12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten begynder med et “derfor”. Det viser tilbage til det, der er fortalt forud. Her møder vi en skildring af, hvorledes Jesus uddriver en ond ånd. Farisæerne mener, at det sker ved Beelzebul, de onde ånders fyrste. Jesus siger, at det er ved Guds Ånd. Ingen neutralitet er mulig! (v. 30.)
Jesus gør det klart, hvor alvorlige følger, farisæernes holdning får, og giver samtidig til kende, at der er mulighed for at få tilgivelse for synden.

I os selv er vi som det dårlige træ, der ikke kan bære god frugt. Jesus peger særligt på den frugt, der viser sig i vore ord (jævnfør Jak. 3,6-12). Det gælder alle uden forskel. Vi har ikke noget godt forråd på bunden af vore hjerter. Den store kender af jødedommen Hugo Odeberg citerer i sin bog “Farisæisme og kristendom” en jødisk forfatter: “Jødedommen forkaster arvesynden … Den tilkender mennesket, såvel før som efter Adams syndefald, evnen til efter frit valg at tage fat på og udøve det gode, og den forpligter også mennesket på dette. Den erkender også den tilbøjelighed til synd, som findes i det sanseligt anlagte menneske, men påstår alligevel, at det kan udslette den begåede synd og godtgøre den ved selv at gøre bod. Jødedommen mangler altså ikke nogen frelseslære: Frelsen fra synden finder mennesket ved sin egen omvendelse og Guds nåde” (Odeberg s. 58-59).

I vor faldne menneskeslægt har der blot været én, der var god, og det var Jesus (Luk. 18,19). Som sand Gud og sandt menneske brugte Han sin guddom til at stå som stedfortræder over for sin himmelske Fader for både Israels folk og alle hedningefolkene (Es. 53,5-6). Her oplevede Jesus de fordømtes gru og kval, gudsforladthedens mørke. Her blev det anklagende skyldbrev naglet til korsets træ (Kol. 2,14). Nu er Guds tilgivelse bundet til Kristi offer. Kristi opstandelse er tegnet på offerets evige gyldighed. Her er det, som er mere end Jonas og Salomon. Her er Guds visdom (1. Kor. 1,18-25).
Guds tilgivelse er ikke andre steder end i Jesu Kristi gerning. Apostlen Peter siger det således i en prædiken i Apostlenes gerninger 4,12: “Og der er ikke frelse i nogen anden …” Jesus siger: “Når jeg er ophøjet, vil jeg drage alle til mig” (Johs. 12,32). Det sker ved Ordet og Ånden. Mennesket føres da ind i et valg: enten at lade sig drage og i tro komme til Jesus eller at unddrage sig (Hebr. 10,38-39). Helligånden er en person – den tredje person i den guddommelige treenighed. At unddrage sig kan ske ved at gøre ånden sorg (Ef. 4,30). Fortsætter denne tilstand kan Ånden udslukkes (1. Tess. 5,19), ja, det kan slutte med den bespottelse af Ånden, som Jesus taler om. Det er derfor afgørende for troens liv stadig at leve i det Ord, der skaber og opretholder troen. Helligånden vil da gøre den gerning, at Han gør Jesus stor og os selv små, som Jesus siger (Johs. 16,14). Det er ikke tilfældigt at bjergprædikenen (Matt. 5-7) – Guds riges grundlov – begynder med disse ord: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt. 5,3). Den sidste aften, skærtorsdag aften, Jesus var sammen med sine disciple, talte han om sig selv som vintræet og disciplene som grenene for herved at tilkendegive den totale afhængighed, hans disciple må leve i. Den, som føler sorg over sine synder og stadig kommer til Jesus, kan aldrig have spottet Helligånden.
I denne troens afhængighed af Jesus vokser de frugter frem, der herliggør Jesus – også de rette ord (Ef. 4,29).

Salmeforslag:
14 – 258 – 480 / 169 – 296.