Søg efter:

Langfredag – 1. tekstrække

januar 25, 2021

Hvor kunne I gøre det mod jeres bror Josef ? Han var jeres fars elskede søn, men I ville ham til livs og solgte ham som slave til Ægypten. I og jeres gamle far troede, at han var død – og jeres far sørgede. Men Gud greb ind – reddede Josef og gjorde ham til en stor mand i Ægypten, sådan at han kunne redde jeres liv, da I kom i knibe. Han havde det brød, som I havde så hårdt brug for. Og han bar ikke nag og tog ikke hævn – men viste en helt uforskyldt nåde mod syndere som jer. Hos jeres bror kunne I leve, indtil den dag, Gud førte jer helt hjem til jeres hjemland igen. For jeres brors skyld fik I lov til at leve godt i det fremmede land. Gud vendte det onde til noget godt.
Hvor kunne I gøre det mod jeres bror Jesus? Han var jøde som jer – havde aldrig gjort nogen noget ondt, men I ville ham til livs – dømte ham til døden og overgav ham i romernes hænder. I troede, at han var død og for altid borte, da I lagde ham i graven. Men Gud greb ind, rejste sin søn op fra graven – og tog ham op til sin højre hånd, hvor han nu troner. Nu kan han redde jeres liv. Han kan give jer det livets brød, som I har så hårdt brug for. Og han bærer ikke nag og tager ikke hævn – men viser helt uforskyldt nåde mod syndere som jer. Hos jeres bror Jesus kan I leve indtil den dag, Gud fører jer helt hjem til jeres hjemland igen. For jeres brors skyld får I lov til at leve godt i udlændigheden på denne jord, indtil I igen er hjemme, forenede med jeres Gud og Skaber. Gud vendte det onde til noget evigt godt.

 

Abraham – hvor kunne du gøre det? Du havde ventet på denne søn, han var din eneste – og dog var du villig til at ofre ham. Du bøjede ikke af på vejen – du gjorde dig ikke klog i egne tanker. Du vidste, at hvad Gud befaler, er det bedste – det klogeste – det viseste – det kærligste. Du gik den vej, du måtte gå – indtil Gud greb ind og fandt et andet offerdyr.
Himmelske Far – hvor kunne du gøre det? Han var din eneste søn – og dog var du villig til at ofre ham. Du bøjede ikke af. Du vidste i din visdom, hvad der var det bedste – det klogeste – det viseste – det kærligste. Du gik den vej, du måtte gå – for der var intet offerdyr, der kunne erstatte ham. Så alvorlig var synden, at din søn måtte ofres. Så dyb var din kærlighed, at du var villig til at gøre det.

Vil nogen vide, hvad synd er, må han til Golghata. Vil nogen vide, hvad nåde er, må han også til Golghata.

 

“Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Herre Jesus, så var det altså ikke mennesker, der bragte dig til kors og død. Din dybeste nød var ikke, at vennerne svigtede dig – at Judas forrådte dig og Peter fornægtede dig. Det værste var, at Gud Fader selv forlod dig. Syndens løn er døden, dvs. evig adskillelse fra Livets Kilde – og nu smagte du denne dødens løn. Så alvorlig er synden, at det måtte blive dig eller os – og du valgte selv, at det skulle være dig.

 

“Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Herre Jesus, så stor var din kærlighed til syndere, at du endog tålte spotten fra dem, du led for. Vil nogen vide, hvad synd er, må han til Golghata – og se, hvordan tankeløse syndere spotter deres redningsmand. Vil nogen vide, hvad nåde er, så må han også til Golghata – og høre, hvordan Frelseren taler om tankeløse syndere.

 

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”
Herre Jesus, tak at du midt i larmen fra mængden – midt i smerten fra dine sår – midt i spotten fra dine fjender – hørte røsten fra et menneske, der bad om nåde. Vi synger om korsets gåde, for vi forstår så lidt af din kærlighed. Men den ene ting forstår vi dog: Korsets nåde. Den har du selv vist os så tydeligt, da du talte til røveren ved sin side. Vil nogen vide, hvad nåde er, så må han til Golghata og høre dig tale til en angrende synder.

 

“Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”
Herre Jesus – du var forladt af Gud, men Han var dog stadig din eneste redning – dit eneste gode. Til ham satte du sin lid. Du vidste, at alt er muligt for Ham – derfor satte du også i din nød alt dit håb til Ham, at han ville vende din skæbne. Vil nogen vide, hvad nåde er, så må han til Golghata og høre dig bede til Far – selv da.

 

“Kvinde, dér er din søn!”
Herre Jesus, din kærlighed var så stor, at du ikke glemte dem, der skulle fortsætte med at leve på denne jord. Du var med, da vi skabtes som hele mennesker, og selv i døden tænkte du på menneskers legemlige og jordiske behov. Du ville forlige Gud og mennesker på ny ved din død. Du ville forlige uvenner – gøre os til brødre og søstre med folk fra fremmede lande i din menighed. Du ville knytte os sammen i et fællesskab, og du viste det allerede, da du knyttede din mor og din apostel sammen. Du tjente os ved at frelse os – nu frelser du os til at tjene andre.

 

“Jeg tørster!”
Herre Jesus, du var altså virkelig blevet et menneske som os. Du havde altså selv et legeme, og var ikke så overåndelig, at du ikke kunne kalde smerte for smerte. Du der skabte vandet, savnede det nu selv. Så dybt sank du for os – for at vi aldrig i evighed skal savne livets vand – for at vi i nadveren skal kunne få vinen som dit blod.

 

“Det er fuldbragt.”
Herre Jesus, du led i ånden. Du led på legemet. Som et helt menneske gik du lidelsens vej helt til ende. Du døde. Da lidelsen var fuldbragt for dig, var frelsen også fuldbragt for os. Vil nogen vide, hvad nåde er, så må han til Golghata og lytte til manden, der sejrede ved at dø. Den uskyldige, der bar alles synder. Den døde Frelser, der havde vundet livet til os.

 

Himmelske Far: Hvad Josef og Abraham led og udførte var kun en skygge af din frelse i Jesus Kristus. Men vi takker dig for skyggen. Den gør dit navn stort, for den viser os, at langfredag på underfuld måde var forberedt i din tanke.