6. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
6. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
Søndagene fra 6. – 9. søndag efter trinitatis kan anskues som et mindre forløb, hvor de tre første søndage hver især behandler et tema, som er til fare for vort liv med Gud, hvorefter 9. s. e. trin. samler det hele sammen under overskriften: “Frygt ikke!” De tre første søndage kan behandles under overskrifterne: Rigdommens fare, Menneskefrygtens fare og endelig Selvbedragets fare.
9. s. e. trin. tager ligesom 6. s. e. trin. afsæt i rigdommens fare, hvorfor jeg vil gemme det store livtag med materialismen til denne søndag!
Lektien: 2 Mos 20,1-17
Det er godt og rigtigt, at v1 er med, hvorved det understreges, at budene ikke er givet som en vej ind i relationen med Gud, men som en konsekvens af den allerede eksisterende relation: Han ER deres Gud, som førte dem ud af trældommen. Allerede her antydes det således, at den unge mand i prædiketeksten er på afveje, når han kommer med spørgsmålet om, hvorledes han kan skabe et sådant forhold til Gud, at han får evigt liv. For lovoverholdelsen er ikke vejen til fællesskab med Gud, men den er Guds vejledning og anvisninger til beskyttelse af livet i hans fællesskab.
Epistlen: Rom 3,23-28
Afsnittet er hentet fra det evangeliske højdepunkt i Romerbrevet. Også her understreges det, at vores retfærdighed er en gave fra den evigt retfærdige Gud, som i Kristus har forløst os. Troen modtager denne retfærdighed – lovgerninger formår det ikke!
Evangeliet: Matt 19,16-26
Den rige unge mand kommer til Jesus med spørgsmålet: “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Han er helt og holdent fokuseret på sin egen indsats: Hvad skal jeg gøre, for at få evigt liv? … Det har jeg holdt alt sammen, hvad mangler jeg så?
Dialogen mellem Jesus og manden er ikke udtryk for, at Jesus sætter det op som en frelsesvej at sælge alt jordisk og give det væk. Det ville jo blive endnu en anledning til stolthed over egen indsats. Men i denne situation var det rigdommen, han måtte tage fat i! Jesus måtte tage fat, hvor det gjorde mest ondt på manden: rigdommen; for han måtte komme til kort for om muligt at modtage frelsen uden gerninger. For vil du frelse dig selv, er der ingen anden vej end fuldkommenhed, og her må lovens krav skærpes til det yderste, så vi indser vores uduelighed.
Prædiken-forsøg
1. En fuldkommen retfærdighed
For det første skal vi lægge mærke til, at Jesus kræver intet mindre end en fuldkommen retfærdighed af manden; mindre kan ikke gøre det. … vi er jo alle syndere …
Men først lidt om forskellen til i dag: Vi må nemlig vedgå, at Luthers og andres spørgsmål: Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv – og deres søgen efter en Gud, der ville være dem nådig og tilgive dem, når de indså, at de ikke kunne levere det fuldkomne; ja, det spørgsmål er der stort set ikke nogen, som stiller i dag! Der er ikke den store fare for, at vi i dag ender i gerningsretfærdighed! Den lutherske lære om, at ingen af os kan opnå den fuldkomne retfærdighed overfor hverken Gud eller mennesker er slået igennem i en grad, som nærmest er helt uhyggelig. Det har nemlig ikke fået os til at søge tilgivelse, men nærmere til at acceptere, at vi er syndere. Sådan må det jo være – synes vi at mene – det kan da ikke være noget problem!
Tænk på, hvordan det gælder indenfor politik, sundhedsvæsen, kirken, skolen – ja, snart sagt alle steder: Der bliver ikke krævet perfektion og fuldkommenhed, for det har vi accepteret ikke kan opnås. Til gengæld kræver vi så bare, at man ikke foregiver at være perfekt. Man skal stå ved sine fejl; politiker-undskyldninger for fejltagelser eller fejlskøn kommer med jævne mellemrum, ja, af og til går der næsten inflation i dem. For det kræver offentligheden: Ikke det perfekte, for det kan vi ikke; men vi kræver ‘menneskelighed’ – altså at man vedgår at være ligesom alle andre; og det vil sige: ikke-perfekt!
