Søg efter:

23. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Hvordan giver man Gud, hvad Guds er? Hvordan giver man Gud, hvad han allerede har?

Vi kunne jo godt i dagens anledning forære Gud kirken her; “Kunne du ikke bruge en kirke, Gud? – den er lige blevet sat pænt i stand!” Men den er jo allerede hans. Eller vi kunne forære ham kirkens præster – men de tilhører ham vist allerede.

Det er faktisk ikke nemt: Hvordan giver man Gud, hvad han allerede har? Hvad giver man en Gud, der har alt?

 

Det virker ikke logisk: “Giv Gud, hvad Guds er”! Jamen, hvordan kan et menneske overhovedet give den Almægtige noget? Jeg mener det faktisk helt seriøst: Når Paulus skriver i Rom (11,35f): “Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld? Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.”, er det så ikke nærmest blasfemisk at ville give Gud noget? Som om han ikke allerede ejede alt, og som om ikke alting allerede kom fra ham?

 

 

Der er faktisk forkyndere, der har hævdet, at vi kun var modtagere og aldrig givere i det forhold! Gud er den Almægtige, og vi er små mus og har kun at tage imod og være taknemmelige.

Det lyder også mest logisk. Men hvad disse gode forkyndere overser, er, at vores relation til Gud ikke først og fremmest er underkastelse og lydighed, men tro og kærlighed. Vi er ikke først og fremmest tjenere, men venner. Vi er ikke slaver, men børn. Vi er ikke Guds tjenerinde, men Guds hustru. Og i den relation giver det mening, at vi får lov til at give Gud noget. Der er en forbløffende gensidighed i relationen mellem Gud og hans børn, som mange forkyndere mere eller mindre overser. Næsten som om vi stod i Islams og Koranens kontekst, og ikke i Kristi og det Nye Testamentes kontekst.

 

 

Hvad er en gudstjeneste egentlig for noget? – Forfatteren Jacob Schokking har en noget speciel vinkel på det: Han skrev artiklen om Prædiken til Brøndums Encyklopædi, en af det danske bogmarkeds mest ubehøvlede og skæve udgivelser. Schokkings artiklen om Prædiken lyder bl.a. sådan: “Prædiken … udgør en del af gudstjenesten. Gud (den store Bygmester) er en, som har en bolig i himmelen med mange værelser til ham selv og til nogle af ham udvalgte mennesker, som genopstår efter deres død på en ikke nærmere kendt dato (dommedag). Nogle blandt de levende mennesker er organiseret i menigheder, som bygger og vedligeholder huse til Gud på jorden, de såkaldte gudshuse. Som modydelse gør Gud dem gudstjenester.” Og det er jo meget godt. Det er jo også logisk: Gudstjeneste er vel, at Gud tjener os. Gud gør os gudstjenester. Menneskesønnen er vel ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.

 

 

Men det er jo ikke hele sandheden. Gudstjeneste er også, at vi tjener Gud. Ikke som modydelse, men som privilegium. Vi har lov til at give til Gud, hvad allerede Guds er. Vi kan give den Almægtige gaver, som glæder ham, ligesom en hustru glæder sin mand. Og ligesom Gud glæder sin hustru, dvs. ligesom Gud glæder os.

Eleonora og jeg har fælles økonomi og fælles konto i banken, så når hun kommer hjem til mig med en lille ting, hun har købt inde på Strøget, så er den købt for penge, der også var mine. Er det så alligevel ikke en gave fra hende til mig? Jo, naturligvis. Vi kan give hinanden noget, vi allerede har.

Det er ikke nødvendigt for Gud, at vi skal give ham noget; og selvfølgelig kan nogle gudstjenere blive så benovede over deres egen tjeneste for Gud, at de begynder at overveje, hvordan Gud egentlig havde klaret sig uden dem. Men for kærlighedens skyld har Gud alligevel gjort tjenesten for ham til noget gensidigt: Gud har været klar over, at vi ikke bare har behov for at være modtagere; vi har også behov for selv at være givere. Vi har brug for at give gaver. Jeg må give min Gud et glas vand, når han kommer til brønden og er tørstig; jeg må holde min Gud om skuldrene og trøste ham og støtte ham og våge med ham, når han ligger stønnende af angst i Getsemane.

