Langfredag – 2. tekstrække

Prædiken-ansatser.
I mine dåbssamtaler fremhæver jeg jævnligt sætningen: Modtag det hellige korsets tegn. Umiddelbart er der ikke meget støj i den sætning. Korset er helligt. Der er ingen, der støder sig på denne sætning. Så prøver jeg at få folk til at se på signalværdien af ordet kors. Hvad står det for? Kirke, kristendom, tro, tilgivelse, kærlighed bliver nævnt. Andre ord kan også nævnes: død, nederlag, henrettelse, pine.
Dermed er vi nærmere spændingen mellem ordene kors og hellig. Det er, som om de kommer fra hver sit univers. Som ild og vand. Man kan næsten mærke spændingen mellem ordene, hvis man siger: Modtag den hellige elektriske stol.
Pointen her er, at vi godt kan skrue ned for Bach og gå historisk til værks. Gå ud og mærke stanken og døden og væmmelsen. Plinius bruger ordet pervers om langfredag. Gud modtager den væmmeligste straf. Og bagefter guldbelægger vi henrettelsesmidlet og siger, det er helligt …
Så kan vi skrue op for Bach igen.

En anden ansats:
I filmen “The bridge” (link til filmen) møder vi en mand, der arbejder som sporskifter i et jernbanekontroltårn. Manden havde et godt liv. En lille lykkelig familie. Han havde kun ét barn. En dreng. Men han var også elsket uendelig højt.
Ud over at være sporskifter havde manden også ansvaret for en bro over en flod. Det var sådan en af den slags, der kunne deles på midten og så løftes op i lodret stilling.
Den dag, filmen handler om, havde han sin søn med på arbejde. Det var alletiders. Drengen gik og hyggede sig og legede, mens faderen havde travlt med at trykke på knapper. På et tidspunkt er drengen gået ud på broen. Han er på vej mod midten, mens broen er på vej ned på plads igen. Faren opdager ikke drengen, før han hører togfløjten. Toget er på vej for fuld kraft. Bliver han ved med at holde fingeren på knappen, vil den gå helt ned, men så vil hans søn blive dræbt på stedet. Hvis han slipper knappen og trykker på den anden knap, der får broen til at gå op igen, så vil hans søn blive reddet, men flere hundrede togpassagerer vil blive smadret og styrte i floden.
Filmen viser nærbilleder af faderens ansigt. En forfærdelig kamp udspillet på få sekunder, der alligevel er som evigheder. Valget er klart: Enten min søn eller flere hundreder mennesker, som ikke har den mindste anelse om, at de er i livsfare. Til sidst ser man manden trykke på den knap, der får broen til at falde på plads. Toget raser hen over broen, man ser glimt af glade mennesker, mennesker, der snakker sammen, lykkeligt uvidende om, hvad der er sket.

En tredje ansats:
Danskeren Peter Lukes historie fra den 11. september 2001 – offentliggjort i De Berghske Blade den 14. september 2001. Han oplevede stedfortrædelsen i sit eget liv.

Salmer:
168 -166 – 167 – 169.