17. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 3 – 4 – 270 // 511 – 11

Nedenfor har jeg vedhæftet den prædiken, jeg holdt i 2006. Flere vil formentlig kunne genkende noget i prædikenen, som minder betænkeligt meget om noget, de selv har skrevet. I så fald: tak for inspirationen!

Igen i dagens evangelietekst er de skriftkloge og farisæerne og Jesus i kødet på hinanden. Grunden til, at disse mange stridssamtaler mellem Jesus og farisæerne stadig har relevans for os her 2000 år efter er, at vi alle sammen desværre har en indre farisæer at kæmpe med. Farisæernes indvendinger mod Jesus kender de fleste af os fra os selv. I dagens tekst forarges de over, at Jesus tillader sig at spise sammen med toldere og syndere, de forkerte, og dernæst, at hans disciple ikke faster ligesom farisæernes elever og Johannes Døbers disciple. Altså først spiser Jesus sammen med de forkerte, og dernæst spiser han åbenbart også for meget eller for ofte.
Og det var jo ikke bare farisæerne og de skriftkloge, der ikke helt forstod Jesus måde at møde mennesker på. Selv hans disciple kunne ofte ikke følge med. Lad os se på, hvordan Jesus møder Levi, eller Matthæus, som han senere også hedder, ham, som har skrevet Matthæusevangeliet.

Det lå jo slet ikke ligefrem i kortene, at Levi skulle blive en af Jesu disciple! Jeg tror faktisk ikke, at der har været en eneste ud over Jesus, som havde det på fornemmelsen, da Jesus den dag gik omkring i området omkring Kapernaum ved vestbredden af Genesaret Sø. I sit følge havde Jesus allerede to brødrepar, som Levi udmærket kendte. Der var Simon Peter og hans bror Andreas, hvor Peter efter alt, hvad vi ved, var en velernæret fisker med eget bådelaug, og som boede i Kapernaum sammen med sin familie. Derudover var der i discipelflokken brødrene Jakob og Johannes, sønner af manden Zebedæus, som også havde eget fiskerlaug med ansat besætning.
Levi kendte dem sikkert ganske godt, for han var tolder i Kapernaum og havde derfor blandt andet til opgave at beskatte fiskefangsten fra Genesaret Sø. Søen tilhørte ifølge loven Kong Herodes Antipas, der havde bygget sig en helt ny hovedstad med navnet Tiberias, der ligger ved Genesarets bred.
Herodes var bestemt ikke vellidt. Han var romernes lakaj og værnemager, som nu via sine toldere indkrævede told og skat til den romerske besættelsesmagt. Og Herodes Antipas havde i øvrigt overtrådt alle normer ved at bygge sin nye hovedstad, Tiberias, vistnok ovenpå en gammel jødisk gravplads.
Derfor var Levis erhverv heller ikke just velanset. Tværtimod. Erhvervet som tolder var ganske enkelt indbegrebet af utroværdighed og forræderi mod folket. For ikke blot kradsede han penge ind til romerne; en tolder blev også gerne rig ved at tage lidt ekstra, som så kun kom ham selv til gode.

