Hungersnød – Carsten Riis Jensen

Ikke-kategoriseret

jan 16 2022

139 – Fire spedalske

2 Kongebog 6,24 – 7,20
Kongen af Syrien invaderede endnu en gang Israel. Hans hær omringede Samaria og slog lejr uden for bymuren. De afbrød alle forsyningslinjer ind til byen. Til sidst var der ingen mad, og folk begyndte at sulte. Det var så slemt, at et æselhoved blev solgt for fire sekel sølv, og en lille skål med dueklatter solgte for fem sekel sølv.
En kvinde så kongen gå langs toppen af bymuren. Hun bad ham hjælpe hende. Han sagde: “Jeg ved ikke, om jeg kan. Hvad er dit problem?”
Hun sagde: “Min ven vil ikke holde sit løfte. Vi blev enige om, at vi skulle spise vores to sønner, min den første dag og hendes den anden. Så vi kogte og spiste min søn, men nu har hun gemt sin søn.”
Da kongen hørte det, sønderrev han sit tøj. Han sagde: “Elisa skal lide for det her, om det så er det sidste, jeg gør.”
Han sendte en vagt for at hugge profetens hoved af. Elisa sad i sit hus sammen med flere ældste i Israel. Han sagde: “Vores morderiske konge har sendt en vagt for at skære mit hoved af. Kongen er lige bag ham.”
Netop da trådte kongen ind og råbte: “Du sagde, at alle disse problemer kommer fra Gud. Så hvorfor skulle jeg tjene ham, hvis han opfører sig sådan?”

Elisa sagde: “Jeg har et budskab fra Gud. Han siger, at denne katastrofe næsten er forbi. I morgen på dette tidspunkt vil folk kunne købe en sæk fint mel for et par mønter. De vil kunne købe en stor sæk byg til samme pris.”
Kongens øverste rådgiver sagde: “Umuligt! Vi kunne ikke få så store mængder mad her om så Gud selv åbnede himlens vinduer.”
Elisa sagde: “Du kommer til at se det, men du kommer ikke til at spise noget af det.”
I løbet af natten hørte den syriske hær en høj lyd som en stor hær, der marcherede mod dem. Larmen blev højere og lød som om hæren havde mange heste og vogne.
De syriske soldater troede, at Israel havde hyret andre nationer til at komme og hjælpe dem. De råbte: “Lad os komme ud herfra!” De rejste sig og løb væk og efterlod alt.

Den følgende morgen sad fire spedalske lige uden for byporten. Den ene sagde til de andre: “Hvorfor sidder vi bare her og dør af sult?”
En anden sagde: “Jamen, det er ikke bedre i byen. Hvis vi går derind, dør vi stadig af sult.”
”Det er rigtigt, men vi kan ikke blive her. Lad os gå ind i den syriske lejr. Hvis de dræber os – ja, vi er alligevel ved at dø. Men måske vil de have medlidenhed med os og give os mad.”
De fire mænd rejste sig og gik mod lejren uden at vide, at den var tom. De gik ind i det første telt og fandt mad, guld, sølv og dyre klæder. Det første de gjorde var at spise maden. De tog så de andre ting og gemte dem. De kom tilbage og gemte, hvad de fandt i det næste telt.
Til sidst sagde de: “Det, vi har gang i, er ikke godt. Folk dør af sult på den anden side af muren. Gud vil straffe os, hvis vi ikke fortæller dem om dette.”
De gik hen til byporten og råbte til portvagten og fortalte ham præcist, hvad de havde fundet. Da kongen hørte om det, troede han, at det var en fælde. Han sagde: “Den syriske hær gemmer sig og venter på, at vi kommer ud af byen.”

Så han sendte et par soldater for at undersøge sagen. Mændene fandt den rute, syrerne havde taget. Den var fyldt af tøj og udstyr, som hæren havde smidt væk, så de kunne løbe hurtigere.
Soldaterne gik tilbage og fortalte kongen, hvad de havde fundet. Derefter strømmede folk ud af byen for at hente ting i den syriske lejr. Prisen på mad faldt straks.
Kongen gav sin øverste rådgiver til at opgave at styre folkemængden, men han blev trampet ihjel. Alt dette opfyldte, hvad profeten havde sagt.

admin 0 Kommentarer

Ikke-kategoriseret

jan 15 2022

112 – Etnisk udrensning

2 Samuel 21
En hungersnød ramte Israels land. Først troede David, at det var en naturlig begivenhed, men den varede i tre år, og da indså han, at det var Gud, der havde sendt dem hungersnøden. Han talte med Gud om det, og Gud svarede: “Det er på grund af, hvad Saul gjorde mod gibeonitterne.”
Guds tabernakel var i Gibeon. Pagtens Ark var i Jerusalem, men tabernaklet blev rejst i Gibeon, så der var to steder, hvor man tilbad Gud.
Gibeonitterne indgik på Josvas tid en aftale med Israel. Saul besluttede at ignorere disse aftaler og udrydde den gibeonitiske befolkning. Han forsøgte at gennemføre en total etnisk udrensning.
David opsøgte dem nu og sagde: “Vores folk har forurettet jer. Hvordan kan vi forlige os med jer?”
De sagde: “Ingen penge kan betale for vores døde brødre og søstre, og vi har ikke magt til at kæmpe imod Israel. Alligevel er det ikke Israel, vi klager over, men den mand, som forsøgte at udrydde os.”
David sagde: “Hvad kan vi gøre for jer?”
De sagde: “Giv os syv af Sauls efterkommere. Vi vil hænge dem i deres hjemby, i nærheden af hvor folket tilbeder Herren.”

