Søg efter:
jan 18 2022
237 – Første missionsrejse

Apostlenes Gerninger 13
Helligånden sagde til menigheden i Antiokia: “Jeg har kaldt Barnabas og Saulus til et særligt arbejde.” Ledelsen sendte dem afsted, og de tog Johannes Markus med sig og sejlede til øen Cypern. De gik tværs over øen og prædikede ved alle de jødiske synagoger.
Saulus blev også kaldt Paulus.

Guvernøren på øen var kendt for sin sunde visdom og sin vilje til at lære. Han bad Barnabas og Paulus komme og fortælle ham om Guds rige. Mens de snakkede, blev en mand, der praktiserede hekseri, ved med at afbryde. Han prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro på Jesus.
Paulus vendte sig mod troldmanden og sagde: “Du er en fjende af Gud. Stop med at tale imod Herren. Se! Herren vil nu gøre dig blind.”
Med det samme blev manden blind. Andre måtte føre ham ud af lokalet. Guvernøren var chokeret, og han lyttede endnu mere opmærksomt til Paulus. Han kom derefter til tro på Jesus.
Herefter sejlede Paulus og de andre til fastlandet, hvorfra Johannes Markus vendte hjem til Jerusalem. De andre gik i synagogen, fordi det var sabbat. Lederen sagde til dem: “Venner, tal til os, hvis I har et opmuntrende budskab.”

Paul rejste sig og talte til dem. Han begyndte med at minde dem om Israels historier. Derefter sagde han:
“Gud lovede at give os en frelser fra kong Davids slægt. Jesus opfyldte dette løfte. Herskerne i Jerusalem vidste det godt, men alligevel dræbte de Jesus ved at hænge ham på korset. Derefter begravede de ham, men Gud oprejste ham fra de døde! Vi er her for at fortælle jer, at Jesus er Guds søn, og han giver syndernes forladelse til dem, der tror på ham.”

Nogle af jøderne lyttede til Paulus og modtog Guds nåde. Andre ønskede, at han skulle komme tilbage den følgende sabbat, så de kunne tale mere om det.
Jøderne vendte tilbage den næste uge og fandt ud af, at næsten hele byen, dvs. også byens hedninger, var der for at høre om Guds rige. De blev jaloux og talte imod Paulus og Barnabas.
Paulus sagde: “Det var rigtigt af os at forkynde Guds Rige for jer. Men I accepterede det ikke. I er ikke værdige til evigt liv. Nu vil vi vende os til hedningerne, for de vil lytte.”
Hedningerne blev glade, da de hørte det, og mange modtog budskabet. Guds ord spredte sig i hele regionen, hvilket gjorde jøderne rasende. De overbeviste til sidst byens ledere om at forfølge Paulus og Barnabas. Det endte med, at mændene måtte forlade området, men de gjorde med fyldte af Helligånden og med glæde i hjertet.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
256 – Rejsen til Rom

Apostlenes Gerninger 27 – 28
Det blev arrangeret, at Paulus kunne rejse til Rom på fragtskibe. Han blev sat i varetægt af en romersk officer ved navn Julius. Han var venlig mod Paulus og lod sine venner besøge ham, når de var i havn.
Rejsen var langsom på grund af storme. Efter mange stop og bådskift flere gange, ankom de til på øen Kreta. Det var tæt på vinter, så de måtte stoppe.
Alligevel ville kaptajnen sejle et par kilometer op ad kysten til en bedre havn. Vejret var klaret og der var nu en svag brise.
Paulus sagde til Julius: “Sig til kaptajnen, at han skal blive her! Hvis han ikke gør det, vil han miste skibet og dets last, og nogle mennesker kan dø.” Den romerske officer tænkte på, hvad Paulus sagde, men besluttede at tillade kaptajnen at sejle videre til den anden havn.

De forlod havnen og begyndte at sejle langs kysten. Pludselig skubbede en voldsom vind skibet ud på dybere vand. Besætningen kæmpede mod vinden, men stormen blev mere intens. Til sidst holdt kaptajnen op med at bekæmpe vinden og lod den føre skibet videre.
Efter flere dage i stormen smed besætningen lasten over bord. Et par dage senere smed de skibets grej over bord. Paulus sagde nu til mændene: “Jeg sagde, at I ikke skulle forlade havnen. I lyttede ikke, men nu har jeg gode nyheder til dig. En engel viste sig for mig i går aftes med et budskab fra Gud. Han sagde: ‘Vær ikke bange! Du skal stå foran kejseren. Ingen på dette skib vil dø.’ Det, Gud siger, er sandt. Vi vil alle overleve, men skibet vil blive ødelagt.”

