Søg efter:
173 – Ezra

Ezra 7-10
Ezra var ekspert i Guds love. Derfor blev det besluttet, at han skulle rejse til det nye tempel i Jerusalem og undervise folket.
Kongen af Persien gav ham breve, som bemyndigede ham og hans hjælpere til at tage til Jerusalem. Kongen sendte en stor mængde guld og sølv med ham.
Ezra var også bemyndiget til at udpege dommere, som kendte Guds love. Han fik at vide, at kongeriget Persien ville straffe enhver, der ikke adlød disse love.
Mænd meldte sig frivilligt til at tage med Ezra og flytte deres familier til Juda. De indså da, at der ikke var nogen levitter i gruppen. Ezra sendte da en forespørgsel ud, og flere levitter meldte sig frivilligt til at gå.

Alle vidste, at det var en farlig tur at tage fra Persien til Jerusalem. De havde familier, deres ejendele og en stor mængde guld og sølv. Alligevel havde de ikke soldater til at beskytte dem. Ezra bad ikke kongen om bevæbnede vagter, fordi han havde sagt: “Gud er vores beskytter. Hans stærke hånd er over folk, der tjener ham.”
Gruppen fastede og bad Gud om hans beskyttelse. De begav sig ud på deres rejse, og Gud beskyttede dem, mens de rejste. Ingen forsøgte at overfalde dem undervejs. De ankom i god behold i Jerusalem og tog alt guldet og sølvet med til templet.
Adskillige ledere talte med Ezra, imens han forberedte sig på sin undervisning om Guds love. De sagde: “Mange af vores folk har ikke adskiltt sig fra de ikke-jøder, der bor i området. De har giftet sig med deres kvinder, og disse hustruer har taget deres hedenske skikke med sig.”
Ezra blev chokeret, da han hørte det. Han gik op til templet og faldt på knæ og bredte sine hænder ud for Herren. Han bad: “Herre min Gud, nu gør folket det igen, ligesom vore forfædre. Du sendte dem i fangenskab, fordi de tog fremmede hustruer og begyndte at tilbede afguder. Nu har du givet os mulighed for at komme tilbage hertil, og hvad gør vi? Vi gifter os med udenlandske koner. Gud, vi er ikke værdige til din velsignelse. Du har ret til totalt at ødelægge denne lille gruppe mennesker, som bor her.”

Ezra fortsatte med at græde og bede og bekende synd. Mens han gjorde det, kom folk og sad og bad sammen med ham. Der kom flere og flere, indtil der var en stor folkemængde samlet omkring. De græd alle og bekendte deres synder.
Til sidst sagde folk: “Vi ved, vi har syndet, men der er stadig håb. Vi afgiver et løfte til Gud. Vi sender vores udenlandske koner og deres børn væk. Men du skal hjælpe os, hvis vi skal gøre det ordentligt. Kom nu og vis os, hvad vi skal gøre, og vi gør det.”
Ezra indvilligede i at føre tilsyn med det og sikre, at det blev gjort ordentligt. Folket sendte deres fremmede hustruer bort og vendte sig fra afguder. Så overgav de sig fuldstændig til Herren.

132 – Elias og ildvognen

2 Kongebog 2
Tiden var nu kommet, hvor Gud Herren ville tage Elias op til himlen. Derfor sagde den gamle profet til Elisa: “Bliv her! Herren sender mig til Betel.”
Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” De gik derfor sammen til Betel, hvor de mødte en gruppe profeter, som sagde til Elisa: “Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
“Ja, det ved jeg. Vær nu stille.”
Elias sagde: “Elisa, bliv her. Herren sender mig til Jeriko.”
Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” De gik derfor sammen til Jeriko.

Profeterne i Jeriko sagde til Elisa: “Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
“Ja, det ved jeg. Vær nu stille.”
Elias sagde til ham: “Bliv her! Herren sender mig til Jordanfloden.”
Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” Så de gik videre sammen.

Da de kom til Jordan, rullede Elias sin kappe sammen og slog vandet. Straks skiltes vandet, og de to mænd gik tørskoede over floden. Halvtreds profeter stod på afstand og så på.
Da de to mænd var på den anden side, sagde Elias til Elisa: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”
Elisa tøvede ikke. “Giv mig dobbelt portion af din ånd.”
Elias var chokeret. Han sagde: “Det er et specielt ønske. Men du skal få det, hvis du ser mig blive taget fra dig. Hvis ikke, får du det ikke.”

