Søg efter:
50 – Koras oprør

4. Mosebog 16 – 17
Da Israel vendte tilbage i ørkenen, besluttede fire mænd at gøre oprør mod Moses og Aron. Lederen var Kora, fra Levis stamme. De dannede en gruppe på to hundrede og halvtreds fremtrædende mænd og gik til Moses. De sagde: “Du er gået for vidt. Vi er et helligt folk. Herren er med os alle. Alting behøver ikke gå igennem dig.”
Moses sagde til Kora: “Jeg ved, hvad det drejer sig om. Levitterne er blevet udvalgt til at udføre Herrens tjeneste. Nu vil du også have præstedømmet. Gud har udvalgt Arons familie, så dermed er du i oprør mod Gud. I morgen vil vi alle stille os foran Herren og holde røgelseskar, fyldt med ild og røgelse. Herren vil vælge, hvem der skal lede folket.”
To af dem sagde: “Vi kommer ikke! Du har ført os tilbage i ørkenen for at dø. Nu taler du som en konge og befaler over os. Derfor deltager vi ikke i morgen!”
Det gjorde Moses vred. Han sagde til Herren: “Jeg har aldrig mishandlet disse mennesker. Jeg har ikke taget noget fra dem. Alligevel hader de mig.”

Næste dag stod Moses, Aron og alle to hundrede og halvtreds mænd foran Herren med deres fade fyldt med ild og røgelse. Hele menigheden var der for at se på.
Herrens herlighed viste sig, og Gud sagde til Moses og Aron: “Flyt jer! Jeg vil ødelægge hele menigheden.”
Moses faldt ned og bad: “Straf ikke alle for, hvad nogle få mennesker har gjort.” Gud sagde: “Sig til folket, at de skal gå væk fra de telte, hvor mændene som ikke ønskede at deltage, bor.” Så gik alle i sikker afstand fra teltene. De to mænd kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte sammen med deres koner, børn og babyer. Kora gik hen og stod hos dem.
Moses talte til menigheden. »Hvis disse mænd bliver gamle og dør en naturlig død, så vil I vide, at Herren ikke har sendt mig for at gøre disse ting. Men hvis der sker noget usædvanligt med dem, vil I vide, at de talte imod Gud.”
Pludselig åbnede jorden sig, og mændene og deres familier faldt i hullet. Jorden lukkede sig om dem, som om jorden slugte dem. Folket skreg og løb fordi de frygtede, at de også kunne blive opslugt. Da kom der ild fra himlen og dræbte alle to hundrede og halvtreds mand, der ofrede røgelse.
Herren sagde til Moses: Saml alle to hundrede og halvtreds fyrbækkener fra mændenes aske. De skal udhamres til tynde plader til beklædning af alteret. Det skal minde folket om, at præstedømmet og afbrænding af røgelse kun er for Aron og hans efterkommere.”

På trods af alt dette diskuterede de næste dag stadig præstetjenesten. En gruppe personer gik til Moses og Aron for at tale med dem om de mennesker, der døde dagen før. De sagde: “Du dræbte Guds folk.”
Moses så, at Guds vrede brændte imod folkemængden. Derfor sagde Moses til Aron: “Skynd dig at hente et røgelseskar og fyld det med røgelse og ild. Løb rundt blandt folket og skaffe soning for deres synder. Guds vrede strømmer ud, og han rammer dem med pest.” Da Aron gjorde dette, så han, at pesten allerede var begyndt at sprede. Han gjorde soning for folket, der stod mellem de døde og de levende. Pesten stoppede, men 14.700 døde den dag.
For at løse spørgsmålet om præstedømmet sagde Herren til Moses: “Lad hver stamme tage en vandrestav med. Sæt Arons navn på Levis vandrestav. Placer dem i tabernaklet. Jeg får en af dem til at spire. Dette vil få folk til at holde op med at klage over dig!”
Moses fulgte Herrens instrukser. Den næste dag så han, at Arons stav ikke kun havde spiret. Den havde også dannet knopper, blomstrede og frembragte mandler! Folkene så det og blev forbløffede. Fra den dag ønskede de ikke engang at komme i nærheden af tabernaklet, hvis de risikerede at dø. Arons stav blev sat tilbage i tabernaklet til opbevaring.

