Søg efter:
117 – Templet bygges

1 Kongebog 5 – 9 og 2 Krønikebog 2 – 7
Salomon vidste, at det var hans ansvar at bygge Herrens tempel. Derfor samlede han en stor arbejdsstyrke og skaffede dem alle de materialer, de havde brug for. Han fik cedertræ af kong Hiram af Libanon, som havde været en ven af David.
Hele byggeriet tog syv år, men der lød ikke larm af værktøj på tempelpladsen i al den tid fordi alt var samlet andre steder. De indvendige vægge var fuldstændig dækket af cedertræ. Det allerhelligstes vægge var dækket af rent guld. Alle kar, inventar og redskaber til tilbedelse var også lavet af guld. Han lavede også et sted for ikke-jøder, som ønskede at komme til templet og bede.
Da templet var færdigt, samlede kong Salomo lederne fra alle Israels stammer. Præsterne gik hen og hentede Pagtens Ark. Det eneste i den på det tidspunkt var de to stentavler, som Moses havde lagt der. Da præsterne bar arken mod templet, blev der ofret hele vejen. Til sidst ankom de, og Pagtens Ark blev sat ind i det Allerhelligste.
Pludselig fyldte Herrens herlighed templet som en sky. Det var så tyk en sky, at præsterne måtte stoppe, hvad de var i gang med.

Kongen takkede Gud. Han vendte sig dernæst mod folket og gav dem en velsignelse og en indvielsesbøn. Til sidst stillede han sig foran Herrens alter og bad. Han bad Gud om at høre sit folk, når de bekendte deres synder og bad om tilgivelse. Han bad også Gud om at høre hedninger, der bad i templet.
Sammen ofrede hele Israels folkeslag til Gud og indviede templet til Herren. Denne fest varede i fjorten dage. Da det var overstået, vendte folk tilbage til deres hjem.
Gud mødtes derefter med Salomon for anden gang. Han sagde: “Jeg har hørt din bøn og har indviet dette hus til mig selv. Hvis du går med mig, som din far gjorde, vil jeg etablere dit rige for evigt. Men hvis du eller dine efterkommere ikke adlyder mine bud og begynder at tilbede andre guder, så forlader jeg huset og det bliver en skændsel. Så vil jeg fjerne Israels folk fra dette land.”

I de næste tretten år byggede Salomo et hus til sig selv. Derefter byggede han flere byer. Han etablerede en stor arbejdsstyrke til alle sine byggeprojekter. Der var ingen anden konge i hele verden som Salomo.

VIDEOER

50 – Koras oprør

4. Mosebog 16 – 17
Da Israel vendte tilbage i ørkenen, besluttede fire mænd at gøre oprør mod Moses og Aron. Lederen var Kora, fra Levis stamme. De dannede en gruppe på to hundrede og halvtreds fremtrædende mænd og gik til Moses. De sagde: “Du er gået for vidt. Vi er et helligt folk. Herren er med os alle. Alting behøver ikke gå igennem dig.”
Moses sagde til Kora: “Jeg ved, hvad det drejer sig om. Levitterne er blevet udvalgt til at udføre Herrens tjeneste. Nu vil du også have præstedømmet. Gud har udvalgt Arons familie, så dermed er du i oprør mod Gud. I morgen vil vi alle stille os foran Herren og holde røgelseskar, fyldt med ild og røgelse. Herren vil vælge, hvem der skal lede folket.”
To af dem sagde: “Vi kommer ikke! Du har ført os tilbage i ørkenen for at dø. Nu taler du som en konge og befaler over os. Derfor deltager vi ikke i morgen!”
Det gjorde Moses vred. Han sagde til Herren: “Jeg har aldrig mishandlet disse mennesker. Jeg har ikke taget noget fra dem. Alligevel hader de mig.”

