6. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema
Rigdommens velsignelse og forbandelse

Til teksten
Teksten rummer tre dele, der tilsammen udgør en helhed.
1. Den rige unge mand møder det absolutte krav fra Jesus side. Vægten ligger ikke så meget på ejendomsløsheden som på det absolutte krav om efterfølgelse. Rigdommen har kilet sig ind mellem ham og Gud og må derfor fjernes.
2. Hvem kan så blive frelst? Problemstillingen skærpes, så det bliver klart, at uanset megen eller liden rigdom er vejen trang for alle. Kun ved den frelsens gave Gud tilbyder alle, er det muligt.
3. Hvad får vi så? De, som vitterligt har “solgt” alt, nemlig disciplene, får noget, som både har med nutiden og fremtiden at gøre: I fremtiden får de domsmagten sammen med Jesus. I nutiden får de en ny familie og et nyt hjem. Herved må der tænkes på det nye fællesskab i den kristne menighed og omsorgen for hinanden dér.

De andre tekster
2 Mos 20:                    De 10 bud.
Rom 3, 23-28:             Retfærdighed ved tro uden lovgerninger, en understregning

af frelsens under – for rige og for fattige.

Ansatser
A.
En tematisering af det første bud, som er tekstens egentlig bagvæg. Er det rigdommen, der er den største faktor til at dele vore hjerter, så vi stoler både på Gud og på noget andet? Uden tvivl er det afsæt vigtigt og aktuelt. Men kommer det til at stå i en vifte med så meget andet med samme kile-funktion, bliver sagen måske mere klar.
Mange stoler mere på horoskoper og tal end på Gud. Da jeg skulle flyve fra Bergen og skulle ændre min billet til lige over middag, blev jeg mødt med lidt overbærenhed fra billet-damen: Du tror da ikke, man to dage før kan ændre sin billet til en fredag lige i myldretiden! Men der var masser af plads på flyet. Det var fredag den 13. kl. 13! Jeg glædede mig voldsomt til at skulle flyve med det fly. For jeg tilhører én, som er større end tal! Men for mange er det tallene, de stoler mere på end Gud.
For endnu flere er det alternative behandlinger, de stoler mere på end Gud.
Sælg det, og følg mig, siger Jesus – men mange går bedrøvet bort, for det har fået stor magt over dem.

B.
Hvis man er modig, har Benny Andersen nogle spændende ord at bakse med. En slags kontrasttekst kunne den måske bruges som – hvordan det kunne være gået den rige unge mand:

Jeg mødte dig som en fremmed
men fandt ud af at du kendte mig
bedre end jeg selv
Du førte mig på opdagelse i mig selv
du kendte genveje
til oversete udsigter
og undersete koralrev
Hvad der på mit kort stod opført som BLIND VEJ
viste sig at føre til sindets største
og kærligste lufthavn
Du tog mål af min daglighorisont
og mens jeg sad som på nåle
så du dit snit til
at trække nålene ud
og anvende dem i dit snitmønster
du klippede og øgede og lagde
min gamle konfektionssyede horisont ud
med adskillige tusinde kilometer
så den ikke strammede så meget om livet!!
(Mit hjertes indvandrer i “Den kommen og gåen” fra 1993.)

Til prædikenen
Så går det igen løs med olympiske lege, og i forbindelse med dem er der mange, der i den senere tid har forberedt sig for at kunne vinde i Athen. Nogle er blevet så dygtige, at de udråbes til favoritter. Men for dem alle gælder, at det først er, når de har nået det sidste skridt over målstregen, at de har vundet nogen medalje. Det sidste skridt kan være det sværeste og det vigtigste.
Til Guds rige var der en favorit, der gav sig i snak med Jesus. En virkelig øvet var han i disciplinen et godt liv, der fortjener al ros – holdt budene, der drejede sig om forholdet til sine medmennesker fra sin ungdom af. Man var stolt af en sådan person i familien.
Han kommer til Jesus for at tage det sidste skridt til fuldkommenheden, til det evige liv – og han mister det. Han gik bedrøvet bort, og den afstand, han havde til målet, var lige så stor som afstanden, da han kom. Han nænnede ikke at miste alt for at gå i Jesu følge. Det så absolut ud til at være en dårlig handel, at han ikke kunne gå ind på den. Han var lige ved, og satte så alligevel alt over styr i det sidste skridt.
Nej, han havde da stadig sit gode liv at vende tilbage til, men det tragiske i det hele er, at det mål, han ville nå gennem dette liv, det mistede han.