Da de fortsatte vandringen, dukkede der pludselig en ildvogn med ildheste op. Ildvognen skilte de to fra hinanden, og Elias blev ført op til himlen i en storm … og var væk.
Elisa så det hele. Han flængede sit tøj og råbte: “Min far, min far, du Israels vogne og heste!”
Han så nu Elias’ kappe, som faldt af, da profeten blev ført væk. Elisa gik hen og tog den op. Han vendte sig om og stillede sig ved bredden af Jordanfloden. Han løftede kappen højt i vejret og slog så vandet. Han sagde: “Hvor er Herren, Elias’ Gud?!” Vandene skiltes, og han gik tørskoet over.
De halvtreds profeter så alt dette. De sagde: “Elias ånd bor nu i Elisa.” Fra da af ærede de ham som deres nye leder.
Da han kom tilbage til Jeriko, sagde byens indbyggere til ham: “Jeriko er et godt sted at bo, men kilden er dårlig. Det forhindrer endda vores afgrøder i at vokse.”
Han sagde: “Hæld salt i en ny skål og giv det til mig.”
De gav ham saltet og han gik hen til kilden. Han kastede saltet i vandet og sagde: “Herren har gjort dette vand rent. I kan nu dyrke afgrøder, og ingen vil sulte.”

Han forlod Jeriko for at vende tilbage til Betel. Undervejs begyndte en stor flok drenge at gøre grin med ham. De sagde: “Kom herop, skaldepande!”
Profeten forbandede dem i Herrens navn, og straks løb to bjørne ud af skoven og dræbte 42 af drengene og flåede dem fra hinanden.

VIDEOER

133 – Vandgrøfter

2 Kongebog 3
I mange år var Moab styret af Israel og betalte dem høje skatter. Da Akab døde, nægtede Moabs konge at betale Israel flere skatter.
Akabs søn, kong Joram, organiserede sin hær og forberedte dem på at marchere mod Moab. Han sendte bud til Joshafat, Judas konge. “Slut dig til mig i vores felttog mod kongen af Moab. Han har gjort oprør mod mig.”
Joshafat indvilligede, og de to hære marcherede syd for Det Døde Hav og ind i Edom. Den edomitiske hær sluttede sig til dem. De tre hære fortsatte deres march mod Moab.
Snart indså de, at der ikke var vand nok i ørkenen til alle deres mænd og dyr. Joram sagde: “Jeg tror, at Herren har ført os hertil, så vi alle kunne blive taget til fange af moabitterne.”
Joshafat sagde: “Har vi en Guds profet med os?”
En af soldaterne sagde: “Ja, Elisa er her.” De tre konger gik til ham. Da han så Joram, sagde han: “Hvorfor kommer du til mig? Hvorfor taler du ikke med en af jeres afguder?”
Joram sagde: “Jeg tror, at Herren din Gud har ført os hertil, så vi kan blive taget til fange af moabitterne.”
Elisa sagde: “Hvis det bare var dig, ville jeg ikke give dig tidspunktet på dagen. Men jeg har stor respekt for kong Joshafat, så send nogen med en harpe.”
Mens harpen spillede, gav Herren Elisa et budskab til Joram. “Grav grøfter i dette tørre flodleje. Der vil ikke komme en storm, men du vil se dette flodleje blive fyldt med masser af vand. Der vil være nok til dig og dine dyr. Gud vil også hjælpe jer med at besejre den moabitiske hær og erobre deres byer.”

Næste morgen begyndte vandet pludselig at stige så meget, at det oversvømmede landet. Den moabitiske hær stod tidligt op og så i retning af de tre konger. Solen skinnede på vandet og fik det til at se rødt ud. De råbte: “Se på alt det blod. De tre kongers hære har vendt sig og dræbt hinanden. Kom, lad os gå hen og samle byttet fra deres lejre.”
Da de kom til Israels lejr, angreb den israelitiske hær dem. De jagtede dem tilbage til Moab og begyndte at indtage by efter by. Til sidst var kun én by tilbage, som ikke var blevet besejret.
Israel omringede byen. Kongen af Moab forsøgte at flygte ved at tage 700 af sine soldater og bryde gennem frontlinjerne. Planen mislykkedes, så han greb sin ældste søn og ofrede ham på bymuren. Synet af dette var så forfærdeligt, at de moabitiske soldater gik i raseri. Da de så det, trak de tre hære sig tilbage og gik hjem.

