad I har brug for. Søg først Guds Rige, og så vil han give jer alt det, han mener, at I har brug for.”
Lukas 10,25-42
Der var en mand, som var ekspert i Moseloven. Han spurgte Jesus: “Hvordan kan en person gøre sig fortjent til at komme i himlen?”
Jesus sagde: “Fortæl mig, hvad der står skrevet i loven.” Han sagde: “Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl, styrke og sind; og elsk din næste som dig selv.”
“Godt!,” sagde Jesus. “Gå hen og gør det, så skal du leve.”
Manden indså, hvor umuligt det var. Han spurgte: “Jamen, hvem er da min næste?”
Jesus fortalte da denne historie:
“En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en kirketjener, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”
“Godt,” sagde Jesus, “Tre forskellige personer kom forbi manden på vejen. Hvem var en næste for ham?”
Svaret var enkelt: “Ham, som viste barmhjertighed.”
“Ja,” sagde Jesus, “og du skal gøre det samme!”
Herefter gik Jesus til en landsby. Han havde venner, som boede der, og de inviterede ham og hans disciple ind i deres hjem til et måltid.
Mens de talte, sad en af søstrene ved navn Maria ved Herrens fødder og lyttede til alt, hvad han sagde. Martha, hendes søster, havde travlt med at forberede måltidet til deres gæst. I frustration gik hun hen til Jesus og sagde: “Herre, har du lagt mærke til, at min søster har overladt til mig at gøre alt arbejdet? Sig til hende, at hun skal hjælpe mig.”
Herren sagde: “Åh Martha, Martha. Du har for mange bekymringer. Du har glemt, at der kun er én ting, der er absolut nødvendig. Maria har valgt den ene ting, og skal ikke tages fra hende.”
Lukas 14
En fremtrædende farisæer inviterede Jesus til sit hjem på sabbatten. Jesus bemærkede, at alle omhyggeligt holdt øje med ham. Han så også hvorfor, nemlig for der i lokalet var en mand, som led af vand i kroppen.
Jesus vendte sig mod de religiøse ledere og sagde: “Jeg har et spørgsmål til jer. Er det lovligt at helbrede på sabbatten?”
Ingen sagde et ord.
Jesus vendte sig om og helbredte den syge mand. Efter at have sendt ham væk, sagde Jesus til gæsterne: “Hvis din søn faldt i en brønd, ville du ikke tænke over, om det var sabbat eller ej. Du ville hurtigt trække ham op. Du ville gøre det samme med et dyr.”
Gæsterne var ikke i stand til at modsige ham, så de sagde ikke noget.
Ved måltidet så Jesus, at folk var hurtige til at gøre krav på de bedste pladser til dem selv. Han sagde: “Når du bliver inviteret til en særlig middag, så skynd dig ikke at sætte dig på de mest fremtrædende pladser. Hvis du gør det, bliver din vært måske nødt til at flytte dig for at give plads til en, der er mere værdig. Han vil da, imens alle ser på, tildele dig en ringere plads. Det er langt bedre at vælge en ringere plads. Så kommer din vært måske og siger: ‘Min ven, flyt dig højere op.’ Det vil blive bemærket af alle de tilstedeværende. Husk, at hvis du konstant promoverer dig selv, så vil du til sidst blive ydmyget. Men hvis du lever i ydmyghed, så vil du blive ophøjet af andre.”
Jesus henvendte sig nu til ham, der var værter for middagen: “Det samme gælder for dig. Når du tilbereder et særligt måltid, skal du ikke invitere dem, der får dig til at se godt ud, eller dem, der har evnen til at betale dig tilbage i naturalier. Nej, inviter de fattige, de forkrøblede og blinde. Hvis du gør det, vil du blive velsignet! Inviter dem, der ikke har mulighed for at betale dig tilbage. Gud vil se det og betale dig ved opstandelsen.”
Jesus fortalte denne historie:
“Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.’”