Lad os betragte det under synsvinklen: Det gode kan blive det bedstes værste fjende. Det gode, han havde, var rigdom. Det kunne for den sags skyld være så meget andet: En anset position i samfundet. Det kan være et ansvar, du har fået at forvalte i menigheden, et specielt forhold til nogle ganske få mennesker, som har et ideal, du skal leve op til. Det gode. Men når da han kommer, som alene kan give adgang til det bedste, til selve frelsen og det levende gudsforhold i frihed og tilgivelse, så er det menneskets store fristelse at holde sig til dette gode, som er så synligt, og så sikkert så sikkert. – og da i virkeligheden miste det bedste. Han fandt sin rigdom som det sikreste, og enhver ved jo, at det eneste sikre ved den er, at man skal miste den.
“Gå hen og sælg hvad du ejer”, var det råd, Jesus gav denne yngling. Ikke for at tage noget fra ham, noget værdifuldt, men for at kunne give ham noget endnu mere værdifuldt. De mure, som stod mellem Jesus og ham, ville han fjerne. Men båndene til rigdommen viste sig at være for stærke. Han gik sin vej og valgte, hvad han troede var trygheden.
Men der fandtes de mennesker, som solgte alt for at finde en skat og en perle. Jesus fortæller i en lignelse om den mand, der fandt ud af, at en skat var skjult i en mark. Han satsede alt og solgte, hvad han havde, købte marken, og fik derved skatten i eje. Folk tænkte vel, at han var godt tosset, for skatten var skjult i marken, så de, der kom forbi, så den slet ikke. De mente, det var en dårlig forretning. Sådan er det med himmeriget. De fleste mener også, det er en dårlig forretning, ikke værd at satse på. Det mener rige ynglinge i moderne udgave også. Giver det måske slet ikke en ærlig chance.
For Jesu budskab handler jo om os, om vort liv og det bedste, han har lagt for vore fødder. Og hvor let det går til at være tæt ved og så ikke turde vove det sidste skridt. Troens regel og nemlig modsat af baderegler: I badning skal man ikke vove sig for langt ud, men hellere bevæge sig på langs ad stranden. Troen befinder sig på de 70 favne, og mærker sig dér båret. Troen kender ganske vist godt til tvivl og anfægtelser, men den er aldrig i tvivl om, at den har taget det spring, hvor det nu er Guds gerning, der bærer. Man ved med sig selv, om man stadig står på stranden og tager mod til sig, eller om de menneskelige støtter er faldet bort, og der er én som bærer,  nemlig frelseren.

Det bliver sagt til os, fordi vi kun har fået ét liv, én mulighed. Mister vi den mulighed i det liv, vi har nu, at få det lagt i Jesu hænder i den overgivelse, hvor jeg i virkeligheden sælger alt, og i samme nu får den skat, som aldrig skal rives fra mig – ja, mister vi den mulighed, da mister vi alt. For den kommer ikke igen.
I dommen på den anden side tæller lidt kristelighed ikke, ja, end ikke det allerbedste at have holdt budene om næstekærlighed fra sin ungdom af. Der er kun ét der tæller: Hvad Jesus har gjort, da han på korset tog mine synder på sig, og sonede min synd, så jeg for Guds ansigt kan være en retfærdiggjort synder. Det er den frelse, som er umulig for mennesker, men som er mulig for Gud. Det er den dør, som Gud har åbnet. Stor nok er den, men kun for dig selv – din prestige eller din rigdom kan du umuligt få med derigennem. Du må lade den ligge – og være på nådens grund.
Skal alle da blive fattige eller miste et kristeligt livsskær eller miste position? Nej, Abraham var også en rig mand, selv om han samtidig beskrives som troens fader, men rigdommen holdt ham ikke fanget. Måske havde han lagt den fra sig for så i næste nu at få den givet tilbage – nu som en gave, han havde et forvalteransvar overfor.
Tilsvarende siger Jesus til disciplene: “Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv (Mat 19,29).”

Forslag til salmevalg
3, 392, 516 – 493, 518