VIDEOER

146 – Jonas og hvalfisken

Jonas 1-2
Gud sagde til profeten Jonas: “Du skal rejse til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.”
Jonas vidste, at Gud var barmhjertig og ville tilgive Nineve, hvis de omvendte sig. Det brød han sig ikke om, så han stak af og tog til havnebyen Joppe. Han købte en billet og steg ombord på et skib, der skulle til Tarshish. Han ønskede at komme langt væk fra Guds vilje, så der ikke ville være nogen mulighed for, at Nineve kunne omvende sig.

Da skibet var ude på havet, sendte Gud en voldsom storm for at ramme det. Sømændene var rædselsslagne, fordi stormen var ved at ødelægge deres båd og drukne dem. De smed al last over bord for at lette vægten. Da det ikke hjalp, bad de til deres forskellige guder. Mens alt dette foregik, sov Jonas nede i bådens lastrum.
Kaptajnen vækkede ham og sagde: “Hvordan kan du sove? Vi er ved at dø. Stå op og bed til din gud.”
Til sidst fandt sømændene ud af, at denne storm kun var rettet mod én person på skibet. De kastede lod for at se, hvem det var. Resultaterne viste, at Jonas var årsagen til deres problemer. De sagde: “Hvem er du, og hvad har du gjort?”
Han sagde: “Jeg tjener Herren Gud, som skabte havet og den tørre jord. Men jeg stak af fra ham.”

Pludselig blev stormen værre! Mændene skreg til Jonas: “Hvad skal vi gøre ved dig for at dæmpe stormen?”
Jonas råbte tilbage: “Gud vil kun én ting, og stormen vil ikke stoppe, før han får det. I skal gribe mig og smide mig over bord.”
Mændene ønskede ikke at dræbe en uskyldig mand, så de arbejdede endnu hårdere for at kæmpe mod stormen og komme i land. Til sidst indså de, at de ikke kunne bekæmpe Gud. De råbte til Herren og bad ham om nåde for det, de var i færd med at gøre. De tog så fat i Jonas og smed ham overbord.
Straks stilnede stormen! Mændene var chokerede over Guds kraft. De faldt på knæ og tilbad Herren og lovede kun at tjene ham.

Gud lod en stor fisk svømme hen og vente på Jonas, da han blev smidt i vandet. Fisken slugte ham straks, og han blev i fiskens mave i tre dage.
Jonas bad og erkendte, at det var Gud, der kastede ham i fisken. Til sidst sagde han: “Jeg vil give dig, hvad du vil have. Jeg vil takke dig for din vilje og gøre, hvad du vil have mig til at gøre.”
Hermed talte Herren til fisken. Den svømmede mod land og kastede Jonas op på kysten.

Fortsættes i næste historie

147 – Jonas og olieplanten

Jonas 3-4
Fortsat fra forrige historie
Endnu en gang sagde Gud til Jonas: “Gå nu og tag til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.” Denne gang rejste Jonas sig straks og tog til Nineve.
Byen Nineve var ekstremt stor. Det tog tre dage at gå fra den ene ende til den anden. Jonas gik nu rundt i byen og råbte: “Gud vil ødelægge denne by om 40 dage!”
Byens folk hørte ham og troede, at det han sagde var sandt. De vedtog en lov, der sagde, at alle skulle faste – ingen undtagelser. Alle skulle gå uden mad, og alle skulle klæde sig i sæk og aske. De bønfaldt Gud om barmhjertighed.
Kongen trådte ned fra sin trone og lagde sine kongelige klæder til side. Også han klædte sig i sæk og aske. Han udsendte en lov, som lød: “Ingen må smage på mad eller vand. Det inkluderer også dyr. Alle skal klæde sig i sæk og aske og holde op med deres ondskab. Måske vil Gud ombestemme sig og tillade os at leve.”
Herren så alt, hvad de gjorde. Han så, at de havde vendt sig bort fra deres ondskab og han tilgav dem og ødelagde ikke byen.