Mattæus 18,12-14 og Lukas 15
De religiøse ledere blev vrede, da de så almindelige syndere flokkes om Jesus. De sagde: “Han tillader skatteopkrævere og syndere at være omkring sig. Han spiser endda måltider med dem.”
Jesus svarede ved at fortælle dem disse tre historier:
“Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, forlader han så ikke de nioghalvfems i bjergene og går bort for at søge det som er faret vild? Og hvis det sker at han finder det, sandelig siger jeg jer: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Fars vilje at en af disse små skal gå fortabt.
Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.
Der var en mand, som havde to sønner. En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – og slagt fedekalven, for nu skal der festes!4Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
Den ældste bror blev sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. ‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’”
Matthæus 13,44-46 og 25,1-13 og Lukas 16,19-31
Jesus sagde: “Der var en rig mand som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i fryd og herlighed. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port og var fuld af sår og ønskede at spise sig mæt i det som faldt fra den riges spisebord; men selv hundene kom og slikkede hans sår.
Nu skete det at den fattige døde, og af englene blev han båret hen i Abrahams skød; og den rige døde også og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Han råbte: »Far Abraham! Forbarm dig over mig og send Lazarus så han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines i denne ild.«
Men Abraham sagde: »Barn! Husk på at du har fået dit gode i din livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Desuden er der lagt en stor afgrund mellem os og jer for at de som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal kunne komme derfra over til os.« Men han sagde: »Så beder jeg dig, far, at du vil sende ham til min fars hus — for jeg har fem brødre — så at han kan vidne for dem for at ikke også de skal komme i dette pinested.« Men Abraham sagde: »De har Moses og profeterne, dem skal de høre!« Men han sagde: »Nej, far Abraham! Men hvis nogen fra de døde kommer til dem, vil de omvende sig.« Men han sagde til ham: »Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så lader de sig heller ikke overbevise hvis nogen opstår fra de døde.«
Nogen tid senere fortalte Jesus denne lignelse:
“Himmeriget er ligesom ti jomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Men fem af dem var tåber, og fem var kloge, for da tåberne tog deres lamper, tog de ikke olie med sig. Men de kloge tog olie i deres kander sammen med deres lamper. Men da brudgommen lod vente på sig, døsede de hen og faldt i søvn. 6Men midt på natten lød råbet: ›Se brudgommen, gå ud for at møde ham.‹
Da rejste alle disse jomfruer sig og ordnede deres lamper. Men tåberne sagde til de kloge: ›Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at slukkes.‹ Men de kloge svarede: ›Nej, der er ikke nok til os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb til jer selv.‹ Men mens de gik bort for at købe, kom brudgommen, og de som var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Men senere kommer også de øvrige jomfruer, og de siger: ›Herre, Herre, luk op for os.‹ Men han svarede: ›Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke.‹ Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Jesus gav endnu et eksempel om Himmeriget. Han sagde: “Himmeriget ligner en skat som var blevet skjult i en mark, og som en mand fandt og skjulte, og i sin glæde går han hen og sælger alt hvad han har, og køber den mark.”
Og Jesus fortsatte: “Himlenes rige ligner en købmand som søgte smukke perler, og da han fandt én meget kostbar perle, gik han hen, solgte alt hvad han havde, og købte den.”
Matthæus 20,20-28 og Markus 10,46-52 og Luk 19,1-10
Turen til Jerusalem tog Jesus gennem Jeriko. Undervejs knælede Jakob og Johannes’ mor ned foran ham og sagde: “Herre, jeg vil, at mine sønner skal sidde ved siden af dig, når du er i dit rige – den ene på din højre side og den anden til venstre.”
Han sagde: “Du ved ikke, hvad du beder om.”
Han vendte sig mod disciplene og sagde: “Kan I lide, som jeg er ved at lide?”
De svarede med tillid. “Ja, Herre. Vi er klar til at lide.”
