Fastelavn søndag – 1. tekstrække

Her i Sl 2 står der: Han sagde til mig: »Du er min søn (v.7) som kan sammenlignes med Matt 3,17: Det er min elskede søn. Herren har indsat sin konge på Zion. I dåben blev Jesus indsat i sin tjeneste her hos os. Han er den udvalgte.

Se min tjener, ham støtter jeg,
min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme over ham,
og han skal bringe ret til folkene.  (Es 42,1)

Her knyttes Guds tjener og Guds søn sammen.

Jesu opgave ifølge 1 Pet 3,18-22 var at gå i vort sted. Lade sin retfærdighed blive min. Det tog sin begyndelse i dåben. Ordet retfærdighed er et hovedord hos Matthæus, der udtrykker Guds vilje og plan for os.

Her i dåben maskerer (fastelavn) Jesus sig – gjort til synd – nødvendigt for Jesus ifølge Matt. 3,13-17, hvor han gik ind under vore vilkår. Jesus indvies til sin gerning, udrustes til opgaven med Helligåndens kraft og proklameres som Guds søn.

I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: v38 hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. (ApG 10,37-38)  Her tales også om Jesu dåb, hvor ordet ”salvede” bruges, hvilket minder os om, at i GT salvedes

kongen (Jesus, himlens konge),

profeten(Jesus, Guds ord), der talte ordet,

og ypperstepræsten (Jesus ofrede sit liv), der en gang om året sonede hele folkets synd.

Prædikenansats

Sneen (der er ofte sne på dette tidspunkt tæt på vinterens toppunkt) giver glæde og kan være til besvær. Alt dette skyldes ufattelige mængder af bitte små snekrystaller. Og endnu mere utroligt – de er alle forskellige. Sådan er det også med os mennesker. Vi er alle enere.

Du og jeg er forskellige med hver vore særheder, der gør det svært at få en enhed ud af det. Ikke enshed, men enhed. Men netop i dåben drages vi ind i et fællesskab på tværs af alle forskelligheder. Et fællesskab uden grænser som landegrænser, raceskel, politiske holdninger, økonomiske forhold etc. Selv døden kan ikke sætte en begrænsning for fællesskabet.

Vi døbes nemlig til et evigt fællesskab med vor himmelske Far. Dette blev dog først muligt, da der var én, der evnede at bryde alle skranker ned mellem Gud og os. Skranker, som vi havde været og fortsat er meget dygtige til at bygge op gennem et liv, der vil sig selv og ikke, hvad Gud vil.

Det var derfor en skelsættende begivenhed, som den dag fandt sted, da Jesus kom til Johannes Døberen for at blive døbt. Men det var begyndelsen på at gøre det godt, som blev ødelagt af Adam og Eva.

Vi mennesker mener ellers nok, at denne opgave kunne vi selv have klaret. Selv Johannes Døberen mente, at vi ved at bekende vore synder kunne klare frisag. Derfor træffer vi ham nede ved Jordan floden, hvor han forkyndte Messias/Kristus som dommeren, der skulle skille menneskene i to flokke – den ene til fortabelse, den anden til frelse.

Så det er noget af et chok for Johannes pludselig at finde Messias/Jesus selv stående i rækken af syndere, der kom for at bekende deres synd og modtage dåben til syndernes omvendelse. Jesus – den syndfri – gik simpelthen ind i den store række af syndere, der kom for at lade sig døbe og begynde et nyt liv. Samtidig solidariserer han sig med os.

Da Johannes så Jesus stå der, er det forståeligt, at han kunne komme i tvivl om, at han ikke havde grebet sin forkyndelse forkert an. Hvad blev der af dommen, når dommeren selv stillede sig op i rækken af syndere? Men det skulle til, fordi vi mennesker ikke selv magtede at bryde hul i den skranke, vi havde etableret overfor Gud. Kun den syndfri kunne bryde hul.

Dette er ikke sådan at fatte, når Johannes-dåben er en omvendelsesdåb. Den dåb behøver Jesus – den syndfri – ikke. Men for at frelse, skaffe en evig retfærdighed for os syndere, måtte Jesus gå ind under vore vilkår og påtage sig vor syndebyrde/gældsbyrde over for Gud. Jesus, den syndfri, bekendte alle menneskers synd. Han vedkendte sig din og min byrde som sin.

Det havde Johannes ikke fattet. Han mente jo, at det var ham, der havde brug for at blive døbt af Jesus.

Her i dåben gjorde Jesus fælles sag med dem, der kom dragende ned til floden i store skarer for at gøre bod. I dåben indvies Jesus til at gå den vej, som Gud havde bestemt for ham, så det kunne blive os til frelse. Jesus er vor dommer; men også vor frelser.

Det er derfor meget passende, at denne prædiketekst om Jesu dåb er teksten til fastelavns søndag, hvor det er skik blandt børnene at maskere sig. Det var netop, hvad Jesus gjorde – maskerede sig, så han ikke var til at kende. Den syndfri så jo ud til at være en synder. Der var tilsyneladende ingen forskel på os og ham.

Denne maskering narrede Djævelen, så han antog Jesus som strafskyldig. Djævelen forstod ikke, at døden ikke kunne fastholde den syndfri, hvorfor han gik glip af sit bytte – også dig og mig, fordi vi har andel i alt, hvad Jesus har erhvervet sig ifølge evangelisten Markus: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. (Mark 16,16)  Tro (= tage imod) og dåb hører sammen.

I dåben sker der tilsvarende en form for maskering af os mennesker, idet vi syndere kommer til at stå rene overfor Gud uden nogen pletter – en tilgivet synder. Dette er symboliseret med dåbskjolen.

Hvis vi derfor spørger: Hvad betyder dåben for os? Så er det syndernes forladelse – syndernes forladelse, som er ethvert menneskes dybeste behov. Dette skænkes os i dåben, men dermed er det ikke sagt, at du har Guds tilgivelse. Dåben kan sammenlignes med en pakke. Pakken skal pakkes op, hvis vi skal have gavn af dåbens gave. Det kan alle gøre, for det beror ikke på intelligens.

Her er det forældrenes ansvar at hjælpe barnet med at pakke dåbens gave op og gøre brug af den ved at leve Jesu nær, lære ham at kende gennem Bibelens ord.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan vort forhold er til Jesus, da Johannes jo har ret i, at den dag kommer, hvor alle deles i to flokke – deles op i indenfor og udenfor. Hvor skal du og jeg være?

I år er det et H. C. Andersen’s år, hvilket kunne bruges til at knytte til. I eventyrene kommer redningsmanden på sin hvide ganger. Også her bryder Jesus med de sædvanlige normer, idet han kommer i tjenerskikkelse. Apostelen Paulus skriver herom: Kristus Jesus, som havde Guds skikkelse, gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. (Fil 2,5-8)

Duen er brugt som et symbol på Helligånden, der også kan fylde prædikantens ord med kraft, hvorfor vi ofte finder duen ved prædikestolen.

Salmevalg

441 – Alle mine kilder skal være hos dig, 59 – Jesus os til trøst og gavn  141 – Mig lyster nu at træde  –– 452 – Du folk, som kristne kaldes vil, 478 – Vi kommer til din kirke, Gud