19. søndag efter trinitatis

Her står 4 mænd med deres lamme ven. De har muligvis hørt om denne Jesus, der helbredte syge.
Og nu står de der, men køen er lang, der er slet ikke plads og hvad gør de nu? Huset er fyldt, de kan ikke komme ind. Hvad ville du gøre? Måske er der så mange andre, der er ligeså syge og har brug for hans hjælp?

Men vennerne får en ide. De går op på taget.

Nu er der hul igennem, nu er kontaktet etableret. Denne dag i Kapernaum var det den lamme mand og hans 4 venner, der fik hul igennem, nemlig igennem taget.

En mand ved navn John Bisagno har sagt, at tro er livets hjerte.

Du kan gå hen til en læge, hvis navn du ikke kan udtale, som giver dig en recept, du ikke er i stand til at læse.

Du tager recepten med hen på apoteket og afleverer den til en ekspedient, som du ikke kender, som giver dig noget medicin, du ikke forstår dig på og så tager du det. Det kan man da kalde tro! For disse venner var det livet om at gøre at nå frem.
Deres tro var ikke præstation, men reaktion.

Da den lamme mand bliver firet ned gennem taget foran Jesus har der uden tvivl været stor forventning og dyb stilhed omkring ham.
For nu ville Jesus lægge hænderne på ham og helbrede ham. Det havde de så tit set ham gøre ved andre.

Men her kommer det, som er overraskelsen. Jesus siger til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig”.
Dyb tavshed. Var det det, de kom for?

Pointen er netop, at syndernes forladelse er det afgørende i teksten. Det er gaven over dem alle, det største et menneske kan modtage. Uden syndernes forladelse er der noget, der spærrer vejen.

Synd er blevet sådan et ord, der ofte bruges i flæng, men hvad betyder det egentlig?

Ja, vi kan jo forestille os, når vi ser håndbold eller fodbold i fjernsynet og vi ser, hvordan spillerne dribler hen ad banen, skyder og rammer overliggeren og der går et sus igennem publikum og nogle siger:
”Aj, det var synd”. Og det er lige præcis hvad synd er, at ramme ved siden af, at forfejle målet, det mål og den plan, som Gud har lagt for dit og mit liv.

Guds to spørgsmål til sin skabning på Bibelens første sider, da de var kommet på forkert kurs var:
”Adam, hvor er du”?
Adam havde været ulydig og gjort hvad Gud havde forbudt ham. Derfor skjulte han sig sammen med Eva.

Da Kain i jalousi dræbte sin broder Abel stillede Gud ham det andet spørgsmål: ”Kain, hvor er din broder”?
Vi er Guds elskede børn og kommer ikke uden om Gud. Vi må stå til regnskab for vor næstes vé og vel . Gud vil stå til regnskab overfor os. Gud tager sin del af ansvaret overfor både dig og mig.

”Hvad er det letteste”, spørger Jesus, at sige: ”dine synder tilgives dig eller at sige, rejs dig, tag din båre og gå hjem”? Vi kunne nok fristes til at synes, at det sværeste må være at sige: ”Rejs dig og gå”. For at sige: ”Dine synder tilgives dig” kan enhver vel komme og sige og det kan ikke engang kontrolleres. Men sandheden er, at her tager vi fuldstændig fejl.
Det kostede Jesus uendelig dyrt at sige disse ord: ”Dine synder tilgives dig”.

Fordi det netop ikke kun drejer sig om at sige noget, men om den virkelighed, der ligger bagved.

Det kostede Jesus livet at kunne sige disse stærke ord. Som Jesus denne dag rejste den lamme fra båren, sådan er han kommet for at genrejse hele den skabte verden, som er blevet lammet på grund af alt det, vi har gjort forkert.

Vi skal lægge mærke til den forskel, der er mellem den kølige og tavse distance, der kendetegner de skriftkloges forhold til både den lamme mand og Jesus og så på den anden side de 4 mænd, der involverer sig i deres vens nød og sammen med ham går til Jesus.

Den lamme mand havde rigtige venner, han var ikke alene i verden.

Hans venner anså ham ikke for være en klods om benet, men de slæbte ham gerne hele vejen og gav ikke op, selvom vejen syntes ufremkommelig. Og så på den anden side de skriftkloge. De bliver ofte omtalt nedsættende, men det er fordi disse skriftkloge var af den forkerte slags.

De havde nok teorien i orden, de sætter sig i Jesu nærhed, men i deres tanker tager de afstand fra, hvad Jesus faktisk siger og dermed spærrer de vejen for andre. Ja, så de ikke engang gør plads for syge, de anerkender ikke Guds værk, om så loftet bogstaveligt talt falder ned om ørerne på dem!

Guds måde at håndtere tingene på  svarer ikke til vores måde.

Gud gør forunderlige ting, men vi har det med at glemme, at Gud er Skaberen. Gud genopbygger, genskaber, både fysisk og åndeligt.

Gud viser her, at han er underets Gud og det største under af alle er tilgivelsen ved troen på Jesus Kristus.

Vi kan fundere inderligt og længe over, hvad der er lettest, men Gud kan begge dele. Gud tilgiver den lamme hans synder og helbreder hans krop, fordi Gud har omsorg for hele mennesket. Det er syndernes forladelse, der baner vejen for, at Gud kan skabe os på ny og genopbygge sit levende tempel i os.

Jesus så en lam mand foran sig, men samtidig så han en Guds skabning.

Som der står hos profeten Esajas: ”For jeres planer er ikke mine planer og jeres veje er ikke mine veje”, siger Herren.

Den lamme var hjælpeløs og blev båret derhen af sine venner. Jesus sagde ”søn” til ham og tilgav ham. Det er det samme, der sker i den kristne dåb. Her bæres vi til Jesus af andre, som bekender troen på vore vegne.

Hvad er lettest, at give hjælp til at bære sin seng eller at give hjælp til at bære sin sygdom? For når vore synder bliver tilgivet, så kan vi netop bære livet i medgang og modgang, når vi har Guds tilgivelse.

De ting, som vi gør forkert, vore tanker, vore ord og handlinger, de lammer os så vi bliver ude af stand til at nærme os Gud og hans frelse.

Men Jesus, Guds søn, ønsker at møde os med disse ord: ”Dine synder tilgives dig”, selvom vi er så svage, at vi skal bæres derhen. Han blev korsfæstet for os, han tog skylden og straffen i stedet for os og derfor kan du og jeg være raske og frie. Som der står i Esajas 53, 4-5: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.

Men  han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt”.

Så kan vi sammen med de gode folk i Kapernaum sige: ”Aldrig har vi set noget lignende”.

AMEN.