45 – Tabernaklet
2. Mosebog 33–40
Fordi Israels folk havde tilbedt guldkalven, gik Moses op på bjerget og bad Herren tilgive dem. Han sagde: “Herre, dit folk har syndet mod dig. Hvis du vil tilgive deres synder …” Han kunne ikke fortsætte, men sagde til sidst: ”Hvis du ikke kan tilgive dem, så slet mig fra din bog.”
Herren sagde: “Jeg sletter ikke dit navn fra min bog, men jeg vil udslette navnene på de mennesker, der syndede mod mig.” Så slog Gud folket med en pest, og mange døde.
Derefter sagde Herren til Moses: “Før dit folk til det land, jeg lovede dem. Jeg vil ikke tage med dig, men jeg sender min engel til at vejlede dig. Hvis jeg levede blandt disse stædige mennesker et øjeblik længere, ville jeg ødelægge dem.”
Moses gik ned og fortalte folket, at Gud ikke ville bo iblandt dem. Folk brød sammen og græd. De sørgede over, at deres synd havde kostet dem så meget.
Moses gik uden for lejren og rejste et telt, så han kunne tale med Herren. Mens folket så på, dalede Guds røgsky og stillede sig foran teltet. Der talte Moses og Gud.
Moses sagde: “Hvis jeg er din ven, og hvis du elsker mig, så bo iblandt os. Vi vil have dig til at lede os. Hvis du nægter, så bliver vi her. Lad os ikke gå. Uden dig hos os er vi ikke anderledes end andre!”
Herren svarede: “Du er min ven, og jeg elsker dig. Derfor vil jeg gøre, som du har bedt om.”
Så sagde Herren til Moses, at han skulle skære yderligere to stentavler ud og tage dem med op på bjerget. Dernæst sagde Herren: “Dette er min pagt med dig og dit folk. Jeg vil føre folket ud af Kana’an med store mirakler, men I skal adlyde mine befalinger.” Moses blev på bjerget og nedskrev alle Guds love og befalinger. Han skrev også de ti bud på de to stentavler. Han var der i fyrre dage og fyrre nætter og spiste ikke brød og drak ikke vand.
Bagefter gik han tilbage til folket med Guds befalinger. Han var ikke klar over, at hans ansigt lyste på grund af al den tid, han havde tilbragt med Herren. Dette gjorde israelitterne bange, så Moses bar et slør, da han talte til folket. Han fortalte dem alle de befalinger, Herren havde givet ham.
Han sagde: “Det er tid til at bygge tabernaklet, Guds bolig. Derfor skal de, der er villige til at give et offer til Herren, bringe guld, sølv, bronze, specielt garn, fint linned, dyreskind, træ, olier, krydderier, sten og ædelstene. Vi har brug for dygtige håndværkere, der vil dedikere sig til at bygge tabernaklet, teltet, der skal omgive det, og møblerne indeni.”
Næste dag begyndte folk at bringe de ting, der var nødvendige for at bygge tabernaklet. Dygtige håndværkere kom for at udføre arbejdet. Dag efter dag bragte folket deres gaver, indtil Moses til sidst sagde: “Ikke flere ofre nu. Der er mere end nok!”
Folket var omhyggelige med at bygge tabernaklet præcis som Gud havde sagt til Moses. Det var afsluttet præcis to år efter, at de forlod Egypten. Moses inspicerede arbejdet og så, at de havde gjort, som Herren havde befalet, så han velsignede dem.
Dernæst kom en sky og svævede over teltet. Mens folket så på, fyldte Herrens herlighed tabernaklet. Så fra den dag af, på alle deres rejser, var Herren med dem.
VIDEOER
***