5. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Denne søndag møder vi én af de herligste tekster hos Lukas, om Peters fiskefangst. Og vi møder den kun hos Lukas, da det er lukansk særstof.

Det er også én af de søndage, hvor den gammeltestamentlige lektie passer fantastisk godt med prædiketeksten. Det gør de jo ikke altid, men her er det fint.

Hvorfor? Jo, for hos Esajas møder vi et chokeret menneske! Esajas så Gud! Et syn så vældigt, at det prægede ham resten af livet. Han så ikke Gud til fulde, men han fik et glimt af Guds herlighed, og det var mere end tilstrækkeligt. Det var også skræmmende, fordi han så sin egen synd og urenhed og forstod, at han da slet ikke passede her. Men Esajas så ikke blot Guds herlighed, han så også Guds ufattelige nåde mod syndere.

Her møder vi en klar parallel til Peters fiskefangst. Da Peter så, hvad der skete, faldt han ned for Jesu fødder og bad Jesus gå bort, for nu var han klar over, at han var en syndig mand.

Prædikenansats

Det er en dejlig tekst at prædike over. Den egner sig enormt godt til genfortælling og også til drama ved f.eks. en familiegudstjeneste.

Fiskerne står der ved søen, og pludselig kommer Jesus og beder dem lægge ud på dybet og kaste garnene ud igen.

Jeg har tit prøvet på at forestille mig, hvordan der efter den melding har set ud inde i Peters hoved. Han var jo den førende, den brovtende, den, der altid var et hoved foran de andre, den klogeste, den, der vidste, hvordan kagen skulle ”skæres”.

Peter viste trods alt Jesus respekt, så han sagde ikke noget i første omgang. Men hans forstand har nok sagt: ”Fjols, fæ, hvad ved han om fiskeri? Vi har fisket hele natten og vi er professionelle. Sådan en amatør og undermåler skal ikke komme og belære mig om, hvornår man skal fiske. Enhver fisker med respekt for sig selv ved, at natten er det bedst egnede tidspunkt, for dér går fiskene i stimer. Men midt på dagen!? Nej, ærligt talt!! Det var totalt meningsløst. Der var en blanding af tillid og tvivl i Peter, da han derefter sagde: ”Vi har slidt hele natten og ingenting fået.” Det var tvivlen, og så kommer tilliden: ”Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

Og resultatet det kender vi. En båd overfyldt med fisk og en mand, der brød sammen i skam over sig selv og sin synd. Dér, hvor Jesus er, sker der altid mægtige ting.

På samme måde skal vi lægge ud på dybet. Vi har det med at blive inde på land, inde i strandkanten, hvor det er mere sikkert. Resultatet er, at der næsten aldrig sker noget. Vi må vove os ud på de 70 favne. Kristen Kold skal engang have sagt følgende: ”Vi bekender vor tro på Gud – og tæller vore penge. Vi tror på Jesus og stirrer os blinde på vor synd. Vi tror på Helligånden – og vejer vore kræfter.”

Det handler om at lægge ud på dybet. At lade Gud vise os, hvordan der ser ud i dybet af vort hjerte.

I nærheden af Jesus ser vi vor synd og usselhed. Hvis han skal bo i mit hjerte, må han først knuse det. Jesus så ind i Peters hjerte. Han så også, at Peter slet ikke mente det, da han sagde: ”Gå bort fra mig, Herre.” Nej, for nu havde han netop virkelig brug for, at Jesus var dér hos ham. Han havde hårdt brug for Jesu nåde og barmhjertighed. Og derfor siger Jesus de ord, der også gælder os i dag: ”Du skal ikke længere fange fisk, men mennesker.” Hvis Jesus skal gøre os brugbare i sin gerning, så må han knuse vore hjerter, vise os, at vor egen indsats, vor egen gudsfrygt og alle vore ihærdige anstrengelser på at gøre et godt og kirkeligt stykke arbejde ikke nytter, i hvert fald ikke før vi tror på Jesu ord.

Jesus kan godt tillade, at vi bliver fortvivlede over vor egen uduelighed og når til et punkt, hvor vi synes, at alt er håbløst og umuligt. Men netop vor uduelighed er Jesu mulighed for at hjælpe os.

Salmevalg:

422 – Hellig, hellig, hellig (i lyset af teksten fra Esajas).

Tillægget: 848 – Jeg takker dig i Himlen

392 – Himlene, Herre

—–

147 – Der sad en fisker (den er meget lang og gentager hele historien, men den er jo smuk)

Man kunne subsidiært vælge 318 – Stiftet Guds søn.

Gamle salmebog: DDS 324 – O, send os ikke ud alene