Sidste søndag i kirkeåret – 2. tekstrække

Til teksterne.
Mika 4,1-3 skildrer Jerusalem som frelsens sted, hvor hedningefolkeslagene skal strømme til for at møde Herrens ord, og hvorfra Herren selv skal skabe et verdensomspændende fredsrige. På den baggrund måtte de centrale frelsesbegivenheder i Jesu liv nødvendigvis ske i Jerusalem, og derfor var det netop i Jerusalem, Helligåndens udgydelse fandt sted pinsedag. Og Jerusalem blev centrum for apostlenes virke efter pinse. Lukas bruger med forkærlighed det græske ord dei, det som sker efter Guds plan og forudviden, når han omtaler, at Jerusalem er målet for Jesu vandring.

1. Kor. 3,10-17. Som tempelbjerget står urokkeligt i Jerusalem, sådan er Guds frelse urokkelig og fast. Sagt med Paulus’ ord er Kristus den grundvold, som kirken bygger på. Til dette føjer Paulus en formaning, nemlig at menighederne vitterligt skal bygge på Kristus og være tro mod ham og ikke bygge videre med noget hjemmelavet, som ikke tåler Guds klare lys. Mission og evangelisation og menighedsopbyggende arbejde skal foregå i troskab mod fundamentet og med de midler, Gud selv har peget på. Ikke med selvlavede virkemidler, som om Guds kirke var en hjemmelavet organisation eller bevægelse.

Matt. 11,25-30. Første del af prædiketeksten har en “johannæisk” klang og viser, at Jesu discipelundervisning i afskedstalerne om forholdet mellem Faderen og Sønnen er kendt og præsenteret af andre end Johannes. Jesus understreger sin guddommelige enhed med Faderen og samtidig, at disciplene er involveret i den enhed. Det er denne enhed, som Jesus også giver udtryk for i sin ypperstepræstelige bøn i Joh. 17.
Der er noget “eksklusivt” ved at være Jesu disciple. De ser det, som de vise og kloge ikke ser, for de har del i en åbenbaring og et fællesskab, som ikke er af denne verden. Og samtidig indbyder Jesus alle til at være med i det fællesskab. Adam og Evas efterkommere har i generationer båret byrderne ved at leve uden for Paradiset. Nu indbyder Jesus menneskeheden til at komme til ham med alle byrder og sammen med ham finde hjem til den store sabbatshvile.

Mellem tekst og prædiken.
Nu er kirkeåret gået. De frelseshistoriske nøglebegivenheder – jul, påske, pinse m.v. er blevet markeret og forkyndt. 23 søndage har teksterne handlet om, hvad dette indebærer og betyder for os som kirke og som enkeltperson. Nu kan man med udgangspunkt i de tre tekster forsøge at sammenfatte: Hvad var det egentlig, præsten ville sige de sidste 65 søndage?

Prædiketeksten samler det hele i ordet, at kende Gud. Også en jøde eller en muslim ved, at Gud er én, og kan bruge vendingen at kende Gud. Men en muslim vil med udtrykket kende Gud tænke på at gå ind under islams påbud og forbud. En jøde vil tilsvarende tale om at kende Gud ved at gå ind under lovens åg og tage den byrde og forpligtelse på sig, det er at vandre under Toraens lys og vejledning. Men Jesus taler om, at et menneske kan kende Gud i betydningen at få fællesskab med Gud, som et barn til sin far, eller som ægtefællers mest intime fællesskab med hinanden.

Jesus var ikke blot et menneske med en særlig ekspertise i det guddommelige, han var og er Sønnen og omtales med den eksklusive betegnelse: Guds enbårne Søn. Dette intime fællesskab mellem Faderen og Sønnen, som disciplene havde set små glimt af under Jesu jordeliv, dette fællesskab er de nu en del af, siger Jesus. Fordi de har lært Jesus af Nazaret at kende og har levet i et tæt og nært og varmt fællesskab og venskab med ham, så er de nu involveret i et fællesskab med Faderen selv.

Det samme er vi, som gennem Guds ord har lært Jesus at kende. Vi har ret og fuldmagt til at kalde Gud Fader, som vi gør i Fadervor, og vi har juridisk status som Guds frie sønner med arveret og barnekår og alle de nøglebetegnelser, Bibelen ophober om forholdet mellem Gud og os.

Punkt 2 kan være en understregning af, at dette ikke sker automatisk eller blot, fordi man har et ydre kendskab til kristendom og kirke. Jesu samtid vidste også, hvem han var, og troede, at de kendte ham, men den egentlige sandhed forblev skjult for de vise og kloge. Sådan kan man også have været i kirke 65 gange siden sidste kirkeårsskifte uden at kende Jesus. Muligheden for at høre og høre uden at høre, eller se og se uden at indse er stadig en forfærdende mulighed. Man kan kende og tilslutte sig alle de kristne grundsandheder uden at kende Jesus i den forstand, som teksten bruger ordet kende.
Punkt 3 er en indbydelse til at komme til ham med sine byrder. Jesus taler til jøder, som med ordene byrder og åg især vil tænke på lovens åg og de krav og byrder, der følger med at leve i lydighed mod pagten. Også i dag kan kristne mennesker være tynget af krav og pligter og nogle kan næppe træde ind over kirkens tærskel uden at komme til at tænke på alt det, de burde gøre for kirken. Jesus vil gerne flytte trykket fra det, vi skal gøre, til det, han vil bære for os. Han formulerer sig her og andre steder meget omfattende. Bekymringer for dagligt brød, tøj, hus, hjem, helbred og menneskelige relationer og alle de byrder, der kan følge med livet uden for Paradiset – alt dette må vi lægge over til ham.
Indbydelsen går forud for kaldet til efterfølgelse i den nye lydighed, han kalder sine disciple til, og som i teksten er formuleret med ordene: tag mit åg på jer. Efterfølgelsens vej er vejen til et godt og livsbekræftende liv. Nok er det forbundet med afkald og ofre, men det er en vandring sammen med Jesus i et inderligt fællesskab med ham. Når vandringen fuldendes, skal sværd smedes om til plovjern og den endelige sabbatshvile oprinde for Guds folk.

Prædikenskitse:
1) Meningen med hele kirkeåret: at kende Gud.
2) At kende til uden at kende.
3) At komme til Jesus med sine byrder.

Salmer:
289 – 292 – 558 – 424 – 515 – 395.