Søg efter:
239 – Apostelmødet

Apostlenes Gerninger 15,1-35
Jødiske lærere fra Jerusalem tog til Antiokia. De prøvede at overbevise kirkens medlemmer om, at det er nødvendigt at adlyde jødisk lov for at blive frelst. Paulus og Barnabas var chokerede over denne lære og forsøgte at rette op på den. Det blev begyndelsen på et længerevarende skænderi.
Kirkelederne i Antiokia havde brug for vejledning fra apostlene, og derfor sendte de Paulus og Barnabas til Jerusalem sammen med flere andre.
Da de ankom til kirken i Jerusalem, aflagde de rapport om hedningernes modtagelse af evangeliet. Farisæerne blandt medlemmerne svarede ved at sige: ”Det er vidunderligt, at de tror på Jesus. Men nu skal de omskæres og læres at adlyde Moseloven.”

Dette gav anledning til en del debat. Endelig indså kirkelederne, at man var nødt til at finde en løsning på dilemmaet, hvis Guds rige fortsat skulle blomstre. De besluttede at mødes og ikke tage af sted, før de vidste hvad Guds vilje var i denne sag.
På et tidspunkt talte Peter med gruppen. Han sagde: »Jeg var den første, der forkyndte evangeliet for hedningerne. Gud tilgav deres synder og gav dem Helligånden. Den måde, han behandlede dem på, var ikke anderledes end hvordan han har behandlet os. Jeg tror ikke, at Gud bliver glad, hvis vi kræver, at de skal noget, som vi jøder ikke har været i stand til at gøre. Det er kun ved Herren Jesu Kristi nåde, at vi kan blive frelst fra vores synder, både jøder og ikke-jøder.”

Paulus og Barnabas fortalte derefter, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne. De beskrev miraklerne og de vidundere, der skete. Til sidst rejste Jakob sig (Jesu bror) og talte til de andre. Han sagde: “Vi skal huske, at for år tilbage fortalte Skriften os om dette. Det står klart, at Gud vil kalde hedninger ved sit navn. Her er mit råd. Det vil ikke være rigtigt at vi pådutter alle vores regler på hedningerne. Lad os i stedet give dem tre enkle bud:

• Spis ikke kød, der er blevet ofret til idoler.
• Vær ikke umoralsk.
• Spis ikke blod eller noget, der er blevet kvalt.”

Kirken accepterede dette forslag. De skrev det i et brev og sendte det til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte også et par mænd, så der ikke skulle være tvivl om, at brevet var fra dem. En af mændene var Silas.
Da de ankom til Antiokia, gav de brevet til kirkelederne, som læste det op for menigheden. Kirken modtog brevet med glæde. Alle blev opmuntrede, da de hørte om deres frihed i Jesus.

VIDEOER

243 – 1 Thessalonikerbrev

1 Thessalonikerbrev 1-5

Paulus plantede en kirke i Thessalonika, men havde ikke mulighed for at blive der længe. Forfølgelserne tog til, og de kristne insisterede på at tage ham ud af området. Derfor forlod han Silas og Timoteus for at hjælpe disse unge kristne. Han ventede på dem i Korinth.
Han var bekymret for denne unge kirke på grund af den forfølgelse, de nu oplevede. Til sidst bragte Silas og Timoteus vidunderlige nyheder om, hvordan folket forblev tro mod Jesus på trods af de mange lidelser. Paulus skrev straks dette brev for at opmuntre dem. Han sagde
:

Sammen med Silas og Timoteus takker vi altid Gud for jer. Vi beder for jer nat og dag. Vi husker, hvordan I tog imod Jesus i konfliktens storm. Vi forkyndte ikke med smigrende ord, men I vidste, at det, vi sagde, kom fra Helligånden. I beviste vores værd og accepterede vores budskab. Nu taler alle om, hvordan I vendte jer fra afguder for at tjene den levende Gud, og hvordan I tålmodigt venter på Jesu genkomst.
I tog nådigt imod os, ligesom I tog imod evangeliet. Vi vågede over jer, som ammende mor med sit barn. Vi tog lønnet arbejde, så vi kunne betale for os selv og ikke være jer til unødig byrde. Vores kærlighed til jer er som en hengiven far, der hjalp jer til at lære at vandre med Gud.
Nu gør evangeliet sin gerning inde i jer. Folk hader jer, fordi de hader evangeliet. Jeg ønsker at være hos jer i denne prøvelsens tid, men Satan stod i vejen for mig.

