Søg efter:
35 – Moses og tornebusken

2 Mosebog 3 – 4,18
Efter Moses giftede sig med Sippora, blev han hyrde for sin svigerfar, Jetro. Fyrre år senere, da Moses var 80 år gammel, ledte han sin flok nær et bestemt bjerg.
Pludselig, i det fjerne, så han, at en busk brændte uden at blive fortæret af flammerne. Han gik tættere på, så han bedre kunne se det. Da han var nær, kaldte Gud på ham: “Moses, Moses.”
Han svarede: “Ja, jeg er her.”
“Kom ikke nærmere. Tag dine sko af. Du står på hellig grund.”
Da Moses tog sine sandaler af, sagde Herren: “Jeg er dine fædres Gud – Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Moses dækkede sit ansigt, fordi han var bange for at se på Gud.
“Mit folk lider i Egyptens land. Det er tid til at fri dem fra deres slaveri. Jeg har udvalgt dig til at føre dem tilbage til Kana’ans land. Tag derfor tilbage til Egypten og tal med Farao.”
“Åh nej, Herre, ikke mig! Jeg er ikke den rigtige til at føre israelitterne ud af Egypten. Jeg er ikke i stand til at tale med Farao.”
Gud var tålmodig med Moses: “Jeg vil være sammen med dig. Når du tænker på dette bjerg, vil du huske, at jeg sendte dig. Tag til Egypten og bring mit folk tilbage hertil for at tilbede.”
Moses sagde: “Men hvis jeg står foran folket og siger: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer’, så vil de sige: ‘Hvilken Gud? Hvad hedder han?’ Hvad skal jeg fortælle dem?”
Gud svarede ham: “Jeg er den, jeg er! Fortæl dem ‘JEG ER’ sendte dig til dem. Jeg er Abrahams Gud. Jeg er Isaks Gud. Jeg er Jakobs Gud. Folket vil lytte til dig, men Farao vil ikke. Derfor vil jeg slå ham hårdt. Når jeg er færdig, vil han endelig lade mine folk gå.” Moses tøvede stadig. Så sagde Gud til ham:
“Hvad har du i din hånd?”
“Det er en hyrdestav.”
“Smid den på jorden.”
Han smed den på jorden, og den blev forvandlet til en slange! Moses sprang tilbage i frygt. Så sagde Gud: “Ræk ud og tag slangen op i halen.” Moses tog fat i halen, og med det samme blev slangen igen en hyrdestav.
Gud sagde: “Stik din hånd ind i din skjorte.” Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den dækket af spedalskhed. “Stik hånden ind igen.” Det gjorde han, og da han trak den ud, var spedalskheden væk.
Gud sagde: “Vis folket disse tegn, og de vil tro dig.”
”Men, Herre, jeg har aldrig været i stand til at tale godt. Jeg har et taleproblem.”
“Moses, hvem har skabt din mund? Jeg er den, der får en person til at være døv, stum, blind eller seende! Gå og gør som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig med at tale og lære dig, hvad du skal sige.”
Moses bøjede hovedet. “Herre, jeg vil bare ikke gå. Send venligst en anden.”
Da blev Herren vred. “Din bror Aron kommer for at møde dig. Han kan tale. Tag ham og tag til Egypten!”
Så gik Moses til Jetro og bad om tilladelse til at vende tilbage til Egypten.

VIDEOER

40 – Det Røde Hav

2 Mosebog 13,17 – 15,21
Gud førte israelitterne ud af Egypten i form af noget, der lignede en søjle af ild. Om dagen blev ildsøjlen i stedet til en søjle af røg. Gud førte dem ikke direkte til Kana’an ad den mest direkte vej, men ud i ørkenen mod Det Røde Hav.
Han bad Moses lade folket slå lejr på et bestemt sted ved havets bred. Han sagde: “Jeg vil gøre Farao stædig en gang til, og han vil jagte jer. Derefter skal egypterne vide, at jeg er Herren.”
Farao så, at hebræerne var gået til Det Røde Hav, og at ikke kunne slippe væk derfra. Han sagde til sine tjenere: “Hvorfor lod vi vores trælle gå? De burde være her og tjene os.” Så han tog sin hær og jagtede dem.
Israels folk så dette og råbte ad Moses: “Hvorfor har du bragt os hertil for at dø? Hvis vi stadig tjente egypterne, ville de lade os leve. Men nu, på grund af dig, er vi ved at dø.”
Moses sagde til folket: “Vær ikke bange! Se, hvad Gud agter at gøre. Han vil kæmpe jeres kamp for jer.”
Gud sagde til Moses: “Løft din hyrdestav op i luften, og peg ud over havet. Israels folk vil nu gå over på den anden side af havet, tørskoede.”

