Langfredag – 1. tekstrække

På alteret: Fem langstilkede røde roser, hhv. 2 og 3 i simple lerpotter.

Prædiken:

På alteret har vi i dag fem røde roser. Røde er de, fordi rødt er blodets og kærlighedens farve. Fem er der, fordi det er antallet på den korsfæstede Jesu sårmærker. Fire sår fra de nagler, som man slog igennem hans hænder og fødder, da man hængte ham op på korset, og ét fra det spydstik, som man gav ham i siden, inden hans venner fik lov at tage ham ned og begrave ham.

De hænder, som man slog nagler i, var de samme hænder, som tidligere havde omfavnet, velsignet og helbredt. De var kommet til ham med nogle små børn, for at han skulle røre ved dem, og han havde taget dem i favn, lagt hænderne på dem og velsignet dem. De var komme til ham med syge og lidende mennesker, og han havde lagt hænderne på dem og gjort mægtige gerninger, så de lidende var blevet befriet fra deres lidelser. Hans hænder havde kun gjort godt, kun vist kærlighed. Alligevel slog man nagler i og fæstede dem til et kors.

Og de fødder, som man slog nagler i, var de samme fødder, som havde vandret rundt på de støvede veje og bragt godt budskab fra Gud. Han var sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. På sine fødder havde han gået fra by til by og fra menneske til menneske med Guds ord om kærlighed og frelse. Ja, han er selv Guds Ord, som kom til sit eget. Men hans egne tog ikke imod ham. Man slog nagler i og fæstede hans fødder til korset.

Man slog nagler i! Hvem er man? Ja, der var naturligvis nogle, som holdt hans hænder og fødder og nogle, som førte hammeren, men de er ikke alene om skylden. Alle, som ikke altid tager godt imod Guds Ord; alle, som af og til vender Guds kærlighed og frelse ryggen i trods, alle, som sætter kærligheden til sig selv over kærligheden til Gud og næsten, alle vi er medskyldige i hans korsfæstelse. Jesu blodrøde sårmærker fortæller os om vores skyld. Det var vores skyld og synd, som ramte ham, da naglerne blev slået i. Vores ugerninger og uret drev naglerne i.

Så hang han altså udspændt og fæstet til korset, lidende og tilsyneladende magtesløs. Men var han magtesløs, så skyldtes det alene hans egen kærlighed. Det var ikke naglerne, som bandt ham til korset, men hans kærlighed til mennesker. Havde det ikke været for hans kærlighed, så kunne han have gjort det, som spotterne regnede for en umulighed: have frelst sig selv og være steget ned fra korset. Men havde han frelst sig selv, så havde han ikke frelst os, og det bød hans kærlighed ham at gøre.

Af kærlighed lod han sig ramme af vores synd og slå ihjel. Det er korsets mysterium, at netop ved at lade sig ramme af synd og død, besejrede han syndens og dødens magt. Netop i sin magtesløshed viste hans kærlighed sig at rumme en altforandrende magt. Hans blev som så mange andre offer for menneskers ugerninger og uret. Men han blev dét offer, som sonede menneskers synd. Ved at bære syndens følge, døden, gjorde han ende på døden. Efter sin død stod han op til liv. Og han gjorde det for os. For at vi efter vores død, skal vi stå op til liv. I kærlighed til os blev han vores frelser.

Jesu sårmærker fortæller os altså også om hans kærlighed. Hans kærlighed? Jo, for han gjorde det for os. Og det sidste sårmærke, det i hans side, fortæller os, at hans kærlighed også gælder os. Ligesom blodet strømmede ud af det sår, strømmer hans kærlighed ud til os som en varm og stærk strøm. Og hans kærlighed har magt til at trodse vores trods og selvkærlighed. Magt til at omfavne, velsigne og helbrede dårligdommene i vores liv.

Hans kærlighed, den opstandnes kærlighed, når også til os i Guds ord. Når vi tager imod ordet i tro, møder vi hans frelsende opstandelsesmagt, og vi får håb at leve i. Håb om, at som han opstod, skal vi opstå. Og så er hans ord også til os et godt budskab om frihed og nådeår fra Herren.

Salmer:

168 – 364 (veksellæsning) – 365 – 173 – 166 — 171 – 183