 

 

Han behøver mig ikke. Han har allerede alting. Alligevel har han i sin kærlighed valgt at have brug for mig. Han har givet mig lov til at give Gud, hvad Guds er.

Hvad nu, hvis vi snakker konkret? Hvad kan en synder konkret give den Hellige?
Vi kan for det første give ham lovsang og tilbedelse: “Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn” (Hebr 13,15). Det kan vi give Gud: at takke ham og bekende hans navn.

 

Om lidt, under nadveren, vil vi synge lovsange til Gud. Hvorfor? Jaeh, vi siger, at “man bliver så glad af at synge lovsang”. Ja, det bliver “man”, dvs. vi bliver glade af at synge lovsang; og Gud bliver glad af det. Vi glæder Gud, når vi tilbeder og lovpriser ham. Så bringer vi ham et takoffer.

“Israel skal glæde sig over sin skaber,
Zions sønner skal juble over deres konge.
I dans skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.
For Herren glæder sig over sit folk (Sl 149,2ff).

 

Der var igen den her vidunderlige gensidighed: Israel skal glæde sig over sin skaber; og Herren glæder sig over sit folk, når vi danser for ham og lovsynger ham.

For det andet kan vi konkret give ham vores krop: “Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag — det skal være jeres åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1).

 

 

Det er en af de mærkeligste formuleringer i Det nye Testamente: Vores åndelige gudstjeneste er korporlig. Vi skal bringe vore legemer som et åndeligt offer. Vi skal ikke “ofre” ham vore legemer i sådan en gammeldags kropsforagt, som om vore legemer ikke var noget værd og bare skal gå til grunde. Det er der jo desværre kristne, der har ment: Ånden er alt, kroppen er ligegyldig – eller ligefrem: Kroppen er syndig! Men det er netop en gudstjeneste at give ham vore legemer, fordi vore legemer er ham til behag. Vores krop er ikke spor mere falden eller spor mere syndig end vores sjæl og vores ånd.

Og han har brug for vores krop. Han har nemlig for tiden ikke anden krop på jorden end menigheden: Vi er Kristi legeme! Vore hænder er Kristi hænder på jord, vores tunge er Kristi tunge på jord, vore fødder er Kristi fødder på jord. Derfor skal vi give ham vore legemer som offer. Det handler ikke bare om vore hænder, fødder og tunge – i sidste ende handler det om alle lemmer i vort liv, dvs. alle vore ressourcer, som vi skal skænke Gud. Det er ikke bare ham, der giver os nådegaver, åndsgaver; vi får også lov til at give gaver til Gud: vore naturlige evner. Det, vi har, det vi er gode til, det vi kan med vore sind og vore hænder – det må vi overgive til Gud som gaver; så helliger han det og gør det til nådegaver. Vi må komme til ham med alt det bedste, vi har!

 

 

For det tredje kan vi konkret give ham vore synder. Det er, når vi kommer til ham med alt det værste, vi har! Og det er ikke bare sådan en pervers og lusket hadegave! Det er helt bogstaveligt Jesu største glæde, når et menneske kommer til ham med sine synder. Vore synder er ikke noget forskrækkeligt og ukendt for ham; når vi kommer til ham med vore synder, så bliver han ikke chokeret og forfærdet – for han genkender hver eneste af dem; de var med i den byrde, der knuste ham på korset. “Den dér, du nævner der, og som du næsten ikke kan få fremstammet, fordi du skammer dig sådan – jeg kan godt huske den! Den lå på mine skuldre på korset; vi kender hinanden, din synd og jeg. Man kan måske sige, at det var da godt, du også fik øje på den … Når vi kommer til ham med vore synder og giver ham dem, så bliver han glad i stedet for! Der bliver ikke først og fremmest stor glæde i Himlen, når en synder forbedrer sig. Der bliver først og fremmest stor glæde i Himlen, når en synder omvender sig. Jeg kan altså give ham min dobbelte bekendelse: Jeg bekender hans navn – og jeg bekender min synd.

 

 

Men hvordan giver man så kejseren, hvad kejserens er? Hvad er “kejserens” overhovedet? Kejseren ejer os ikke og har ikke krav på os – og for øvrigt er kejseren død! Hvad giver man til en kejser, der ingenting har?