Røgsøjlen, som normalt var foran folket, flyttede sig nu bag ved dem, imellem dem og egypterne. Her forblev den resten af dagen og ud på natten.
Moses rakte nu hånden ud mod havet. Da han gjorde det, lod Gud en voldsom storm feje vandet tilbage, så det dannede en mur på højre og venstre side. Dernæst blæste vinden på stien mellem de to mure resten dagen og ud på natten – indtil jorden blev tør.
Da det blev nat, befalede Gud, at folket skulle gå over på den anden side ved at bruge stien imellem murene af vand. Folk bevægede sig over havet hele natten.
Da de var kommet over, tillod Gud ægypterne at de også kunne bevæge sig på stien. Men da de var midt i havet, fik Gud dem til at blive totalt forvirrede, og deres vognhjul begyndte at knække.
Pludselig så den egyptiske hær alvoren i deres situation. De råbte: “Løb! Herren kæmper for israelitterne!” De vendte sig om og forsøgte at løbe tilbage.
Gud sagde til Moses: “Ræk din hånd ud over vandet.” Så rakte Moses hånden ud mod havet, netop da solen var ved at stå op. Da væltede murene af vand sammen og dækkede den egyptiske hær. Ikke én af dem overlevede!
Da tilbad folket Herren med sang. De havde set Guds kraft og troet på ham, og de troede på hans tjener Moses.

VIDEOER

32 – Israel i Egypten

Første Mosebog 45,17 – 50,21
Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre, at de skal vende tilbage til Kana’an og hente din far. De burde bringe ham og familien hertil. De kan tage vogne her fra Egypten, så deres koner og børn kan rejse komfortabelt. Vær ikke bekymret for deres ejendele, for jeg vil give dem det bedste af Egypten.”
Da brødrene kom tilbage til Kana’an, blev deres far forbløffet, da de fortalte ham alt, hvad der skete! Først troede han ikke på, at Josef faktisk var i live. Men til sidst blev han glad, da han lyttede til historierne om Josef og alt, hvad han havde gjort.

Hele Jakobs familie begyndte nu rejsen til Egypten. Undervejs stoppede han op og ofrede til Gud. Den nat viste Gud sig for ham i et syn. Han sagde: “Jeg er Herren, din fars Gud. Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil gå med dig og gøre dig til et stort folk. Med tiden vil jeg bringe dem tilbage til dette land.”
Til sidst ankom Jakob, hans børn og alle deres børn i Egypten. Farao sørgede for alt, hvad de havde brug for på grund af Josef. De fik den bedste jord til deres familier og besætninger.

Jakob levede sytten år mere. Da han var ved at dø, kaldte han Josef til sig: “Dine to sønner er nu mine. Manasse og Efraim er mine sønner lige så meget som Ruben og Simeon er mine. De skal have en del af min arv og regnes som Israels sønner.”
Josef førte sine sønner hen til sin far for at modtage velsignelsen. Han placerede Manasse ved Jakobs højre hånd, fordi han var den ældste. Men Jakob rakte ud og lagde sin højre hånd på Efraim. Josef forsøgte at rette op på dette ved at flytte sin fars hånd og sagde: “Far, Manasse er den ældste og skal modtage din højre hånds velsignelse.”
Jakob sagde: “Søn, jeg ved, hvad jeg laver. Ja, Manasse vil blive far til en stor stamme, men Efraims efterkommere vil blive større.”
Jakob kaldte da alle sine sønner ind og gav hver enkelt en velsignelse. Han sagde, at Juda skulle være den kongelige stamme, og løftet ville fortsætte i hans slægt.
Da Jakob døde, førte en stor skare hans lig tilbage til Kana’an. Han blev begravet i samme hule som Abraham og Sara, Isak og Rebekka og hans kone Lea.