Næste dag stod Moses, Aron og alle to hundrede og halvtreds mænd foran Herren med deres fade fyldt med ild og røgelse. Hele menigheden var der for at se på.
Herrens herlighed viste sig, og Gud sagde til Moses og Aron: “Flyt jer! Jeg vil ødelægge hele menigheden.”
Moses faldt ned og bad: “Straf ikke alle for, hvad nogle få mennesker har gjort.” Gud sagde: “Sig til folket, at de skal gå væk fra de telte, hvor mændene som ikke ønskede at deltage, bor.” Så gik alle i sikker afstand fra teltene. De to mænd kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte sammen med deres koner, børn og babyer. Kora gik hen og stod hos dem.
Moses talte til menigheden. »Hvis disse mænd bliver gamle og dør en naturlig død, så vil I vide, at Herren ikke har sendt mig for at gøre disse ting. Men hvis der sker noget usædvanligt med dem, vil I vide, at de talte imod Gud.”
Pludselig åbnede jorden sig, og mændene og deres familier faldt i hullet. Jorden lukkede sig om dem, som om jorden slugte dem. Folket skreg og løb fordi de frygtede, at de også kunne blive opslugt. Da kom der ild fra himlen og dræbte alle to hundrede og halvtreds mand, der ofrede røgelse.
Herren sagde til Moses: Saml alle to hundrede og halvtreds fyrbækkener fra mændenes aske. De skal udhamres til tynde plader til beklædning af alteret. Det skal minde folket om, at præstedømmet og afbrænding af røgelse kun er for Aron og hans efterkommere.”

På trods af alt dette diskuterede de næste dag stadig præstetjenesten. En gruppe personer gik til Moses og Aron for at tale med dem om de mennesker, der døde dagen før. De sagde: “Du dræbte Guds folk.”
Moses så, at Guds vrede brændte imod folkemængden. Derfor sagde Moses til Aron: “Skynd dig at hente et røgelseskar og fyld det med røgelse og ild. Løb rundt blandt folket og skaffe soning for deres synder. Guds vrede strømmer ud, og han rammer dem med pest.” Da Aron gjorde dette, så han, at pesten allerede var begyndt at sprede. Han gjorde soning for folket, der stod mellem de døde og de levende. Pesten stoppede, men 14.700 døde den dag.
For at løse spørgsmålet om præstedømmet sagde Herren til Moses: “Lad hver stamme tage en vandrestav med. Sæt Arons navn på Levis vandrestav. Placer dem i tabernaklet. Jeg får en af dem til at spire. Dette vil få folk til at holde op med at klage over dig!”
Moses fulgte Herrens instrukser. Den næste dag så han, at Arons stav ikke kun havde spiret. Den havde også dannet knopper, blomstrede og frembragte mandler! Folkene så det og blev forbløffede. Fra den dag ønskede de ikke engang at komme i nærheden af tabernaklet, hvis de risikerede at dø. Arons stav blev sat tilbage i tabernaklet til opbevaring.

VIDEOER

78 – Pagtens ark stjålet

1 Samuel 4
Gud var ikke tilfreds med Eli. Ypperstepræsten vidste, at hans to sønner syndede i Herrens helligdom. De forsøgte ikke engang at skjule det. Alligevel havde Eli ikke stoppet dem. Gud fortalte ham, at hans familie ville blive dømt. Herren sagde: “Jeg vil gøre noget, der får folk til at gyse, når de hører om det.”

Da Eli var 98 år gammel, førte filistrene krig mod Israel. Hæren drog ud for at forsvare folket, men de tabte slaget og 4.000 mænd blev dræbt.
Israels ældste var forvirrede. “Hvorfor tillod Herren dette?” En af dem fik en ide, og sagde: “Lad os hente Herrens ark! Vi tager den med os i kamp, og det vil give os sejr.” Så sendte de bud efter Pagtens Ark, og Elis sønner bragte den til lejren. Da israelitterne så det, råbte de af glæde. Råbet var så højt, at det virkede som om jorden rystede.

