2. pinsedag – 1. tekstrække

Salmer: 251 – 243 – 242 – 434 – 431 – 240

Hvordan elskede Gud verden?

Hvorfor sendte Gud Jesus?

Hvad sker der med den, der tror?

Hvad sker der med den, der ikke tror?

Hvad er dommen?

Det er de spørgsmål, som Jesus behandler her. Og det er gengivet, så hvert eneste udsagn står mejslet som i granit. Der er ikke et eneste overflødigt ord, ingen formildende, pædagogiske bemærkninger.

Det er meget modsat de krav, som stilles i dag. Mange viger tilbage for det, som er så direkte. Men sådan taler Jesus. Så lad os lytte til ham og se bort fra vore egne krav.

For det første:

Hvordan elskede Gud verden? Hvilken kærlighedsgerning Gud vist os?

Gud gav sin enbårne Søn. Der står ikke: Gud gav os sin enbårne Søn, men: Gud gav sin enbårne Søn. Det er en antydning af Jesu død. Gud overgav ham. Gud gav ham hen i døden. Gud gav sin enbårne Søn hen i døden for vores skyld.

Så enkelt kan det udtrykkes: Gud gav sin enbårne Søn.

Hvad betyder enbåren? Ja, på dansk kan det kun betyde én ting, nemlig den eneste, som man har båret, den eneste, som man har født.

På græsk kan det også betyde den eneste. Under alle omstændigheder er Jesus Guds eneste Søn. Gud har ikke en vrimmel af sønner at sende. Han har kun én. Når jeg skal tale om Jesus som Guds Søn, kan jeg mærke, at jeg hele tiden hører Islams kritik i baggrunden: Gud har ingen Søn, Gud har ikke haft et forhold til en kvinde og fået et barn med hende, Gud er Gud og ikke et menneske, så han skulle kunne få en søn. Sådan lyder kritikken. Og ud fra Bibelen er det jo rigtigt alt sammen. Kritikken rammer bare ved siden af. Det er noget helt andet, Jesus mener, når han taler om sig selv som Guds Søn. Guds Søn er en kongetitel, men udtrykket betegner også et organisk forhold mellem Gud og Jesus. Udfordringen for den kristne forkyndelse er at finde en udtryksmåde, som gør kritikkens manglende relevans fuldstændig klar. Og her bidrager Jesus til det med et enkelt, men stærkt udtryk. Han kalder nemlig sig selv lyset. Lyset er kommet til verden, siger han.

Der står skrevet: Herren er mit lys. Der står også skrevet: Send dit lys.

Gud er lys og sender lys. Han sender sit eget, ikke noget forskelligt fra ham selv.

Når Islam hører de kristne sige, at Gud har sendt sin Søn, så hører Islam i den udtalelse hele tiden artsforskellen mellem Gud og Jesus, og den forskel er efter Islams mening uoverstigelig. Gud er Skaberen, og Jesus er menneske, så han kan ikke være Guds Søn, hævder Islam.

Når Jesus siger, at Gud sendte sin Søn, tænker han på ligheden mellem Faderen og Sønnen. Gud er lys, og Jesus er lyset. Der er ingen artsforskel mellem Faderen og Sønnen. Gud er lys. Derfor er det ikke så mærkeligt, at han sender lys. Hvordan kan lyset andet end lyse? Gud er Skaberen og Jesus er Guds Skaberord. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham. Jesus er det guddommelige lys, som har antaget menneskelighed. Jesus er steget ned fra Gud. Han er ikke et menneske, som de kristne tilbeder som en afgud. Det er ikke os, der løfter Jesus op på en piedestal, men Jesus, der er steget ned til os. Gud elskede verden så højt, at han sendte sin enbårne Søn.

Hvorfor gjorde Gud det?

For at redde os fra fortabelsen. Menneskeheden befinder sig i en tragisk situation. Vi er undfanget og født uden for paradiset, og derfor er vi fortabte fra den dag, vi undfanges. Vi tilhører en dødelig og dømt menneskeslægt. Lad mig give et eksempel på, hvad det er at gå fortabt: Hvis man er ombord på et synkende skib og der ikke er nogen redningsfartøjer eller redningshelikoptere at tilkalde, så er man fortabt.

