23. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Amos 8,4-7.
Amos beskriver her nogle af folkets (dvs. Samarias, Israels) synder og slutter: “Herren sværger ved Jakobs stolthed: “Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger”. Denne tordenrøst lyder fra ZION, helligdommen i Jerusalem med pagtens ofre (1,2) imod Jeroboams hus, som havde brudt med Davids hus (Guds udvælgelse) (7,9 og 1. Kong. 12,16) og i stedet for pagtens gudstjeneste på Zion havde oprettet sin egen i Betel og Dan (1. Kong. 12,29 jævnfør Amos 4,4 og 5,5). Den gudstjeneste var deres “stolthed”, men var uden den nådevirkning hos Gud, som den sande gudstjeneste på Zion. Således havde de sat sig selv udenfor syndsforladelsen hos Gud. Nåden (sonofferet på Zion) bragte vreden med sig over dem, som var uden del i nådens tjeneste.

Rom. 13,1-7.
Hovedsagen i denne epistel er, at alle skal underordne sig de myndigheder, som står over os her i verden, fordi disse myndigheder alle er forordnede af Gud pga. synden i os alle.

Matt. 22,15-22.
Tilsammen taler disse to ovenstående tekster om det, evangelieteksten taler om: at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.
At give Gud, hvad Guds er svarer til det, som i pagten i GT hedder “at velsigne Gud”, hvilket i vor oversættelse gengives med “at prise Gud” – nemlig for det, som Gud er og har gjort, og det er først og sidst: at han har givet sin Søn (den Udvalgte) til vor forløsning. For Skriften står gudstjenesten på Zion som et nøje afbillede af gudstjenesten, som Kristus fuldbragte med sit offer på Golgata (jævnfør 2. Mos. 25,40 og Hebr. 8,1-6). Mod denne søn og hans gudstjeneste rejser menneskeligt hovmod sig i ligegyldighed eller egen retfærdighed og selvvalgt gudsdyrkelse. Og således følger også dommen denne Søn: at Gud aldrig vil glemme nogen af vore synder. Thi syndsforladelsen er totalt knyttet til gudstjenesten på Golgata.

At tro og i troen prise denne tjeneste er at “velsigne” Gud og give Ham, hvad der er Hans. Denne tro har Guds velbehag (nåde), og med den lever vi her i syndens verden med en retfærdighed, som ingen synd kan plette – ligesom Kristus selv vandrede her i verden med en urørlig, guddommelig retfærdighed.

At give kejseren, hvad kejserens er er en åndelig kunst. Intet afdækker bedre sand hellig åndelighed end dette: at kunne give kejseren, hvad kejserens er – at kunne underordne sig enhver “menneskelig ordning”, som Peter kalder det i sit første brev.
At ordningerne, som Gud har forordnet, er “menneskelige”, betyder, at de er skabt af mennesker og præget af mennesker. Derfor er de ikke altid gode og milde, som Peter siger, men også ofte urimelige. At underordne sig den slags er umuligt for den syndige natur, når den er åndelig. Kødet kræver altid “guddommelige ordninger” i verden og vil aldrig forstå Helligånden, som lærer, at dette er guddommelig ordning: at vi skal underordne os enhver menneskelig ordning. Kødet vil aldrig forstå, at der altid vil være en uoverstigelig afgrund mellem Guds Rige og verden. Thi det er dommen over denne verden, at den aldrig kan blive bare en del af Guds rige. Alligevel søgte såvel Romerkirken og sværmerne på Luthers tid (som kødeligt sindede kristne til alle tider) at indrette denne verden og dens ordninger efter Guds bud – “kristne” og “guddommeliggøre” dem.
Da Luther oplevede troens retfærdighed, gjorde han et klart skel mellem det “verdslige” og det “åndelige” sværd. Guds riges gerning er med Ordet og sakramenterne at virke troen på Jesus – at mennesker lærer at give Gud, hvad Guds er. Men alle ydre, jordiske anliggender har Gud givet kejseren til at tage sig af.

Kun i to tilfælde er det ret i forhold til øvrigheden at adlyde Gud mere end mennesker: når den vil forbyde evangeliets forkyndelse og derved hindre Troen (jævnfør Ap.g. 4,18-19), og når nogen enten af ondt sind eller udvortes fromhed og gerningsretfærdighed vil hindre os i at øve kærligheden, som kan gavne, rejse, hjælpe, støtte et menneske og læge dets sår.
Men, med troen på Jesus som sin umistelige retfærdighed i hjertet kan troen som fri herre underordne sig enhver menneskelig ordning og gøre det “for Herrens skyld” – som GUDS ordning her i natten – et udtryk, som Paulus bruger i Rom. 13 om den tid, vi lever i, og som forklarer, at alle de ordninger, vi lever med her, er skabt af mennesker og præget af mennesker: Vi lever i natten og venter på Dagens frembrud, da Herren selv kommer med sine nye og salige ordninger og tillige forvandler også vort fornedrelseslegeme. Det gør han ikke, så længe natten varer. Det gør han, når Dagen kommer. Skulle man synes, at den åndelige kamp mod synden med Ordet som eneste middel og våben er uden frugt i verdens ordninger, så bør en kristen tænke på, hvor meget Ordet må kæmpe selv mod en kristens egen syndige natur og alligevel kun opnår så ringe resultater. Dagen er ikke kommet, men vi venter den med uudsigelige sukke. Vor udskillelse fra verden består ikke i noget ydre, men i det troens sind, som ligner Kristus deri, at det er “fuldt af nåde og sandhed”.

Forslag til prædikendisposition:
1. At give Gud, hvad Guds er: i troen at velsigne den han sendte til vor forløsning.
2. At give kejseren som Guds egen ordning, hvad der er hans: at vi underordner os hans ordninger i verden, thi også deri råder Gud os her i verden.
3. Imod kødets “åndelige” misbrug af Ap.g. 4,18-19 at pege på de to tilfælde, hvor dette ord er ret i forholdet til Guds ordning: kejseren: Troen (ved at hindre evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning efter Herrens egen indstiftelse) og Kærligheden (ved af ondt sind eller falsk ånd at ville hindre, hvad der gavner, rejser og læger vor næstes sår).

Salmer:
2 – 48 – 19 – 543.