Filistrene hørte råbet og troede, det var et krigsråb. De sendte spioner for at se, hvad der foregik og fandt ud af, at Pagtens Ark var blevet ført ind i lejren. Filistrene gik i panik. De sagde: “Deres gud er nu i deres lejr. Vi er fortabt! Deres gud er en stor gud, for det var ham, der slog egypterne ihjel med plager.”
Filistrenes ledere talte til soldaterne: “Opfør jer som rigtige mænd! I er mægtige filister, ikke svage hebræere. Nu er det tid til at kæmpe, som I aldrig har kæmpet før. Hvis I ikke gør det, ender vi som deres slaver.”
Så filistrene kæmpede, som de aldrig havde kæmpet før. De vandt, Israel blev knust og deres soldater slagtet. 30.000 mænd blev dræbt, inklusive Elis to sønner. Filistrene erobrede derefter Pagtens Ark og tog den med til deres egen lejr.

Tilbage i Israel sad Eli på en stol ved vejen og ventede på en rapport fra slaget. Han var bekymret for Pagtens Ark. En mand løb fra kampen for at fortælle alle, hvad der skete. Hele byen begyndte at græde af smerte. Eli var blind og havde svært ved at høre. Han hørte støjen, men kunne ikke høre, hvad der blev sagt. “Hvad sker der?”
Manden kom tæt på den gamle præst og sagde: “Vores mænd blev slagtet i dag. Dine to sønner blev dræbt, og Pagtens Ark blev stjålet.” Da Eli hørte om Pagtens Ark, faldt han baglæns ned af stolen. Han var en tung mand, så faldet brækkede hans nakke, og han døde.

Elis svigerdatter skulle føde et barn. Hun hørte om Pagtens Ark og hendes mands død. Hun hørte så, at hendes svigerfar også var død. Da gik fødslen i gang og hun fødte en søn. De, der hjalp hende, sagde: “Du har nu noget at være glad for. Du har født en søn!”
Først svarede hun ikke, og så sagde hun til sidst: “Herligheden er forsvundet fra Israel, fordi Pagtens Ark er blevet stjålet.” Lige før hun døde, kaldte hun drengen Ikabod, som betyder: “Herligheden er forsvundet.”
Fortsættes i næste historie

VIDEOER

91 – Flugten fra Saul

1 Samuel 21-22
David flygtede fra Saul med kun få mænd til at hjælpe sig. De gik til Akimelek, præsten, som havde ansvaret for Pagtens Ark. Præsten sagde: “Hvorfor er du her?”
“Kongen sendte mig på en særlig mission. Han fortalte mig ikke at fortælle nogen om, hvor jeg skal hen. Vi gik så hurtigt, at vi ikke har spist længe, så vi vil bede dig give os det brød, du har der!”
Akimelek sagde: “Dette brød er det gamle skuebrød fra tabernaklet. Kun præster må spise det brød.”
Det var gammelt brød, de tog fra alteret, når de lagde nyt brød der. Præsten sagde: “Jeg tror godt du må tage det gamle brød, men kun hvis dine mænd har holdt sig rene for Herren.”
David sagde: “Vi er alle på en mission for kongen, så selvfølgelig har vi alle holdt os hellige for Herren.”
Akimelek gav dem det gamle brød. David lagde mærke til, at Do’eg, edomitten, så det hele. Han var den øverste hyrde for Saul.
David sagde til Akimelek: “Jeg gik så hurtigt, at jeg glemte at tage mine våben med. Har du et spyd eller et sværd, jeg må få?”
“Det eneste sværd, jeg har, er det, du tog fra Goliat. Du kan få det tilbage. Det er, hvad jeg har.”