David accepterede ønsket, og han udvalgte to af Sauls sønner og fem af hans børnebørn. Han skånede Mefiboshet på grund af sit løfte til Jonatan.
Gibeonitterne dræbte de syv mænd og hængte deres lig på en bakke i nærheden af, hvor folk gik hen for at tilbede. De skulle hænge der fra april, som var begyndelsen på høsten, til oktober, som var begyndelsen på regntiden.

Sauls kone gik hen til stedet, hvor hendes sønner og sønnesønner hang. Hun blev der dag og nat for at beskytte ligene mod fuglene om dagen og de vilde dyr om natten.
Da den aftalte tid var forbi, gik David til byen, hvor Saul og Jonatan lå begravet, og fik deres knogler udleveret. Han begravede dem derefter i deres familiegrav sammen med de syv mænd. Efter at alt dette var gjort, hørte Gud endnu en gang Davids forbøn for landet.
Flere år senere erklærede filistrene igen krig mod Israel. David drog ud med sine mænd for at kæmpe. Han blev pludselig udmattet under kampen. En slægtning til Goliat så det som sin mulighed for at dræbe David. Filisteren var en stor mand med enorm styrke. Han gjorde klar til at dræbe David, men en af Davids mænd fik standset kæmpen og dræbte ham.
David blev fjernet fra slagmarken, og hans mænd aflagde en ed. De sagde: “Du skal aldrig kæmpe med os igen. Du er Israels lys, og det lys skal ikke slukkes på en slagmark.” Derefter drog David aldrig ud i krig igen.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer

Ikke-kategoriseret

jan 13 2022

30 – Josef får magt

Første Mosebog 40-41
Livet i fængsel var hårdt for Josef, men Gud var med ham og velsignede ham. Josefs fangevogter havde respekt for ham og brugte ham som assistent. Til sidst var Josef ansvarlig for hele fængslet.
En dag satte Farao sin øverste tjener og bager i fængslet. Mens de var der, fik de hver en drøm. Josef bad om at høre dem.
Tjeneren sagde: “Jeg så tre grene på en vinstok. De blomstrede og fik så vindruer. Jeg pressede druerne i Faraos bæger og serverede det for ham.”
Josef sagde: ”De tre grene er tre dage. Om tre dage vil Farao befri dig og give dig dit gamle job tilbage. Husk da på mig og bed Farao om at befri mig fra dette fængsel. Jeg har ikke gjort noget for at fortjene dette.”
Dernæst fortalte bageren sin drøm: ”Jeg havde tre kurve med Faraos brød på hovedet. Fugle fløj op og spiste alt brødet fra kurvene.”
Josef sagde: “De tre kurve er også tre dage. Om tre dage vil Farao tage dig ud af fængslet og halshugge dig. Han vil hænge din krop på et træ, og fugle vil æde dit kød.”
Det hele skete lige som Josef sagde! Farao gav tjeneren sin stilling tilbage og hængte bageren i et træ. Desværre glemte tjeneren hurtigt alt om Josef.

To år senere havde Farao to drømme. Han vågnede efter den første, men gik i seng igen. Så fik han en anden drøm, men denne gang var han så urolig, at han ikke kunne falde i søvn igen. Han tilkaldte sine rådgivere og fortalte dem om drømmene. De kunne ikke finde ud af deres betydning. Pludselig huskede tjeneren på Josef. Han fortalte Farao om manden i fængslet, som tydede hans og bagerens drøm.
Farao sendte vagter for at hente Josef. Han fortalte Josef om sine drømme:
“I den første så jeg syv fede køer komme op af floden og græsse langs dens bredder. Pludselig kom syv magre køer op af floden og spiste de fede. Og alligevel var de lige så tynde som før. I min anden drøm så jeg syv fyldige aks. Pludselig spirede syv indtørrede aks ved siden af. De tynde aks opslugte de sunde. Alligevel var de lige så tynde og tørre som før.”
Josef sagde: “Gud fortæller dig, hvad han er ved at gøre. De syv gode køer og de syv gode korn er syv år med stor overflod. Derefter vil der komme syv år med hungersnød. Det bliver så alvorligt, at de gode år vil blive glemt. Søg derfor efter en klog mand til at styre landet. Få ham til at organisere indsamlingen af mad i de gode år og opbevare det til de dårlige år. Hvis du ikke gør det, vil landet blive ødelagt af hungersnød.”
Farao sagde til sine embedsmænd: “Kan vi finde nogen bedre end Josef til dette job? Han har Guds ånd i sig.”
Han vendte sig mod Josef. “Folket vil underkaste sig dine befalinger. Ved siden af mig vil du være den mest magtfulde mand i Egypten.”

