Søg efter:
202 – Betale tempelskat

Matthæus 17,22-27 og Markus 9,33-42
Jesus tog tilbage til Kapernaum med sine disciple. Undervejs sagde han: “De vil overgive Menneskesønnen til folk, som vil dræbe ham. Men efter dage vil han opstå fra de døde.”
Disciplene var forvirrede over, hvad han talte om. Alligevel spurgte de ham ikke om det, fordi de var midt i deres egen diskussion. De skændtes om hvem af dem der var den største.
Da de kom til huset i Kapernaum, lod Jesus alle tolv mænd samles. Han vinkede derefter et barn hen til sig og sagde: “Hvis du vil være den største af alle, skal du blive alles tjener.”
Så lagde han armen om barnet. “Når du byder sådan et lille barn velkommen i mit navn, byder du mig velkommen. Ja, du byder Gud velkommen.”

Johannes sagde: “Herre, vi fandt en mand, som uddriver dæmoner i dit navn. Men han var ikke en del af vores gruppe, så vi bad ham stoppe.”
“Nej, han skal ikke stoppe. En person arbejder ikke imod mig, hvis han gør mirakler i mit navn. Hvis han ikke er imod os, er han for os. Hør, hvis en mand giver en anden person en kop vand i mit navn, vil denne mand blive belønnet.”
Han lagde endnu en gang armen om barnet. ” Hvis en af disse små tror på mig, og nogen får ham til at synde, ville det være bedre, hvis den person blev bundet til en stor sten og kastet i havet.”

Næste dag gik en mand, der opkræver tempelskat, hen til Peter og sagde: “Betaler din rabbi tempelskat?”
“Øh, ja, det gør han.” Men Peter var ikke sikker. Tilbage i Kapernaum så Jesus, at Peter tænkte dybt. Han sagde: “Simon, fortæl mig, hvad du mener: Når en konge udsteder en skat, skal hans familie så også betale den?”
“Nej, alle andre skal betale, men ikke hans familie.”
Jesus sagde: “Det er sandt. Kongens sønner skal ikke betale. Men vi ønsker ikke at fornærme andre i dette spørgsmål, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en mønt. Tag den og giv dem den for mig og dig.”

VIDEOER

77 – Samuel kaldes

1 Samuel 1-3
Hanna kunne ikke få børn. Det plagede hende så meget, at hun gik til templet i Shilo og bad Gud om et barn. Hun sagde: “Herre, hvis du vil give mig en søn, vil jeg give ham tilbage til dig, og han vil tjene dig resten af sit liv.”
Eli, ypperstepræsten, bemærkede, at Hanna bevægede sin mund, men ikke sagde noget. Han troede, hun var fuld. “Kvinde, læg din vin væk!”
“Jeg er ikke fuld. Jeg beder til Gud.”
“Gå du blot! Herren vil svare din bøn.”
Og ganske rigtigt besvarede Herren hendes bøn. Hun fødte hun en lille dreng og kaldte ham “Samuel”, som betyder ’Gud hørte mig.’

Da drengen var gammel nok, tog hans mor ham med til templet og præsenterede ham for Eli. Hun sagde: »Jeg bad om et barn, og Herren svarede mig. Nu vil jeg give min søn til Herren, og han vil tjene ham resten af sit liv.”
Hvert år kom Hanna på besøg og kom med nyt tøj til Samuel. Præsten bad om, at Gud ville give Hanna flere børn. Derefter fik hun tre sønner og to døtre.
Eli gav Samuel arbejde at udføre i templet. Efterhånden som han voksede fysisk, voksede han også i yndest hos Herren og hos mennesker.
Elis sønner var helt modsat Samuel. De var onde og ærede ikke Gud på nogen måde. Mange af deres synder blev begået i Herrens hus. Eli talte med dem om det, men gjorde intet ved det.