Efter Jakobs død blev Josefs brødre bange. De sagde: “Josef har kun været venlig mod os på grund af vores far. Nu vil han huske, hvordan vi misbrugte ham, og så vil han sikkert hævne sig.”
De sendte derfor en besked til Josef: “Din far bad dig om at tilgive os for den store synd, vi har begået mod dig. Tilgiv os derfor.”
Josef brød sammen og græd, da han hørte dette. Så kom brødrene hen og sagde til ham: “Vi er dine trælle.” Josef sagde: “Vær ikke bange for mig. I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.”
Josef talte trøstende ord til sine brødre. Han forsikrede dem om sin kærlighed og omsorg.

VIDEOER

36 – Sippora

2 Mosebog 4,18-31 og 18,2
Moses sagde til sin svigerfar Jetro: “Jeg vil tilbage til Egypten for at se, om min familie stadig er i live.” Jetro indvilligede og velsignede rejsen.
Herren sagde til Moses: “Rejs tilbage til Egypten. De, der prøvede at dræbe dig, er nu døde.”
Moses forberedte sig på rejsen, og dernæst forlod han Midjan med sin kone og sønner. Han sørgede for at have Guds stav med sig.

På samme tid sagde Gud til Aron: “Gå ud og mød Moses i ørkenen.” Han forlod Egypten og satte kursen mod Midjan.
Mens Moses rejste, gav Herren ham instrukser om, hvad han skulle gøre. Gud sagde: “Gør alle de mirakler jeg har givet dig, men bliv ikke overrasket over, at Farao ikke vil lytte til dig! Jeg har forhærdet hans hjerte, så han lader ikke folket gå villigt. Her er mit budskab til ham: ‘Israel er min førstefødte søn. Du nægter at lade min søn gå og tilbede mig. Derfor slår jeg din førstefødte søn ihjel.’”
Om aftenen slog Moses og hans familie lejr for natten. Pludselig angreb Herren Moses fordi hans sønner ikke var blevet omskåret. Hurtigt sprang Sippora op og greb en kniv. Hun omskar sine sønner og kastede deres forhud for fødderne af sin mand. Efter det lod Herren Moses slippe.
Sippora så på alt blodet og råbte til Moses: “Du er en blodbrudgom for mig!”
Næste dag så Moses at Aron kom gående. De to brødre hilste med glæde på hinanden. Moses fortalte Aron alt, hvad Herren havde sagt. Han fortalte ham om de tegn, Gud havde givet ham, og hvad han skulle gøre. Sammen gik de tilbage og samlede Israels ældste.

Aron stod foran folket og fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses. Han viste dem tegnene fra Gud.
Folkene var forbløffede over, hvad de hørte og så. De troede på Moses og Aron og bøjede sig og tilbad Gud.
Moses indså, at det ville være bedst at sende familien tilbage til Midjan. Der kunne de være under beskyttelse af Jetro, hans svigerfar.

VIDEOER

41 – Manna i ørkenen

2. Mosebog 15,22 – 16,36
Israels folk gik gennem Det Røde Hav på tør jord. Dernæst dræbte Gud den egyptiske hær, da de forsøgte at krydse havet. Derfra førte Moses folket ud i ørkenen, mod Sinajbjerget. De rejste i tre dage uden at finde vand. De nåede endelig frem til noget vand, men det var ikke til at drikke. Folket klagede og sagde: “Hvad skal vi drikke?”
Herren sagde til Moses: “Fæld et træ og kast det i vandet.” Moses kastede træet i vandet, og med det samme kunne vandet drikkes.