Men Gud har sendt sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men få adgang til paradiset. Jesus er kommet for at ændre vor skæbne. Enhver, som tror, skal få hans gave. det betyder ikke, at enhver, som udviser evne til at tro på noget så besynderligt, skal få belønning for sin overtroiske evne. Nej, det betyder, at enhver fortabt, som i nøden råber til ham om frelse, skal blive frelst. For kristen tro er ikke overtro, men et nødskrig, et nødskrig til Jesus.

Sådan har Gud vist kærlighed til den fortabte menneskehed.

For det andet:

Hvorfor sendte Gud sin søn til verden?

Ikke for at dømme verden, men for at frelse verden.

Det er nødvendigt at præcisere det, fordi menneskene altid vil anklage Jesus for det modsatte. Når Jesus siger, at han vil frelse den fortabte menneskehed, så protesterer mennesker og siger: Du skal ikke kalde os fortabte. Hvad bilder du dig ind, at du skal dømme os almindelige hæderlige, pæne mennesker?

Men Jesus er ikke kommet for at dømme. Han er kommet for at frelse. Men uenigheden drejer sig selvfølgelig om, hvorvidt menneskene trænger til hans hjælp. Er vi fortabte eller ej? Man bliver aldrig populær på at sige, at der er noget galt. Skulderklap og lykønskninger vil vi have. Nej tak til dybere erkendelse!

Derfor er Jesus nok verdenskendt, men aldrig populær, for han afslører de dybeste ting, og det er ikke rare ting, der kommer frem i lyset. Men vi skal ikke tage fejl af ham. Jesus nyder ikke at afsløre vor nød. Han ynder ikke at se os fortabte, som vi er. Han nyder kun én ting, og det er at frelse os, så vi stråler og skinner som stjerner på Guds himmel. Han vil ikke trække os gennem sølet. Han vil ophøje os til himlen. Men det kan ingen se, før han erkender, at der kunne være noget om snakken, når Jesus siger, at vi er fortabte. Man kan ikke glæde sig over løsningen, før man aner problemet. Man kan ikke glæde sig over medicinen, før man erkender sygdommen. Det gør altid ondt, når lægen sætter fingeren på det ømme punkt.

Gud sendte sin søn for at frelse verden, ikke for at dømme.

For det tredje:

Hvad sker der med den, der tror?

Den, der tror, dømmes ikke. Det er velsignelsen og glæden ved troen. Jesus hører dem, der skriger til ham i nøden. Han frelser dem. Den, der kalder på Jesus, dømmes ikke, for Jesus holder hånden over ham. Dommen kunne nok ramme Jesus, men ikke dem, som han holder hånden over. Jesus er skjoldet, som beskytter mod dommen. Jesus er dæmningen, der standser dommens truende stormflod. Jesus er skibet, der flyder på syndflodens vande.

Men, der ikke vil have med Jesus at gøre, kan ikke få anden skæbne end den, han er født med. Han lever under dommen, ligesom han er født under dommen.

Ja, men hvad er dommen da? Det er det fjerde og sidste spørgsmål. Hvad er dommen?

Dommen er lyset ankomst til menneskene, som blot afslører, at de elsker mørket. De elsker mørket, fordi de ikke vil afsløres. Menneskene handler ondt, og de ønsker ikke, at det kommer for dagens lys. menneskelig har en dyb angst for at blive afsløret. Tænk, hvis alle kunne se vore inderste tanker! Jo, menneskesindet rummer meget, som ikke taler dagens lys. Hvis alt var rent og godt i menneskesindet, så ville ingen jo være bange for at blev gennemlyst.

Jesus siger et sted: For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed.

Det ligger dybt i menneskene, at hvis man gør disse ting, så hader man Jesus og kommer ikke til ham for ikke at blive afsløret.

Modsat gælder det også, at hvis man gør sandheden, så kommer man til Jesus, for at det skal blive klart, at det, man har gjort, er gjort ud fra Gud.

Jesus er lyset. Kun han kan gennemlyse et menneske og bekræfte, at en bestemt handling eller tjeneste er gjort i lydighed mod Gud.

Dommen er altså ikke kun noget, der sker på dommedag ved tidernes ende. Det er også noget, der sker nu. Lyset er kommet. Jesus er kommet. Og mennesker må vælge enten at vende ryggen til lyset eller at komme frem i lyset.

Saligheden ligger i at komme frem i lyset. For selv om Jesus afslører vor ulydighed, så renser han os også fra den. Og han giver os et nyt liv, som glæder Gud. han giver os nye gerninger at gøre, som tåler dagens lys.

Jesus er lyset.

Glædelig pinse.

Amen.