En nat, mens Samuel sov, råbte Herren: “Samuel, Samuel.”
Han vågnede og løb hen til hvor Eli sov. Han sagde: “Ja, jeg er her!”
Eli vågnede og så på drengen. “Jeg kaldte ikke på dig, Samuel. Gå tilbage til din seng.”
Samuel gik tilbage og lagde sig. Da han var ved at falde i søvn, kaldte Herren på ham igen. “Samuel, Samuel.”
Denne gang vidste han, at han ikke drømte. Han rejste sig og løb hen til Eli. “Her er jeg!”
Eli sagde endnu en gang: “Jeg kaldte ikke på dig. Gå nu i seng igen.” Så gik Samuel tilbage og lagde sig.
Endnu en gang kaldte Herren til ham: “Samuel, Samuel.”
På dette tidspunkt i sit liv kendte Samuel ikke Gud, og Gud havde ikke talt til ham. Så drengen gjorde det eneste, han kendte til: For tredje gang løb han hen til Eli. “Jeg er her, fordi du kaldte på mig.”

Da indså Eli, hvad der foregik. Han forstod, at det var Gud, som kaldte på Samuel. Derfor sagde han: “Gå tilbage og læg dig. Hvis du hører nogen kalde dig igen, så sig: ‘Tal Herre, din tjener lytter.’
Samuel gik tilbage til sin seng og lagde sig ned. Herren kaldte ham igen: “Samuel! Samuel!”
Stille sagde Samuel: “Tal, din tjener lytter.”
Gud sagde: “Jeg er ikke tilfreds med, hvordan Eli tillader sine sønner at gøre ondt i mit hus. Jeg vil dømme ham og hans sønner.”
Samuel lagde sig tilbage i sin seng. Om morgenen kaldte Eli til ham: “Samuel, hvad sagde Herren til dig?”
Drengen var bange for at fortælle ham budskabet fra Gud. Eli sagde: “Søn, skjul det ikke for mig.” Så Samuel fortalte ham alt.
Eli sagde: “Han er Herre! Lad ham gøre, hvad der er godt i hans øjne.”
Herren var med Samuel fra den dag af, og Gud fortsatte med at åbenbare sine ord for ham. Samuel adlød Herren, og alt, hvad han sagde, gik i opfyldelse. Hele Israel erkendte, at han var en Herrens profet.

VIDEOER

19 – Esau og Jakob

Første Mosebog 25
Efter Saras død giftede Abraham sig med en kvinde ved navn Ketura. Sammen fik de seks sønner. Flere år senere, da Abraham vidste, at han skulle dø, gav han gaver til Ketura og hendes sønner og sendte dem til Østens land. Så gav han alt, hvad han ejede, til Isak.
Abraham døde, da han var 175 år gammel. Isak og Ismael begravede ham i den samme hule, hvor Sara lå begravet.

Efter tyve års ægteskab bad Isak for sin kone, fordi hun ikke var i stand til at få børn. Gud besvarede hans bøn, og Rebekka blev gravid med tvillingedrenge.
Nær slutningen af graviditeten følte hun det som om der blev kæmpet en kamp i hendes livmor. Hun havde så mange smerter, at hun bad: “Kære Gud, hvad sker der med mig?”
Herren sagde: “Du har to folkeslag inden i dig. To folk udgår af din livmor. Den ene vil være stærkere end den anden, og den ældre vil tjene den yngre.”
På tidspunktet for fødslen var den ældste baby rødmosset og dækket af hår. De kaldte ham Esau, hvilket betyder “dækket af år”.
Da tvillingebroren kom ud, holdt han fast i Esaus hæl. De kaldte ham Jakob, som betyder ”hæl.” Isak var tres år gammel, da drengene blev født.
Som mand blev Esau dygtig som friluftsmand, hvilket inkluderede jagt. Jakob var stille og foretrak at blive hjemme. Rebekka elskede Jakob, men Isak elskede smagen af vildt, så han favoriserede Esau.
En dag kom Esau udmattet hjem fra en rejse. Han så, at Jakob var ved at lave en gryderet. Han sagde: “Jeg er træt og sulten. Giv mig noget af den røde gryderet.”
Jakob sagde: “Lad os handle: Du får maden hvis jeg får din førstefødselsret.”
“Det er en aftale! Min førstefødselsret vil ikke gavne mig, hvis jeg dør af sult. Giv mig nu maden!”
Jakob sagde: “Nej. Du skal først sværge en ed på, at du giver mig din førstefødselsret.”
“Jeg sværger, at førstefødselsretten er din.”
Fra da af blev der sagt om Esau: “Han foragtede sin førstefødselsret.” Også folk omtalte ham som “Edom”, hvilket betyder “rød”. Det var på grund af den værdi han gav den røde gryderet.