Pinsedag – 1. tekstrække
Pinsedag – 1. tekstrække
Series: Pinsedag (1. tekstrække)
1 Mos 2
Ordet for ”livsånde” er her neshama og ikke det mere almindelige ruah. Ruah appliceres både på Gud, mennesker, dyr og endda afguder, mens neshama kun anvendes om Jahve og mennesker. Valget av neshama kan skyldes en vægtlægning af, at det er mennesket, og kun mennesket, der modtager guddommelig ånde/åndedræt. Mennesket er guddommeligt formet og indblæst og er derved en levende person. Allerede i skabelsen gives mennesket særstatus, og det er ikke noget, det har udviklet eller kæmpet sig til. Lige som mennesket er legemligt dødt uden sit gudgivne åndedræt, er det åndeligt dødt uden Guds ånd. Begge dele gives og opretholdes af Gud.
1 Mos 11
Med Babelstårnet bringes perioden før patriarkerne til en forfærdelig afslutning. Menneskeheden havde fået en ny start med Noa, men nu overskrider menneskets syndighed alle grænser, da mennesket forsøger at trænge ind på Guds område. Drivkraften bag dette byggeri var næppe en formodning om reelt at kunne nå op til Gud, men bundede nok i den gamle overlevering, om at det tabte paradis lå på et bjerg med Guds bolig på toppen. Babelstårnet var således en kunstig menneskelig genskabelse af Guds paradis, men hvor Gud ikke er projektleder, er det hans modstander, der har fået stillingen. Mennesket var smidt ud af Paradis pga. af sin synd og nu ville de bygge sin egen rekonstruktion deraf. Konsekvensen var endnu en dom over hele menneskeheden. Menneskene blev spredt ud over hele jorden, og sproget blev forvirret for at forhindre samarbejde og fremtidige forsøg på at storme himlen. Menneskeheden gives dog endnu en frisk start i og med, at Gud kalder Abram, senere Abraham. Den samme Gud, som her forvirrede ved at give dem flere forskellige sprog, gentog på en måde sin handling på pinsedagen ved at give de tilstedeværende nye tunger eller sprog, så den forhindring, sprogforskellen hidtil havde udgjort, blev overvundet. Der kan findes yderligere forbindelser ml. de to sprogundere i hhv. 1 Mos 11 og Apg 2, som med fordel kunne inddrages i prædiken.
ApG 2
Tunger af ild: Ild var for jøderne et tydeligt tegn på Guds nærvær.
Andre tungemål: Ånden gjorde dem i stand til at tale andre forståelige konkrete tungemål. Selv om 1 Kor ser ud til primært at behandle ikke menneskelige tungemål i kap 12 og 14, så kender Paulus til begge dele (1 Kor 13,1). Jesus havde sagt, at evangeliet skulle forkyndes for alle folkeslag, men det skulle vise sig, at Pinsedags måde ikke var den almindelige måde, som budskabet skulle spredes til nationerne på. I ApG 14,8-20 ser vi et eksempel på, at evangelisten må klare nogle sproglige forhindringer uden guddommelig indgriben.
Man kan sige, at ApG 2 er en reversering af Babelberetningen, men det er faktisk endnu mere bemærkelsesværdigt end det. Jødedommen var allerede en reversering af Babel, fordi der var jo allerede samlet folk fra alle verdenshjørner til at fejre denne jødiske højtid. Det vendte i sig selv op og ned på forvirringen og adsplittelsen i Babel. Det nye ved kristendommen var, at folk nu ikke længere var nødt til at komme tilbage til et sted, men at ordet derimod gik ud til alle verdenshjørner. Pinsen handler på linje med inkarnationen om, at Gud kommer til os i vores faldne tilstand, mere end, at vi kommer til ham.
Joh 14
Ånden før og efter pinse
Hvad er forskellen på Åndens rolle før og efter pinse? Herom hersker der ikke enighed, men det følgende er et bud. Helligåndens funktioner kan opdeles i 2 områder:
1. Trosskabende og livgivende
Denne funktion fandt sted før pinse, og før Jesu død og opstandelse. Dvs. at de troende på GT’s tid også blev født på ny ved HÅ og ligeledes de på Jesu tid. Åndens komme efter pinse ændrer intet vedr. denne funktion.
2. Ånden er udrustende
I GT udruster Ånden de få udvalgte til tjeneste og giver kraft til at udføre Guds gerning. Dette fortsætter også på Jesu tid. Efter pinse kommer Helligånden til alle troende for at udruste alle troende til tjeneste: a) vidnetjeneste, b) nådegaver: Alle troende er lemmer på legemet, og alle troende er udrustet med nådegaver.
På den udrustende side af Helligåndens funktion er der en forskel på før og efter pinse. Før pinse udrustes få, men efter pinse udrustes alle troende.
Når vi i Joh 7 læser, at Ånden endnu ikke var der, betyder det derfor, at HÅ endnu ikke virkede fuldt ud.
Først når Jesus var blevet herliggjort, kunne han sende talsmanden. Talsmanden skulle formidle Jesus. Denne Åndens gerning kunne først ske fuldt ud, efter at Jesus var fuldt ud herliggjort gennem, død, opstandelse og himmelfart.
Prædikenansats
Helligåndens gerning
a. Helligånden giver os samfund med Gud
Da templet stod færdigt, blev arken bragt ind i det Allerhelligste af præsterne. Da de forlod helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel som et tegn på Guds nærvær (1 Kong 6). Templet var Guds bolig på jord. Men i den nye pagt ændres tempelbegrebet, så enhver kristen er et åndeligt tempel, beboet af Gud. Helligånden giver os samfund med Gud og hans nærvær, ved Helligånden tager han bolig i os.
b. Helligånden vejleder os i forståelsen af Guds ord
Helligånden er virkelig en uendelig ressource. Ånden er kilden til viden og kundskab, som ikke kan findes i noget universitet. Selv om vores universiteter rummer en imponerende samling af menneskelig viden og læring, formår de intet på Helligåndens kompetenceområde. Der er en fundamental kundskab om livet, som er absolut nødvendig for at fungere som et menneske efter Guds hensigt, som aldrig kan findes på et sekulært universitet, men kun gives os ved Helligånden. Denne ressource er en kilde af styrke, en evne til oplive, til opmuntre, til at give ny livskraft.
Helligåndens primære opgave er at gøre Jesus og hans ord virkelige for disciplene. Kendetegnet på den/de åndsfyldte er ikke tegn, undere eller tungetale, men en stadig dybere bevidsthed om Jesu Kristi virkelighed. Det er Helligånden på arbejde.
c. Helligånden trøster os med forsikring om Guds fred
Verden kan give os fred i form af beroligende midler. Men det er en kemisk fred, og så snart virkning er væk, er vi tilbage i ufreden. Verden kan også give os det råd at tage væk på ferie o.l. for at få fred, men problemerne er ikke væk, når vi kommer tilbage. Jesus giver os en fred, som overgår al forstand (Fil 4,7). De ydre omstændigheder har ingen indflydelse på denne fred, da den er intern. Jesu fred gives os ved, at vi ved Helligånden får en overbevisning om, at den almægtige, der bor i os, har styr på vores problemer og situation.
d. Helligånden tilskynder os til lydighed mod Guds vilje
Hvis vi fristes til ulydighed, hvad forandrer os og får os til at adlyde Gud? Kærligheden. Det kræver kærlighed at være lydig, men spørgsmålet er, hvad der frembringer kærligheden, hvad der får os til at elske Gud? Helligånden i os giver os Jesu kærlighed og vækker vores genkærlighed til ham og derved lydighed.