David tog sværdet og fortsatte sin flugt fra Saul. Han tog til Gat, filistrenes by. Der ville han være uden for Sauls rækkevidde. Men folk sagde til filistrenes konge: “Dette er David, ham de synger om: Saul har dræbt sine tusinder, men David har dræbt sine titusinder.”
Da David hørte det, lod han som om han var sindssyg. Folk på den tid sårede ikke dem, der var sindssyge, fordi de var bange for, at der kunne være en ond ånd i dem. David faldt om og begyndte at kradse på dørstolpen. Han savlede, så det løb ned i skægget. Da kongen så det, sagde han: “Denne mand er skør. Få ham væk herfra!”
David forlod Gat og gemte sig i en hule. Hans brødre bragte ham alle deres slægtninge, så de kunne være sikre fra Saul. David førte sine forældre til Moab og efterlod dem i kongens beskyttelse der.
Snart begyndte mænd at ankomme for at slutte sig til David. Det var mænd, der var i en eller anden form for problemer eller overvældet af gæld. Til sidst var der 400 mænd, som samledes omkring David, og han blev deres leder.
I mellemtiden gik edomitten Do’eg til Saul og sagde: “Jeg så Akimelek give David mad og Goliats sværd.”
Saul sendte bud efter Akimelek og alle 85 præster, som var med ham. “Hvorfor hjalp du denne Isajs søn? Du ved, han vil slå mig ihjel.”
Akimelek sagde: “Jeg troede, han var din trofaste tjener. Han er trods alt din svigersøn. Jeg vidste ikke, at der var problemer mellem jer.”
Saul vendte sig mod sine vagter. “Dræb disse mænd, dem alle sammen. De er på Davids side.”
Vagterne var chokerede. De turde ikke slå Herrens præsters ihjel.
Saul vendte sig så til Do’eg, og sagde: “Dræb alle disse mænd og alt, hvad de ejer.” Do’eg dræbte alle præsterne, deres hustruer, deres børn og endda deres husdyr. Kun én søn af Akimelek var i stand til at undslippe. Han løb hen og fortalte David alt, hvad der skete.

VIDEOER

51 – Kobberslangen

4. Mosebog 20 – 21
Israelitterne rejste til et sted, hvor der ikke var vand. Folket gik til Moses og sagde: “Vi ville ønske, at vi var døde med vores brødre under Guds hånd. Du førte os hertil med mange løfter, men vi ser ingen gårde, figentræer eller vinmarker. Desuden er der hverken vand til os eller vores husdyr.”
Herren sagde til Moses: “Saml folket og stil dig foran dem med din stav. Tal til klippen, og den vil give dig vand. Der vil være nok til folket og deres husdyr.”
Så stillede Moses sig foran folket. Han sagde: “I er en flok rebeller. Skal jeg skaffe jer vand fra denne klippe?” Derefter slog han klippen to gange med sin stav. Der fossede vand ud, og alle fik nok.
Men Herren var ikke tilfreds med Moses og Aron. Han sagde: “I stolede ikke på min magt. Disse mennesker så, at du ikke respekterede min befaling. Derfor kommer du ikke til at lede folket ind i det land, jeg har lovet dem.”

Da Israels folk drog videre, kom de til Edoms grænse. Moses sendte en besked til deres konge og bad om tilladelse til at rejse igennem landet. Han forsikrede kongen om, at de ikke ville forstyrre og at de ville betale for alt vand, de drak.
Kongen nægtede at lade dem gå gennem landet. Han sendte endda sin hær til grænsen og truede med krig, hvis israelitterne gik ind i landet. Så Moses gik en anden vej.

Kort efter sagde Herren til Moses:
“Aaron er ved at dø. Tag derfor ypperstepræstens klæder af ham og giv dem til Eleazar, hans søn.”
Det gjorde Moses, og Aron døde kort efter. Israels folk sørgede over hans død i tredive dage.

Da israelitterne bevægede sig rundt i Edom, begyndte folket at klage igen. De sagde: “Vi behøvede ikke at komme her for at dø. Det kunne vi have gjort i Egypten. Vi har intet vand, og vi hader denne forfærdelige mad!”
Så sendte Herren giftige slanger ind i lejren. Folk blev bidt, og mange døde. De skyndte sig hen til Moses og sagde: “Vi har syndet! Vi skulle ikke have talt imod dig og Herren. Tal med Gud og bed ham om at fjerne slangerne.” Så bad Moses for folket.
Herren sagde til Moses: “Lav en slange af kobbere og sæt den på en stang. Folk vil blive helbredt fra deres slangebid, hvis de ser på kobberslangen.”

Mens Israels folk rejste, kom de til amoritternes landområde. De sendte en besked til kongen og spurgte, om de måtte rejse gennem hans land. De forsikrede ham om, at de ikke ville tage noget og ikke ville gøre skade.