VIDEOER

69 – Stærk og sød

Dommerbogen 14
Da Samson var en ung mand, fik han et godt øje til en af filistrenes kvinder. Han gik til sine forældre og sagde: “Arranger et ægteskab mellem mig og den kvinde.”
De var chokerede. “Filistrene er hedenske. Du skal finde en kvinde fra Israels folk.”
“Nej, hun er den, jeg vil have. Det skal I nu sørge for!” Hans forældre vidste ikke, at det var Herrens vilje, at dette skulle ske, fordi det ville forårsage en fornærmelse mod filistrene.

Samson og hans far gik for at lave de sidste forberedelser. På et tidspunkt gik Samson alene og en ung løve angreb ham pludselig. Guds Ånd fyldte Samson, og han greb løven og flåede den i stykker, som om det var et lille dyr. Bagefter gik han tilbage til sine forældre, men fortalte dem ikke om løven. De fortsatte deres rejse og færdiggjorde sammen bryllupsplanerne.
Da den store dag kom, gik Samson og hans forældre tilbage ad samme rute. Da de kom til det sted, hvor han dræbte løven, fandt Samson den og blev forbløffet over at se, at honningbier havde lavet en bikube i den. Han rakte hånden ind og tog noget honning og spiste det. Så tog han noget til sine forældre, men fortalte dem ikke, hvor han havde fået det fra.

Tredive unge filistermænd kom til bryllupsfesten, der varede syv dage. Samson sagde: “Jeg har en gåde til jer. Hvis I kan gætte den i løbet af festens syv dage, så giver jeg jer tredive sæt tøj. Hvis I ikke kan gætte den, skal I give mig tredive sæt tøj.”
De sagde: “Det er en aftale. Fortæl os gåden.”
Han sagde: “Fra æderen kom æde. Fra den stærke noget sødt.”
I tre dage talte de unge mænd om gåden. På den fjerde dag gik de til Samsons hustru og sagde: “Du inviterede os for at røve os. Det finder vi os ikke i. Du er hans kone, så du skal bede ham om svaret på gåden, for ellers brænder vi alt det ned, som tilhører din far.”
Så gik hun til Samson og bad ham om løsningen. Han sagde: “Jeg vil ikke fortælle dig det. Jeg har ikke engang fortalt det til mine forældre.”
Hun begyndte at græde. “Du elsker mig ikke.” Hun blev ved med at græde og tigge, indtil han ikke kunne holde det ud mere. På festens sidste dag fortalte han hende løsningen. Hun løb straks hen og fortalte mændene det.
Om aftenen, kort før tiden var gået, sagde mændene til Samson: “Hvad er sødere end honning? Hvad er stærkere end en løve?”
Han vidste straks, hvad de havde gjort. Han sagde: “Hvis ikke I havde pløjet med min kvie, havde I ikke gættet min gåde.”

Han tog til en filisterby i nærheden, og Gud gav ham kraft til at dræbe tredive mand. Han tog deres tøj og gav dem til bryllupsgæsterne. Han var så vred, at han gik tilbage til sin fars hus uden sin kone.

VIDEOER

***

51 – Kobberslangen

4. Mosebog 20 – 21
Israelitterne rejste til et sted, hvor der ikke var vand. Folket gik til Moses og sagde: “Vi ville ønske, at vi var døde med vores brødre under Guds hånd. Du førte os hertil med mange løfter, men vi ser ingen gårde, figentræer eller vinmarker. Desuden er der hverken vand til os eller vores husdyr.”
Herren sagde til Moses: “Saml folket og stil dig foran dem med din stav. Tal til klippen, og den vil give dig vand. Der vil være nok til folket og deres husdyr.”
Så stillede Moses sig foran folket. Han sagde: “I er en flok rebeller. Skal jeg skaffe jer vand fra denne klippe?” Derefter slog han klippen to gange med sin stav. Der fossede vand ud, og alle fik nok.
Men Herren var ikke tilfreds med Moses og Aron. Han sagde: “I stolede ikke på min magt. Disse mennesker så, at du ikke respekterede min befaling. Derfor kommer du ikke til at lede folket ind i det land, jeg har lovet dem.”