Da jeg indså, at jeg ikke kunne være sammen med jer, forlod jeg Timoteus og rejste hertil. Jeg bad ham hjælpe jer, imens I står over for denne forfølgelse. I lang tid fik jeg ikke nyheder om, hvordan I har det. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg sendte bud til Timoteus og spurgte efter jer.
Han kom personligt og fortalte mig den gode nyhed om jeres tro og kærlighed i Jesus. Han fortalte mig, at I ønsker at se mig lige så meget, som jeg ønsker at se jer. Pris Gud! I står fast i jeres tro. Åh, hvor jeg længes efter at være sammen med jer og lære jer mere om at vandre med Herren.

Hør nu. Fortsæt med at leve et liv, der behager Gud. Hold jer væk fra umoral. Vær ikke som dem, der er slaver af ukontrollerede lidenskaber. Det er en livsstil, der sårer alle.
Det fornærmer også Guds Ånd, som bor inde i jer. Glem ikke, at Gud giver mennesker, som laver sådan, en hård dom.
Lad i stedet jeres kærlighed være gudfrygtig. Men hvorfor fortæller jeg jer dette? Gud har lært jer at elske hinanden. Jeg beder jer bare om at gøre det endnu mere.
Timoteus fortalte mig, at I er bekymrede for dem, der er døde for nylig. I skal ikke bekymre dig om dem. Husk, at Jesus også døde, men Gud oprejste ham fra de døde! Han vil gøre det samme med dem, der har sat deres lid til ham.
Når Jesus kommer tilbage til jorden, vil han først oprejse dem, der er døde i ham. Så vil vi andre møde ham i luften. Vær ikke modløse som dem uden vores håb. Trøst i stedet hinanden med disse ord.
Vi har selvfølgelig ikke en tidsplan for, hvornår det skal ske. Alligevel skal vi forberede os, som om det ville ske i dag.
Når det sker, vil de, der lever i synd, blive overrumplet. De er ligesom folk, der låser deres døre om natten og tror, de er sikre. Pludselig bryder en tyv ind i deres hjem!
Vor Herre Jesu komme vil være som veerne for en kvinde, der skal føde. Pludselig vil vi stå foran Guds domstol. Men Jesus Kristus døde, så vi kan leve med ham for evigt. Giv hinanden opmuntring med denne sandhed.

Indtil Jesus kommer igen, skal I som kirke indrette jer på følgende måde:

• Ær dem, der opfylder jeres åndelige behov.
• Dyrk fællesskabet med hinanden.
• Vær ikke dovne.
• Hav tålmodighed med dem, der er modløse.
• Hjælp de svage.
• Søg ikke hævn, når folk gør jer ondt.
• Gør altid det, der er godt.

Sådan lever I et åndeligt liv:
• Glæd jer altid, bed og sig tak. Det er Guds vilje med dig.
• Lyt til Guds Ånd, når han taler til jer gennem andre, men tjek altid, at budskabet virkelig er fra Gud.
• Hold fast i det gode og hold jer væk fra det onde.

Mine kære venner, vi er en familie, så bed for mig og glæd jer over fællesskabet. Del dette brev med alle i kirken. Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer.

250 – Romerbrevet

Romerbrevet 1-7
Paulus rejste til Korinth og tilbragte tre måneder der. Imens han var der, sendte han dette brev til de kristne i Rom:

Jeg hører om jeres tro overalt, hvor jeg rejser. Jeg priser Gud for jer hele tiden. Jeg vil gerne komme og investere i jeres åndelige vandring. Gud forpligtede mig på at dele hans evangelium med hedninger overalt. Derfor deler jeg evangeliet med dem, der er kultiverede og med dem, der er barbarer. Det er lige meget, om de er smarte eller simple.