Jonas blev rasende, da han hørte om dette. Han sagde: “Jeg sagde jo, at det ville ske! Jeg vidste, at du er en barmhjertig Gud. Jeg vidste, du var hurtig at tilgive. Det var netop derfor, jeg ikke ønskede at komme her. Derfor stak jeg af. Dræb mig nu, for jeg ønsker ikke at leve.”
Herren sagde: “Tror du, det er godt at være så vred over dette?”
Jonas svarede ikke, men gik til østsiden af byen. Han byggede en lille hytte så han kunne sidde og se, hvad Gud gjorde med byen.
Mens han sad der, lod Gud en olieplante vokse op ved siden af ham. Olieplanten havde store blade, som gav skygge for den varme sol. Jonas var glad for planten og nød den skygge, den gav.
Næste morgen fik Gud en orm til at angribe planten og dræbe den. Da solen blev varm, visnede planten. Så lod Gud en varm østenvind blæse over Jonas. Som dagen gik, blev solen og vinden varmere og varmere, og der var ingen vind til at beskytte ham. Jonas råbte: “Jeg vil ikke leve mere. Jeg vil gerne dø!”
Gud sagde til ham: “Er det rigtigt at være vred på olieplanten?”
”Ja, det er rigtigt at være vred. Jeg er så rasende, at jeg gerne vil dø.”
Herren sagde: “Du er vred over en simpel olieplante. Du plantede den ikke. Du vandede den ikke. Den voksede op den ene dag og døde den næste.
Skulle jeg ikke også tage mig af befolkningen i denne by? Om ikke andet, så bor der over 120.000 børn her, for ikke at nævne alle dyrene.”

151 – Hoseas og Gomer

Hosea 1 – 3
Gud sagde til profeten Hoseas: “Du skal gå hen og finde dig en prostitueret, som du skal gifte dig med.”
Hosea tog hen hvor der boede prostituerede og valgte en ved navn Gomer. Hun sagde ja til at være hans kone. Men efter brylluppet fortsatte hun med at se sine mange elskere.

Snart ventede Gomer et barn med en af disse mænd. Hun fødte en søn, og Gud sagde til Hosea: “Accepter dette barn som dit eget.” Så Hoseas tog imod barnet og gav det navnet Jizre’el. Han prædikede for Israels folk og sagde: “Gud udvalgte jer og gjorde jer til sin ejendom. Men I er utro og løber efter andre guder. Nu siger han til jer: Husk Jizre’el og hvad Jehu gjorde der. På samme måde vil jeg dømme jer, og I vil ophøre med at være et folk i Jizre’el-dalen.’”

Gomer fik endnu et barn med en af sine elskere. Denne gang var det en pige. Hosea blev bedt om at acceptere hende, så han kaldte hende “Ingen Nåde.”
Efter at Ingen Nåde var vænnet fra, opsøgte Gomer igen sine elskere. Hun fødte endnu en søn. Gud sagde: “Accepter dette barn i dit hjem, men kald ham ‘Ikke Mit’.”

Hoseas prædikede for Israels folk: “I har bevæget jer langt væk fra Gud. I ved ikke, hvem I tilhører, og Gud siger: ‘Du er ikke min.’
“Men den dag kommer, hvor det vil ændre sig! Gud vil stolt sige: ‘I er mit folk, og jeg er jeres Gud’.”
Jizre’el vil sige til sin bror: ‘Du har et nyt navn. I stedet for Ikke Min, er det Du er min.’ Han vil sige til sin søster: ‘I stedet for Ingen Nåde er dit navn nu Stor barmhjertighed.’

Gomer blev træt af at bo sammen med Hosea og sine børn. Hun stak af med en af sine elskere, men fandt ud af, at han var slavehandler, og han gjorde hende til slave.
Hun længtes efter at være tilbage hos sin mand. Hun vidste, at det var umuligt at genvinde det, hun havde mistet.

Gud sagde til Hosea: “Gå hen til markedspladsen og køb din kone blandt slaverne.”
Profeten tog sine penge og gik til markedspladsen. Han så alle slaverne stå nøgne der. Blandt dem var Gomer. Hosea gik hen og betalte den krævede pris. Så tog han sin kappe af og brugte den til at dække sin kone. Sammen gik de tilbage til hans hus.
Han sagde: “Jeg valgte dig og giftede mig med dig. Nu har jeg købt dig. Du vil aldrig mere forlade mig og gå ud til dine elskere.” Hosea elskede hende og tog sig af hende.
Han sagde til Israel: “I har forladt jeres Gud og solgt jer til afguder. De har behandlet jer med foragt og misbrugt jer, efterladt jer nøgne og forladte. Men den dag vil komme, hvor Gud vil købe jer tilbage og vise jer Stor Barmhjertighed og sige: ‘Du er min’.”

