20. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

”Hvor pæn skal man være?” Det spør´ min kone ofte om, når vi skal nogen steder. Hvad er det nu for en fest? Er det fødselsdag eller reception? Er det middag eller bare noget kaffe? Og hvad mon ”man” – dvs. de andre – kommer i?

Hvor pæn skal man være???

Det er det svært at svare på; jeg har vist lært at svare: ”Bare sådan nogenlunde pænt!” For så er der ikke sagt for meget. Og slet ikke så meget, at det skulle være nødvendigt at købe noget nyt – igen.

Hvor pæn skal man mon være til festen, vi hører om i dag? Når vi går i kirke, er det som regel i det, jeg kalder: ”Bare sådan nogenlunde pænt.” For det her er jo bare en forsmag på den rigtige fest, festen i Guds rige, når Jesus kommer igen.

Gudstjenesten er en lille forsmag – forhåbentlig. En glædelig appetitvækker – fordi vi her er sammen med Jesus, hører om ham, synger om ham, og – når der er nadver – tager imod hans legeme og blod, som rækkes os i brødet og vinen. Vi er sammen med ham både her i gudstjenesten og derhjemme, når vi læser i bibelen, og når vi beder.

Engang skal det blive anderledes. Jesus bruger flere gange billedet af en fest, her endda et kongeligt bryllup, når han skal beskrive Guds rige, himmeriget, eller himlen, som vi kalder det i daglig tale.

Gud indbyder til fest, og han sender nogle ud med indbydelser. Vi kan tænke på de mange i hele bibelen, som bragte invitationen videre, ikke mindst de 12 apostle, som hele Apostlenes Gerninger handler om.

Det er dejligt at få en invitation. Invitationen udtrykker jo noget, ikke kun, at der er en glædelig begivenhed i farvandet – at to skal giftes – eller at lille Sofie skal døbes; når invitationen kommer til os, fortæller den os, at her er der nogen, vi hører sammen med. Der er nogen, der gerne vil ha´ os med til fest, nogen, som ønsker fællesskab med os. Det er dejligt!

Gud inviterer mennesker. Gud ønsker fællesskab med mennesker. Derfor sendte han sin søn – derfor sendte han apostle og profeter – for at sige det til os: ”Kom! Nu er der dækket op til fest.”

Gud ønsker fællesskab med os! Fordi han elsker os, og fordi han ønsker, at vi skal få del i glæden ved denne fest.

Han har gjort alt parat. Ikke blot slagtet okser og fedekalve, men sendt sin søn i døden, for at vi kunne komme med.

Af og til oplever man desværre, at nogen ikke kommer til ens fest. Der kan være sket noget i familien, og så er det ikke alle, som har lyst til at komme. Og i sidste øjeblik kommer der så besked: ”Nej tak, det kan vi altså ikke!”

Vi bliver måske kede af det, at der er nogle mennesker, der ikke er med i fællesskabet. Og især, når det er uden nogen egentlig grund, gør det os ondt.

Her var der nogle, som syntes arbejdet var vigtigere. Markerne skulle passes – og forretningen. I dag er det så meget andet, som skal passes. At nogle endda gav sig til at mishandle tjenerne og slå dem ihjel, er ikke til at forstå, men sådan læser vi.

Kongen blev vred, så vred, at han dræbte disse mordere og brændte deres by af. Det lyder alvorligt og kan måske sige os noget om den alvor, der er i Guds indbydelse. Han ønsker virkelig fællesskab med os. De mennesker, som forgriber sig på tjenerne, vil blive straffet.

Festen blev ikke aflyst. Invitationen blev sendt ud til flere. ”Indbyd hvem som helst, I finder, til brylluppet”, lyder kongens ord.

”Hvem som helst” – det er da virkelig åbent hus, så det forslår. Det er de færreste, der tør det, for gad vide, om der er mad nok og plads nok. Til hvem som helst!

Lignelsen går ud over vores forstand. Sådan er Gud – sådan er kun Gud. Det må vi aldrig glemme. Der er altid nogen, vi ikke synes passer ind i vores selskab – sådan er vi. Sådan er Gud ikke. Her gælder invitationen alle, og som vi hører, gik tjenerne ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode.

Derfor vil jeg gerne, at du, når du går fra kirke i dag, er 100% sikker på, at du også er inviteret til festen i Guds rige.

Men man kan jo ikke tvinge nogen til at komme. Nej – det gør Gud heller ikke. Guds invitation gælder alle – men ingen tvinges. Du kan sige nej – men det er en alvorlig sag at sige nej til Guds rige.

Hvor pæn skal man så være? Skal man lære at være et godt menneske – lære at gå i kirke hver søndag – stoppe med at ryge og drikke – og med at køre for stærkt?

Hvor pæn skal man være for at være med ved festen i Guds rige?

Der var jo én, som blev smidt ud. Der står om ham, at han ikke havde bryllupsklæder på. ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” spørger kongen ham.

Hvad er det, man skal have for at kunne være med? Det tror jeg godt du ved – han hedder Jesus.

Da vi blev døbt blev vi – med bibelens ord – iklædt Kristus Jesus. Det betyder, at når Gud ser os, ser han samtidig Jesus. Vi er iklædt Kristus. Han dækker over vores synd, vores fejl og mangler. Han er bryllupsklædningen.

Hvor pæn skal man være? Man skal bare være sammen med Jesus. Så betyder det ikke noget, om man selv er pæn – eller mindre pæn – for det dækker han over. Det er ham, der er hovedsagen.

God fest!!!

Salmer
732                Dybt hælder året
303                Kom, Gud Faders Ånd fuldgod
555                Jeg ved et evigt Himmerig
355                Gud har fra evighed givet sin søn…