2. søndag i fasten – 1. tekstrække

2. søndag i fasten er den kæmpende tros søndag, eller påkaldelsens søndag (Kobberud). Den følger som en naturlig forlængelse af fristelsernes søndag, hvor kampmotivet jo også er stærkt fremhævet. I fristelserne kæmper vi med Gud mod Djævelen, men denne dag er det den ligeså svære troens kamp for at finde frem til Guds barmhjertighed.

Om teksterne
Salme 42 er et godt valg til denne søndag. Salmisten kender freden hos Gud (v.5), men erfarer den ikke nu. Han længes efter Gud, så hele hans indre skriger, og han når frem til, at han blot skal vente, så vil Gud vise sig som frelseren, så han igen kan takke ham.
1 Tess 4,1-7 er lidt vanskeligere at placere i dagens tema. Her finder vi en formaning til, at troen tydeligt skal finde sit udtryk også i det liv, den troende lever. Der tales om at “gøre fremgang” i efterfølgelsen. Der kan altså tales om vækst og helliggørelse.
Matt15,21-28 er en spændende beretning, som rummer mange elementer indenfor temaet ”troens kamp.”
Begivenhederne i Tyrus og Sidon er introduceret af Jesus allerede på forhånd, for allerede mens han var i Genezareth, talte han til farisæerne og de skriftkloge om, hvad der gør mennesket urent – om det er det ydre (hvad man spiser, og hvilke rituelle forskrifter man følger) eller er det menneskets indre. Det siges præcist i 15,11 og lidt mere udførligt i v. 19-20.
Efter at Jesus på den måde har slået fast, at menneskets urenhed kommer fra hjertet, bevæger han sig på vandring over i urent land – i det hedenske område ved Tyrus og Sidon. – og her mødes han af den hedenske kvinde. Dermed er der lagt op til en prøve på de ord, Jesus selv lige har sagt.
Spørgsmålet om Jesu tavshed i begyndelsen har været genstand for forskellige tolkninger. Det kan forstås som en tavshed, der skal modne kvindens tro – en slags pædagogisk tavshed. Men den for mig at se mest ligefremme forståelse er den, som kommer til udtryk i det svar, som Jesus senere giver – at han er udsendt til Israels hus. Der ligger altså en frelseshistorisk belæring både til disciplene, til kvinden og til os i Jesu tavshed og Jesu svar. Det jødiske folk er Guds udvalgte folk, dette folk kommer vi hedninger til at høre med i gennem troens fællesskab med Kristus. Jødernes forkastelse af Kristus var vel ikke en del af Guds frelsesplan, men Gud føjede det ind i sin plan og lod det danne baggrund for, at også hedningerne kunne få plads hos ham (jf. Matt 8,10, hvor den hedenske officers tro betegnes som større end nogen i Israel).
Disciplenes reaktion på kvindens råb var en opfordring til at sende hende bort. De vil undgå at tage stilling til spørgsmålet om rent og urent, derfor vil de skaffe problematikken bort. Det er blevet tolket, som om de fandt det pinligt, at hun råbte efter dem, men det behøver nu ikke at være tilfældet.
Tekstens centrum er kvindens anerkendelse af Jesu tale om de små hunde og hendes brug af denne tale til at brække hul igennem til Jesu barmhjertighed. Hendes tro er stor, fordi hun fastholder et håb om ting, som ikke ses (Hebr.11.1).
Det er præcis denne store tro, der viser hjertets renhed og dermed åbner adgangen til Guds barmhjertighed.

Prædikenen
Udgangspunkt i fastemotivet. Forestil dig at have fastet i tiden fra Askeonsdag og indtil 2.s.i fasten, dvs. du har ikke spist i godt 10 dage – så er kroppen ved at være godt sulten, og tarmene skriger efter mad (jf. salme 42)! Forestil dig så, at der kommer et menneske gående, som har mad i overflod, og som holder det op for næsen af dig, men nægter dig at få noget af den gode mad, fordi det er beregnet for andre!
Derefter vil jeg knytte til ved erfaringen af bønnen, der ikke umiddelbart fører til, at tingende ændres. Kyrie Eleison råber vi – men vi oplever ingen forbarmelse – det er som om himlen er lukket, og Gud er tavs.
Her møder vi den kana’anæiske kvinde og lærer af hende. Hendes tro holder ud – selv i mødet med disciplenes og Jesu tavshed og afvisning.
Prædikenen kan så munde ud i en forkyndelse af bønnens magt til at forandre verden, fordi bønnen faktisk betyder, at Gud hører bøn og reagerer som svar på vores bøn.
Der kan også tales om den ydmyge, der skal ophøjes. Det kan ske i tilknytning til ordene om hunden, der ikke må få børnenes mad. Men troens ydmyghed fastholder dette billede og benytter det som springbræt for at få Jesus i tale.
For troens skyld vil Jesus komme os til hjælp, når djævelen trykker os med fristelse eller med sygdom og modgang.
I fastetiden må der også gerne lægges op til, at vi som kristne har et ansvar for at hjælpe mennesker, der som kvinden her er i nød. Vi skal ikke som disciplene afvise det som upassende eller ubehageligt, men være til stede hos mennesker i nød og bringe dem i nærkontakt med Guds kærlighed.

Salmerne
410 giver sig selv som åbningssalme (Overvej evt. Michael Thomsens gendigtning fra 2001, hvis man har den).
Evangeliesalmen er nr. 158 og kan også overvejes. Desuden kan synges nr. 60, 39, 367, 207