5. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Kære Gud, vi beder dig om, at du vil tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så det må standse os og åbne vore øjne for din virkelighed, så vi følger dit kald. Amen.

Det handler om at blive standset.

Det har vi jo alle prøvet på den ene eller anden måde. Det kan være noget glædeligt, der standser os. Får vi f.eks. øje på en smuk blomst, en sjælden fugl, et fantastisk bygningsværk eller en flot udsigt, ja, så kan vi da ikke bare lade som ingenting. Nej, vi må standse op, lade indtrykket bundfælde sig, måske tage et billede af det, vi har set, før vi fortsætter. ”Vi har besøg af en dronning i aften”, sådan lød det, da jeg for mange år siden deltog i et teltmøde på Fyn, og  alle holdt vejret et øjeblik. Så pegede mødelederen på en udsprunget kaktus, ”Nattens dronning”, som stod lige neden for talerstolen. Den blomstrer kun en enkelt nat, og det var da herligt at få lov til at se det og blive standset af det. Endnu større er det at blive standset, når du møder det menneske, du får lov til at dele dit liv med, og som du siger ja til. Eller at stå med et nyfødt, velskabt barn eller barnebarn i sine arme.  Det er glæden, som standser os her. Glæden over livet!

Men det kan rigtignok også være helt andre ting, som standser os på vor vej. Tænk på, hvordan det var, da den frygtelige flodbølge ramte Sydøstasien ved juletid. Eller tænk på menneskers lidelse og nød i det hele taget. Den slags gør et dybt indtryk, så det kan være svært at komme videre. På Skagens Museum hænger der et helt utroligt billede, som hedder ”Den druknede”, malet af Michael Ancher. Den druknede fisker er blevet lagt på bordet i det lille hjem. Konen og datteren bøjer sig grædende ned over liget. Her er det døden, der standser, sådan som mange af os har oplevet det, da vi mistede en af vore kære. På billedet ser man også, hvordan en af fiskerne har sat sig ned. Det er et stærkt udtryk for afmagten over for det onde. Her er der noget, der standser os. Noget, vi ikke kan komme udenom.  Vi sidder bare dér og kan ikke gøre noget…

I dag hører vi så, hvordan mennesker også kan blive standset af Gud selv. Det er måske ikke så almindeligt at tale om det i vor tid, men det kan dog stadig lade sig gøre at møde nogen,  som kan fortælle om, hvordan det var, da de i sin tid blev standset af Gud, og også i vor tid er der mennesker, som på en særlig måde møder Gud, så de bliver standset af ham.

Standset af Gud – det var det, der skete for Simon Peter, da han fik sin vældige fiskefangst på Genesareth Sø. Når vi lytter til beretningen, er det jo helt tydeligt, at han ikke rigtig troede på det, da Jesus foreslog ham at lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst. Simon og hans arbejdsfæller var jo netop kommet ind efter en hel nat uden udbytte, så hvad i alverden skulle det dog gøre godt for? Enhver fisker med respekt for sig selv vidste jo også, at det var så godt som udelukket, at fiskene ville gå i garnet ved højlys dag, så det var da helt til grin. Ren tidsspilde!

Alligevel er der noget, som får ham til at gøre det.

”På dit ord vil jeg kaste garnene ud”, siger han.

En sær blanding af tro og fralæggen sig ethvert ansvar – det er, hvad der præger Simon! Og så er det, han oplever at blive standset. Han er klar over, at det her –  det skyldes hverken hans egen dygtighed eller naturens luner. Nej, det er intet mindre end Gud selv, han står overfor. Derfor falder han på knæ foran Jesus og siger ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

At blive standset af Gud – standset af Ham, som er den Hellige – det var jo nøjagtig det samme, som i sin tid skete for Esajas, som vi hørte det fra alteret for lidt siden. Da han får et glimt af Herren selv på den ophøjede trone og ser de kæmpemæssige engle, som råber til hinanden om Guds hellighed, så huset ryster og fyldes af røg, så må også han på knæ og sige: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.”

Der er noget her, som nok er værd at tænke over.

Dette med at se Guds virkelighed og Guds hellighed!