Da Israels folk drog videre, kom de til Edoms grænse. Moses sendte en besked til deres konge og bad om tilladelse til at rejse igennem landet. Han forsikrede kongen om, at de ikke ville forstyrre og at de ville betale for alt vand, de drak.
Kongen nægtede at lade dem gå gennem landet. Han sendte endda sin hær til grænsen og truede med krig, hvis israelitterne gik ind i landet. Så Moses gik en anden vej.

Kort efter sagde Herren til Moses:
“Aaron er ved at dø. Tag derfor ypperstepræstens klæder af ham og giv dem til Eleazar, hans søn.”
Det gjorde Moses, og Aron døde kort efter. Israels folk sørgede over hans død i tredive dage.

Da israelitterne bevægede sig rundt i Edom, begyndte folket at klage igen. De sagde: “Vi behøvede ikke at komme her for at dø. Det kunne vi have gjort i Egypten. Vi har intet vand, og vi hader denne forfærdelige mad!”
Så sendte Herren giftige slanger ind i lejren. Folk blev bidt, og mange døde. De skyndte sig hen til Moses og sagde: “Vi har syndet! Vi skulle ikke have talt imod dig og Herren. Tal med Gud og bed ham om at fjerne slangerne.” Så bad Moses for folket.
Herren sagde til Moses: “Lav en slange af kobbere og sæt den på en stang. Folk vil blive helbredt fra deres slangebid, hvis de ser på kobberslangen.”

Mens Israels folk rejste, kom de til amoritternes landområde. De sendte en besked til kongen og spurgte, om de måtte rejse gennem hans land. De forsikrede ham om, at de ikke ville tage noget og ikke ville gøre skade.

Amoriternes konge nægtede. I stedet tog han sin hær og angreb Israel. Men Israels folk bekæmpede dem og besejrede dem fuldstændigt. De overtog alle deres byer og bosatte sig i dem. De kontrollerede hele landet lige op til Ammonit-grænsen.

52 – Bileams æsel

Fjerde Mosebog 22,1-35
Israelitterne slog lejr i Moabs dal ved Jordanfloden overfor Jeriko.
Kongen af Moab var en mand ved navn Balak. Han blev rædselsslagen, da han så de mange mennesker i dalen. Han havde hørt, hvad de havde gjort mod andre konger. Han sagde til midjanitterne: “Disse folk er stærkere end os. Jeg er bange for, at de vil ødelægge os.”
Sammen besluttede de to nationer at sende bud efter Bileam, en profet, der boede ved Eufrat-floden. De sendte gaver og denne besked: “Kom hurtigt. En mængde mennesker er kommet fra Egypten, og de er nu i vores dal. De er stærkere end os, så vi vil have dig til at forbande dem, så vi kan besejre dem og sende dem væk. Vi ved, at du er en profet, og den, du forbander, er forbandet, og den, du velsigner, er velsignet.”

Bileam sagde: “Bliv her i nat. I morgen vil jeg fortælle dig, hvad Gud har bedt mig gøre.”
Om natten sagde Gud til Bileam: “Hvem er disse mænd, der bor hos dig?”
“De er fra kongen af Moab. Han siger, at der er kommet mennesker fra Egypten, og han vil, at jeg skal forbande dem.”
Herren sagde: “Nej, du må ikke gå med dem. Du skal ikke forbande de mennesker, for de er velsignede.”
Næste morgen sagde Bileam til delegationen: “Gå tilbage til din konge. Herren vil ikke lade mig gå med dig.”
Delegationen gik tilbage og gav Balak denne besked. Kongen sendte da en delegation af vigtigere personer. Gennem dem sagde han: “Lad ikke noget forhindre dig i at komme til mig. Hvis du vil forbande disse mennesker, vil jeg gøre dig til en rig mand.”
Bileam sagde: “Hvis kongen fyldte mit hus med guld, kan jeg kun sige, hvad Herren siger til mig. Bliv alligevel natten over. Jeg vil se, om Herren siger noget andet.”
Den nat sagde Herren til Bileam: “Eftersom disse mænd er kommet til dig nu for anden gang, må du gå med dem. Men vær forsigtig. Sig kun, hvad jeg siger til dig.” Næste morgen sadlede Bileam sit æsel, tog sine to tjenere og begyndte sin rejse til Moab.