Amoriternes konge nægtede. I stedet tog han sin hær og angreb Israel. Men Israels folk bekæmpede dem og besejrede dem fuldstændigt. De overtog alle deres byer og bosatte sig i dem. De kontrollerede hele landet lige op til Ammonit-grænsen.

57 – Jeriko erobres

Josva 5,13-6,27
Mens folket stadig var i Gilgal, så Josva en mand stå i nærheden med et sværd i hånden. Josva gik hen til ham og spurgte: “Er du for os eller for vores fjender?”
Manden sagde: “Jeg er kaptajn for Herrens hær. Jeg er lige ankommet.”
Josva bøjede sig og tilbad ham. Kaptajnen sagde: “Tag dine sko af, fordi du er på hellig grund.”
Herren sagde til Josva: “Jeg har givet dig Jeriko, dets konge og dets hær.” Han gav derefter nøjagtige ordrer om, hvordan Jeriko skulle erobres.

Da dagen kom, arrangerede Josva folket. Hæren gik forrest, og bag dem kom syv præster, som skulle blæse i vædderhorn. Pagtens Ark blev båret bag dem. Resten af hæren fulgte efter bag Arken. Josva sagde til folket: “Sig ikke et ord, mens I marcherer rundt om byen.”
Mens de marcherede rundt, blæste præsterne i hornene, men folket tav. Da de havde været rundt om byen, vendte de tilbage til deres lejr og overnattede. De gjorde det samme den anden dag og den tredje. De gentog denne march rundt om byen i seks dage.

Tidligt den syvende dag bad Josva folket følge den samme procedure, bortset fra at de på denne dag skulle gå rundt om byen syv gange. Han sagde: “Efter at vi har marcheret rundt syv gange, skal I råbe alt, hvad I kan. Herren vil derefter overgive byen til jer. Alle mennesker og dyr i byen skal dø, undtagen Rahab og hendes familie. I skal brænde alt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern. Disse skal overgives til Herren. Tag ikke selv noget af det, der skal overgives til Herren, for da skal du lide døden.”

Folket marcherede nu rundt om byen syv gange, mens præsterne blæste i hornene. Efter den syvende gang standsede hele optoget.
Præsterne blæstee i hornene endnu en gang, og Josva råbte: “Skrig alt I kan!” Folket skreg, og byens mure faldt sammen. Israels hær marcherede lige ind i byen og ødelagde den. De to spioner, som Rahab havde beskyttet, gik straks til hendes hus. De førte hende og hendes familie ud af byen i live. Alle andre i byen blev dræbt, og alt blev brændt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern.
Josva udråbte derefter en forbandelse over byen Jeriko. Han sagde: “Enhver, der genopbygger denne by, vil miste både sin førstefødte søn og sin yngste søn.”

Herren var med Josva, og hans ry spredte sig over hele landet.

Rahab og hendes familie blev anbragt et sikkert sted uden for Israels lejr. Til sidst giftede hun sig med en israelit fra Judas stamme. Med tiden fik de en søn ved navn Boaz.

VIDEOER

***

79 – Pagtens ark vender tilbage

1 Samuel 5-6
Fortsat fra forrige historie
Efter filistrene havde taget Pagtens Ark, stillede de den i deres guds tempel. Næste morgen fandt de deres afgud liggende næsegrus foran Arken. De stillede statuen op igen, men næste morgen lå den igen på jorden. Denne gang var hovedet og hænderne brækket af.

Pludselig var byen oversvømmet af mus, og folk fik store svulster, som dækkede deres kroppe. Mændene sagde: “Dette skyldes Pagtens Ark.”
Derfor flyttede de den til en anden by, men straks ramte Guds dom også dén by. De blev overrendt med mus, og folkene fik voldsomme bylder. Det fik dem til at gå i panik, så de sendte Pagtens Ark videre til endnu en by, men folkene der sagde: ”Ønsker I at slå os ihjel? Vi vil ikke have den ark i vores by!”

De flyttede arken fra by til by i syv måneder. Frygt og død fulgte den, hvor end den kom hen. Til sidst spurgte filistrene deres præster: “Hvordan kan vi sende Herrens ark tilbage til Israel?”