121 – Den gamle profet

1 Kongebog 13,11-32
Der boede en gammel profet i Betel. Hans sønner fortalte ham om den unge profet fra Juda, og hvad han havde gjort ved Jeroboams alter. Den gamle profet sagde: “Hvilken vej gik han?”
Så bad han sine sønner om at sadle sit æsel. Han red ned ad vejen, indtil han fandt profeten siddende under et egetræ.
“Er du Guds mand fra Juda?”
“Ja, jeg er.”
Den gamle profet sagde: “Kom med mig, så vil jeg servere dig et måltid.”
“Nej, jeg kan ikke gå med dig. Herren sagde til mig, at jeg ikke må spise og drikke noget, mens jeg er her.”
Den gamle mand sagde: “Det ved jeg. Jeg er også profet ligesom dig. Herren sendte en engel til mig, som bad mig komme og hente dig og give dig mad og vand. Så kom til mit hus.”
Dette var løgn, men profeten gik med ham og spiste brød i hans hus og drak vand. Mens de sad ved bordet, talte Herren gennem den gamle profet og sagde: “Du har gjort oprør mod min befaling. Jeg sagde, at du ikke skulle spise eller drikke noget her. Fordi du ikke adlød mig, vil du dø, og du vil ikke blive begravet i din families grav.”

Efter at de to mænd var færdige med at spise, sadlede den gamle profet den unge mands æsel. Han gik, og undervejs sprang en løve på den unge profet og dræbte ham. Hans lig lå slængt hen på vejen; æslet og løven stod på hver sin side af liget.
Nogle rejsende så det og fortalte folket i byen om det. Da den gamle profet hørte det, sagde han: “Jeg ved, hvem det er. Det er Guds mand, der var ulydig mod Herren.”
Han bad sine sønner om igen at sadle et æsel for ham. Han gik hen og fandt liget. Løven stod stadig ved siden af, ligesom æslet. Løven havde hverken spist liget eller angrebet æslet.

Den gamle profet lagde liget af den unge profet på æslet. Han tog det med hjem og begravede det i sin egen grav. Han sørgede over den unge mands død.
Derefter sagde han til sine sønner: “Når jeg dør, skal I begrave mig der, hvor denne Guds mand er begravet. Læg mine knogler ved siden af hans knogler. Han talte Guds ord imod disse afguder og Israels synd. Alt, hvad han sagde, vil gå i opfyldelse.”

122 – Rehabeam og Jeroboam

1 Kongebog 14 og 2 Krønikebog 12
En af Jeroboams sønner blev syg. Kongen sagde til sin kone: “Da jeg var Salomos tjener, fortalte en profet mig, at jeg skulle blive konge af Israels ti nordlige stammer. Han bor i Shilo. Tag gaver med til ham og spørg ham, hvad der vil ske med vores søn. Tag en forklædning på, så han ikke ved, at du er min kone.”
Profeten var nu gammel og blind. Herren sagde til ham: “Jeroboams kone kommer i forklædning. Hun vil spørge dig om deres søn, der er syg.” Så fortalte Herren ham, hvad han skulle sige. Snart hørte profeten kvindens fodtrin. Han sagde: “Kom ind, Jeroboams hustru! Hvorfor har du en forklædning på? Hør, Gud har et budskab til din mand, en forfærdelig besked! Herren siger: Jeg udvalgte dig, da du var en almindelig mand. Jeg rev en del af riget væk fra Davids slægt og gav det til dig. Men se hvad du har gjort. Du har ikke fulgt mig. Du har ikke holdt mine bud. I stedet har du fornærmet mig med to guldkalve, og du er blevet mere ond end nogen anden. Så lyt nu til, hvad jeg vil gøre ved dig. Alle mænd i din familie vil dø en forfærdelig død. Jeroboams slægtsnavn vil ikke fortsætte, når du er død. Hunde vil æde dem, der dør i byen, og fugle vil æde dem, der dør i landet. Der vil kun være én undtagelse fra dette. Din søn, som nu er syg, er en god mand, den eneste i din familie. Han vil dø en normal død. Men han dør så snart du kommer hjem. Du vil begrave ham, og hele Israel vil sørge over hans død. Men han vil være den eneste en i din familie, der vil blive begravet. Alt dette vil ske på grund af det, Jeroboam gjorde mod Israel. Hans synd vil tvinge mig til at ramme Israel så hårdt, at deres rødder vil blive revet op af denne jord. De vil blive ført bort og spredt blandt nationerne.”

