22. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Prædiken.

Det handler om de små i dag. Det skulle ikke være en ukendt sag, at vor Herre Jesus har en særlig forkærlighed for de små. Ikke sådan at forstå, at det med Gud og kristendom, kun er for kvinder og børn og ikke for rigtige mandfolk.

Hvem er i grunden mest barnagtig – disciplene, de store stærke mandfolk, der gang på gang ryger ud i skænderier om, hvem der er den største, eller barnet, Jesus sætter midt imellem dem? Barnet, som sikkert stod ganske genert ved situationen, var klar over: Her er jeg den mindste. Men er det særlig barnagtigt at kende sin plads? “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.”

Over for Gud er vi alle små. Hvor ofte tænker og taler vi ikke lige modsat? Hvor ofte lyder ikke ordene: Mig er der ingen, der skal træde på! Jeg kræver at blive hørt! Jeg – jeg – jeg! Ydmyge sig – hvad er det? Både ordet og sagen er efterhånden så ukendt, at man må undre sig over, at det stadig står i den nye oversættelse. Fristelsen til at hævde sig selv og gøre sig selv gældende, ligger så snublende nær. Det er hedenskabets og gudsfjendtlighedens velkendte manér. Den kan også trække i fromme og kristelige forklædninger. Åh, jo! Jeg er heldigvis ikke en fordrukken sut som naboen. Jeg sparker ikke konen ud. Jeg giver en god slant til gode formål. Jeg går i kirke. Jo, jeg er noget. Og der er ikke noget galt med at gøre sådan. Det forkerte er blot, at din pænhed kan blive din storhed, at du søger din sikkerhed i det, du selv kan gøre, at du vil ophøje dig over andre, så du bliver ensom. Skal du altid konkurrere med din næste, så isolerer du dig fra ham. Er det mon derfor, folk lider under ensomhed og isolation som aldrig før, fordi vi har fremelsket et hæsblæsende konkurrence-samfund?

Hvor er der en udvej, bort fra selvhævdelsens og storagtighedens fristelse? Udvejen ligger i at lade sig sige, lade sig belære af vor Herre Jesus. Vend om og bliv som børn! Ja, det er så forbistret svært. Det fratager dig jo al ære – alt det, du regnede for fordele i sammenligning med andre. Den eneste ære, Jesus Kristus lader dig få, er den tvivlsomme ære at være som et vildfarent får, som han personligt har måttet anstrenge sig for at redde. Det er der ingen ære ved, men tænk, hvilken befrielse det er. Her er et sted, hvor du ikke behøver bekymre dig om, om du nu slår til og kan hævde dig og gøre dig gældende. Her kan du hvile fra sammenligningsræset. Hos Kristus er alle lige. Her gælder intet af, hvad vi har gjort og kan gøre, men udelukkende hvad han har gjort for at redde os. “I er jo købt og prisen betalt,” hed det i den gamle oversættelse. “I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt!” i den nye. Det, der giver dig værdi er ikke dine præstationer, dine fine papirer, men den dyre pris, som Kristus satte på dig. Han har købt og betalt dig med sit liv og blod. Og det er den største ting for os mennesker at være: en af de små, Jesus har købt og frelst. Jo mere du ser på Kristus og hans kors, jo mindre bliver du selv, og jo mere uundværlig bliver Kristus. Jo mindre du bliver i egne øjne, når Kristus bliver større, jo større bliver du i Guds øjne.

“Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Som en af de små står du under himmelsk beskyttelse. “Guds vældes arm forkortes ej, hans visdom for ej vild.”

Samtidig lyder advarslen mod at ringeagte andre små. Hos de små, som ydmyger sig og kryber i læ under Jesu kors, bliver alle de forskelle, som ellers er dem imellem, ubetydelige og forsvinder. Det eneste, der betyder noget, er Kristi kærlighed, som gav sig selv hen på korset. I det lys forsvinder skrankerne. Under Jesu kors finder vi hinanden på tværs af standsforskelle, hudfarve, landegrænser, generationer. Under korset finder vi ægte fællesskab. Vi lever i barnets århundrede, siger man. Det har dog ikke skånet børn for mishandling og utryghed. Megen særbehandling af børn skyldes nedladenhed og ringeagt. Børn forstår meget mere, end vi tror. De fornemmer, om de er velkomne eller ikke. De kan afsløre voksnes påtagede masker noget så ubarmhjertigt. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. Og endnu alvorligere taler Jesus om at forarge de små, som det hed i den gamle oversættelse. Det hedder nu med et bedre udtryk: At bringe en af disse små til fald. Især at falde fra troen. Denne advarsel gælder også os selv: Lad ikke noget lokke dig bort fra troen, bort fra Jesu kors, bort fra hyrdens kærlige pleje. Der er ikke noget galt i at spille fodbold. Der er ikke noget galt i at gå til bankospil. Der er ikke noget galt i at tjene penge og gøre karriere. Men kommer disse ting til at betyde så meget, at du forsømmer det, som er vigtigere, dvs. at styrke din tro på vor Herre Jesus Kristus, ja, så må du rive dig løs. Det er bedre at gå ind i Guds rige uden bold, end at gå fortabt som topscorer. “Jeg går til ridning/golf søndag formiddag, så jeg kan ikke komme i kirke.” Sådan hører jeg tit. Og man skal jo heller ikke være fanatisk, man behøver jo ikke gå i kirke hver søndag, vel? Nej, men golfspiller og rytter kan man åbenbart godt være hver søndag uden at blive fanatisk! Jesu kommentar er: “Hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med et øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.” Se, Jesus siger disse skrappe ting for at understrege, hvilken glæde og lykke man snyder sig selv for, ved at forsømme sin tro og sit forhold til ham.

“I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt!” – ikke for at være ligeglade og vende ryggen til hyrden og de 99 andre. Men for at juble over og daglig trøstes og glædes ved, at det er sandt. For at finde vort håb for fremtiden og vor glæde i nutiden sammen med hele Guds menighed, fælles om at være genstand for hyrdens kærlighed. I denne menighed af små vil Kristus selv holde os fast ved sit ord.
Amen.

Salmer:
679 – 258 – 281 / 345 – 366.