Mens han rejste, stod Herrens engel foran ham med et sværd i hånden. Æslet så englen, vendte om og gik ud på en mark. Bileam slog æslet og tvang det tilbage på vejen.
Englen stillede sig nu et sted, hvor der var en mur på begge sider. Æslet så igen englen og pressede sig op imod muren så Bileams fod kom i klemme. Bileam slog igen æslet.
Englen stillede sig nu et sted, hvor der ikke var plads på begge sider. Æslet så englen og lagde sig ned. Bileam blev rasende. Han tog en pind og begyndte at slå æslet. Da gav Gud æslet en stemme, så det kunne tale og sagde: “Hvorfor har du slået mig tre gange?”
Bileam råbte: “Fordi du har fået mig til at ligne et fjols. Hvis dette var et sværd i stedet for en stok, ville jeg dræbe dig her og nu.”
Æslet sagde: “Har jeg ikke tjent dig lige siden du blev født? Har jeg nogensinde gjort dette før?”
Bileam sagde: “Nej, det har du aldrig gjort.” Pludselig blev hans øjne åbnet, og han så
Herrens engel står på stien med sit sværd. Bileam bøjede sig for ham.
Englen sagde: “Du har slået dit æsel tre gange. Men hvis det ikke havde været for æslet, så havde jeg dræbt dig og ladet dyret leve.”
Bileam sagde: “Hvis du ikke vil have mig til at tage til Moab, vil jeg vende om og tage hjem.”
Englen sagde: “Nej, du kan gå. Men vær forsigtig. Sig kun de ord, jeg giver dig at sige.” Og dermed drog Bileam videre til Moab.

53 – Bileams profeti

Fjerde Mosebog 22,36 – 25:18 + 31:7-16
Da Bileam ankom til Moab, sagde kong Balak: “Hvorfor tog det dig så lang tid? Jeg sagde, jeg ville gøre dig til en rig mand. Tror du mig ikke?”
Bileam sagde: “Jeg er her nu, men du skal forstå, at jeg kun kan sige, hvad Gud fortæller mig.”
Så tog Balak Bileam op på et høj bjerg med udsigt over hele Israels lejr. Bileam lod kongen bygge altre for Herren, og de ofrede til ham. Bileam bad kongen blive der, mens han gik højere op på bjerget for at se, hvad Gud ville have ham til at sige. Gud gav ham et budskab. Så vendte han tilbage til hvor kong Balak og Moabs ældste ventede.

Bileam så ud over folket og sagde: “Kong Balak sendte bud efter mig. Han sagde: ‘Kom og forband Jakob. Kom og fordøm Israel.’ Men hvordan kan jeg forbande dem, som Gud ikke forbander. Hvordan kan jeg fordømme dem, som Gud ikke fordømmer? Jeg står på disse klipper og ser ud over disse mennesker. Der er ikke andre folkeslag som dem. Åh, om jeg dog blot havde det privilegium at dø, som disse retfærdige mennesker dør.”
Kong Balak var chokeret. “Jeg førte dig hertil for at forbande disse mennesker – ikke for at velsigne dem!”
Bileam sagde: “Jeg gjorde det klart for dig, at jeg kun kan sige, hvad Gud fortæller mig.”
Balak sagde: “Kom med mig til et andet sted. Derfra vil du kun se en del af folket. Måske vil du være i stand til at forbande dem.” De gik til det andet sted, og igen byggede de altre og ofrede til Herren.
Bileam sagde til kongen: “Bliv her, mens jeg går væk og taler med Gud.” Herren mødtes med Bileam og gav ham ord at sige. Han gik tilbage og sagde: “Lyt godt efter, hvad jeg vil sige. Gud er ikke som mennesker. Han ændrer ikke mening. Han bad mig velsigne folket, fordi Herren bor iblandt dem. Han er deres konge, og det er de glade for. Han førte dem ud af Egypten. Så der er ingen forbandelse for dem. De vil blive kendt for de store ting, Gud har gjort for dem.”
Kongen sagde: »Hvis du ikke kan forbande dem, så hold i det mindste op med at give dem en velsignelse.” Kongen tog igen Bileam til et sted, hvor han kunne se folket. Han sagde: “Prøv en gang mere og se, om der er en forbandelse til disse mennesker.”
Bileam lod endnu en gang bygge et alter, og de ofrede til Herren. Men han gik ikke op ad bjerget. Da han så ud over dalen, kom Guds Ånd over ham: “Israels telte er smukke. De er som en have, der er plantet af Gud. Den, der velsigner disse mennesker, vil blive velsignet. Den, der forbander disse mennesker, vil blive forbandet.”

