Pinsedag – 2. tekstrække

Introduktion til prædiken til pinsedag: Pinsedag må det være vigtigt ikke blot at fokusere på evangelieteksten. Det er mindst ligeså vigtigt at inddrage teksten fra ApG 2,1-11. Her er der masser af aktion. Det er her, det sker! Naturligvis skal/kan man også inddrage de centrale temaer i Johannesteksten.

Målsætning: At pege på Åndens turbulente og voldsomme komme pinsedag som en konkret understregning af Jesu troskab mod sine løfter. At klargøre at Ånden vil bøje os ind under Guds måde at frelse mennesker på.

Målgruppen: Prædikenen bærer præg af, at den er skrevet til en gudstjeneste, hvor der var en del dåbsgæster. Særligt den sidste del af prædikenen har fået et evangeliserende sigte. Personligt synes jeg ikke, det er let at tale enkelt og Jesus-centreret alene ud fra Helligåndsteksterne. Derfor har jeg inddraget nogle andre tekster for at klargøre Åndens arbejde på at knytte os til Jesus. Så må den enkelte selv evaluere, om det er lykkedes!

Eksempel på en prædiken til pinsedag.
Kender I nogle, der ikke kan lide at blive fejret? Måske er du selv en af dem!? Du bryder dig ikke om, at folk rejser sig og råber hurra – bare fordi du har fødselsdag eller jubilæum. Du vil gerne være med til at fejre andre. Men det er en pestilens, hvis nogen vil fejre dig.

Pinsedag fejrer vi faktisk en person, som har det sådan. Vi har sunget salmer om en person, der slet ikke selv ønsker at komme i centrum. Jeg tænker på Helligånden.

Nu vil nogen måske indvende: “Det var nu ikke det indtryk, jeg fik, da vi læste om pinseunderet i ApG. Her gik Helligånden ikke med listesko eller satte sig på bagerste bænk.”

Du har helt ret. For pinsedag kom Helligånden som lyden af et kraftigt vindstød. Det er svært at forestille sig, hvordan det det gik til. Jeg forestiller mig, at de 120 disciple har været samlet i et stort rum i et stort hus. Mens de sidder og beder sammen, lyder det som en orkan, der pludselig træder ind i stuen. Gardinerne bevæger sig ganske vist ikke. Men det lyder, som om man står ved Vesterhavet en dag, hvor det virkelig stormer.

Men ikke nok med, at det stormer. Der kommer også ildtunger, som fordeler sig og sætter sig på hver enkelt.

Og så begynder de tilstedeværende at tale i munden på hinanden. I det ene hjørne prædikes der på latin. I et andet hjørne tales der græsk. Og så videre.

Nej, Helligånden holder sig sandelig ikke i baggrunden denne første pinsedag. Han gør virkelig opmærksom på, at nu kommer han til sit folk på en ny måde.

Men hvorfor kommer Helligånden på denne larmende måde? Hvorfor kommer Helligånden susende, når Jesus siger, at Åndens opgave ikke er at gøre opmærksom på sig selv, men på ham?

Jeg tror, det er rigtig, at Helligånden ikke ønsker at tiltrække sig selv alt for megen opmærksomhed. Men når han gør en undtagelse pinsedag, er det faktisk netop for at herliggøre Jesus.

Før Jesus forlod sine disciple, havde han flere gange talt om Helligånden. Påskedag sagde han således til sine disciple: “Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje”. (Luk 24,49).

Disciplene gjorde som Jesus sagde. For de elskede Jesus. De levede det, Jesus siger: “Elsker I mig, så hold mine bud”. Jesu bud var jo netop, at disciplene skulle blive i Jerusalem, indtil de blev iført kraft fra oven.

Da der var gået 10 dage, skete det: “Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød”. Helligånden gjorde sin entré og disciplene blev iført kraft fra oven.

Min pointe er altså denne: Når Helligånden pinsedag kom som et kraftigt vindstød og som tunger af ild, er det netop et udtryk for, at Helligånden vil herliggøre Jesus. For Jesus havde netop lovet: I skal blive iført kraft fra oven. I skal være vidner for alle folkeslag. Både det kraftige vindstød og tungerne af ild var en understregning af, at alt det Jesus havde lovet, nu gik i opfyldelse.

Vel er det rigtigt, at Helligånden ikke primært forsøger at gøre opmærksom på sig selv. Helligånden vil primært gøre os opmærksomme på Jesus. Men det betyder ikke, at Helligånden ikke kan manifestere sig synligt og dramatisk. Men når det sker, er det altid for at herliggøre Jesus og hans ord.

Vi har nu set, hvordan Helligånden kom pinsedag. Og vi har understreget, at Helligånden vil herliggøre Jesus. Nu skal vi gå videre og se på 2 af de ting, som Jesus understreger for os i dagens evangelium.

For det første gør Jesus det klart, at Helligånden tilhører den usynlige verden. Jesus siger jo, at verden ikke kan tage imod Helligånden, fordi den hverken ser eller kender den.

Også Jesus tilhører efter sin opstandelse den usynlige verden. For Jesus siger: “Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve”.