Vist kan vi få et glimt af det, når vi får øjnene op for den forunderlige natur, som omgiver os. Når det sådan rigtig går op for én, hvor fantastisk det hele egentlig er indrettet. Jo, men dér, hvor Guds virkelighed og Guds hellighed får alvor går op for et menneske, det er nu altså dér, hvor jeg samtidig ser mig selv som en synder! Det var det, som skete for Esajas, da han sagde ”Ve mig, det er ude med mig”, og det var det, som skete for Simon, da han faldt ned for Jesu knæ og sagde: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

En syndig mand! Jo, der er bare det ved det, at vi har så mange mærkværdige forestillinger, når det drejer sig om ordet synd. Går vi ud på gaden og spørger, hvad synd er for noget, ja, så vil vi nok få at høre, at synd – det er de og de forkerte handlinger, som mennesker gør. Så er det, vi næsten fristes til at sige: Ja, gid det var såvel!  Men synd i bibelsk forstand er noget langt dybere og langt alvorligere! Allerede på Bibelens første blade får vi et fingerpeg i den rigtige retning, når det hedder om os mennesker, at vi ”kun vil det onde fra ungdommen af”. ”Du vantro og forvildede slægt”, siger Jesus. Han udpeger altså ikke nogle bestemte, onde handlinger og sætter et mærkat på de mennesker, som begår dem. Nej, ”I, som er onde”, siger han, og apostlen Paulus bekræfter denne holdning, når han siger: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Når Simon falder på knæ for Jesus, ja, så er det velsagtens, fordi også han ligger under for forestillingen om, at en synder er én, der er værre end de andre. Én, som Jesus derfor ikke kan være tjent med, og som han derfor hellere må gå væk fra.

Men sagen er jo, at Simon dermed har fået øjnene op for den virkelighed, som vi er fælles om, når vi står ansigt til ansigt med den hellige!

Der er ingen af os, som kan pudse glorien og takke Gud for, at vi ikke er som de andre. ”Der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager”, siger et gammelt ord, men det gælder nu kun de jordiske forhold. Ansigt til ansigt med Gud, ansigt til ansigt med Den Hellige, da må vi alle sige med Esajas: ”Ve mig, det er ude med mig.” Eller med Simon: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Og så havde det jo været helt igennem rimeligt, om Jesus havde vendt sig om og var gået sin vej! Ligesom det havde været helt igennem rimeligt, om han havde kasseret alle sine disciple, da han oplevede, hvordan de alle som én svigtede ham, da han allermest brug for dem. Det havde også været helt igennem rimeligt, om han ville sige til os: Sådan nogen som jer kan jeg sandelig ikke bruge! Der må helt andre kvalifikationer til for at stå i min tjeneste!

Men sådan siger han ikke!

Det er det, som er det kristne evangelium, og som et helt utroligt, når det kommer til stykket!

Det var ikke ude med Esajas, da han stod ansigt til ansigt med Guds hellighed! Tværtimod!  En engel rørte hans læber med et stykke gloende kul, og så lød det til ham: ”Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

Var der noget, Jesus ikke havde lyst til, så var det da at gå sin vej fra et menneske, som virkelig havde brug for ham! ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, siger Simon. Jamen, det er jo netop syndere, Jesus er kommet for at frelse! Mennesker, som har forfejlet deres liv, for det er jo det, der ligger i dette at være en synder. At se sig selv som en del af den menneskehed, som er kørt fuldstændig af sporet, når det gælder det med Gud, og så at se den kærlighed, som er kommet fra Gud for at opsøge og frelse det fortabte.

I et hjørne af en banegård sad der en fordrukken, ildelugtende vagabond. Jeg så ham, da jeg skulle hente nogen ved toget, og i et glimt så jeg er liv, som på så mange måder var kørt af sporet og ødelagt. Det er mange år siden, og da han var en ældre mand, kan jeg sagtens forestille mig, at han for længst er død og borte nu. Men én ting glemmer jeg aldrig, og det var hans sang! ”O, havde jeg dog tusind tunger….”, sang han, mens jeg gik forbi. Hvem ved? Måske var denne mand også en af dem, som havde fået øjnene op for Guds storhed og hellighed, og som samtidig havde set den kærlighed, som når helt til bunds, så den omfatter hver eneste af os fortabte og fordømte mennesker, som har det tilfælles, at vi har forfejlet vort liv!

Tænk at blive standset af sådan en Gud!

Det er det, sagen drejer sig om.

Ikke bare for en Esajas og en Simon Peter, men også for dig og mig.

Og tænk at høre hans kald, når han spørger: ”Hvem vil gå bud for os?” som det lød til Esajas.

Eller som fiskeren Simon fik det at høre: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

Så der han ikke længere en interessant personlighed, som samler store folkeskarer, så det var nødvendigt at bruge en båd som prædikestol.

Nej, bliver jeg standset af Gud selv, bliver det helt anderledes. Da har jeg set noget, som gør, at det aldrig bliver som før.

Da gælder det, som Simon siger det ved en anden lejlighed: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Amen.

Salmer: 422- 372- 396/ 147,v.1-6 – 358- 147,v.7-9