Trinitatis søndag – 1. tekstrække

Denne søndags hovedord er Menneskesønnen skal ophøjes. Det er Guds vilje gennem hele Skriften: at alle skal ære Sønnen. Og det er Åndens hensigt med al sin gerning: at herliggøre Sønnen. Denne tekst står derfor som en programerklæring for, hvad trinitatistidens mål er for den prædikant, som står i Guds og Åndens tjeneste: at ophøje Sønnen, så mennesker føres til tro på Ham.

Dette siger Jesus som svar på Nikodemus’ undren over Jesu tale om den fødsel, som må ske med et menneske, om det skal få Guds rige at se. At Menneskesønnen skal ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv, det er det himmelske, som ingen vil kunne forstå, om de ikke har lært at forstå det jordiske: at, hvad der er født af kød, er kød. Det er de to ting, den nye fødsel drejer sig om: Ved Ånden at forstå det jordiske og ved Ånden at forstå det himmelske: At Menneskesønnen er ophøjet for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

Denne forståelse kan teologisk oplæring ikke føre til, ej heller brugen af alle menneskelige sanser. Mange ting kendte Nikodemus fra sine studier i Skriften, og mange ting kunne han se og forstå ved at iagttage Jesus og hans færd. Men de ting, som Guds Rige drejede sig om, havde han ikke evne til at forstå. Dertil krævedes en fødsel af vand og ånd, som Jesus siger det her.

Disse to ting hentyder til den dobbelthed, vi genfinder i dåbshandlingen: neddykningen i vandet som tegn på død og undergang for det gamle menneske (kødet), og oprejsningen i troen til et nyt liv i Jesus (Ånden) – thi, som Paulus udtrykker det: om nogen er i Kristus, er det gamle forbi, og noget nyt er blevet til (2 Kor 5,17), så jeg i troen ikke mere regner med, hvad jeg er efter kødet, men hvad jeg iflg. Ordet fra Gud er i Jesus (jvfr. Rom 6,11).

Men dermed har vi også en programerklæring om, hvorledes Kristus skal ophøjes til tro for mennesker: at alt kød ved Ordets prædiken overgives til død og dom, og alene troen på Jesus oprejses til evigt liv. Dåbens død og opstandelse er nemlig ikke kun noget, som skal læres teoretisk om dåben, men en sandhed, so skal prædikes, så mennesker virkeligt dør og går til grunde i Guds dom pga. det, der prædikes, og ikke oprejses ved noget andet end den Jesus, der blev ophøjet på sit kors, ligesom slangen blev ophøjet i ørkenen blandt de slangebidte.

Et indblik i denne virkning af Ordet har vi i Rom 7-8, hvor Paulus drevet af Ånden ser kødet indesluttet i ulydighed (epistlen). Drevet af hellig ånd vil han det hellige liv, som Ordet holder ham for øje (Loven). Men drevet af denne hellige længsel erfarer han sit fangenskab under synden, så han ”dør” – kender sig håbløs til dette hellige liv for Gud. Da har han forstået det jordiske, og nu er han den syge, som har brug for læge.  Først nu er han i stand til at forstå også det himmelske. Nu så og forstod den slangebidte Paulus Guds glædesbudskab: at Jesus med sin tjeneste på korset havde løst ham fra den syndens og dødens lov, som rådede i hans kød. Da så han Guds riges herlighed – den herlighed, som intet kød nogensinde kan få at se, uanset hvilken form for teologi han læser, og uanset hvor meget han iagttager og hører om Jesus, men alene ses af den, som fødes dertil ved vand og ånd, død og tro. Det alene gør os til sande teologer i Guds rige.

Salmeforslag
435 – 299 – 507 / 193 – 262