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor Jesus efter sin opstandelse ikke viste sig for flere ikke-kristne. Hvorfor opsøgte han ikke Pilatus påskedag? Pilatus havde jo stillet det filosofiske spørgsmål: “Hvad er sandhed?” Hvorfor gik Jesus ikke hen til ham, viste ham sine naglemærkede hænder og fødder? Hvorfor sagde han ikke til Pilatus: “Husker du, at det var dig, der fik mig korsfæstet? Husker du, at du satte dine soldater til at vogte graven? Men jeg er stået op fra de døde. Jeg lever! Pilatus, du spurgte: Hvad er sandhed? Jeg brød dødens magt! Pilatus, ved du, hvad det betyder? Det betyder, at jeg havde ret, da jeg sagde: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”

Men Jesus opsøgte ikke Pilatus eller andre. Efter sin opstandelse viste han sig stort set kun for sine disciple. Den vantro verden fik ikke den opstandne Jesus at se!

Det er svært at forstå, at Jesus har valgt at gøre det på denne måde. Især for år tilbage tænkte jeg ofte på, at det kunne være praktisk, hvis jeg bare kunne knipse med hænderne og få Jesus til at materialisere sig. Især tænkte jeg på det, når vi talte med narkomaner og alkoholikere på de århusianske gader. Jeg stod der med alle mine ord om Jesus. Ofte følte jeg, at ordene prellede af. Men hvilket indtryk ville det ikke gøre, hvis jeg kunne befale: “Jesus, vis dig for dette menneske!” Og så ville Jesus træde frem!

Men den kan vi altså ikke bruge, når vi skal overbevise mennesker. For når Jesus stort set ikke viste sig som den opstandne for andre end sine disciple, kan vi ikke forvente, at han vil vise sig sådan helt bogstaveligt for ikke-kristne i dag.

Alt dette siger jeg ikke for at udelukke, at Jesus faktisk kan vise sig for ikke-kristne i dag. Der var også en undtagelse til at bekræfte reglen i NT. Jeg tænker på Paulus, som forfulgte de troende. Jesus viste sig for Paulus, da han var på vej til Damaskus, og talte til ham med hørlig stemme. Det samme sker i dag. Især i de muslimske lande er der mange vidnesbyrd om, at Jesus viser sig for mennesker i drømme og syner.

Jeg har selv talt med en muslimsk kvinde, som fortalte, hvordan hun i et syn havde mødt Jesus og var kommet til tro på ham. Mødet med Jesus havde været så overbevisende, at hun holdt fast ved sin tro – også selv om hun blev udstødt af sin familie og hendes børn blev tvangsfjernet!

Disse eksempler rokker dog ikke ved det, Jesus siger i dag: Verden hverken ser eller kender Helligånden og Jesus. For Helligånden tilhører den usynlige verden.

Men det betyder ikke, at Helligånden er noget luftigt og uvirkeligt. Lad os aldrig sætte lighedstegn mellem den usynlige og den uvirkelige verden. Og lad os aldrig sætte lighedstegn mellem den synlige og den virkelige verden.

Blot en enkelt observation kan vise, at disse lighedstegn er uholdbare. I dette kirkerum er der masser af radiobølger. Du kan ikke se disse radiobølger. Men de er her alligevel. Havde jeg en radio med, kunne jeg tænde for den, og vi kunne høre danske og udenlandske stemmer i radioen.

Jeg tror også, at Helligånden er her i dag. Jeg kan ikke se ham med mit fysiske øje. Men jeg tror, at han er her. Jeg tror, at Helligånden er i mig. For det har Jesus lovet. Han siger jo om Ånden: “I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”.

Hvorfor har jeg i dag understreget, at Helligånden og Jesus er usynlige? Fordi der heri ligger en udfordring til os. I vores liv må vi ikke bare regne med alt det, vi kan se, måle og veje. Vi må regne med den usynlige verden! Vi må stole på, at Jesus er hos os. Også selv om vi ikke kan se ham! Vi må stole på, at Helligånden er i os! Også når vi ikke kan føle ham. For også vore følelser hører med til den usynlige verden!

Altså: regn ikke først og fremmest med det, du kan se, føle og smage. Regn med den virkelighed du møder i det, Jesus siger!

Og bed så om, at Helligånden må gøre Jesus levende og nærværende for dig. En præst skulle fortælle konfirmanderne om Helligånden. Som så mange andre havde han gjort den erfaring, at det er lettere at fortælle om Gud og Jesus, end det er at fortælle om Helligånden.

Præsten gik så hen til tavlen og skrev disse ord: Jeg elsker dig! Han sagde noget om, at disse ord kan virke døde og kolde. Der er hverken ånd eller liv i dem.

Men forestil dig så, at du er dybt forelsket. Du er bare usikker på, om din kærlighed er gengældt! Men en dag siger vedkommende: “Der er noget, jeg gerne vil sige dig. Jeg har tænkt på at sige det meget længe, men jeg har ikke haft mod til det. Men nu tager jeg en dyb indånding og siger det: Jeg elsker dig!