Sådan gælder det altså også åndeligt: Vi accepterer at være syndere; det kan ikke være anderledes; og vi tager det derfor ikke så tungt! Problemet er bare, at Gud ikke ændrer målestok i takt med tidens almenreligiøse strømninger. Hans krav om det fuldkomne står fast – både overfor os og overfor den unge mand i prædiketeksten.
En moderne reaktion
Her kommer vi så til stedet, hvor han bliver helt moderne i sit reaktionsmønster. For da Jesus svarer, at han for at blive fuldkommen må sælge alt og så komme og følge Jesus; ja, da vælger han at droppe Jesus! Så kan det være lige meget. Han bliver bedrøvet over svaret, for han havde stor rigdom, og han var ikke villig til at opgive sin luksus for at følge Jesus.
Det er en højst moderne reaktion. Også i dag er det populært at være religiøst søgende. Det er ok at gå op i etik og livets store spørgsmål; man må gerne søge efter sandheden. Men det er meget sjældent, at denne søgen ender med, at man finder svaret og lever efter det! Man søger; men man fastholder sig retten til at afvise svaret, hvis man ikke rigtig synes om det, man finder!
Religionstrenden i vores tid handler primært om mig og mit: Jeg udvælger det, som jeg synes kan være en hjælp og styrke for mit liv – det, som behager mig. Med andre ord: Religionen er som et fitnesscenter, hvor jeg sammensætter et program, gerne med hjælp fra en sundhedsguru, som kan hjælpe i mit liv. Men det forbliver altså samtidig mig selv, som i sidste ende er den dommer, som afgør, om jeg vil følge de gode råd.
Sådan reagerer manden her overfor Jesus. Han er søgende, han stiller gode spørgsmål, og han har opsøgt én, som han opfatter som det, vi kunne kalde for en ‘religiøs sundhedsguru’, og han regner med, at Jesus vil kunne oplyse ham! Men da han får svaret; det svar, som går på tværs af hans egne domme og meninger, svaret, som kræver store og ubehagelige forandringer i livet, ja, da vender han det ryggen. Det blev simpelthen for meget!
Det var altså det første punkt, vi skulle høre i dag: Gud kræver en fuldkommen retfærdighed af mennesker – uanset hvordan den religiøse trend er. Guds krav forbliver uændrede!
2. Jesus standser ham ikke!
Det næste, vi skal hæfte os ved, er, at Jesus ikke standser ham! Han lader ham faktisk gå! Vi fristes vel ofte til at skrue kravene og forventningerne ned, for vi vil jo ikke støde nogen, hverken andre eller os selv. Så vi skynder os at smøre alt, hvad vi siger, ind i en from, evangelisk sødsovs, hvor vi garanterer os selv og andre, at Gud selvfølgelig vil tilgive og hjælpe og frelse nærmest uanset hvad vi så ellers gør med vores liv! Vi undskylder os selv og hinanden med, at vi jo alle sammen er syndere, og så gør vi ellers det krav om fuldkommenhed, som Jesus taler om, til et ideal, altså til noget, som vi kan prøve at leve op til, så godt vi nu kan!
Men gør vi sådan, så handler vi ligesom den rige unge mand, som gik bedrøvet bort fra Jesus! Så behandler vi nemlig også Jesus som en stor religiøs vejleder, der gerne må komme med gode råd, alt imens vi selv vil have lov at vælge, hvor langt vi vil rette os efter ham!
Men Jesus kræver fuldkommenhed. Derfor vil han ikke bare være religiøs rådgiver. Nej, han vil efterfølges. Han vil have disciple, som følger i hans fodspor med deres liv, for kun i fællesskabet med ham finder vi retfærdighed, nemlig når vi får hans fuldkommenhed!
Det vender jeg tilbage til til sidst – men her skal vi blot bemærke, at Jesus ikke serverer nogen religiøs sødsuppe. Han lader manden gå, når han ikke vil følge ham, for der er ingen mellemveje!
3. Rigdommens fare er reel
Det tredje punkt, vi skal tage fat i, er et af de punkter, som gør ondt på os: Nemlig at problemet for denne mand var hans rigdom! Det gør instinktivt ondt på os, for vi er godt klar over, at vi i vort land og vore generationer lever i historiens rigeste epoke. Folk her i landet har aldrig haft så mange økonomiske ressourcer som os.