De sagde: “Hvis I sender arken tilbage til Israel, skal I sende et skyldoffer med den. Så vil Gud fjerne sin domshånd, og I vil blive helbredt. Lav fem guldbilleder af jeres bylder og fem guldbilleder af musene, som ødelægger landet. Giv Israels Gud ære, og så vil han holde op med at knuse jer. Men hvis I er stædige ender I som farao, da disse mennesker forlod Egypten. Han vil sende flere plager over jer, indtil I sender arken tilbage til Israel.

Her er hvad du skal gøre. Forbered en ny vogn og placer Pagtens Ark på den. Læg guldgenstandene i en kasse ved siden af. Vælg to malkekøer, der aldrig har været i et åg, og spænd dem for vognen. Tag kalvene væk fra køerne og lad dem stå på en sti i nærheden. Se så, hvad køerne gør. Hvis de ignorerer deres kalve og går op ad vejen mod Israel, kan I være sikre på, at det var Herren, der pinte os i syv måneder. Men hvis køerne går mod deres kalve, så ved vi, at alt dette bare var noget, der skete tilfældigt. Det var ikke Guds dom.”
Mændene gjorde præcis, som de blev anvist. De fik fat i to køer og skilte dem fra deres kalve. De spændte køerne for en vogn, selvom de aldrig havde været i åg før. De satte Arken på en ny vogn sammen med de fem guldbilleder af deres sygdomme og musene.

Da alt var klart, stod de spændt og kiggede. Køerne gik lige op ad vejen mod Israel. Filistrenes herskere gik bag dem hele vejen til Israels område.
Israels folk var ved at høste hvede, da de så arken komme imod dem. De græd af glæde. Køerne trak nu vognen hen til en mark, nær en stor sten. Israels folk stillede arken på stenen. De brugte derefter træet fra vognen til at ofre køerne som et brændoffer til Herren. Da filistrenes herskere så dette, vendte de tilbage til deres land.

Der var 70 mænd fra en nærliggende by, som var nysgerrige efter, hvad der var i Pagtens Ark, så de åbnede den og kiggede ind. Alle 70 mænd døde ved Guds hånd. Dette var begyndelsen på, at Israels folkeslag vendte deres hjerter tilbage til Gud.

VIDEOER

45 – Tabernaklet

2. Mosebog 33–40
Fordi Israels folk havde tilbedt guldkalven, gik Moses op på bjerget og bad Herren tilgive dem. Han sagde: “Herre, dit folk har syndet mod dig. Hvis du vil tilgive deres synder …” Han kunne ikke fortsætte, men sagde til sidst: ”Hvis du ikke kan tilgive dem, så slet mig fra din bog.”
Herren sagde: “Jeg sletter ikke dit navn fra min bog, men jeg vil udslette navnene på de mennesker, der syndede mod mig.” Så slog Gud folket med en pest, og mange døde.
Derefter sagde Herren til Moses: “Før dit folk til det land, jeg lovede dem. Jeg vil ikke tage med dig, men jeg sender min engel til at vejlede dig. Hvis jeg levede blandt disse stædige mennesker et øjeblik længere, ville jeg ødelægge dem.”

Moses gik ned og fortalte folket, at Gud ikke ville bo iblandt dem. Folk brød sammen og græd. De sørgede over, at deres synd havde kostet dem så meget.
Moses gik uden for lejren og rejste et telt, så han kunne tale med Herren. Mens folket så på, dalede Guds røgsky og stillede sig foran teltet. Der talte Moses og Gud.
Moses sagde: “Hvis jeg er din ven, og hvis du elsker mig, så bo iblandt os. Vi vil have dig til at lede os. Hvis du nægter, så bliver vi her. Lad os ikke gå. Uden dig hos os er vi ikke anderledes end andre!”
Herren svarede: “Du er min ven, og jeg elsker dig. Derfor vil jeg gøre, som du har bedt om.”
Så sagde Herren til Moses, at han skulle skære yderligere to stentavler ud og tage dem med op på bjerget. Dernæst sagde Herren: “Dette er min pagt med dig og dit folk. Jeg vil føre folket ud af Kana’an med store mirakler, men I skal adlyde mine befalinger.” Moses blev på bjerget og nedskrev alle Guds love og befalinger. Han skrev også de ti bud på de to stentavler. Han var der i fyrre dage og fyrre nætter og spiste ikke brød og drak ikke vand.

