Matthæus 15,21-28 og Markus 7,24-30 og Joh 6,22-71
Dagen efter at Jesus havde bespist de 5000, fandt folkene ham på den anden bred og vidste, at han var ankommet med en bestemt båd. De vidste også, at båden var sejlet afsted dagen før uden ham, så de spurgte: “Hvordan kom du dertil?”
Jesus ignorerede deres spørgsmål og gik direkte til det virkelige problem. Han sagde: “I er her, fordi I fik fyldt jeres maver af det brød, jeg gav jer i går. Men I bør i stedet søge efter det levende brød, som giver dig evigt liv.”
De sagde: “Hvad kræver Gud af os?”
Jesus sagde: “Dette er, hvad Gud kræver: Tro på ham, som han har udsendt. Tro på mig!”
De sagde: “Giv os et tegn, så vi kan tro. Moses gav os manna i ørkenen. Hvilke mirakler kan du gøre?”
Han sagde: “Jeres fædre fik manna i ørkenen, men døde til sidst. Jeg er Livets Brød, som Gud sendte ned fra himlen. Brødet, jeg tilbyder jer, er mit legeme, og den drik, jeg giver, er mit blod. Mit kød og mit blod vil give dig evigt liv.”
Folk var chokerede! De sagde til hinanden: “Hvordan kan denne mand sige, at han er kommet ned fra Gud? Vi kender jo hans forældre. Og hvordan kan han give sit kød at spise og sit blod at drikke?”
Fra den dag holdt mange op med at følge ham. De sagde: “Det her tror vi simpelthen ikke på! ”

Jesus vendte sig mod de tolv og sagde: “Vil I også gå?”
Peter sagde: “Herre, hvor kan vi gå hen? Du er den, der giver os evigt liv. Vi har set og tror nu. Du er Guds Hellige.”
Jesus sagde: “Jeg har udvalgt jer tolv, men en af jer vil forråde mig.”

Derefter tog Jesus sine disciple med til Tyrus og Sidon, et hedningeområde nord for Israel. Mens han var der, kom en ikke-jødisk kvinde og sagde: “Davids søn, forbarm dig over mig. En dæmon har taget kontrol over min datter og torturerer hende konstant.”
Jesus ignorerede hende og sagde ikke et ord. Hun blev ved med at tigge, indtil hans disciple sagde: “Herre, send hende væk. Hendes gråd begynder at irritere os.”
Jesus så på hende og sagde: “Gud sendte mig for at hjælpe sine fortabte får, Israels folk.”
Da knælede hun ned foran ham og sagde: “Herre, hjælp mig.”
Han sagde: “Det er ikke rigtigt at tage den mad, der tilhører børnene, og fodre den til vilde hunde.”
Hun sagde: “Det er sandt. Men hundehvalpene får dog lov at sidde under bordet og spise de krummer, der falder ned til dem.”
Han sagde: “Kvinde, din tro er stor! Du kan gå hjem nu. Dæmonen har forladt din datter.”
Hun rejste sig og gik hjem. Der fandt hun sin datter liggende på sengen. Dæmonen var væk.

VIDEOER