Faktisk skete der det, at når en jøde gik ind i Told & Skat, så risikerede han at blive udelukket fra såvel det religiøse som det juridiske fællesskab: Han blev ofte ekskluderet fra synagogen, og han kunne få forbud imod at vidne ved en jødisk retssag!
Og ham, som flere af disciplene kun kendte alt for godt fra toldboden, møder Jesus nu. Jesus går hen til ham og siger: ‘Følg mig – bliv en del af mit fællesskab – bliv min discipel’! Vi kan dårligt forestille os en anden reaktion hos Peter, Andreas, Jakob og Johannes end denne: “Da ikke Levi!!! Det kan ikke være dit alvor, Jesus!!!”
Og igen kender vi den indre farisæer: Vi kommer så nemt til at dele vores omgivelser op i to grupper. Dem, vi kan lide, og dem, vi helst vil undgå eller som bare ikke siger os noget. Og så laver vi nemt den færisæiske fejlslutning, at sådan må Gud jo også have det. Vi tænker, at der også er to grupper mennesker i Guds øjne: Dem, der er værd at satse på, og så de andre. Den fejlslutning var farisæerne røget i for fulde gardiner. Derfor kunne de ikke acceptere, at Jesus sådan ville omgås disse onde, åndeligt urene mennesker, som tolderne var. Hvis Jesus virkelig var en stor lærer, måtte han holde sig fra dem, mente de. Men Jesus ser åbenbart anderledes på mennesker end farisæerne.
Men læg nu mærke til Jesu reaktion. Han giver dem i første omgang ret. Det er, som om Jesus siger: ‘I har ret omkring tolderne – De er syndige, uretfærdige mennesker. De har gjort meget ondt på mange mennesker; de er gået på kompromis med mange etiske normer; I har ret. Men hvor I så slutter, at så vil I ikke røre dem med en ildtang, så slutter jeg, at så har de brug for at få tilsagt syndernes forladelse og brug for en ny start. For Jesus er de som syge mennesker, som har brug for læge. Det er som om Jesus vil sige til farisæerne ‘Jeg er den læge, som kommer for at helbrede syndere. Hvor skulle jeg derfor være om ikke hos de syge for at helbrede dem?’

Hele Jesu mission med at komme til jorden er at komme som lægen, der tager sig af syndens sygdom. Ligeså ulogisk det ville være, at en dansk læge tog med læger uden grænser til Dafur-området og så – når han kom derned – ikke ville have med de syge at gøre, men kun de raske, ligeså ulogisk er det for Jesus ikke at skulle have med syndere at gøre.
Der er mange mennesker, der kæmper med om de er gode nok og værdige nok til, at Gud vil have med dem at gøre. Nogle vil helst ikke gå til alters, fordi de ikke føler sig værdige. Der var engang en præst, som mødte sådan en mand, som ikke ville gå til nadver pga. af, at han ikke følte sig værdig til det. Så sagde præsten til ham. ”Det kan jeg godt forstå, at du ikke vil, for nadveren er kun for syndere”. Dermed fik præsten jo på en fin bagvendt måde også sagt til manden, at det jo er et dødfødt projekt først at ville gå til nadver, når han var værdig til det. Det er den indre farisæer, der hvisker os i øret: ”Du må forbedre dig, før Jesus vil have med dig at gøre”. Det er egentlig ligeså tåbeligt som at sige til sig selv: Jeg må være mere rask, inden jeg går til lægen. Jeg kan da ikke komme til lægen, når jeg har så høj feber.” Det ville være tåbeligt, men sådan har mange af os ikke desto mindre det over for den store læge. I virkeligheden er det også en form for farisæisme. Jeg må være rask, før jeg kan gå til lægen. Jeg må have styr på mit liv, før jeg kan komme til Jesus.

Grunden til at Jesus i mange tilfælde taler så hårdt til farisæerne er, at de er i en situation, hvor de er næsten umulige at hjælpe for Jesus. Når Jesus ser farisæerne, ser han mennesker, der har mindst ligeså meget brug for den store læges tilsigelse af syndernes forladelse som andre. Deres synder er måske mindre synlige end toldernes, men de er mindst ligeså skadelige for dem selv og deres næste som toldernes synder. De er syge, men mangler sygdomserkendelse. Og mennesker uden sygdomserkendelse er de sværeste at hjælpe. Derfor taler Jesus ofte med store bogstaver til farisæerne for om muligt at råbe dem op inde bag muren af selvretfærdighed.
Når Jesus ser ud over menneskeheden, ser han ikke to grupper: Dem, der har brug for syndernes forladelse og dem, der ikke har. Nej, han ser, at alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Vi har alle et skrigende behov for at den store læge lægger sine hænder på os. Det er der nogen, der har indset, og de modtager syndernes forladelse og kaldet til at følge Jesus. Et sådant menneske var tolderen Levi. Og så er der dem, der ikke kan se, at syndernes forladelse er noget for dem, som mangler sygdomserkendelse og som derfor ikke vil tage imod den store læge. Sådan var det for de farisæere, Jesus mødte i dagens tekst.
Hvordan er det, at vi ser på den store læge, der ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere? Tager vi imod hans lægedom eller vil vi helst vente med at komme til ham, til feberen er faldet?