Midfaste søndag – 1. tekstrække
Midfaste søndag – 1. tekstrække
Series: Midfaste søndag (1. tekstrække)
Vi er nået ca. midtvejs i fastetiden. Den kommende søndag er den sidste egentlige fastesøndag. Jeg har i mine prædikenvejledninger forsøgt at pege på den sammenhæng, der er mellem fastesøndagene. Kampen, fristelsen, forsagelsen og udfrielsen af Djævelens magt er temaer, der går igen i denne sammenhængende periode af kirkeåret.
Har man øje for det, kan man også se en sammenhæng til denne søndags tekster. Teksten fra Femte Mosebog bringer det ord, som Jesus tilbageviser Djævelen med 1. søndag i fasten: Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.
Dette ord kan danne ramme omkring denne søndags tekster, hvor vi hører om bespisningen af de fem tusind og Paulus’ opfordring til menigheden i Korinth om gavmildhed overfor brødrene i Jerusalem. For sædemanden forsynet med udsæd og brød skal forsyne andre med sin rigdom. “Gud elsker en glad giver”.
Jovist er der en linie og sammenhæng – hvis man altså har øje for det. Dog må man tilføje, at de temaer, der er så fremtrædende de tre andre fastesøndage slet ikke indtager den samme plads denne søndag.
Mellem tekst og prædiken
Bespisningen af de fem tusind er en central nytestamentlig tekst. Vi finder den også i de tre synoptiske evangelier. Men modsat synoptikerne optræder en lille dreng hos Johannes. Det er drengen, der bringer Jesus de brød og fisk, der senere får så stor betydning.
Gad vide, hvad denne dreng har fortalt sin mor og far eller søskende, da han kom hjem? Måske bedstefaren eller bedstemoren var dem, der bedst forstod det, der hændte den dag på bjerget på den anden side af Galilæas Sø. Det var jo dem, der havde fortalt ham bibelhistorie. Om Moses, den store profet i fordums dage, der talte om “profeten” Gud engang ville lade fremstå i Israel (5. Mos. 18,15).
Brødet og fiskene, som drengen havde købt på marked i Betsaida og nu var på vej hjem med, havde “profeten” gjort et mirakel ud af! Af ham havde han lært, at når blot vi deler den smule, vi har med hinanden, så bliver det nok til alle!
Ser man på evangelieteksten som helhed rummer den i alt fald tre aspekter, der hver for sig kan danne ramme omkring en prædiken:
1) Vi får at vide, at “påsken var nær”. Netop det giver anledning til at tale om påsken. Nærmere bestemt om Jesus som “livets brød”, der i påsken giver sig selv hen for os, for at give os liv.
Der er i bespisningsunderet en klar parallel til nadveren. Jesus er “brødet”, der brydes og deles ud til mange. Langfredag sker “brydningen”, påskedag underet og fra pinsedag uddelingen til de mange folk.
Ikke mindst, når vi befinder os indenfor Johannesevangeliets sammenhæng er der en pendant til nadveren. Johannes har jo, som bekendt, ingen nadvertekst. Derimod finder vi i flere Johannes tekster nadveren som det underlæggende tema.
2) Det fortælles, at Jesus med sit spørgsmål ville sætte Filip på prøve (v. 6). Prøven kunne være, om Filip så en parallel til israelitterne i ørkenen. At nu, hvor han var i et øde område med en stor sulten folkeskare, var hverken han eller folket prisgivet. “Profeten” var jo hos dem, og videre, “mennesket skal ikke leve af brød alene”. Med andre ord, turde han stole på Gud i prøvelsens stund? Filip tænker, som israelitterne i ørkenen, i helt andre baner.
Her er vi tilbage ved fastetidens temaer. Det er troens prøve, der er temaet. Spørgsmålet om, hvorvidt man i prøvelsens stund tør give sig “Gud i vold”, eller ej.
I denne sammenhæng ville det også være nærliggende at komme omkring dette, at folkeskaren ville gøre Jesus til konge (v. 14-15). Men Jesus trækker sig tilbage. Han vil ikke være en “brød-konge”. Målet er at gå lidelsens vej. En understregning af dét, der blev sagt så tydeligt 1. søndag i fasten (fristelsen i ørkenen).
3) Endelig er der jo det aspekt, at lidt mad blive til mad for mange. Det er selvfølgelig et under. Men set i et videre perspektiv er det jo noget, der sker hver dag. Man spreder en lille del af markens frugt ud over et stort område, og det udstrøede forvandler sig til en mangfoldighed af frugter, der bliver til føde for dyr og mennesker. Lidt bliver til meget. Livsprocessen er i sig selv et under. Ved bespisningsunderet sker forvandlingen og bearbejdelsen blot i et nu.
Ser man bespisningsunderet i dette lys, så er hverdagen jo fuld af mirakler. At spise og have det fornødne til livets opretholdelse er ikke en selvfølge, men en gave Gud giver. Det bør fremkalde taknemlighed og ydmyghed overfor jordens ressourcer.
Derfra kan trækkes en linie til epistlen. Paulus’ opfordring til “at så” det, man har, så det kan blive til gavn og glæde for andre.
Tænk, hvad der skete den dag, da en lille dreng delte det, han havde med de trængende! Kunne det samme ske, hvis vi i den rige verden delte vor overflod med fattige og nødstedte i den tredje verden? Hvorfor vil vi (alle) hellere skrabe til os og sikre os, end at dele den gudgivne rigdom med andre?
Prædikenskitse
Flere ideer og aspekter er blevet anslået. Jeg vil ikke lægge mig fast på nogen disposition for prædikenen. Dog vil jeg sige, at jeg synes, det kunne være spændende, at bruge “den lille dreng” som indfaldsvinkel på prædikenen. Det skulle så nok være sammen med det tredje foreslåede aspekt.
Salmevalg
10 – 20 – 279 – 496 – 391 [fra Salmebogskommissionens betænkning. Til Niels Brønholts melodi (noderne fås ved henvendelse til Brønholt på 97375399)] – 325.