Jeg er stolt af evangeliet, fordi det er Guds kraft til frelse for dem, som tror, uanset hvem de er. Mennesker kan kun komme til Gud ved tro. Uden det må de møde hans dom.
Hvorfor er det sådan? Det er fordi folk er onde! Gud åbenbarer sig for dem på mange måder. Alt omkring dem taler om Gud. Men de har lukket deres sind.
Der er to typer mennesker i denne verden. Den ene tilbeder det, Gud har skabt. De tror, det gør dem kloge, men med tiden bliver de faktisk tåber. Ved at udelukke Gud synker de ned i moralsk perversion. Deres synder ødelægger deres sind. De bærer døden med sig overalt, hvor de går. De bliver gode til at gøre ondt, og de nyder at se det hos andre.
Den anden type mennesker i denne verden er dem, der skaber deres egen retfærdighed. De praler af deres gode gerninger og tror, de er eksperter i, hvad der er godt og dårligt. De dømmer andre for det onde, de begår, mens de begår den samme type synder bag kulisserne. De tror, at det at dømme andre vil hjælpe dem til at undgå Guds dom.

Vi befinder os alle i en af disse to grupper, og Guds vrede er over dem begge. Begge grupper er syndere. De skændes om, hvem der er bedre, men sandheden er, at hele verden er totalt overgivet til synd. Der er ikke én person, der er retfærdig, ikke engang én. Vi står alle skyldige foran Guds dom.
Det var derfor, Gud sendte sin søn, Jesus Kristus. Han giver sin godhed til dem, der tror på ham. Det er lige meget, hvem du er. Alle er syndere med behov for frelse.
Jøderne er dem, som er allermest forvirrede på grund af dette. De hævder, at Abraham er deres far. Men hvis du ser nærmere efter, er han virkelig troens far. Han havde ikke et forhold til Gud baseret på sin egen godhed. Nej, han troede simpelthen på Gud, og Gud var tilfreds.

Jøderne fremhæver, at David var deres store konge. Men han glædede sig over Guds godhed, ikke sin egen. Begge mænd var retfærdige, fordi de troede på Gud.
På samme måde bliver vi kun gjort gode ved troen på Jesus Kristus, vor Herre. Gennem ham har vi fred med Gud og adgang til hans nåde. Sådan kan vi være glade selv i vores prøvelser. Vi ved, at Gud bruger dem til vores bedste.
Min pointe er følgende: Jesus gjorde alt dette for os, imens vi var onde syndere! Dette viser, hvor meget Gud elsker os. Jesus døde for os, da vi var afskyelige syndere. Med det i tankerne, hvor meget vil han så ikke gøre for os nu, hvor vi er rene i hans øjne?

Tænk på det på denne måde: Vi kommer alle fra én og samme mand, Adam. Vi er alle syndere på grund af ham. Død og dom er over alle, der nogensinde har levet – på grund af ham.
Men nu er der en anden mand – Jesus. På grund af ham kan vi blive gjort retfærdige. På grund af ham kan vi få nåde og evigt liv.

Jeg kan høre nogen sige: “Så altså, hvis vores gode gerninger ikke har noget at gøre med, at vi er rene over for Gud, så kan vi synde så meget, vi vil.” Absolut ikke!
Dåben er et billede på denne sandhed. At blive dukket ned under vandet viser, hvordan vi dør af synd og bliver begravet – ligesom Jesus døde for vores synder og blev begravet. Da han opstod fra de døde, efterlod han synden. Når vi stiger op af dåbens vand, er det et billede på hans opstandelse, men det er også et billede på, at vi efterlader synden. Vi skal leve på en ny måde, ja, vi får et helt nyt liv.
Vi holder os væk fra synd, fordi den gør os til slaver. Når du giver efter for synd, bliver du en slave af den. På samme måde, når du underkaster dig Guds nåde, da bliver du hans slave. Uanset hvad, er du ikke fri til at gøre, hvad du vil. Derfor må du vælge: Hvem af de to vil du underkaste dig som slave?
Synd fører død med sig, men Gud giver dig evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Nogen spørger: “Blev Guds lov ikke givet som en måde at gøre os retfærdige?”
Hold nu op! Det er umuligt at adlyde Loven. Den blev givet for at afsløre vores syndighed, så vi ikke er i tvivl om, at vi er håbløse og har brug for hjælp.
Når jeg ser til Loven for at få hjælp, har jeg pludselig et problem. Jeg vil gerne være god, men ved ikke hvordan. Jeg vil ikke gøre det onde, men finder ud af, at jeg gør det hele tiden. Jeg er en slave og har intet valg. Jeg råber: “Hvordan kan jeg blive fri?”
Men pris Gud, for i Jesus, som døde for os, ér vi frie. Vi er ikke længere fordømt, og vi har kraften til at modstå synd.

Fortsættes i næste kapitel