Bagefter gik han tilbage til folket med Guds befalinger. Han var ikke klar over, at hans ansigt lyste på grund af al den tid, han havde tilbragt med Herren. Dette gjorde israelitterne bange, så Moses bar et slør, da han talte til folket. Han fortalte dem alle de befalinger, Herren havde givet ham.
Han sagde: “Det er tid til at bygge tabernaklet, Guds bolig. Derfor skal de, der er villige til at give et offer til Herren, bringe guld, sølv, bronze, specielt garn, fint linned, dyreskind, træ, olier, krydderier, sten og ædelstene. Vi har brug for dygtige håndværkere, der vil dedikere sig til at bygge tabernaklet, teltet, der skal omgive det, og møblerne indeni.”

Næste dag begyndte folk at bringe de ting, der var nødvendige for at bygge tabernaklet. Dygtige håndværkere kom for at udføre arbejdet. Dag efter dag bragte folket deres gaver, indtil Moses til sidst sagde: “Ikke flere ofre nu. Der er mere end nok!”
Folket var omhyggelige med at bygge tabernaklet præcis som Gud havde sagt til Moses. Det var afsluttet præcis to år efter, at de forlod Egypten. Moses inspicerede arbejdet og så, at de havde gjort, som Herren havde befalet, så han velsignede dem.
Dernæst kom en sky og svævede over teltet. Mens folket så på, fyldte Herrens herlighed tabernaklet. Så fra den dag af, på alle deres rejser, var Herren med dem.

VIDEOER

***

46 – Uhellig ild

Tredje Mosebog 10,1-7 + 4 Mosebog 9 – 11,3
Gud gav nøjagtige instrukser til Israels folk om, hvordan de skulle tilbede ham. Aron, Moses’ bror, blev udvalgt til at være ypperstepræst, og hans sønner skulle tjene sammen med ham. Når Aron døde, skulle de erstatte ham som ypperstepræst.
Menigheden samledes ved tabernaklet til indsættelsen af disse mænd. Moses salvede dem med olie og ofrede til Herren.
Han fortalte Aron og hans sønner, at deres ordination ville vare i syv dage, og de måtte ikke forlade tabernaklet, før det var forbi.
Arons to ældste sønner var Nadab og Abihu. I løbet af ordinationstiden besluttede de på egen hånd at brænde røgelse til Herren. Men de lagde kul fra en almindelig ild i deres røgelseskar.
Så snart de kom ind i Herrens nærhed, blussede ilden op og dræbte begge mænd.

Alle var chokerede. Moses fik nogle mænd til at bære ligene udenfor lejren. Han fortalte Aron og hans andre sønner, at de skulle fortsætte med ordinationen, da de allerede var blevet salvet med olie foran Herren.
Det betød, at de ikke kunne sørge ordentligt over deres tab. Så sørgede resten af Israel over de to mænds død, mens deres far og brødre blev ved tabernaklet.

På toårsdagen for udgangen fra Egypten fejrede Israels folk påske. De var stadig på Sinajbjerget.
En sky svævede over tabernaklet om dagen, og det lignede ild om natten. Gud havde fortalt dem, at så længe skyen svævede der, skulle de blive, hvor de var. Men hvis skyen lettede, vidste de, at det var tid til at fortsætte deres rejse.
En måned senere, efter de havde fejret påske, var det tid for dem at flytte mod Kana’ans land. Mens folket så på, løftede skyen sig, og de drog op fra Guds bjerg. De rejste mod det sted, hvor de skulle komme ind i Kana’ans land.
Kort tid efter begyndte folket igen at klage over deres strabadser. Det gjorde Herren vred, og han sendte ild ned blandt dem. Mange mennesker døde. De, der ikke døde, løb hen til Moses for at få hjælp. Han bad for dem, og ilden stoppede.