Gud sagde: “Hvis I adlyder mig og følger mine bud, bliver I ikke syge som egypterne. Jeg er Herren, som helbreder dig.”
Derfra gik israelitterne og slog lejr ved et sted, der havde tolv kilder. De blev der lidt over en måned, og tog så af sted og satte kursen mod Sinaj-bjerget.
Mens de rejste, begyndte de at klage: “Vi burde være døde i Egypten. Ja, vi var slaver, men vi havde i det mindste masser af mad at spise. Hver aften havde vi en gryde med kød og alt det brød, vi ønskede. Her har vi ingenting.”
Herren sagde til Moses: “Jeg vil lade det regne med brød fra himlen. Jeg vil gøre det for at se, om folket vil følge mine instrukser.”
Moses sagde til folket: “Det er ikke mig og Aron, I klager over. Det er Gud Herren I klager over. Men alligevel har han hørt jer. I aften skal I få kød, og om morgenen skal I få brød.”
Samme aften kom en flok vagtler og landede i lejren. Dette gav kød til folk at spise. Om morgenen så de, at jorden var dækket af kraftig dug. Da det fordampede, var der noget på jorden, der lignede frost. Folk gik hen og så på det. De sagde: “Hvad er det?” De smagte på det, og det var som en let oblat, sødet med honning.
Moses sagde: “Gud vil sørge for dette brød fra himlen seks dage om ugen. I de første fem dage skal I kun samle nok til én dag. På den sjette dag kan I samle nok til to dage. På denne måde vil I have mad at spise på sabbatten. Det vil ikke dukke op på sabbatten.”
Nogle af folket adlød ikke Guds instruktioner og samlede til mere end én dag. Næste morgen stank det og var fyldt med maddiker. Dette skete ikke, da de samlede mere på den sjette dag. Det var stadig godt at spise på sabbatten. Nogle af folket gik ud for at samle brød på sabbatten, men fandt ud af, at der ikke var noget.
Folket kaldte brødet manna, hvilket betyder: “Hvad er det?” Gud sørgede for manna til dem alle de fyrre år, de var i ørkenen.

VIDEOER

7 – Abrahams kald

Første Mosebog 12
Der var en mand ved navn Tera, som boede i området Ur. Han havde tre sønner, og en af dem var Abram. Abram var gift med sin halvsøster Saraj, men de havde ingen børn. Terah tog Abram, Saraj og hans barnebarn Lot (som var forældreløs) og flyttede nordpå til et sted, der hedder Haran. De blev der, indtil Terah døde.
Da Abram var femoghalvfjerds år gammel, sagde Gud Herren: “Abram, jeg vil have, at du skal forlade din familie og dit land og tager til et sted, jeg har udvalgt til dig. Jeg vil gøre dig til en nation, og dit navn vil blive stort. Jeg vil velsigne dig, og jeg vil også velsigne alle andre, der velsigner dig. Og jeg vil forbande enhver, der forbander dig. Alle jordens slægter vil blive velsignet på grund af dig.”
Så Abram tog sin kone Saraj og sin nevø Lot og forlod Haran. Da de kom til et sted, der hedder Kana’an, sagde Gud: “Jeg giver dette land til dig og dine børn.” Abram troede på Gud, selv om han ikke havde nogen børn. Han vidste, at Gud ville holde sit løfte. Så byggede han et alter og tilbad Herren.

Nogen tid senere ramte en alvorlig hungersnød landet. Abram tog da alt, han havde, og rejste til Egypten. Han sagde til Saraj: “Ægypterne vil se, at du er en smuk kvinde. De slår mig ihjel for at få fat i dig. Så fortæl dem, at du er min søster.”
Han havde ret. Ægypterne så, at Saraj var smuk. Da Farao fandt ud af, at hun ikke var gift, tog han hende med ind i sit hus. Han behandlede Abram godt og troede, at han var Sarajs bror.

Abram blev rig i Egypten. Hans rigdom omfattede får, kvæg, æsler, kameler og tjenere.
Gud var vred på Farao, fordi han havde Saraj i sit hus. Plager ramte hans familie, og alle blev alvorligt syge. Til sidst sagde Farao til Abram: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du sagde hun var din søster. Nu finder jeg ud af, at hun er din kone! Tag hende og kom væk herfra!”
Så tog Abram Saraj og Lot og tog tilbage til Kana’an. De slog sig ned i nærheden af et sted kaldet Betel. Der tilbad han Herren.

VIDEOER

***