Vi kan godt forsøge at fortolke det med rigdommen; det kan jo være ment som et billede på andre ting i livet, som optager den plads i tilværelsen, som Jesus skulle have haft. Sådan kan det givetvis være. Andet end penge kan forhindre os i at følge Jesus. Men det ligger der alligevel: Det handler om penge! Jesus siger simpelthen lige ud, at det er uhyggeligt vanskeligt for en rig at blive frelst; ja, det er nemmere – bogstavelig talt – at få en kamel gennem et nåleøje! Det er alvorlige ord – særligt til mennesker som os, der lever i et samfund med pensionsopsparinger, forsikringer, velfærd og forholdsvis gode udlånsrenter: Det er svært for en rig at blive frelst!
Er det ikke underligt, at vi gang på gang formår at skubbe spørgsmålet om penge i baggrunden, når vi snakker om Gud? Vi kan opregne en lang liste af ting, som vi bruger penge på, fordi vi ved, at det er vigtigt, at det er i orden. Vi betaler store præmier for at være forsikrede, hvis nu … Vi sender bilen af sted til regelmæssige eftersyn, for selv om det koster en del, så er det nok alligevel det bedste i længden … Vi beder sågar tandlægen om at sende os en påmindelse, så vi husker at komme af sted med jævne mellemrum, og så betaler vi en mindre formue for at sidde i nogle få minutter med angstsvedige hænder! Jo, vi har orden i en lang række sager, selv om de koster os penge!
Men hvad med Guds syn på vores penge? Hvad med det problem, at pengene kan holde os borte fra Guds rige? For det er svært for en rig at blive frelst!! Hvorfor har vi ikke samme styr på den sag? Vi trænger til i langt højere grad at få lagt vores økonomi til rette på en måde, så Gud også får andel i de penge, som han har betroet os! Det er en reel fare for vort åndelige liv, hvis vi vedholdende udskyder det og ikke får orden i den side af livet med Gud!
For læg mærke til en ting: Det, som skulle frelse den unge mand var jo ikke, at han blev fattig! Nej, det, som han skulle gøre, var at følge Jesus; men før han kunne gøre det, måtte han give slip på sin rigdom! Det er altså ikke fattigdommen, som frelser, men rigdommen forhindrede ham i at blive Jesu discipel!
Sådan gælder det jo fortsat: Det er ikke nødvendigvis noget problem, at du har penge. Men det er i allerhøjeste grad et problem, hvis pengene forhindrer dig i at leve, som Gud vil det. Eksempelvis fordi du ikke vil tage dig råd til at give penge til missionsarbejdet eller til fattige og nødlidende. Eller hvis du i praksis sætter din egen luksus over det behov hos andre, som Gud minder dig om, at du skal hjælpe med at få dækket med dine penge!
Det var det tredje punkt: Vores materialisme er en reel fare; den kan forhindre os i at følge Jesus!
4. Guds almagt
Vi skal også have det sidste med. Nemlig at teksten ikke kun handler om vores afmagt, om det, som er umuligt for os; det, som vi har så uendelig svært ved. Nej, Jesu ord fortæller os også om Guds almagt: For Gud er alting muligt! Selv at frelse rige mennesker som os!
Hvis Jesu advarsel mod rigdom har ramt dig i dag sammen med tekstens klare budskab om, at Gud kræver fuldkommenhed, ja, så forstår du Jesu ord om, at det er umuligt for et menneske at frelse sig selv. Da ser du, at du har brug for Jesu fuldkommenhed. For kun han kan frelse dig.
Da må du lægge dine penge ind under hans vilje og lade det blive en del af din økonomiske planlægning, at materialisme ikke må få lov at stå i vejen for dit forhold til Jesus.
Det er ikke et gavebrev eller en fast giveraftale via PBS, som kan eller skal frelse dig; men akkurat som påmindelsen fra tandlægen kan det være en hjælp til at få det sat i system; et gavebrev kan hjælpe med til at holde os i et ret forhold til Jesus. Han skal også råde over vores penge. Ellers er han ikke andet end en religiøs guru!
Alt er muligt for Gud. Gå ikke bedrøvet bort fra ham, men hold dig til ham, og lad ham vise dig ind i et ret discipelskab!