17. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

To spørgsmål stilles om og til Jesus i denne tekst:

1) Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?
2) Hvorfor faster hans disciple ikke?

Svarene har dyb sammenhæng med hinanden.
Spørgsmålene skyldes undren over Jesus og hans disciple. Folk kan se, at de er anderledes end den øvrige religiøse verden. De var vante til to kendetegn på mennesker, som tog Gud alvorligt. Det ene var afstand. Det andet var faste. Hold afstand. Giv afkald. Begge dele drejer sig om at lægge luft til den verden, Gud har skabt. I det ene tilfælde til mennesker, i det andet tilfælde mad.
Der er selvfølgelig en grund til det: nogle mennesker lever i åbenlys strid med Guds vilje.
Så er tankegangen den, at man skal undgå at blive påvirket af sådanne mennesker og undgå at blive besmittet af deres tilstedeværelse. De anses for urene, og de forurener.
Hvad maden angår, så er tankegangen den, at ved afholdelse fra mad kan man opøve sig yderligere i at være uafhængig af denne verden og holde sig til Gud alene.
I mange religiøse sammenhænge uden for kristendommen og uden for dansk kultur anser man en sådan levevis for noget ærefuldt. Her værdsætter man dem, der satser på at være hellige og holde sig adskilt fra dårlige mennesker og for megen mad.
I Danmark ser vi normalt anderledes på det. Her væmmes vi ved dem, der mener, at de er bedre end andre. Vi godtager, at de gør alvor af deres religion, men vi respekterer ikke denne holdning. Til gengæld er det så kirkens problem, at de fleste sætter lighedstegn mellem kirken og netop de holdninger, som Jesu modstandere efterspørger. Man mener, at kirkens folk holder sig for bedre end andre, og at de hverken drikker øl eller danser eller forstår at holde fest. Selvretfærdige og kedelige asketer. Det er det billede, mange folk har af kirken. Det er der ikke meget evangelium i.

Hvad er evangeliet så? Hvad er det glædelige budskab om Jesus?
Det er, at han ikke er kommet for at lægge afstand til mennesker, men for at indbyde dem til Guds rige. Han er ikke kommet for at lægge afstand til syndere, men for at være sammen med dem. Han er ikke bange for at blive forurenet af dem. Tværtimod er han kommet for at rense dem. Han er ikke kommet for at være sammen med de fuldkomne. Han er kommet for at frelse de fortabte. For de raske har ikke brug for læge. Det har de syge. Det betyder, at der er håb for alle dem, som er kommet til kort i moralen. Alle, som må erkende, at de har skuffet andre, har såret andre, at de har gjort ondt, at de har forsømt det gode, alle, som har krænket kærlighed og retfærdighed. For alle dem er der håb.
Der er også håb for alle dem, der er kommet til kort i religionen, alle dem, som har søgt mening uden at finde den, søgt trofast kærlighed uden at finde den, alle, som har dyrket penge, sex eller magt, som om det var Gud, alle, som synes, de er kommet på afveje i det religiøse. Der er håb for alle dem.
Der er håb for alle os, som bare synes, at vi trænger til Jesus, og ikke synes, at vi kan undvære ham. Der er håb og mere end håb: der er mulighed for frelse. Jesus er kommet for at være vores læge. Han er kommet for at helbrede vores gudsforhold og vores forhold til vores næste. Han er kommet for at rejse os op og sætte tingene i stand, for at gøre det godt igen, som ulydigheden mod Gud har ødelagt. Derfor opsøger han os. Derfor vil han være sammen med os. Alle er velkomne hos ham, selv den værste. Jesus søger efter alle for at befri alle fra syndens byrde.

Han opsøgte alle slags mennesker, da han gik på jorden. Det gør han stadig gennem sine budbringere og sin hellige Ånd.
Så hvis vi vil være ægte Jesu efterfølgere, så skal vi ikke holde os for fine til at besøge nogensomhelst. Vi skal have samme åbne hjerte over for alle.
Hvorfor faster Jesu disciple ikke? Der var ikke megen faste i den første kristendom. Der er stadig ikke megen faste hos os. Hvorfor ikke?
Fordi fasten ikke passer til kristendommens hverdag, kristendommens generelle ånd. Hvad er denne generelle ånd? Det er fest. Det er netop samværet med Jesus. Det er glæden over hans kærlighed:

Han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen, så jeg stod fast.
Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.
Mange skal se det.

Glædelig vil vi halleluja kvæde,
hjertet skal lege for Herren af glæde,
synd han tilgiver og skylden udsletter,
tungeste sorger i hjertet os letter.

Hvis det er grundtonen i kristendommen, så kan vi ikke faste så meget. Form og indhold skal passe sammen, ligesom vin og lædersæk.
Men der kan og der vil komme dage, som minder om Langfredag, hvor Jesus døde, dage, hvor glæden forsvinder, og sorgen og angsten og kampen fylder det hele. Da skal Jesus disciple faste. Den kristne faste hører altså sorgen og kampen og syndsbekendelsen til, nøjagtig som vi ser det i Moseloven og Israels historie i Det gamle Testamente.
I sorg og kamp og lidelse er det tid at faste for at trænge ind på Jesus i bøn og finde ro og fred og styrke hos ham igen – og blive befriet fra de overhængende farer.
I kristendommen skal form og indhold passe sammen. Faste til sorg, og mad til fest. Og grundtonen i kristendommen er fest. Kristne har kronede dage.

Lad mig opsamle:
Hvorfor spiste Jesus sammen med landsforrædere og andre umoralske personer?
Hvorfor vil han have med os at gøre?
Fordi han ikke er et skrøbeligt menneske, som skal undgå forkert påvirkning, men fordi han er lægen, som selv bringer den rette påvirkning.
Hvorfor faster vi ikke meget i kristendommen?
Fordi Jesus ikke er en religiøs mand, der lærer os at leve religiøst. Han er brudgommen, Herren selv, som menigheden skal forenes med. Når man er sammen med ham, så faster man ikke, så fester man.
Læg mærke til, at begge svar afhænger af, hvem Jesus er.
Han er lægen og brudgommen, to ting, som ifølge Det gamle Testamente kun Gud selv kan være for Guds folk. Hvis han ikke var det, så skulle han have holdt sig fra syndere og desuden have lært sine disciple at faste meget og regelmæssigt. Men nu er han lægen og brudgommen, og så er der grund til opsøgende virksomhed og fest.
På samme måde skal vi som hans disciple opsøge alle mennesker for at fortælle dem om ham. Han er lægen.
Og vi har som hans disciple al grund til at komme sammen i hans navn og være glade.

Jesus er lægen. Der er hjælp at få.
Jesus er brudgommen. Der er grund til at feste og være glad.
Amen.

Salmer:
368 – 361 – 338 / 335 – 431 – 385.