Balak var rasende. “Jeg har ført dig hertil for at forbande disse mennesker. Gå nu hjem! Herren har frarøvet dig den rigdom, jeg ville give dig.” Bileam sagde: “Jeg har en besked mere: Der er én på vej. Jeg kan ikke se, hvem det er. Han er som en himmelsk stjerne. Han skal blive Israels konge. Han vil få sejr over alle sine fjender.”
Hermed rejste Bileam, og kong Balak tog hjem. Senere gik Bileam til kongen og sagde: “Jeg kan ikke forbande disse mennesker, men du kan få Gud til at forbande dem.” Og han gav ham en plan.
Kort efter drog Moabs kvinder ned til Israels lejr. De havde sex med mændene og inviterede dem derefter til en fest for deres afguder. Mændene gik, og snart tilbad de afguderne.

Gud var rasende! Han sendte en pest og 24.000 mennesker døde. En af israelitterne bragte en midjanitisk kvinde til sit telt. De gik lige forbi Moses og Israels ældste. Ypperstepræstens søn tog et spyd og gik ind i teltet. Han stak spyddet igennem dem begge og dræbte dem på stedet.
Dermed standsede Gud pesten og sagde til Moses: “Tag din hær og dræb moabitterne og midjanitterne på grund af det, de har gjort.” Den israelske hær gik ud og besejrede begge nationer. Blandt de døde var Bileam, på grund af det råd, han havde givet Balak.

54 – Moses dør

4 Mosebog 27,12-23 + 5 Mosebog 30-34
Herren sagde til Moses: “Gå op på dette bjerg. Der vil jeg vise dig det land, jeg giver Israel. Du kan ikke gå derind på grund af din synd da du slog klippen. Men jeg vil lade dig se landet, og derefter vil du dø.”
Moses sagde: “Herre, vælg en mand til at lede dette folk! En, som kan stå foran dem og træffe beslutninger, der vil være gode for dem. Hvis du ikke gør det, vil de være som får uden en hyrde.”
Gud sagde: “Josva har visdommens ånd i sig. Lad ham stå foran præsten Eleasar, mens hele menigheden ser på. Sørg for, at alle kan høre, at du giver ham autoritet til at lede dem. Fortæl folket, at de skal adlyde ham som de har adlydt dig. Fortæl Josva, at han skal få råd fra Eleasar.”

Så gjorde Moses, som Herren havde befalet. Han tog Josva og stillede ham foran Eleasar og hele folket. Moses lagde derefter hænderne på Josva og gav ham befaling om at lede folket.
Så sagde han: “Jeg har en befaling til jer. I skal adlyde Gud Herren. Gør I det, får I liv og velstand. Gør I det ikke, skal I dø. Det er en simpel befaling: Elsk Herren jeres Gud og gør, hvad han siger. Hvis I holder denne befaling, vil Gud velsigne jer, når I går ind i landet. Hvis ikke, tager han alt det fra jer, som I elsker. Jeg beder himmel og jord om at være vidne til det, jeg siger. Jeg stiller jer over for liv og død, velsignelse og forbandelse. Vælg derfor livet. Elsk Herren jeres Gud. Adlyd ham og vær trofast, for han er jeres liv.”