De, der spørger Jesus her for at sætte en fælde for ham, er meget mærkelige sengekammerater: farisæere og herodianere – det er som at se Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti gå i delegation til Lars Løkke Rasmussen sammen med Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Det gør man nok kun, hvis man virkelig vil stille en politisk fælde, der vil noget.
Men det er meget værre; det er ikke bare en politisk fælde: – Hvad mener du egentlig om skattestoppet?! Det er heller ikke bare en teologisk fælde (“Kan han vikle sig ud af det her drillespørgsmål?!”) – det er en dødsfælde! Kristus risikerer helt bogstaveligt at dømme sig selv til døden, hvis han svarer forkert.

 

 

Hvis Jesus siger Ja, I skal betale skat!, får han fariæserne på nakken. De anså det for blasfemi at betale tribut til en verdslig hersker, som smykkede sig med navne, der tilhørte Gud selv. Han risikerer også at få zeloternes, frihedskæmpernes, vrede at føle, for i deres øjne var det landsforræderi at betale tribut til besættelsesmagten.
Men hvis Jesus siger Nej, I skal ikke betale skat, får han herodianerne på nakken, for hele deres “teologi” gik ud på at støtte kongens og kejserens magt. Herodes var udelukkende konge af romernes nåde. Og pådrog man sig romernes vrede, er det ikke godt at vide, hvor længe man var i live.

Men Jesus siger altså, at de skal betale skat til kejseren! – hvad indebærer det konkret i dag? Hvordan giver man kejseren, hvad kejserens er, når der ingen kejser er mere?

 

 

Det er sjovt med de andre tekster til søndagen, epistelteksten fra Romerbrevet og lektieteksten fra Amos. Der er både lidt til de venstreorienterede og de højreorienterede – den gamle tekstrække, epistelteksten, tolker prædiketeksten ud fra en konservativ vinkel: Myndighederne er indsat af Gud. Enhver myndighed er Guds tjener.

Den nye tekstrække, lektieteksten fra Amos’ Bog, tolker den ud fra en velfærdsvinkel: Man skal tage et socialt ansvar op! Man skal tage sig af de fattige: “Hør dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet. I siger: ‘Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn.’ Herren sværger ved Jakobs stolthed: ‘Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger!’” (Am 8,4-7).

 

 

Og så har man jo alletiders mulighed for at kontekstualisere sin prædiken lidt. I Herning kan man prædike over epistelteksten, og på Nørrebro kan man prædike over Amos-teksten! Eller hvis man har et martyrkompleks og gerne vil have tæsk, kan man jo gøre det stik modsat!

Begge pointer er selvfølgelig rigtige. Og de hører til et meget vigtigt punkt i Det nye Testamente, til en lære, som mange, hvis de overhovedet har hørt om den, har vænnet sig til at betragte som rent teoretisk spilfægteri eller en dogmatisk petitesse. Men den har at gøre med den helt grundlæggende skelnen mellem loven og evangeliet: den grundlæggende skelnen mellem de to regimenter!

 

Det er ikke tilfældigt, at netop de sammenhænge og de forkyndere, der ikke har kunnet skelne mellem de to regimenter er de samme sammenhænge og de samme forkyndere, der ikke har kunnet skelne mellem lov og evangelium.

Jesus skelner her mellem Guds to måder at herske i denne verden på: I gudsriget, hvor han hersker ved sit ord, og i samfundet, hvor han hersker ved hjælp af øvrigheden, myndighederne. Vi er borgere i to riger – to helt forskellige riger med to helt forskellige normsæt. To riger, som vi begge skylder troskab.

 

 

Kejseren er ikke Satans tjener – han er Guds tjener. Kejser Tiberius kender ganske vist ikke Gud som Gud, han er afgudsdyrker, han er ikke kristen – ikke desto mindre udfører han som øvrighed Guds opholdende skaberværk i denne verden: “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. …  Derfor skal man underordne sig [og derfor skal man betale skat til den ugudelige kejser!], ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.”

Det er Paulus’ måde at udtrykke Jesu lære om forskellen på gudsriget og samfundet på. Gud hersker i begge disse riger. Samfundet er ikke et gudløst domæne, men i samfundet er det ikke nåden, men retfærdighed, der skal herske. I samfundet hersker Gud ikke ved sit ord, men ved magt gennem øvrigheden.