Jesus sagde: “Det er sandt, at I vil komme til at lide for mig, men det, som du beder mig om, er uden for min kontrol. Det er Gud Fader som vælger, hvem der skal sidde på højre side og venstre side af mig.”
De ti andre blev vrede på brødrene, da de hørte denne samtale. Jesus kaldte dem sammen og sagde: “I denne verden bliver folk med autoritet herrer over andre. De forventer at blive rost og serveret. Det skal ikke gælde jer. Hvis du vil være stor, så begynd med at tjene andre. Hvis du ønsker at blive den største af alle, så tjen alle! Følg mit eksempel. Jeg kom ikke for at andre skal tjene mig. Jeg giver mit liv, så andre kan leve.”
I Jeriko boede en overtolder ved navn Zakæus. Han ville se Jesus, da han gik gennem byen, men han var ikke særligt høj og kunne ikke se over menneskemængden.
Derfor løb han ned ad stien foran folket og klatrede op i et træ. Han vidste, at han da ville være i stand til at se Jesus, når han gik under træet.
Da Jesus nåede hen til træet, standsede han! Han så op og sagde: “Zakæus, kom ned fra det træ. Jeg skal være gæst hos dig i dag!”
Zakæus kravlede hurtigt ned fra træet og bød Jesus velkommen i sit hus. Folk begyndte at mumle: “Hvordan kunne han overhovedet tænke på at gå ind i den store synders hus?”
Men Zakæus sagde til Jesus: “Jeg vil give halvdelen af alt, hvad jeg ejer, til de fattige. Og hvor jeg har snydt folk, vil jeg betale dem tilbage fire gange det beløb, jeg tog fra dem.”
Jesus sagde: “I dag er frelsen kommet til dette hus. Jeg er kommet for at søge og frelse dem, der er fortabt.”
Da Jesus forlod Jeriko, passerede han en blind mand ved navn Bartimæus. Han sad ved vejen og tiggeden. Han hørte folkemængden og sagde: “Hvad sker der?
“Jesus af Nazareth går forbi.”
Da han hørte dette, råbte han: “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”
Folk i nærheden bad ham om at være stille. Men han råbte endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!”
Jesus standsede og så i hans retning: “Før manden hen til mig.”
De gik til Bartimæus og sagde: “Jesus kalder på dig. Skynd dig, rejs dig og gå til ham.”
Bartimeus rejste sig, smed sin kappe og gik til Jesus. Herren sagde: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?”
“Rabbi, jeg vil gerne kunne se!”
Jesus sagde: “Gå! Din tro har helbredt dig.” Straks kunne Bartimæus se, og han begyndte at følge Jesus.
Matthæus 21,1-11 og Markus 11,1-11 og Luk 19,28-44 og Johannes 12,1-19
Jesus og hans disciple blev inviteret ind i et hjem til et måltid. Lazarus blev også inviteret, og Martha hjalp med at tjene. Mens de spiste, hældte deres søster Maria dyr olie på Jesu fødder og tørrede dem med sit hår. Huset var fyldt med lugten af den parfumerede olie.
Judas Iskariot sagde: “Herre, den olie var spildt! Den kunne være solgt, og pengene kunne være givet til de fattige.” Han brød sig egentlig ikke om de fattige, men havde ansvaret for disciplenes penge og stjal fra dem.
Jesus sagde: “Lad hende være i fred. I kan altid hjælpe de fattige, men mig har I ikke altid. Maria har salvet mig til min begravelse. Og efterhånden som evangeliet spredes over hele verden, vil folk høre om, hvad hun gjorde.”
Næste dag gik Jesus til Oliebjerget. Han sagde til to af sine disciple: “Gå ind i landsbyen, og der vil I finde et æsel med sit føl. Løs dem og bring dem til mig. Hvis nogen spørger, hvad I laver, så sig til dem, at Herren har brug for dem.”