De var i stormen i fjorten dage. Omkring midnat den sidste dag så sømændene, at de nærmede sig land. De smed hurtigt et anker for at undgå at ramme klipperne.
Nogle af dem begyndte at fire redningsbåden ned, så de kunne komme af skibet. Paulus råbte: “I vil alle dø, hvis disse mænd forlader skibet!” Straks skar soldater linerne over og lod redningsbåden falde i vandet. Alle bad til, at morgenen snart ville komme.
Paul talte med besætningen lige før dagslys. Han sagde: “I har ikke spist i fjorten dage. Spis noget, fordi I skal bruge styrke til at gå i land i dag.” Så tog han noget brød op, takkede Gud og begyndte at spise. Alle på skibet spiste noget mad.

Da det var lyst, kunne de se land gennem stormen. Kaptajnen fik øje på en bugt med en strand. Han besluttede at sejle skibet mod stranden så langt som det ville nå. De trak ankeret op og hejste et sejl. Den voldsomme vind drev dem mod stranden, indtil skibet ramte en sandbanke. Det satte sig fast i sandet og begyndte så at blive knust af bølgerne.

Soldaterne ønskede at dræbe fangerne, så de ikke ville flygte. Julius standsede dem, fordi han ville redde Paulus’ liv. Han beordrede dem, der kunne svømme, til at hoppe over bord og komme til land. Snart var alle i vandet, og de nåede alle sikkert land.

Efter fjorten dage i en voldsom storm ramte Paulus’ skib en sandbanke ud for øen Malta. Alle kom i land, og lokalbefolkningen kom og begyndte at hjælpe dem. De byggede bål på grund af regnen og kulden.
Paulus hjalp med at samle træ. Da han smed noget at træet på bålet, bed en giftig slange ham i hånden. Paul tabte træet, men slangen hang fra hans hånd. Lokalbefolkningen sagde: “Åh, han er en frygtelig morder! Han slap for at dø på havet, men nu strammer guderne ham!”
Paul rystede slangen ind i ilden, og alle ventede på, at han skulle svulme op og falde død om. Efter nogen tid indså de, at han ikke ville dø. Så sagde de: “Han er en gud!”

Guvernøren på øen åbnede sit hjem og sørgede for de skibbrudne. Paulus erfarede, at guvernørens far lå syg i sengen. Han gik hen og lagde sin hånd på mandens hoved. Øjeblikkeligt blev han helbredt. Nyheden om dette spredte sig over hele øen, og folk begyndte at bringe andre til Paulus, så han kunne helbrede dem.

De blev på Malta indtil vintermånederne var forbi. Julius bestilte så passage for dem på et fragtskib, der skulle til Rom. Da de gjorde sig klar til at tage af sted, bragte øens folk dem alt det de havde brug for til turen. Da de ankom til Rom, blev Paulus ført til et hus, hvor han opholdt sig indtil sin retssag for kejseren. Der var altid en soldat ved siden af ham, men han var fri til at få venner på besøg. De kristne i Rom tog nådigt imod ham og opmuntrede ham.
Han sendte et brev til de jødiske ledere i byen. Han fortalte dem om, hvad der var sket i Jerusalem, og hvorfor han var i Rom. Han inviterede dem til at komme og besøge ham. De mødtes og talte om Guds rige og Jesus. Deres diskussion varede hele dagen, indtil sidst på eftermiddagen. Nogle af dem troede på budskabet, men andre gjorde ikke.

Da de var ved at gå, sagde Paulus: “Profeten havde ret, da han sagde, at ‘I ville lytte, men ikke høre, I vil se, men ikke se.” Jeres stædighed har lukket jeres ører og dækket jeres øjne. I kan dog være sikre på, at hedningerne vil se og høre, og Gud vil tilgive deres synder.”

Paul blev i huset i to år og ventede på retssagen. I den tid modtog han mange gæster og prædikede Kristus for dem alle. Ingen forsøgte at standse ham.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
255 – Felix, Festus og Agrippa

Apostlenes Gerninger 24-26
Ypperstepræsten tog til Cæsarea sammen med nogle ældste og en advokat. De fremlagde deres sag mod Paulus for guvernøren Felix. De sagde: “Denne mand er en sygdom for det jødiske folk. Han forårsager optøjer overalt, hvor han går. Nu er han kommet her og har vanhelliget vores tempel.”
Paul forsvarede sig. Han sagde: “Jeg gjorde intet for at fortjene det, der blev gjort mod mig. Det er rigtigt, at jeg følger Jesus fra Nazareth, men jeg samlede ikke en skare og prædikede for dem. Jeg gik simpelthen til templet for at opfylde et løfte. Pludselig – og uden grund – greb en gruppe mig og forsøgte at dræbe mig. Det er dem, der burde være her og forsvare deres handlinger! Ikke mig. Disse mænd, der står foran dig, har intet imod mig. De er endda enige med mig i det grundlæggende spørgsmål – at Gud kan oprejse nogen fra de døde.”

Felix lyttede til begge sider, men fældede ingen dom. Han troede, at Paulus kunne betale ham noget for at slippe ham fri. Alligevel gav guvernøren Paulus det privilegium at se sine venner. Felix mødtes med ham flere gange for at tale om troen på Jesus.

To år senere blev Festus guvernør og afløste Felix. Han ville glæde de jødiske ledere, så han sagde til Paulus: “Er du villig til at tage til Jerusalem og stilles for retten for disse anklager?”
Paulus sagde: “Jeg er villig til at dø, hvis jeg virkelig er døden værdig. Men du ved, at jeg er uskyldig i disse anklager. Så hvis du påtænker at sende mig til Jerusalem, vil jeg hermed appellere til kejseren!”
Festus sagde: “Du har appelleret til kejseren og skal derfor sendes til ham! ”

Et par dage senere besøgte kong Agrippa og hans søster den nye guvernør. Festus fortalte dem om Paulus og retssagen. Agrippa sagde, at han gerne ville høre ham. Næste dag samledes en stor skare, og Paulus blev ført frem for guvernøren.
Da Paul kom ind i rummet, sagde han: “Jeg er glad for at stå foran dig, kong Agrippa, fordi du er ekspert i jødiske skikke. Jeg er ikke fremmed for de jøder, der bor i Israel. De har kendt mig siden jeg var barn. De ved, at jeg er farisæer og har været meget streng med hensyn til loven. Der var engang, hvor jeg forfulgte dem, der fulgte Jesus fra Nazaræeren. Jeg var på vej til Damaskus, da jeg blev kastet til jorden af et skarpt lys. Jeg hørte da en stemme sige: ‘Saulus, hvorfor forfølger du mig?’ Jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Stemmen sagde: ‘Jeg er Jesus, den du forfølger. Rejs dig. Du er nu min tjener. Jeg sender dig for at være et vidne for mig – for jøderne og for hedningerne.’
Kong Agrippa, jeg har været tro mod det kald. Jeg forkynder Jesus som Messias, hvor end jeg går. Jeg beder folk om at omvende sig og vende sig til Gud. Så hvorfor vil jøderne dræbe mig? De ved, at vores Skrifter lærer os, at Kristus skulle lide, dø og opstå fra de døde. Den gode nyhed er, at han nu bringer lys til alle mennesker, inklusive hedningerne.”

Festus råbte: “Paulus, du taler som et fjols. Al din uddannelse har gjort dig skør!” Paulus sagde: “Jeg er ikke skør. Jeg taler sandt, og kongen ved det. Kong Agrippa, tror du på Skrifterne? Det ved jeg, at du gør…” Kongen afbrød ham: “Tror du, at du kan tale med mig bare et par minutter og så bliver jeg en kristen?”
Paulus sagde: “Uanset om jeg kan eller ej, så er det mit ønske, at alle jer, der lytter til mig i dag, vil være ligesom mig, bortset fra disse lænker.”
Senere blev kong Agrippa og guvernøren enige om, at Paulus ikke skulle sidde i fængsel. De sagde: “Vi ville have sat ham fri, hvis ikke han havde appelleret til kejseren. Men det valgte han, så nu må vi sende ham dertil.”

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
254 – Sammensværgelse mod Paulus

Apostlenes Gerninger 22,30 – 23,35
Fortsat fra sidste kapitel
Kommandanten ville vide, hvad der havde forårsaget optøjerne nær templet i Jerusalem. Han førte derfor Paulus for det jødiske råd. Paulus sagde: “Brødre, jeg står foran Gud med god samvittighed.” Da ypperstepræsten hørte dette, beordrede han nogen til at give ham et slag.
Paul vendte sig mod ham: “Du hvidkalkede væg! Gud vil slå dig. Du overtræder Guds lov ved at befale, at jeg skal slås!”
En af mændene sagde: “Hvor vover du at tale til Guds ypperstepræst på den måde.”
Paul undskyldte med det samme. »Jeg var ikke klar over, at han var ypperstepræsten. Skriften siger: ’Tal ikke imod folkets hersker’.”
Han bemærkede derefter, at rådet bestod af to modsatrettede grupper. Saddukæerne troede ikke på, at nogen kunne opstå fra de døde. De troede heller ikke på engle eller ånder. Farisæerne troede på alle disse ting.
Paulus sagde: “Jeg er farisæer, og jeg bliver dømt, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.” Straks begyndte de to grupper at skændes, indtil de råbte ad hinanden.
En af mændene greb Paul i vrede. Andre forsøgte at trække ham væk. Soldater måtte redde ham for at forhindre ham i at blive revet fra hinanden. De førte ham tilbage til kasernen.

Den nat stod Herren ved siden af Paulus. “Vær ikke modløs. Du var min talsmand her i Jerusalem, og du vil også tale for mig i Rom.”
Næste morgen mødtes 40 mænd og aflagde et løfte. De sagde: “Vi vil ikke spise eller drikke, før Paulus er død.” De sagde så til de religiøse ledere: “Sig til kommandanten, at I ønsker at afhøre Paulus igen. Når han kommer i nærheden, slår vi ham ihjel.”

Paulus’ nevø hørte om denne plan, så han skyndte sig til kasernen og fortalte det til sin onkel. Da Paulus hørte det, kaldte han på en af soldaterne. “Før denne unge mand til kommandanten. Han har en besked til ham.”
Så kom Paulus’ nevø hen til kommandanten og fortalte, hvad han havde hørt. Kommandanten sagde: “Gå, men fortæl det ikke til nogen.”
Den nat samlede han en gruppe vagter, der omfattede 200 soldater, 70 ryttere og 200 mand med spyd. Han sendte Paulus med dem samme nat. De tog ham med til Cæsarea for at være under beskyttelse af guvernøren Felix.

Kommandanten skrev et brev, som blev sendt sammen med Paulus: “Jøderne forsøgte at dræbe denne mand, men jeg reddede ham, fordi han er romersk statsborger. Jeg førte ham for deres religiøse råd, men fandt ud af, at de var vrede på ham over nogle religiøse spørgsmål. Altså ikke noget der er hverken døds- eller fængselsværdigt. Nu har jeg så fået at vide, at der er et komplot om at dræbe ham. Derfor sender jeg ham til dig. Jeg sender også hans anklagere, så du kan høre deres sag.”

Da Paulus ankom til Cæsarea, blev han ført til Herodes’ palads hvor han skulle vente indtil anklagerne også ankom.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
253 – Optøjer i Jerusalem

Apostlenes Gerninger 21,15 – 22,30
Paulus mødtes med de ældste i menigheden i Jerusalem og fortalte, hvordan hedninger vendte sig til Kristus. Alle priste Gud, da de hørte det.
Men derefter delte de ældste deres bekymringer med Paulus. “Nogle jødekristne mener, at du lærer jøder at opgive Moseloven. Vi er nødt til at standse disse rygter. Fire mænd har aflagt et løfte til Gud. De ønsker at opfylde dets krav i templet, men de har ikke pengene til at betale for det. Slut dig til dem, og betal deres honorar. Dette vil vise, at du ikke har forladt Guds love.”
Paul var enig. Så han aflagde løftet og gik til templet med mændene. Ritualet tog syv dage.

På den sidste dag så nogle jøder fra Efesos Paulus på markedspladsen med en ikke-jødisk kristen fra deres by. Senere så de ham i templet og antog, at hedningen var med ham. De råbte: “Hjælp! Her er manden, der har vendt hele verden imod os. Nu bringer han en hedning ind i vores tempel!”
Folk greb fat i Paulus, førte ham ud af templet og begyndte at slå ham. Romerske soldater løb ind i mængden for at standse dem. Deres kommandant satte Paulus i lænker og førte ham væk. Folkemængden råbte: “Dræb ham!” og begyndte at bevæge sig hen mod soldaterne. Da soldaterne så det, løftede soldaterne Paulus op og bar ham. Da de kom til døren til kasernen, sagde Paulus til kommandanten: “Må jeg tale til mængden?” Kommandøren var overrasket, men gik med til at lade ham tale.
Paul stillede sig på trappetrinet og løftede hånden. Alle blev stille.
Han sagde:
“Jeg fik en streng jødisk uddannelse. Jeg beviste min dedikation over for vores religion ved at forfølge troende på Jesus. Jeg smed både mænd og kvinder i fængsel og fik også nogle af dem dræbt. En dag tog jeg til Damaskus for at føre flere fanger tilbage til Jerusalem. Pludselig omringede et skarpt lys mig. Jeg faldt til jorden og hørte en stemme sige: ‘Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?’ Jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Stemmen sagde: ‘Jeg er Jesus fra Nazareth – ham, du forfølger.’ Han sagde så til mig, at jeg skulle tage til Damaskus, og at jeg ville få at vide, hvad jeg skulle gøre.
Da jeg først var i byen, kom der en kristen, og jeg bekendte min tro på Jesus og blev døbt. Jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i templet. Herren talte til mig igen. Han sagde: ‘Jeg sender dig til fjerne steder, og der skal du prædike for hedningerne.'”

Så snart Paulus sagde ordet “hedninger”, blev skaren der lyttede til ham igen rasende. De begyndte at råbe og kaste støv i luften. De råbte: “Dræb ham!”

Hurtigt tog kommandanten Paul med ind i kasernen. Han beordrede soldater til at slå Paulus, indtil han havde besvaret alle deres spørgsmål. Da soldaterne gjorde sig klar til det, sagde Paulus til en af dem: “Er det lovligt at slå en romersk statsborger uden en rettergang?”
Soldaten fortalte det straks til kommandanten, som derefter spurgte: “Er du romersk statsborger?”
“Ja, jeg er født som borger.”
De, der havde gjort sig klar til at slå Paulus, gik straks væk fra ham. Kommandanten selv blev bekymret for sit eget liv, fordi han havde sat en romersk borger i lænker – og næsten slået ham – uden en retfærdig rettergang.

Fortsættes i næste kapitel

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
252 – På vej til Jerusalem

Apostlenes Gerninger 20 – 21,17
Paulus blev tre måneder i Korinth. Bagefter tog han tilbage til Troas, hvor han tilbragte en uge, før han begyndte sin rejse til Jerusalem.
Natten før Paulus forlod Troas, prædikede han for kirken på tredje sal i et hus. Han prædikede i timevis – til langt ud på natten. En ung mand sad i en vindueskarm og blev hurtigt meget søvnig. Til sidst faldt han i søvn, gled ud af vinduet og faldt til jorden!
Folk styrtede ned og så, at han var død. Paulus tog liget og krammede det hårdt. Til sidst så han op og sagde: “Den unge mand er i live.”
Alle glædede sig og gik sammen op ad trappen igen. De fortsatte deres fællesskab indtil daggry, hvor Paulus tog afsted på sin rejse til Jerusalem. De førte den unge mand til sit hjem og glædede sig stadig over, at han var i live.

Paulus sejlede til en by nær Efesos, og de ældste fra den lokale menighed tog dertil for at mødes med ham.
Han fortalte dem: “Mit liv har været en åben bog for jer. Intet var skjult. Vi led forfølgelse sammen, men gennem det hele var jeg i stand til at forklare evangeliet for alle i denne region. Nu forlader jeg jer og tager til Jerusalem, og I vil aldrig se mig igen. Guds Ånd har gjort det klart, at jeg skal lide for Herren i Jerusalem. Det accepterer jeg, fordi jeg ønsker at opfylde Guds kald i mit liv.”
Paulus opmuntrede dem til at leve for Herren og være tro mod ham. Bagefter knælede de alle og bad sammen. Hele gruppen græd og omfavnede Paulus. De sørgede over hans ord: “I vil aldrig se mig igen.”

Da han fortsatte på vej til Jerusalem, standsede skibet ved byen Tyrus et stykke tid. Det gav Paulus en chance for at blive hos en gruppe troende i de få dage. De sagde til ham: “Guds Ånd fortalte os, at du vil lide store prøvelser i Jerusalem.”
Da det var tid til at gå, gik hele kirken med Paulus ud af byen og ned til kysten. De knælede på stranden og bad sammen. Så steg han om bord på skibet.

Skibet lagde til i Cæsarea, den nærmeste havn til Jerusalem. Paulus opholdt sig i Filips hjem, en af de oprindelige syv diakoner. Mens han var der, tog en profet Paulus’ bælte og bandt hans egne hænder og fødder. Han sagde: “Jøderne i Jerusalem vil binde manden, der ejer dette bælte, og overgive ham til hedningerne.”
Alle var bekymrede og bad Paulus om ikke at tage til Jerusalem. Han sagde: “Hold nu op! Jeres gråd får mig til at græde! Jeg er klar til at blive lagt i lænker for Herren. Jeg er klar til at dø for ham.”
Efter et par dage tog Paulus til Jerusalem. De kristne der tog imod ham med glæde.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
246 – Oprør i Efesos

Apostlenes Gerninger 19
Paulus forlod Antiokia og tog til Efesos. Da han kom dertil, fandt han tolv troende. Han spurgte dem: “Har I modtaget Helligånden?” De blev forvirrede og svarede: “Vi har ikke hørt om denne Helligånd.”
Paulus sagde: “Hvor blev I døbt?” De sagde: “Vi blev døbt af Johannes.”
“Johannes kom for at bane vejen for Jesus. Han døbte mennesker, der var villige til at omvende sig og berede sig på Messias’ komme. Men nu ér Messias kommet!”
Så snart de hørte det, blev de døbt i Jesu navn. Bagefter modtog de Helligånden og begyndte at prise Gud på forskellige sprog.

Paulus blev i Efesos i flere år. Først gik han i synagogen for at prædike, men til sidst måtte de troende finde et andet mødested.
Gud gjorde vidunderlige ting gennem Paulus. Folk fra hele området hørte Guds ord. De syge blev helbredt og dæmoner blev drevet ud. Folk rørte endda ved Paulus’ hud med klædestykker og tog dem med til de syge, og de blev helbredt.
Nogle unge mænd så Paulus uddrive en dæmon, så de besluttede at prøve det. De sagde til en dæmonbesat mand: “Far ud af ham i Jesu navn – ham, som Paulus prædiker om!”
Ånden sagde: “Jeg kender til Jesus, og jeg kender til Paulus, men hvem er I?” Den dæmonbesatte mand sprang på dem og slog dem. Han flåede deres tøj af, og de løb forslåede og nøgne fra huset.
Folk blev bange, da de hørte om det. Mange omvendte sig fra deres synder og påkaldte Herrens navn. De samlede deres bøger om hekseri og brændte dem.

En sølvsmed indkaldte til et møde med dem, der lavede små sølvtempler til en afgud ved navn Artemis. Han sagde: “Paulus får folk til at holde op med at tilbede Artemis. Han siger, at en gud lavet af hænder ikke rigtig er en gud. Dette er en fornærmelse mod Artemis. Desuden taber vi penge.”
Folk blev mere og mere vrede, indtil de begyndte at råbe: “Stor er Artemis!” De løb ud og råbte det på gaden. Snart bredte det sig over hele byen, og der var forvirring overalt. En gruppe greb fat i nogle kristne og tog dem med til amfiteatret. Hele byen tog dertil for at se, hvad der ville ske.
Folk blev ved med at råbe. Nogle sagde én ting, mens andre sagde noget andet. Situationen blev totalt kaotisk! De fleste af folkene vidste ikke engang, hvorfor de var der. Dette varede i to timer.

Paulus ønskede at gå til amfiteatret og forsvare Guds riges sag, men de troende nægtede at lade ham gå. Selv byens embedsmænd sendte besked til ham og sagde: “Gå ikke i amfiteatret!”
Til sidst stod en af embedsmændene frem for folkemængden og sagde: “Folk fra Efesos! Ingen kan benægte, at billedet af Artemis faldt ned fra himlen og landede her. Tag det derfor helt roligt! De mænd, I har ført herhen, har ikke gjort noget forkert mod Artemis. De har ikke bespottet hendes navn.
Hvis sølvsmedene har et problem med nogen, så lad dem tage det til domstolene. Gå nu hjem, før I bliver anklaget for uretmæssige optøjer.”
Dermed gik folket hjem.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
245 – Forfølgelse i Korinth

Apostlenes Gerninger 18
Da Paulus ankom til Korinth, mødte han en jødisk mand ved navn Akvila og hans kone Priskilla. De var også teltmagere, ligesom Paulus, så de besluttede at arbejde sammen. Hver uge gik Paulus i synagogen og talte med jøderne. Han forklarede dem, at Jesus er Messias.
Silas og Timoteus sluttede sig endelig til ham igen. Det var kort efter de ankom, at jøderne afviste Paulus’ budskab. De spottede endda Jesus navn. Paulus sagde: “Min samvittighed er ren. Jeg fortalte jer den gode nyhed, at Messias er kommet. Jeg forklarede, hvordan vi opnår frelse gennem ham. Dette har I afvist, og derfor vil jeg nu i stedet dele budskabet med hedningerne.”

Nogle få af jøderne troede på Jesus, inklusive synagogens forstander. Også et stort antal hedninger kom til tro.
Gud opmuntrede Paulus i en drøm. Han sagde: “Vær ikke bange. Fortsæt med at tale om mig. Ingen vil såre dig her, for jeg har mange mennesker i denne by.” Derfor blev Paulus i Korinth i halvandet år og underviste og forkyndte Guds ord.

En dag valgte jøderne en ny leder, som organiserede et angreb mod Paulus. En gruppe mænd greb fat i ham og førte ham til dommeren og sagde: “Denne mand overbeviser vores folk om at tilbede Gud på en måde, som står i modsætning til vore love.”
Før Paulus kunne forsvare sig selv, råbte dommeren ad jøderne: “Hvor vover I at komme til mig med dette. Jeg er ligeglad med jeres lov! Jeg bruger mine dage på at straffe kriminelle uden at skændes om ord og navne. Spild ikke min tid!”
Han smed dem derefter ud af retten.
En gruppe greb fat i synagogens forstander og tævede ham foran alle. Dommeren undlod at se på det.

Da Paulus troede, at hans arbejde i Korinth var færdigt, besluttede han at tage tilbage til Antiokia. Akvila og Priskilla tog med ham til Efesos. Paulus prædikede i synagogen der, og folket ønskede, at han skulle blive længere og undervise dem. Men han nægtede og sagde: “Hvis Gud vil, kommer jeg tilbage.” Så tog han af sted og drog til Jerusalem og videre til Antiokia.
Efter Paulus forlod Efesos, kom en mand ved navn Apollos til synagogen. Han var en stærk taler og talte åbent om Jesus. Desværre var hans viden begrænset til det, som han havde hørt fra Johannes Døberen.
Akvila og Priskilla tog ham med ind i deres hjem og forklarede ham evangeliet grundigt. Derefter blev Apollos en stor forkynder for Gud og var i stand til ud fra Skrifterne at bevise, at Jesus er Messias.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
242 – På Areopagos

Apostlenes Gerninger 17
Paulus og Silas og deres gruppe rejste til Thessalonika. De brugte tre uger på at tale med jøderne og forklare, hvordan Messias skulle komme og lide og derefter opstå fra de døde. De sagde: “Jesus er den lovede Messias.”
Nogle af jøderne, og et stort antal grækere, kom til tro. De øvrige jøder i byen var oprørte over dette. De blev så vrede, at de besluttede at ødelægge den kristne bevægelse i byen. De gik hen på markedspladsen og samlede en gruppe bøller. Sammen organiserede de en pøbel mod de kristne.
Snart var hele byen i oprør! De kunne ikke finde Paulus, så de tog flere andre troende og trak dem ud på gaden. De førte dem til byens embedsmænd og sagde: “En gruppe mænd laver ballade over hele landet! De er ikke loyale over for kejseren, men siger, at de har en anden konge, en mand ved navn Jesus. Nu er disse ballademagere kommet til vores by, og disse mænd har budt dem velkommen i deres hjem.”
Embedsmændene var forsigtige og sagde, at de ville undersøge sagen. De fik de troende til at betale en stor kaution, før de løslod dem. Den nat sendte de kristne Paulus og Silas til Berøa.

Jøderne i Berøa tog imod evangeliet og granskede alvorligt de hellige Skrifter for at se, om evangeliet virkelig var sandt. Det resulterede i, at mange dér kom til tro, både jøder og grækere. Nyheden om dette nåede folket i Thessalonika, så de oprørske jøder der tog derfor til Berøa for at fortsætte deres kamp mod bevægelsen. Angrebene blev så alvorlige, at de kristne sendte Paulus til Athen med båd. Planen var, at Silas og Timoteus skulle blive i Berøa og slutte sig til ham senere.

Paulus ankom til Athen og ventede på, at hans ledsagere skulle slutte sig til ham. Da han gik gennem byen, blev han chokeret over at se alle afgudsstatuerne. Til sidst gik han til markedspladsen og fortalte folk om Jesus. De var fascineret af denne snak om en mand, der blev oprejst fra de døde. Så de tog Paul til et sted kaldet Areopagos og lod ham tale der.

Han sagde: “Mænd fra Athen! Jeg kan se, at I er ekstremt religiøs. Jeg fandt endda et alter til ’En ukendt Gud.’ Lad mig nu fortælle dig om den Gud, du ikke kender. Han er Himlens Herre og har skabt alt på jorden. Han lever ikke i ting lavet af mennesker. I begyndelsen skabte Gud ét menneske, og alle jordens folkeslag stammer fra ham. Alt hvad I har kommer fra Gud. Han er grunden til, at I lever. Gud har tidligere været tålmodig med jer, men nu skal I omvende jer. Han vil dømme jer ved Jesus, ham, der opstod fra de døde.”

Nogle af mændene lo, da de hørte, at Jesus stod op fra de døde. Andre ville høre mere en anden gang. Nogle få mennesker troede.
Paulus forlod Athen og tog til Korinth for at vente på Silas og Timoteus.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
241 – Sang i fængslet

Apostlenes Gerninger 15,36 – 16,40
Paulus sagde til Barnabas: “Det er på tide, at vi besøger Galatien og ser, hvordan det går med kirkerne.” Barnabas var enig, men ville tage Johannes Markus med. Paul nægtede og påpegede, at Markus forlod dem på den sidste tur. De kunne ikke blive enige om dette, så de besluttede at gå hver sin vej. Paulus valgte at tage Silas med på sin rejse.
Mens de besøgte Galatien, fandt de en ung mand ved navn Timoteus. Han var højt respekteret af alle de troende, så Paulus opfordrede ham til at deltage i deres tjeneste.

En nat drømte Paulus, at han så en mand sige: “Kom! Kryds havet og kom herover og hjælp os.”
Paulus vågnede og vidste, at drømmen var fra Gud. Efter de havde krydset havet, rejste de til byen Filippi. De talte med en gruppe kvinder, der var gået til floden for at bede. En af dem var Lydia, en kvinde, som solgte tøj. Hun lyttede til Paulus’ prædiken, og derefter kom hun og hendes familie til tro på Jesus. Efter de var blevet døbt, overbeviste de Paulus om at bruge deres hus som base for sin tjeneste.
I den samme by var der en dæmonbesat slavepige, som tjente penge til sine ejere ved at forudsige fremtiden. Hun begyndte at følge Paulus og Silas gennem Filippis gader. Pludselig råbte hun: “Disse mænd er her for at fortælle os om frelse.”
Det gjorde hun i flere dage. Til sidst vendte Paulus sig og sagde til ånden i hende: “Forlad denne pige! I Jesu Kristi navn, far ud af hende.” Straks forlod ånden hende.
Hendes ejere var rasende! De vidste, at slavepigen ikke længere var rentabel for dem. Så de samlede en hob, der førte Paulus og Silas til byens embedsmænd. De sagde: “Disse jøder kom til Filippi og begyndte at undervise Roms borgere om deres Gud. Det er ikke i orden!”

Byens embedsmænd var enige og fik de to mænd pisket offentligt. De blev derefter ført i fængsel, hvor fangevogteren satte dem i lænker.
Omkring midnat begyndte Paulus og Silas at bede, synge og lovprise Gud. Pludselig rystede et jordskælv fundamentet i fængslet. Dørene fløj op, og lænkerne faldt af fangerne.
Fangevogteren vågnede og så, at dørene var åbne. Han antog, at fangerne var flygtet, så han trak sit sværd frem for at begå selvmord. Paulus råbte: “Vent! Gør det ikke! Vi er her alle.”
Fangevogteren greb en fakkel og skyndte sig ind i cellen. Han faldt på knæ og sagde: “Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?”
“Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst – du og din familie.” Fangevogteren tog dem med til sit hjem, og Paulus forkyndte dem evangeliet. Hele familien troede og blev døbt. Fangevogteren vaskede derefter mændenes sår og serverede dem et måltid.

Næste morgen sendte byens embedsmænd vagter til fangevogteren. De sagde: “Du kan frigive disse mænd og lade dem gå.”
Paul sendte en besked tilbage til byens embedsmænd. “Vi tager ikke af sted! Vi er romerske borgere, og I fik os slået offentligt og smidt i fængsel uden en retssag. Nu vil I have os til at gå stille og roligt. Det gør vi ikke. Hvis I vil have os til at forlade jer, bliver I nødt til at komme og personligt frigive os.”
Byens embedsmænd blev chokerede, da de hørte, at disse mænd var romerske statsborgere. De skyndte sig til fængslet og undskyldte. De førte dem personligt ud af fængslet og bad dem forlade byen.
Paulus og Silas gik ikke med det samme. De tog tilbage til Lydias hjem og opmuntrede de troende. Først derefter rejste de.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
Copyright © 2024 Carsten Riis Jensen | Carsten Riis Jensen