Pludselig får disse ord en helt ny mening og dybde. Ordene bliver det bedste, herligste, sejeste, glædeligste og mest fantastiske jeg nogen sinde har hørt. Ordene får ånd og liv!

Lad mig vise dig en anden sætning: Jesus elsker dig! Det kan ske, at Helligånden tager denne enkle sætning og gør den levende og betydningsfuld for dig! Eller sagt på en anden måde: Helligånden gør det sådan, at du tør tro på, at det virkelig er sandt, at du er elsket af Jesus!

Jesus og Helligånden tilhører den usynlige verden. Men vi erfarer Helligåndens usynlige virke, når vi får tillid til Jesu ord og løfte.

For det andet vil jeg sige noget om sammenhængen mellem Helligånd og lydighed. Så vidt jeg kan læse i bibelen er det sådan, at Helligånden gives til dem, der er lydige mod Jesus. I den forbindelse tænker jeg blandt andet på det, Peter og apostlene engang svarede Rådet i Jerusalem: “Vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham”. Jesus taler om det samme i dag, når han siger: “Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid”.

Lydighed mod Jesus er altså en forudsætning for Helligåndens modtagelse. Jeg tror, vi må forstå lydighed i bred betydning. Først og fremmest er lydighed en indstilling. Et ønske om at bøje sig for Jesus og i alle ting underordne sig hans vilje. Nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvad Jesus ønsker af os. Ønsker han, at jeg skal være med i børnearbejdet eller i teenarbejdet? Ønsker han, at jeg skal arbejde hver anden weekend for at tjene penge? Skal jeg bruge mine sparepenge på en rejse eller skal jeg give dem til Dansk Ethioper Mission? Sådan er der masser af spørgsmål. Lydighed er en indstilling. En vilje til at tage Jesus med på råd og gøre det, som han befaler!

Lydighed indebærer også, at jeg accepterer, at Gud frelser mig på sin måde. Måske kender I historien om manden, der er kommet i klemme i forbindelse med en oversvømmelse. Nu sidder han på taget med foldede hænder. Han beder Gud komme og frelse sig. Lidt efter kommer en redningsbåd forbi. Manden tilbydes en plads. Men han takker nej med ordene: “Jeg tror, at Gud kommer og frelser mig!”

Senere kommer en helikopter. Rebstigen slås ud, og en mand sendes ned. Manden vil imidlertid ikke med. For som han siger: “Gud kommer selv og frelser mig!”

Det ender med, at manden drukner. Da han kommer i himlen, spørger han Gud: “Hvorfor kom du ikke og frelste mig?” Og Gud svarede: “Mit barn! Først sendte jeg en redningsbåd. Dernæst sendte jeg en helikopter. Hvorfor sagde du nej til min måde at frelse dig på?”

Om historien har noget på sig, ved jeg ikke. Men pointen udtrykker en barsk sandhed. Gud ønsker at frelse os, inden det bliver for sendt. Derfor sendte han sin Søn til verden og lod ham dø på et kors. Gud siger helt klart i sit ord, at vi kun bliver frelst ved tro på Jesus. Jeg citerer fra ApG 4,12: “Og der er ikke frelse i nogen anden end Jesus, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”.

Men de fleste afviser at lade sig frelse på Guds måde. Vi tænker: “Det må være nok, hvis jeg gør det så godt jeg kan!” Men det er det ikke. Der er ikke frelse i vore egne navne.

Lydighed mod Gud indebærer altså, at jeg tager imod Jesus og lader ham frelse mig!

Dåben handler også om lydighed mod Jesus. Når vi bærer vore børn til Jesus, er det ikke, fordi de skal have et navn. Vi kaldte vore børn for Elisabeth, Margrethe, Jens, Einar og Vibeke, længe før de blev døbt. Men vi bar vore børn til dåben, fordi vi ønsker at vores børn skal blive frelst. Derfor bar vi dem til Jesus. Og det gjorde vi i tryg forvisning om, at Jesus både kan og vil frelse den, der kommer eller bliver båret til ham.

Der er altså en sammenhæng mellem lydighed og Helligånd. Gud giver Helligånden til dem, der bøjer sig for hans frelsesplan og kommer til Jesus. Og Helligånden kommer og vejleder og fylder det menneske, der i det praktiske hverdagsliv ønsker at bøje sig for Guds vilje.

Til sidst vil jeg samle pinsebudskabet i 3 små punkter:

1. Når Helligånden kommer med storm og ild, er det for at sige det, så det kan høres: Jesus siger sandheden og holder sine løfter.

2. Helligånden er en usynlig virkelighed. Selv om du ikke kan se Helligånden, skal du regne med ham i dit liv og din hverdag.

3. Helligånden ønsker at bøje dig og mig for Guds frelsesplan. Han ønsker at vi vil lade Jesus frelse os. Han ønsker, at vi i vores hverdag bøjer os for Guds ord og vilje.

Amen.

Et par overvejelser om salmevalg.
Hos os begynder vi altid med nr. 247.
Salmen før prædikenen: Her vil jeg på grund af prædikenens hovedsigte vælge nr.189. Den kan dog også synges efter prædikenen. Ellers er der jo et væld af muligheder pinsedag.