Så sagde Moses til Josva: “Vær stærk og modig! Herren vil være med dig og gå foran dig. Vær ikke bange eller modløs.”
Efter han havde sagt dette, gik Moses op på bjerget, som lå overfor Jeriko. Der viste Gud ham Israels land. Han kunne se det hele, fra nord til syd, fra øst til vest. Herren sagde: “Dette er det land, jeg lovede at give Abraham, Isak og Jakob. Jeg har givet dig lov til at se det, men du kommer ikke ind i det.”
Så døde Moses, Herrens tjener, og Herren begravede ham i Moabs land. Han var 120 år gammel, da han døde. Alligevel var hans syn stadig godt, og han var fysisk i god form.
Folket græd i tredive dage efter Moses var død. Der har aldrig været en anden profet i Israel som Moses. Alligevel lovede Gud folket, at en dag ville en stor profet komme, som skulle være som Moses.

43 – De ti bud

Anden Mosebog 19 – 20 og 24
Israelitterne kom til Sinajbjerget tre måneder efter de forlod Egypten. De slog lejr, og Moses gik op på bjerget for at tale med Gud. Herren sagde: “Sig til folket: ‘Hvis I adlyder mig og holder mine befalinger, skal I være min dyrebare ejendom. I skal være mit hellige folk blandt alle folkeslagene.’”
Da Moses fortalte dette til folket, blev de alle enige og sagde: “Vi vil gøre alt, hvad Gud siger!”
Så Moses gik tilbage op på bjerget og fortalte Gud, at folket gik med til hans betingelser. Så sagde Herren: “Jeg vil have, at de hører mig tale til dig, så de altid vil stole på dig. Fortæl dem, at de skal bruge tre dage på at rense deres hjerter og vaske deres tøj. Så kommer jeg ned på bjerget og snakker med dem.”
Folket gjorde, som de fik besked på. De vaskede deres tøj og indviede sig til Herren. Pludselig, på den tredje dag, var der voldsomme flammer på bjerget. Jorden rystede, og en sky dækkede hele bjerget. Der var torden og lyn, og folket hørte, hvad der lød som trompeter, der blev højere og højere.

Da sagde Gud:
“Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten!
Du må ikke have andre guder end mig.
Du må ikke lave gudebilleder af nogen art.
Du skal holde mit navn helligt og ikke misbruge det.
Du må ikke arbejde på den syvende dag, men i stedet skal du holde den hellig.
Du skal ære dine forældre, så du vil leve længe på jorden.
Du må ikke slå ihjel.
Du må ikke begå ægteskabsbrud.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke lyve for andre eller om andre.
Du må ikke ønske at have noget som tilhører en anden.”

Folket råbte: “Sig til Gud, at han skal holde op med at tale til os. Vi dør, hvis han bliver ved med at tale! Lad ham tale med dig, og så fortæl os, hvad han sagde. Vi lytter til dig.”
Moses sagde: “Vær ikke bange. Gud ønsker, at I skal stå i ærefrygt for ham, så I afholder jer fra synd.” Så gik Moses op på bjerget for at tale med Gud.

Gud gav ham detaljerede instrukser om, hvordan folket skulle leve deres liv, og hvordan de skulle behandle hinanden. Gud fortalte, hvordan man ofrer til syndernes forladelse. Han gav også instrukser om, hvordan de skulle bygge en Pagtens Ark, så han kunne leve blandt sit folk. Til sidst gav Gud Moses to stentavler med lovene skrevet med Guds finger.

VIDEOER

41 – Manna i ørkenen

2. Mosebog 15,22 – 16,36
Israels folk gik gennem Det Røde Hav på tør jord. Dernæst dræbte Gud den egyptiske hær, da de forsøgte at krydse havet. Derfra førte Moses folket ud i ørkenen, mod Sinajbjerget. De rejste i tre dage uden at finde vand. De nåede endelig frem til noget vand, men det var ikke til at drikke. Folket klagede og sagde: “Hvad skal vi drikke?”
Herren sagde til Moses: “Fæld et træ og kast det i vandet.” Moses kastede træet i vandet, og med det samme kunne vandet drikkes.