Jeroboams kone gik hjem, og hendes søn døde, så snart hun gik ind i huset. Han blev begravet, og hele Israel sørgede over hans død.
Jeroboam regerede i 22 år og døde derefter. Hans søn blev konge efter ham. Han fulgte sin fars eksempel, men regerede kun i to år. Han blev dræbt, og hele Jeroboams familie blev ødelagt. Det hele skete ligesom profeten sagde.
Mens Jeroboam regerede Israel i nord, regerede Rehabeam Juda i syd. Han gjorde også Herren vred ved at lede folket på onde måder. Juda blev lige så ond som alle de omkringliggende nationer.

I det femte år af Rehabeams regeringstid kom Egypten og plyndrede Jerusalem. De tog alt guldet fra templet og kongeslottet. De tog de guldskjolde, som Salomo havde lavet.
Efter de var rejst, erstattede Rehabeam skjoldene med skjolde lavet af bronze. Hver gang kongen forlod paladset og gik til templet, gik vagter sammen med ham og bar bronzeskjoldene.
Der var krig mellem Juda og Israel så længe Rehabeam og Jeroboam levede. Rehabeam døde efter at have regeret Juda i 17 år, og hans søn blev konge efter ham.

124 – Elias og enken

1 Kongebog 17
Israel havde mange onde konger. De fulgte alle Jeroboams eksempel.
Mens Asa stadig var konge af Juda, blev Akab konge af Israel. Han var ekstremt ond, mere end nogen af de konger, der var før ham. Han giftede sig med en kvinde ved navn Jezabel, som tilbad Ba’al. Akab byggede et ba’altempel i hovedstaden Samaria.
Profeten Elias fik foretræde for kongen og sagde: “Jeg har et budskab fra Gud. Der kommer ingen dug eller regn, før jeg siger det!”
Gud sagde til Elias: “Gå hen til en bæk. Den vil give dig vand, og jeg har allerede bedt ravnene om at bringe dig mad.”

Så gik Elias hen og boede ved siden af bækken. Ganske som Gud havde sagt, bragte ravnene ham brød og kød hver morgen og hver aften. Men med tiden tørrede bækken ind, fordi der ikke havde været regn.
Herren sagde: “Gå til hedningebyen, der hedder Sarepta. Jeg har udvalgt en enke som skal forsørge dig der.” Da Elias kom ind i landsbyen, så han en kvinde samle brænde. Han sagde til hende: “Giv mig lidt vand!” Da hun gik for at hente det, sagde han: “Og kom også med noget brød til mig.”
Hun vendte sig om og så på ham. “Jeg har ikke noget brød. Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Jeg var ved at samle disse grene, så jeg kunne lave det til brød til min søn og mig selv. Vi vil spise det og derefter dø.”
Profeten sagde: “Vær ikke bange for at gøre, hvad jeg siger. Gå hen og lav dit brød, men når det er færdigt, så giv mig først noget. Herren, Israels Gud har sagt: Krukken vil altid have mel, og kanden vil altid have olie indtil dagen hvor Gud sender regn.’”
Hun gik hen og gjorde, som han sagde. Hun lavede brødet og gav ham først. Og ganske rigtigt, fra den dag af var der altid mel i krukken og kanden med olie løb aldrig tør.
Hun forberedte et sted til profeten i det øverste rum i hendes hus. Der var en seng, et bord og en stol.

Noget senere blev kvindens søn syg. Snart var hans sygdom alvorlig, og til sidst døde han. Kvinden gik til Elias og sagde: “Hvorfor kom du til mit hus? Var det for at afsløre min skyld, så du kunne dræbe min søn?”
Elias sagde: “Giv mig din søn!” Han tog drengen med til det øverste værelse, hvor han opholdt sig. Han lagde ham på sengen og bad så: “Herre, hvorfor førte du mig ind i denne kvindes hjem og dræbte derefter hendes søn?
Så kastede han sig tre gange over drengen og bad: “Herre, lad livet vende tilbage i drengen!”
Pludselig begyndte drengen at trække vejret. Elias førte ham nedenfor og gav ham til sin mor. Han sagde: “Her er din søn. Han er i live.”