Men ingen må forsøge at indføre teokratiet, den gudsstyrede stat, og gennemføre gudsriget ved magt. I gudsriget skal nåden og barmhjertigheden herske. Dér skal vi vende den anden kind til og tåle uretfærdighed.

 

 

Der er faktisk en advarsel til kejseren i Jesu ord. På skattens mønt, denaren, lød omskriften på bagsiden ved kejserens billede PONTIF MAXIM, pontifex maximus – ypperstepræst! Det er måske ikke ligefrem et guddomsudtryk, men dog i Jesu øjne et messiansk udtryk. Og i hans gerning er der kun plads til én pontifex maximus, én ypperstepræst: Kristus selv. Så Jesus advarer for så vidt kejseren imod at gøre ham selv rangen stridig! Heller ikke kejseren skal understå sig i at give kejseren, hvad Guds er!

Når Jesus beder dem vise ham skattens mønt, er han ikke bare prædikant eller debattør, han er kommunikator. Man kan jo godt mene, at han strengt taget ikke behøver være så enormt pædagogisk; for han har jo myndighed og behøver jo kun byde og befale; hvad skal han være retorisk for?      Men det er han. Endda genialt retorisk. Han er visuel og pædagogisk. Han har jo faktisk taget stilling! Han har svaret: Ja, I skal betale skat til kejseren! Men han har sagt det på sådan en måde, at de ikke kan sige noget til det: Hvordan skulle de kunne brokke sig over at betale med den ugudelige mønt, når de rent faktisk selv gik rundt med den i lommen? De havde allerede indladt sig med kejseren!

 

Det var selvfølgelig ikke noget problem for herodianerne; men farisæerne stod jo også dér – og de havde på deres side indladt sig med herodianerne, arvefjenden, for at bage en politisk rævekage.
Jesu svar er en pædagogisk genistreg af den slags, vi andre aldrig kommer på før bagefter – når vi bagefter går og tænker på, hvad vi kunne have svaret. Det er en sætning på retorisk niveau med “Den af jer, der er uden synd, kan jo passende kaste den første sten”.

Hvad indebærer det, Paulus skriver? Jaeh, bl.a. at Lars Løkke Rasmussen er indsat af Gud i Danmark, Berlusconi i Italien og Medvedev i Rusland.

 

 

Det kan være svært at forstå, hvad han lige har tænkt sig. Men når Paulus kan sige om den romerske kejser, om den romerske besættelsesmagt og om den herodianske kongeslægt, at “der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod”, så må det jo også gælde for den til enhver tid siddende regering. Det behøver slet ikke være nogen god eller retfærdig eller kristelig regering, bare den er så nogenlunde lovlig, i det mindste.

Og det er fordi: Gennem øvrigheden handler han ikke som frelser, men som skaber: Han vil gerne som skaber give mennesker et godt liv, også selv om de ikke vil have spor med ham at gøre som frelser.

Dernæst indebærer det, at det er en kristenpligt at betale skat! – skattevæsenet er Guds tjener, siger Det nye Testamente ligeud: “Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det”

Når jeg kommer til torskegilde hos Told og Skat med mine bilag og kvitteringer, så sidder jeg over for Guds tjener. Lyver jeg over for dem, lyver jeg over for Gud.

 

Paulus siger, at det er et samvittighedsspørgsmål! Betaler jeg ikke mine royalties og mine afgifter til CODA, så giver jeg ikke kejseren, hvad kejserens er. Snyder jeg i skat, så snyder jeg Gud. Downloader jeg musik ulovligt, så er jeg ulydig mod Guds tjener og dermed imod Guds lov. Uanset hvor tåbelige kejserens love så måtte være.

Endelig hører der til det at give kejseren, hvad kejserens er, at tage vare på de fattige. Hvad enten man nu som venstreorienteret satser på velfærdsstaten, eller man som højreorienteret satser på almisser til de fattige, så kan ingen kristen undslå sig sit samfundsansvar: “Hør dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet. … Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger!” Det er også en integreret del af vores bekendelse til Gud som verdens skaber!

Så lad os give til de fattige, hvad vi kan. Og lad os give til Gud, hvad han allerede ejer. I begge tilfælde er det ikke noget, vi mister noget på.