Gud sagde: “Hvis I adlyder mig og følger mine bud, bliver I ikke syge som egypterne. Jeg er Herren, som helbreder dig.”
Derfra gik israelitterne og slog lejr ved et sted, der havde tolv kilder. De blev der lidt over en måned, og tog så af sted og satte kursen mod Sinaj-bjerget.
Mens de rejste, begyndte de at klage: “Vi burde være døde i Egypten. Ja, vi var slaver, men vi havde i det mindste masser af mad at spise. Hver aften havde vi en gryde med kød og alt det brød, vi ønskede. Her har vi ingenting.”
Herren sagde til Moses: “Jeg vil lade det regne med brød fra himlen. Jeg vil gøre det for at se, om folket vil følge mine instrukser.”
Moses sagde til folket: “Det er ikke mig og Aron, I klager over. Det er Gud Herren I klager over. Men alligevel har han hørt jer. I aften skal I få kød, og om morgenen skal I få brød.”
Samme aften kom en flok vagtler og landede i lejren. Dette gav kød til folk at spise. Om morgenen så de, at jorden var dækket af kraftig dug. Da det fordampede, var der noget på jorden, der lignede frost. Folk gik hen og så på det. De sagde: “Hvad er det?” De smagte på det, og det var som en let oblat, sødet med honning.
Moses sagde: “Gud vil sørge for dette brød fra himlen seks dage om ugen. I de første fem dage skal I kun samle nok til én dag. På den sjette dag kan I samle nok til to dage. På denne måde vil I have mad at spise på sabbatten. Det vil ikke dukke op på sabbatten.”
Nogle af folket adlød ikke Guds instruktioner og samlede til mere end én dag. Næste morgen stank det og var fyldt med maddiker. Dette skete ikke, da de samlede mere på den sjette dag. Det var stadig godt at spise på sabbatten. Nogle af folket gik ud for at samle brød på sabbatten, men fandt ud af, at der ikke var noget.
Folket kaldte brødet manna, hvilket betyder: “Hvad er det?” Gud sørgede for manna til dem alle de fyrre år, de var i ørkenen.

VIDEOER

42 – Jetro hjælper Moses

2 Mosebog 17-18
Mens Israels folk fortsatte med at bevæge sig mod Sinajbjerget, slog de lejr ved et sted, hvor der ikke var vand. De klagede endnu en gang til Moses: “Hvorfor førte du os hertil for at dø? I det mindste havde vi vand i Egypten. Er Herren virkelig med os?”
Moses råbte til Herren: “Hvad skal jeg gøre med dette folk! Jeg førte dem hertil, og nu er de ved at stene mig.”
Herren sagde til Moses: “Tag din stav og stil dig foran folket. Hav nogle af de ældste med dig. Jeg vil stå foran klippen. Slå på klippen, og så vil der komme vand ud, som folket kan drikke.”
Moses gjorde som Herren befalede og slog klippen. Vand fossede ud. Der var nok til alle mennesker og husdyr.