Kvinden faldt ned for profeten og sagde: “Nu ved jeg, at du er en Guds mand, og hans ord er i din mund!”

VIDEOER

129 – Joshafat og Akab

1 Kongebog 22 og 2 Krønikebog 17-18
Efter Asa var død, blev hans søn Joshafat konge af Juda. Herren var med ham, og han fulgte kong Davids eksempel.
Det første, han gjorde, var at gøre nationen mere sikker. Han oprettede også et uddannelsesprogram, så folk kunne forstå Guds love. Herren fik de omkringliggende nationer til at frygte Joshafat, så de ønskede ikke at gå i krig med ham.
Kongen besluttede at lave en alliance med kongeriget Israel, så han arrangerede et ægteskab mellem sin søn og kong Akabs datter.
Joshafat tog derefter til Samaria for at gøre alliancen stærkere. Akab sagde til ham: “Jeg vil kæmpe en kamp. Kom med mig, så gør vi det sammen.”
Joshafat sagde: “Jeg er villig til at gå, hvis det er Guds vilje, så lad os spørge en profet.”
Akab sendte bud efter sine 400 profeter. Han sagde: “Skal vi gå ind i denne kamp?”
De sagde: “Ja! Gå og kæmp, for Gud vil give dig sejr.”
Kong Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra en Herrens profet. Har vi ikke en i Israel?”
Akab sagde: “Jo, vi har én, men jeg hader at hidkalde ham, fordi han kun siger dårlige ting om mig. Han taler altid om dømmekraft.”
Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra ham.”
Så sagde Akab til sine vagter: “Gå hen og hent Mika og bring ham hertil.”
Da vagterne førte profeten ind, sagde de til ham: “Alle andre taler godt om kongens planer. Så gå sammen med dem.”
Han sagde: “Jeg vil sige hvad Herren siger til mig.”
Da kong Akab så Mika, sagde han: “Sig mig nu: Skal jeg føre min hær ind i denne kamp, eller skal jeg blive hjemme?”
Mika sagde: “Du skal gå ind i kampen. Du vil få succes.”
Akab stirrede på ham: “Jeg har fortalt dig igen og igen at du skal fortælle mig sandheden. Hvad siger Herren egentlig om denne kamp?”
Mika sagde: “Jeg ser Israel spredt som får uden hyrde. Deres herre er død.”
Akab vendte sig mod Joshafat. “Se, jeg sagde det jo! Han siger kun dårlige ting om mig.”
Mika sagde: “Hør Herrens ord. Jeg så Gud sidde blandt sine engle. Han sagde: ‘Hvordan skal jeg få kong Akab til at gå i denne kamp?’ Englene havde forskellige ideer. Så sagde en ånd: ‘Jeg kan få ham til at gå. Jeg vil blive en løgnånd i hans profeters mund. Han vil tro på dem og gå ind i kampen.’ Så det var det, han gjorde. Hør, Herren vil have dig til at kæmpe denne kamp!”

En af Akabs profeter gik hen og slog Mika. Akab råbte til sine vagter: “Sæt den mand i fængsel. Giv ham ikke andet end brød og vand, indtil jeg kommer tilbage fra kampen.”
Mika råbte til folkeskaren: “Lyt til mig og husk, hvad jeg siger: Jeg er ikke en Guds profet, hvis kongen vender tilbage fra denne kamp.”
Begge konger gik til slagmarken. Da de var der, sagde Akab til Joshafat: “Du kan bære dine kongelige klæder, men jeg vil forklæde mig som en almindelig soldat.”
Kampen var hård. Den anden hær var fokuseret på at dræbe Akab, men de kunne ikke finde ham. På et tidspunkt troede de, at kong Joshafat var Akab. Men da de indså, at de tog fejl, vendte de sig væk fra ham.

Til sidst skød en mand en pil op i luften uden at sigte. Den ramte Akab. Han råbte: “Få mig væk fra slagmarken. Jeg er såret.”
Akab så nu resten af kampen fra sin vogn. Han døde, da solen gik ned i vest.
De bar hans lig tilbage til Samaria og begravede ham. Hunde slikkede hans blod op, præcist som Herren havde sagt.

VIDEOER