De to gik ind i landsbyen og fandt æslet og føllet. Mændene løsnede dem og begyndte at gå væk. Ejerne sagde: “Hvad laver I?” De svarede: “Herren har brug for dem,” og så han lod dem gå. Derfor førte disciplene æslet og føllet til Jesus.
Imens Jesus red på vejen, kom folk og bredte deres klæder ud foran ham. Der kom flere og flere, imens han red ned ad Oliebjerget. De skar palmegrene og lagde dem på vejen.
Folk råbte og priste Gud for alle de mirakler, de havde set. “Velsignet være kongen, som kommer i Herrens navn!” Mens Jesus fortsatte, råbte de: “Hosianna! Hosianna til Davids søn.”
Nogle af farisæerne sagde til Jesus: “Hører du, hvad dine disciple siger? Få dem til at holde op!”
Jesus sagde: “Hvis de holder op, vil stenene begynde at råbe.”
Da han var tæt på at ride ind i byen, standsede han og begyndte at græde. Han sagde: “Jerusalem! Jerusalem! Hvis du bare vidste det! I dag er en særlig dag for dig. En dag, der vil bringe dig fred. Men dine øjne er tildækket, så du ikke kan se. En mægtig hær vil ødelægge dig. Alt sammen fordi du ikke anerkendte tidspunktet for Guds komme til dig.”
Han og folkemængden fortsatte ind i Jerusalem. Hele byen var rystet over begivenheden. Besøgende fra andre lande spurgte: “Hvem er det?” Folket sagde: “Det er profeten Jesus fra Nazaret.”
Matthæus 21,12-46 og Markus 11,12 – 12,44 og Lukas 19,45 – 21,4
Den sidste uge før påske tilbragte Jesus dagtimerne i Jerusalem men overnattede i en by i nærheden. Da han og hans disciple gik mod byen den anden morgen, så Jesus et figentræ i det fjerne. Han gik hen til det, men der var ingen frugt på træet, kun blade. Så sagde han til træet: “Du kommer aldrig til at bære frugt igen.”
Da de ankom til templet, så Jesus at folk solgte dyr til ofringer og vekslede penge. Han smed dem ud og væltede deres borde.
Derefter sagde han til folket: “Skriften siger: ‘Mit hus er et bedehus’. Men I har gjort det til en røverkule.”
Dette gjorde de religiøse ledere vrede. De ønskede at dræbe ham, fordi han var ved at blive så populær.
Næste morgen lagde disciplene mærke til figentræet. “Rabbi, se! Træet er skrumpet sammen!”
Jesus sagde: “Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og det vil ske. Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.”
Jesus fortsatte med at undervise folket i templet. En dag sagde han: “En mand plantede en vingård og satte et hegn omkring den. Han tog så på en lang tur, men inden han tog afsted, hyrede han nogle mænd til at passe vingården. Da det var tid til høst, sendte han en tjener for at hente sin frugt. Mændene slog tjeneren og sendte ham tomhændet bort. Ejeren sendte andre tjenere, men de blev alle behandlet på samme måde. De dræbte endda nogle af dem. Til sidst sagde ejeren: ’Jeg er nødt til at sende en med autoritet, så de vil lytte til ham. Derfor sender jeg min eneste søn.’ Da mændene så sønnen, sagde de: ‘Hvis vi dræber ham, arver vi det hele!’ Så de greb ham, slog ham ihjel og smed ham udenfor vingården.”
Jesus sagde: “Hvad tror I, ejeren vil gøre ved disse mænd?”
Folkene var hurtige til at svare. “Han vil dræbe dem! Og så giver han vingården til folk, han kan stole på.”
De religiøse ledere vidste, at denne historie handlede om dem. De blev enige om, at Jesus snart skulle arresteres, men de vidste ikke hvornår og hvor. Det skulle gøres forsigtigt, fordi de var bange for folkemængden.
Mens Jesus sad i templets forgård og underviste, lagde han mærke til en del rige mennesker, der lagde deres gaver i templets indsamlingsbøsse. En fattig enke kom også forbi og lod to småmønter falde i.
Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: “Se den stakkels enke! Den stakkels enke har lagt mere i templets indsamlingsbøsse end alle de andre. De gav lidt af det meget, de har. Men hun er ekstremt fattig. Det, hun gav, var alt, hun havde. Hun følte sig tvunget til at give de eneste penge, hun har at leve for.”
Matthæus 26,14-30 og Markus 14,10-26 og Lukas 22,1-30 og Johannes 13,1-30
De religiøse ledere mødtes for at beslutte, hvordan de ville dræbe Jesus. Mens de talte, kom Judas Iskariot og sagde: “Hvad vil I give mig, hvis jeg overgiver ham til dig?” De var henrykte og blev enige om at give ham tredive sølvstykker.
Samtidig lagde Jesus planer for, at han og hans disciple skulle fejre påske sammen. Han sagde til Peter og Johannes: “Gå ind i byen og se efter en mand, der bærer en vandkande. Følg ham, indtil han går ind i et hus. Sig til husets ejer: ‘Herren siger, at hans tid er kommet. Han vil spise påskemåltid i dit gæsteværelse.’ Manden vil føre jer op på værelset, hvor I skal tilberede måltidet og gør alt klar til os.”
De to mænd fandt alt, som Jesus havde sagt, og gik i gang med at tilberedte maden. Den aften mødtes Jesus og hans disciple der for at fejre påske.
Under måltidet rejste Jesus sig, viklede et håndklæde om livet og hældte vand i et kar. Så begyndte han at vaske sine disciples fødder.
Peter var chokeret. Han sagde: “Herre, er du ved at vaske mine fødder?”
“Peter, du forstår ikke, hvad jeg gør nu, men en dag vil du forstå det.”
“Nej, Herre. Du skal ikke vaske mine fødder. Jeg burde vaske dine.”
Jesus så på ham. “Hvis jeg ikke vasker dine fødder, kan du ikke være en del af det, jeg gør.”
“Hvis det er tilfældet, så vask mig over det hele, mine fødder, hænder og hoved.”
“Nej, Peter. Når en person tager regelmæssigt bad, er det kun hans fødder, der skal vaskes.”
Da han var færdig, satte han sig tilbage ved bordet og sagde: ”En tjener er ikke bedre end sin herre. Hvis jeg har ydmyget mig over for jer, skal I ydmyge jer over for hinanden.”
Senere på aftenen blev Jesus meget ked af det. Han sagde: “En af jer vil forråde mig. Det er blevet forudsagt for længe siden, men alligevel vil det være bedre for den person, der forråder mig, om han aldrig var blevet født.
Disciplene blev chokerede og begyndte at spørge: “Herre, er det mig? Er jeg forræderen?”
Jesus sagde: “Under dette måltid vil jeg dyppe et stykke brød og række det til den person, som vil forråde mig.”
Judas lænede sig frem og hviskede: “Er det mig, Herre?”
Jesus sagde stille: “Det ved du godt!,” og rakte ham det dyppede brød. Da Judas tog det, kom Satan ind i hans hjerte, og han rejste sig.
Jesus sagde: “Gå og gør det hurtigt.” Judas forlod lokalet. De andre troede, at han simpelthen gik et ærinde.
Mens de spiste, tog Jesus brødet og velsignede det. Dernæst delte han det imellem dem og sagde: “Tag det og spis det. Det er mit legeme, som jeg ofrer for dig. Husk mig, mens du spiser.”
Efter måltidet tog han bægeret med vin og velsignede det. Han rakte det til dem og sagde: “Drik alle af bægeret. Det er mit blod, som udgydes til syndernes forladelse. Jeg skal ikke drikke vin igen, før jeg sidder med jer i Guds rige.”
Jesus talte med dem i lang tid og bad derefter for dem. Bagefter sang de en salme og gik ud til Oliebjerget.