Mens de var på dette sted, angreb indbyggerne i Amalek dem. Moses bad Josva om at organisere mændene til kamp. Moses stod så på siden af bakken og løftede armene i vejret. Så længe hans arme var højt i luften, vandt Josva. Men da armene sank, begyndte indbyggerne i Amalek at vinde.
Moses’ arme blev trætte og tunge, så han satte sig på en sten med Aron og Hur på hver side. De støttede hans arme, så han kunne holde dem højt i luften. De tre mænd blev der, indtil solen gik ned. Josva vandt over Amalek. Moses byggede derefter et monument og kaldte det “Herren, mit banner.”
Jetro var svigerfar til Moses. Han havde våget over sin datter og hendes to sønner, mens Moses var i Egypten. Han bragte dem tilbage, da israelitterne slog lejr ved Sinajbjerget.
Moses gik ud for at hilse på sin familie. Han fortalte Jetro om, hvad Herren havde gjort for Israels folk – hvordan Guds hånd var mod Farao og egypterne. Han fortalte også om nogle af deres vanskeligheder, og hvordan Herren udfriede dem. Jetro ledte derefter folket i en offerhandling til Gud.
Næste dag satte Moses sig ned for at udføre sit arbejde som dommer for folket. Jetro så, hvordan folk kom med alle mulige sager, store som små. Det var op til Moses at afgøre, hvem der havde ret i hvert enkelt tilfælde. Dette fortsatte hele dagen. Mens han dømte, underviste Moses også folket i Guds love.
Den aften sagde Jetro: “Det, du laver, er ikke godt. Du slider både dig selv og dit folk. Du er nødt til at indse, at det er for stort arbejde for én mand. Her er nogle råd, og jeg tror, det er Guds vilje med dig:
Det er din opgave at undervise folket om Herren og hans befalinger. Du skal også repræsentere deres behov for Gud. Du skal holde dig fri til at gøre dette. Udvælg derfor nogle gode mænd, som frygter Gud. Sørg for, at de ikke tager imod bestikkelse. Hvis de gør det, vil folk ikke stole på dem. Placer dem på forskellige niveauer over hinanden. Deres fuldtidsjob er at dømme folket. De skal håndtere hverdagens problemer, mens de bringer de sværere konflikter til dig. Folket vil være glade for dette, men hovedsageligt frigør det dig til at gøre Guds vilje.”

Moses lyttede til dette råd og fulgte det. Han valgte kvalificerede mænd og placerede dem på forskellige ansvarsniveauer. Disse mænd helligede sig deres nye opgave. Alligevel blev alle de vanskelige sager bragt til Moses.
Da alt dette var gjort, sagde Moses farvel til sin svigerfar, og Jetro gik hjem.

44 – Guldkalven

Anden Mosebog 32
Moses blev hos Gud i fyrre dage og fyrre nætter. Folkene blev urolige, og til sidst gik de hen til Aron og sagde: “Vi ved ikke, hvad der er sket med Moses. Byg os en gud, vi kan se, og som kan være med os.”
Så gav de Aron deres guldøreringe, og han smeltede dem om. Han formede derefter guldet som en kalv. Folket var glade for det og sagde: “Dette er den gud, der førte os ud af Egypten!” De ofrede til den og festede.

På bjerget sagde Gud til Moses: “Gå ned til dit folk, dem du førte ud af Egypten. De har vendt sig væk fra det, jeg bad dem gøre. De har lavet en afgud og bøjer sig for den med ofringer. Derfor vil jeg ødelægge dem og gøre dine efterkommere til et stort folk.”
Moses bønfaldt Gud: “Vær ikke så vred på dit folk, dem du førte ud af Egypten. Hvis du ødelægger dem nu, vil egypterne le og sige, at du førte dem hertil for at dræbe dem. Husk dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du sagde, at deres efterkommere ville arve landet og blive lige så talrige som stjernerne på himlen.”
Så Herren lyttede til Moses og ødelagde ikke folket.

Moses gik ned af bjerget med de to stentavler, som Gud havde givet ham. Han blev vred, da han så guldkalven og dansen. Han smed de to tavler og knuste dem på jorden. Han brændte guldkalven, knuste den til pulver, kom den i vand og lod israelitterne drikke det.
Så sagde Moses til Aron: “Hvorfor har du lavet denne guldkalv? Se på folkene! Se, hvordan det har fået dem til at begå synd.”
Aron sagde: “Vær ikke vred på mig. Du ved, hvor onde disse mennesker er. De sagde: ’Byg os en gud.’ Jeg bad dem give mig deres guld. Jeg smed den i ilden og … ud kom denne kalv!”
Moses stod da ved lejrens indgang. Han så, hvordan folk stadig var ude af kontrol. Han råbte: “De, der er på Herrens side, kom og stå sammen med mig!” Levis sønner skilte sig fra resten af folket og stod sammen med Moses. Herren befalede dem derefter at tage deres sværd og kæmpe mod dem, der nægtede at stå sammen med Moses. Tre tusinde mænd døde den dag.
Derefter kaldte Moses folket sammen og sagde: “I har begået en stor synd. Jeg vil tale med Herren, og måske kan jeg skaffe jer soning.” Så gik han igen op på bjerget.

VIDEOER