I løbet af de næste syv år rejste Josef rundt i landet og samlede og opbevarede mad. Derefter begyndte de syv år med hungersnød. Denne hungersnød ramte også alle de omkringliggende lande.
Da indbyggerne i Egypten begyndte at mærke hungersnøden, åbnede Josef forrådshusene og solgte korn til dem. Snart kom alle landene omkring Egypten og købte korn af Josef.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer

Ikke-kategoriseret

jan 13 2022

31 – Josefs familiesammenkomst

Første Mosebog 42-46
Jakob hørte, at der var korn i Egypten, så han sendte sine ti ældste sønner dertil for at købe mad. Han sendte ikke Benjamin, fordi han var bange for at miste ham.
Da de ankom til Egypten, mødte de landets hersker. De vidste ikke, at det var Josef. Han genkendte dem, men lod som om han ikke kendte dem. Han ville teste dem for at se, om de havde ændret sig.
“Hvor er I fra?” Da de svarede, sagde han: “I er spioner!” Brødrene var chokerede, “Nej, vi er ærlige mænd – alle sønner af en mand, der bor i Kana’an. En af vores brødre blev hjemme, og den anden er … væk.”
Josef sagde: “Bevis det for mig. Jeg beholder en af jer her. Resten af jer rejser hjem og henter jeres lillebror. Så ved jeg, om I taler sandt.”
Han beholdt Simeon og sendte de andre hjem med kornsække. Uden at de vidste det, fik han lagt deres penge i kornsækkene.

Brødrene nåede hjem og fortalte Jakob, hvad der var sket: “Vi er nødt til at tage Benjamin tilbage til Egypten for at få Simeon ud af fængslet.”
Det var da de opdagede pengene i deres sække med korn. De blev bange, og Jakob sagde: “Du tager ikke Benjamin fra mig! Josef er væk, og nu er Simeon væk. Benjamin er alt, hvad jeg har tilbage! Hvis jeg mister ham, dør jeg af sorg!”
Da de efter noget tid havde brugt alt kornet, bad Jakob sine sønner om igen at tage til Egypten og købe mere. Juda mindede ham om, at de ikke kunne vende tilbage, medmindre de tog Benjamin med sig. Han sagde: “Send ham med mig. Jeg garanterer hans sikkerhed. Lad os gå. Vi har brug for kornet!”
Til sidst indvilligede Jakob, og brødrene vendte tilbage til Egypten med Benjamin. De tog det dobbelte af pengene, så de kunne returnere de penge, de fandt i deres sække.

Da Josef så dem, sagde han til sin tjener, at han skulle invitere dem til et middagsmåltid.
Næste morgen blev brødrene sendt tilbage til Kana’an med deres sække fulde af korn. Josef lod sin tjener lægge et sølvbæger i Benjamins sæk. Da brødrene havde gået et stykke tid, indhentede Josefs tjenere dem og sagde: “En af jer har stjålet vor herres sølvbæger!”
Brødrene var chokerede! “Vi ville ikke gøre sådan noget. Vi lover, at hvis en af os har det, så skal vedkommende dø og vi andre overgiver os til jeres herre som hans slaver!”
Hver af brødrene åbnede på skift deres sække, og de fandt bægeret i den, der tilhørte Benjamin. Brødrene var forfærdede. De vendte tilbage til byen med vagterne og kastede sig ned foran Josef. Han spurgte: “Hvorfor har I gjort dette?”

Juda svarede: “Hvordan kan vi bevise vores uskyld? Vi vil nu alle være dine slaver!”
“Nej, kun den skyldige af jer skal være min slave. Resten af jer kan tage hjem til jeres far.”
Juda sagde: “Jeg lovede vores far, at jeg ville garantere Benjamins sikkerhed. Så tillad mig at være din slave i stedet for ham. Jeg kan ikke holde ud at se min fars sorg, når drengen ikke vender tilbage til ham.”
Da Josef hørte dette, begyndte han at græde. Han sagde da til dem: “Jeg er Josef!”
Brødrene blev bange og kunne ikke svare ham. Han sagde: “Kom nærmere og se! Jeg er jeres bror, som I solgte til slaveri! Gud sendte mig her for at redde jeres liv. Der er stadig fem år med hungersnød tilbage, og Gud bragte mig her for at forberede et sted til jer!”
Så bad han dem vende tilbage og bringe deres far og deres familier til Egypten. Farao hørte dette og sagde til Josef: “Det bedste i Egypten skal være deres!”

Jakob blev chokeret, da hans sønner fortalte ham, hvad der var sket. Men han blev fyldt af glæde, da han hørte, hvad Josef havde sagt og gjort. Til sidst drog han, hans børn og alle deres børn til Egypten. Der sørgede Farao for dem på grund af Josef.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer