Søg efter:
194 – Jesus stilner to storme

Matthæus 8,23-34 og Markus 4,35 – 5,20 og Lukas 8,22-39
Jesus underviste hele dagen. Om aftenen sagde han til sine disciple: “Lad os sejle over til den anden side af søen.” Så de tog adskillige både og begyndte deres rejse til hedningesiden af Genesaret Sø.
Da Jesus var træt, gik han bagerst i båden og lagde sig på en pude. Snart faldt han søvn. I løbet af natten ramte en voldsom storm søen. Store bølger slog ind over båden og truede med at kæntre. Jesus sov igennem det hele.
Disciplene vækkede ham og sagde: “Mester, vågn op! Er du ligeglad med, at vi er ved at dø?”
Jesus vågnede og råbte: “Hold op! Vær stille!” Straks standsede vinden og havet blev stille.
Så vendte han sig mod disciplene og sagde: “Hvorfor blev I bange? Hvor er jeres tro?” Så lagde han sig ned og sov igen.
Mændene så på himlen og det stille hav. De sagde: “Hvad er det for et menneske, at selv vinden og havet adlyder hans stemme!”

De kom i land nær et sted, hvor en vild mand boede. Ingen var i stand til at kontrollere ham. Mange gange forsøgte de at sætte lænker på ham, men han knækkede dem nemt af. Han strejfede nøgen omkring i bjergene og levede i grave. Han græd og råbte og skar sig selv med sten.
Da han så Jesus og disciplene, løb han hen og knælede ned foran ham. Han råbte: “Jeg ved, hvem du er. Du er Jesus, den Højeste Guds Søn! Lad mig være i fred!”
Jesus sagde: “Hvad er dit navn?”
“Vi bliver kaldt Legion, fordi vi er mange. Vi beder dig, send os ikke ned i afgrunden. Se, der er en flok grise ovre på den bakke. Send os derhen.”
Jesus så på grisene og sagde: “Far i grisene! ”
Dermed forlod dæmonerne manden og for i grisene. Alle 2000 gik amok og styrtede ned ad bakken og ud over kanten. De styrtede i havet og druknede.
Mændene, der passede grisene, løb ind i byen og fortalte folket, hvad der var sket. En flok kom ud for at se det. Da de kom til Jesus, så de manden, der havde været dæmonbesat. Han sad stille, fuldt påklædt og lyttede til Jesus.
Igen fortalte mændene, hvad der var sket. Alle var bange, så de bad Jesus om at gå.

Da han steg i båden, sagde manden, der blev helbredt: “Må jeg tage med dig?” Jesus sagde: “Gå tilbage til dit folk og fortæl dem, hvor meget Herren har gjort for dig. Fortæl dem om Guds barmhjertighed over dit liv.”
Jesus og hans disciple forlod kysten og vendte tilbage til den jødiske side af søen. Manden tog til sin hjemby og begyndte at fortælle alle, hvad Jesus havde gjort for ham. De mennesker, der hørte det, var forbløffede.

VIDEOER

222 – Opstandelsen

Matthæus 27,62 – 28,15 og Mark 16,1-8 og Luk 24,1-12 og Joh 20,1-18
Alt var stille ved Jesu grav indtil tidlig søndag morgen, mens det stadig var mørkt. Pludselig kom der et jordskælv, og en engel dukkede op ved gravstedet. Han rullede den enorme sten væk og satte sig på den! Vagterne var rædselsslagne og besvimede. Og så … var alt stille igen.

Da solen stod op, gik Maria Magdalene og nogle andre kvinder ind i haven, så de kunne salve Jesu legeme. De spekulerede på, hvordan de skulle få nogen til at rulle stenen tilbage fra graven.
Da de kom til graven, så de, at soldaterne var væk, og at stenen var rullet tilbage. De så også, at graven var tom!
Maria vendte rundt og løb for at fortælle disciplene om den tomme grav. De andre kvinder blev i haven. Til sidst gik de ind i graven. De så to engle. En af englene sagde: “Vær ikke bange! I leder efter Jesus, som blev korsfæstet. Han er her ikke, for han er opstået fra døden. Gå nu og fortæl det til hans disciple og særligt til Peter.”

I mellemtiden fandt Maria disciplene og sagde: “De har taget Jesu legeme, og vi ved ikke, hvor det er!”
Da Peter og Johannes hørte det, løb de hen til graven. Johannes kom der først, men gik ikke ind. Peter skyndte sig ind, og Johannes fulgte efter. De så de klæder, der var blevet viklet rundt om Jesu krop, men liget manglede. De forlod graven og gik hjem, forvirrede over, hvad der var sket.

Efter at de var væk, kom Maria Magdalene tilbage til haven. Hun græd. Da hun kom til graven, så hun englene. En af dem sagde: “Hvorfor græder du?”
“Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor han er.”
Hun vendte sig om og så en mand stå i nærheden. Hun vidste ikke, at det var Jesus. Hun troede, det var gartneren. “Herre, hvis du har taget ham bort, så fortæl mig, hvor han er, så jeg kan hente ham.”
Jesus sagde: “Maria!”
Øjeblikkeligt vidste hun, hvem det var! Hun faldt ned og tog fat i hans fødder: “Min Mester!”
Han sagde: “Hold mig ikke fast, men gå hen og sig til mine disciple, at I har set mig.” Straks rejste hun sig og løb for at finde disciplene.

Jesus viste sig derefter for de andre kvinder, da de gik tilbage til byen. De faldt ned og tilbad ham. Han sagde: “Gå og find mine brødre og sig dem, at jeg vil møde dem i Galilæa.”
Alle kvinderne fandt disciplene og sagde: “Jesus lever! Vi har set ham og talt med ham. Han er i live!” Mændene kunne ikke tro, at det virkelig var sandt.

Vagterne, der var ved graven, var rædselsslagne over begivenhederne den morgen. De gik hen og fortalte de religiøse ledere præcis, hvad der skete. Efter nogen diskussion gav ypperstepræsten vagterne en stor sum penge og sagde: “Fortæl folk, at Jesu disciple kom og stjal hans lig, mens I sov. Vi vil sørge for, at I ikke får problemer med Pilatus.” Vagterne tog pengene og gjorde, som de fik besked på.

VIDEOER

223 – Vejen til Emmaus

Lukas 24,13-45
Om eftermiddagen den dag, hvor Jesus stod op fra de døde, forlod to disciple Jerusalem og begyndte at gå til Emmaus. De diskuterede begivenhederne i de foregående dage. Pludselig lagde de mærke til, at nogen gik i nærheden af dem. De var ikke klar over, at det var Jesus.
Han sagde: “Hvad taler I om?” De vendte sig om og så på ham. “Er du en fremmed her? Har du ikke hørt om de ting, der er sket i de sidste par dage?”
“Hvilke ting?”
“Vi taler om Jesus fra Nazareth, ham der talte Guds ord. Vores ledere fik ham korsfæstet for tre dage siden. I morges gik nogle kvinder til graven. De kom og fortalte os, at liget var væk. Nogle af mændene gik derhen, og det var virkelig væk. Nu siger kvinderne, at de så engle og faktisk har set Herren i live.”

Jesus sagde: “Hvorfor er I så sløve til at forstå? Profeterne sagde tydeligt, at Messias måtte lide disse ting.” Så gennemgik han Skriften for dem, helt fra begyndelsen, og forklarede dem de dele, der handlede om ham.

Da de nærmede sig Emmaus, sagde de til ham. “Det er for mørkt til at fortsætte. Bliv hos os.” Så han gik ind i huset med dem. Ved aftensmåltidet tog Jesus brød og velsignede det. Så brød han den og gav den til dem. Straks vidste de, hvem han var. Og så… forsvandt han!
De så forbløffet på hinanden. En af dem sagde: “Vores hjerter brændte i os, da han forklarede Skriftens ord og profetier for os!”

De vendte hurtigt tilbage til Jerusalem for at fortælle disciplene, hvad der var sket. De befandt sig i et aflåst lokale, fordi de frygtede de jødiske ledere.
Da de to mænd ankom, sagde de: ”Det er sandt! Herren er opstået. Han gik med os og forklarede Skriften. Vi genkendte ham ikke, før han brød brødet med os.” Disciplene kunne ikke tro det.
Pludselig stod Jesus nu iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Alligevel kunne disciplene ikke tro, at det, de så, virkelig var Jesus. De troede, det var et spøgelse.
Derfor sagde Jesus: “Se på arrene på mine hænder og fødder. Her, rør ved dem! Et spøgelse har ikke kød og ben som disse.”
Han sagde: “Har I noget at spise?” De gav ham noget fisk og honningkage, og han spiste det.
Så åbnede Jesus deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.

VIDEOER
https://vimeo.com/399646129/26d2f672c5

63 – Debora og Barak

Dommerbogen 4-5
Efter Ehuds død, syndede Israel igen mod Gud. Derfor solgte Herren dem til en kana’anæisk konge. Denne konge regerede over dem i tyve år. Han var hård og grusom. Hans hær havde 900 jernvogne, og hans kommandant hed Sisera.
Den person, som dømte Israel på det tidspunkt, var en profet ved navn Debora. Da folk havde problemer indbyrdes, tog de til et sted kaldet “Deboras palmetræ”. Hun sad der og hørte deres klager og afgjorde deres stridigheder.
En dag kaldte hun på en mand ved navn Barak og sagde til ham: “Herren har et budskab til dig. Han siger: ‘Tag 10.000 mand og gå til Tabor-bjerget. Jeg vil lade Sisera komme til dig med sine vogne og sin hær. Han kommer for at bekæmpe dig, men jeg vil overgive ham til dig.’”
Barak sagde til Debora: “Jeg går og gør, som Herren siger, men kun hvis du går med mig. Hvis du ikke går, går jeg ikke.”
Hun sagde: “Jeg tager med dig, men hvis jeg gør det, vil du ikke få æren for at have dræbt Sisera. Herren vil give en kvinde den ære.”
Barak accepterede, så Deborah gik med ham.
Barak samlede 10.000 mand og gik op på Tabor-bjerget. Sisera hørte om dette, så han tog sine 900 vogne og sin hær og satte kursen mod Tabor-bjerget. Debora sagde til Barak: “Nu er det tid! Tag dine mænd og angribe Sisera.”

Så Barak flyttede sine mænd ned ad bjerget og angreb den kana’anæiske hær. Herren var med ham og gjorde Siseras mænd forvirrede. De vendte sig og løb. Da Sisera så det, forlod han sin vogn og forsøgte at flygte til fods. Barak jagtede hæren, indtil hver mand blev dræbt.
Sisera løb, indtil han kom til Jaels telt. Hendes mand var i alliance med den kana’anæiske konge. Hun så Sisera komme, så hun gik ud og sagde: “Kom herind, så er du i sikkerhed.”
Han gik ind, og hun gemte ham under et tæppe. Han sagde: “Giv mig noget vand at drikke.” Hun gav ham mælk, og han satte sig op og drak den. Han sagde: “Stå ved døren til teltet. Hvis nogen spørger, om der er en mand herinde, så sig nej.”
Hun dækkede ham så igen, og da han var udmattet, faldt han i en dyb søvn.

Jael gik hen og tog en teltpløk og en hammer. Hun knælede stille ned ved siden af Sisera og satte teltpløkken på hans hovedtinding. Så slog hun den med solide slag gennem hans hoved og ned i jorden.
Snart kom Barak forbi hendes telt på jagt efter Sisera. Hun gik ud og sagde: “Kom, så skal jeg vise dig den mand, du leder efter.” Barak gik ind i sit telt og så Sisera ligge død på gulvet.
Israel fortsatte med at kæmpe mod den kana’anæiske konge, indtil de vandt. Så levede de i fred i fyrre år.

VIDEOER